Syng det Hellige Navn og 
opnå øjeblikkelig samadhi
Af Jayapataka Swami

Lørdag aften den 18. maj talte Jayapataka Swami over Bhagavad-gita til omkring 55 hengivne i templet på Bauneholm. Her er Maharajas tale, let forkortet og uden Prabhupadas kommentarer i Bhagavad-gita. Eftersom klassen også handler om at chante, gør den det ud for dette nummers ’Det Hellige Navns Markedsplads’.

  Oversættelse til Bhagavad-gita 6. 20-23: 

”På det fuldendte stade, der kaldes trance eller samadhi, er ens sind fuldstændigt trukket tilbage fra materielle, mentale aktiviteter gennem praktiseringen af yoga. Denne perfektion er karakteriseret ved ens evne til at se selvet gennem det rene sind og til at nyde og glædes i selvet. I denne lykkelige tilstand befinder man sig i endeløs transcendental glæde, der opleves gennem transcendentale sanser. Grundfæstet på denne måde fjerner man sig aldrig fra sandheden, og når man har opnået dette, tænker man, der ikke er mere at opnå. I denne tilstand rystes man aldrig, selv midt i de største problemer. Dette er i sandhed virkelig frihed fra alle de lidelser, der opstår gennem materiel kontakt.” 

                                    Jayapataka Swami:
Her er et temmelig fuldstændigt overblik over yoga-systemet, smukt forklaret af Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada. Alle yogier ønsker at opnå samadhi eller trance i meditation på Guddommens Højeste Personlighed eller Den Højeste Sandhed i en eller anden form. At opnå samadhi gennem hatha-yoga og dhyana – meditation – tager lang tid. At opnå nogen form for dyb trance tager lang tid. 

Almindeligvis har folk ikke tid til at meditere. De har travlt med studier, arbejde og dagligdag. Blot at meditere en kort stund er ikke nok til at bringe en til en dyb tilstand af samadhi. Derfor anbefaler Prabhupada, at man i nutidens moderne liv praktiserer bhakti-yoga eller karma-yoga:

”…Især i denne hykleriets tidsalder er der mange hindringer, når man udfører hatha-yoga, dhyana-yoga og jnana-yoga. Men disse problemer findes ikke, når man udfører karma-yoga eller bhakti-yoga...” 

Grunden gives her, og samtidigt præsenteres hele meditationssystemet. Vi er den åndelige sjæl, den levende kraft inde i kroppen, og denne krop er anbragt udenpå på det levende væsen. 

                                    Virtual reality
Jeg besøgte nogle indkøbsmesser med alle mulige udstillingsmaskiner i forbindelse med undersøgelser til udstillingen til Mayapurs store tempel. Alt, man kan opleve i Disneyland og sådanne steder, fås på disse messer. De havde en ’virtual reality’–maskine. Man får en hjelm på og placeres foran en videoskærm. Der er selvfølgelig lyd på, og den, jeg prøvede, havde endda duft og en bevægelig stol. Bortset fra smag var de fleste af sanserne engagerede. Ideen er, at de tager en på en flyvetur over Danmark. Man ser et fyrretræ, og samtidigt kommer duften af fyrrenåle til ens næse. Man flyver over et bed med roser, og de sender duften af roser. På den måde flyver de en over forskellige skove for at demonstrere, hvordan denne ’virtual reality’ fungerer. Hvad de rent faktisk gør, er at sætte denne oplevelse udenpå ens sanser.

Noget lignende sker med os. Vi har vore åndelige sanser, og med disse kan vi se Krishna og opleve Krishna. Men de dækkes af denne materielle krop, og lige nu ser vi alt gennem materielle sanser. Derfor har vi glemt, hvad den åndelige virkelighed er. Når vi ser alle disse ting, virker de vældigt involverende. Der er en masse informationer og smukke blomster, skove, mennesker, billeder, bygninger osv. Vi tager dette for at være en virkelig oplevelse, men det er en meget begrænset virkelighed sammenlignet med at opleve direkte gennem vore åndelige sanser. Samadhi er at opleve gennem åndelige sanser i stedet for materielle sanser. 

                                Nydelse og lidelse
I Bhagavad-gita blev Krishna spurgt, hvad grunden til lidelse er. Og bemærkelsesværdigt var Hans svar, at grunden til lidelse er materiel nydelse, hvilket lyder som en selvmodsigelse. I den materielle verden ønsker alle at nyde. Tilsyneladende er det måden at blive lykkelig på. 

Men de samme ting, der giver os lykke, kan også give os lidelse. Det er sansernes natur. Får vi for meget, er vi ikke mådeholdne, eller spiser vi de forkerte ting, kan vi få kræft. Folk nyder at ryge og får dernæst lungekræft. Enhver form for umådeholdenhed kan give forskellige lidelser. 

Holder vi endvidere af en ting, bliver knyttet til den og udvikler en særlig psykologisk afhængighed af den, lider vi, når vi ikke har den længere. Den selvsamme ting, der giver os lykke, giver os også lidelse. Desuden er den såkaldte lykke eller nydelse aldrig fuldt tilfredsstillende. Nyder man et stort festmåltid, kan tungen måske spise 50 gange mere, men maven har en begrænset kapacitet. 

Sanserne er aldrig tilfredse, men vore kroppe har begrænsninger. På de højere planetsystemer har kroppene færre begrænsninger end her, så man kan nyde i længere tid og på en bedre måde end i en menneskelig krop, men selv på de højeste materielle planeter kan den mængde glæde, sjælen ønsker, ikke gives af nogen form for materielle sanser. Glæden er ikke så god som den ægte vare, der består af virkelig direkte åndelig erkendelse og lykke. 

Det, vi virkelig søger, er åndelig lykke. Alle søger efter denne åndelige lykke. Fordi vi ikke ved, hvordan vi får den, oplever vi små glimt eller refleksioner af denne lykke gennem materielle oplevelser, men de er aldrig fuldt tilfredsstillende. De kan give nydelse et kort øjeblik, og så bliver man igen udsat for en masse problemer. 

                                        Buddha
Her nævnes det, at Buddha realiserede nirvana. Han mediterede uden afbrydelse dag og nat i seks år under et baeltræ. Det må siges at være en ganske seriøs meditation, ikke bare ti minutter her og der, men uafbrudt meditation. Han realiserede nirvana eller ophør af materiel eksistens. 

I begyndelsen af sit liv var han en prins ved navn Siddharta. En astrolog fortalte hans far, at så hans søn nogensinde et spædbarn, en syg, en gammel eller en død, ville han med det samme forsage verden. Hans far var en meget indflydelsesrig konge, og han  isolerede Siddharta fra alle disse. Han så aldrig gamle mennesker, syge mennesker, spædbørn og aldrig en død person, og fordi kongen vidste, at han var inklineret til at forsage verden, gav han Siddharta alle mulige former for fornøjelser, alle faciliteter til materiel lykke som god mad, musik mm. 

Men Siddharta var stadig nysgerrig efter at vide, hvad der lå uden for paladsets mure. En dag bad han sin kusk køre sig en tur ud og se på landet. Undervejs mødte de en syg person, der hostede blod op og var meget udtæret.

Siddharta spurgte, ”Hvad er det for et væsen?”
”Det er et menneske.”
”Hvorfor er han så udmagret?”
”Han er syg.”      
”Syg, hvad er syg?”
”Alle bliver syge, det er som sygdom, en kropslig fejlfunktion.”
”Kan jeg også blive sådan?”
”Javist, du kan også blive syg.”
”Forfærdeligt, jeg vil ikke være syg.”
De kørte videre og så en gammel mand komme gående med sin stok. Siddharta spurgte, ”Hvad er det? Hvad er der galt med ham?”
”Han er gammel?”
”Gammel?”
”Alle bliver gamle, som årene går.”
”Bliver jeg også sådan?”
”Ja, du bliver også sådan.”
”Forfærdeligt, jeg vil ikke være gammel.”
De fortsatte, og dernæst så de en død person. ”Hvad er det?”
”En død person.”
”Død, hvad betyder det?”
”Alle dør, i sidste ende ophører kroppen med at leve, den dør. Sjælen forlader kroppen.”
”Skal jeg også dø?”
”Selvfølgelig, alle dør.”
”Dette er forfærdeligt. Hvad er meningen med livet, vi arbejder blot og nyder, og til sidst bliver vi syge og dør.”

Han blev meget forvirret over alt dette. Hvad er meningen med disse ting? Det virker, som om der ingen mening er med livet. 

Senere så de et nyfødt barn, og han spurgte,  ”Hvad er det?”
”Et barn. Efter man dør, bliver man født igen.”
”Igen? En gang til, nej det er for meget!” 
Så han forsagede alt, rejste bort og begyndte at meditere for at forstå meningen med livet. 

                    Koncentrer sindet i bhakti-yoga
Vi er meget heldige, for vi har Bhagavad-gita, der fortæller os, hvad livet er, hvorfor alle disse ting sker (kaumaram yauvanam jara tatha dehantara-praptir dhiras tatra na muhyati, Bg. 2.13), og hvorledes vi skifter vore kroppe fra barndom til ungdom til alderdom og til sidst går fra denne krop over i en anden krop. Den forklarer, hvordan vi er dele af Krishna. 

Andre processer kræver meget ideelle omgivelser for at kunne praktiseres. Omgivelserne i dag befordrer ikke den form for stille, meditativ, indadvendt, introspektiv meditation, hvorimod karma-yoga, at arbejde for Krishna, og bhakti-yoga, at udføre hengivne aktiviteter for Krishna som at recitere Hans navne, høre filosofien om Krishna, bede til Krishna, bukke sig ned for Krishna, tilbede Krishna, tjene Krishna, være en tjener af Krishna, være en ven af Krishna og overgive sig til Krishna, kan udføres under alle forhold. Arjuna praktiserede dem på slagmarken. Kan man forestille sig en mere presset situation? En stor slagmark, alle nedsabler og kæmper mod hinanden. Selv under disse omstændigheder kunne Arjuna  praktisere bhakti-yoga. 

Så det kan man også på normal arbejdsplads. Jeg hører dog mange folk sige, at arbejdspladser somme tider næsten er som slagmarker. Det er ikke alle steder, men nogle mennesker lider meget på deres arbejde. Det virker nærmest som en krigszone. At forblive ligevægtig og stabil i et sådant miljø er meget vanskeligt. Men det er derfor, den Krishnabevidste metode er effektiv under alle omstændigheder, for vi lærer at gøre alt for Krishna, og vi praktiserer at chante hver dag. 

Almindeligvis må en person, der udfører yoga-systemet, virkelig fokusere sindet, sætte sig ud over alle tanker og i sidste ende kun tænke på Krishna eller Den Absolutte Sandhed, enten som det upersonlige, som Paramatma eller som Bhagavan. 

Gennem åndedrætsøvelser og mental kontrol tager det lang tid rent faktisk at stoppe tankeprocessen og kunne se igennem den, men den hengivne erstatter tankeprocessen. I stedet for at tænke på materielle ting tænker man mantraet. At chante mantraet er at erstatte materielle tanker med mantraet. Måden at opnå samadhi på er, når man rent faktisk tænker mantraet: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.

Når folk chanter, tænker de ikke altid mantraet. Faktisk tænker de nok slet ikke på mantraet hele tiden. Så mange andre tanker dukker op i sindet. Derfor må vi hele tiden bringe sindet tilbage, til vi kommer i vane med eller bliver i stand til rent faktisk at tænke mantraet. Når vi chanter med hengivenhed, er det lettere at tænke mantraet. Det bliver naturligt. Og så begynder vi at opleve denne åndelige lyksalighed. 

For mange er kirtana nemmere. Det er nemmere at koncentrere sig, når man synger og danser, end når man fremsiger japa. Japa er en slags rutine, hvor vi chanter Hare Krishna-mahamantraet individuelt, og  det er også vigtigt, for vi kan ikke hele tiden samle en stor flok mennesker og synge i kirtana. Derfor kommer vi til templet. Nogle kommer hver dag, nogle kommer en gang om ugen , nogle kommer en gang om måneden. Når man er sammen med en gruppe hengivne, kan man synge Hare Krishna i kirtana. Nogle mennesker kan naturligvis chante japa eller kirtana, når de er alene, og man kan udføre japa når som helst – i bussen, i bilen, når man går tur. 

Derfor anbefaler jeg alle at chante Hare Krishna og øjeblikkeligt komme i samadhi. Jeg anbefaler også, at man arbejder for Krishna, kommer tidligt til søndagsfesten, hjælper med at lave mad, hjælper med at gøre rent, hjælper med at modtage gæster. Gør noget, der er så mange muligheder for at tjene Herren.

Nu får vi en mulighed for at tjene Herren ved at ofre Ham arati [Klokken er 19:00 og tæppet åbner for alteret for aftenens arati]. Arati er også en form for meditation. Vi mediterer på Herren, mens vi ofrer Ham forskellige ting: røgelse, lamper osv. Det er en anden form for samadhi – at meditere på Herrens form. Vi mediterer på Det Hellige Navn, for Det Hellige Navn er Herrens hørlige form. Man kan høre det hellige navn, og man kan se Deiteterne. Ja, vi synger Det Hellige Navn samtidig med, at vi tilbeder Deiteterne, så vi får begge dele, både syns- og høreoplevelse. Det er samadhi.