Lyt dig hjem til Krishna
Af Bhaktivijnana Swami

Oversættelse til Bhagavad-gita 13.26:
”Og så er der de, der, skønt de ikke er fortrolige med åndelig viden, begynder at tilbede Den højeste Person ved at høre om Ham fra andre. På grund af deres tilbøjelighed til at lytte til autoriteter, hæver de sig også over fødslen og dødens cyklus.”   

Bhaktivijana Swami:
I dette vers giver Krishna os et meget specielt løfte. Han siger, at man kan overvinde døden blot ved at høre, og Han nævner to grundlæggende kvalifikationer, man må have for at kunne følge denne proces. Den første kvalitet er ajananta, hvilket betyder, at man må være uvidende. Srila Prabhupada forklarer, at nogle gange er for meget intelligens en diskvalifikation. Det har intet med selve intelligensen at gøre, men med misbrug af intelligensen. Krishna fastslår meget klart den første kvalifikation: man skal være en smule uvidende, for ved man for meget, kan det være en hindring. 

Den anden og vigtigste kvalifikation er sruti-parayana, en stærk tilbøjelighed eller inklination til at høre fra andre. Sruti-parayana betyder at være fuldstændigt absorberet i lytteprocessen. Som resultat hæver man sig, siger Krishna, over fødsel og død. Man forlader cyklussen af fødsel og død, hvilket er det mest fantastiske mål, man overhovedet kan stræbe efter. Det er interessant, at dette særlige løfte kun gives til dem, der har denne tilbøjelighed til at lytte, selv hvis de måtte være uden viden. 

I det foregående vers nævner Krishna personer, der følger mere komplicerede processer. Man kan gå jnana-yoga’ens vej, hvilket kræver temmelig store kvalifikationer som at kunne sanskrit og følge mange regler og reguleringer. Eller man kan følge dhyana-yoga, meditationsprocessen, en meget svær proces. Det er også muligt at følge karma-yoga. De, der følger disse tre veje, vil kunne se deres sjæl og Oversjælen, siger Krishna, hvilket i sig selv er en stor opnåelse. Men han siger ikke, at de kan hæve sig over fødsel og død. Det lover Han imidlertid dem, der blot har denne inklination til at lytte og følge, hvad de har hørt, og tilbede Den højeste Herre.

Lad os analysere, hvor gyldigt dette løfte er. Har det nogen basis i logik og skrifternes udsagn? Krishna siger, at for det første må vi vide. Han siger ikke, at vi skal følge blindt. Der er forskellige veje til åndelig selvrealisation, og resultatet af at følge disse veje er, at man vil blive i stand til at se med sine egne øjne. Det er ikke sådan, at man skal acceptere noget blot gennem tro. I nogle religioner er den første og vigtigste kvalifikation blot at tro. ”Bare tro og alt vil blive godt. Du vil blive frelst blot gennem din tro.” Men Krishna siger, at der er nogle meget specifikke veje, specifikke processer, specifik sadhana, specifik praksis, og følger man disse, vil man kunne se. Man vil få direkte erkendelse.

I Bhagavad-gitas niende kapitel siger Han også, pratyaksavagamam dharmyam. Dette er Bhagavad-gitas særlige kendetegn. Bhagavad-gita siger ikke, at man først er nødt til at tro. Nej, først må man se, og så kan man tro. Dette emne bliver uddybet i det 13. kapitel, hvor Krishna forklarer proceduren, hvorigennem man kan se sjælen. Det er intet letkøbt, intet, der kan opnås særligt nemt, det er en helt forunderlig ting. Dette kapitel kaldes ksetra-ksetrajna vibhava yoga. Det betyder yoga i at skelne mellem sjælen og kroppen. Sjælen kaldes ksetrajna, og kroppen kaldes ksetra. Ksetra betyder handlingsfelt, og ksetrajna betyder kenderen af feltet. Ksetrajna betyder også en meget intelligent person.

Sjælen er meget intelligent med hensyn til at få nydelse ud af kroppen. Dette 13. kapitel lærer os at skelne mellem de to. Krishna forklarer, hvordan man igennem mere end blot teoretisk viden eller mentale øvelser kan skelne mellem kroppen og sjælen. Han giver processen og forklarer hele denne indviklede situation. Krishna forklarer Arjuna, hvad ksetra, handlingsfeltet eller kroppen, er, og hvad sjælens situation i kroppen er.

Grundlæggende består kroppen af tre ting, selv om der er så mange forskellige ting – hjerte, nyrer, lever og andre dejlige sager – men i bund og grund har denne krop tre ingredienser. Den ene er de grove sanser, der får os til at nyde i denne krop. En anden, mere subtil ingrediens er sindet. Den tredje ingrediens ifølge Krishna er buddhi. Buddhi betyder det falske ego, der er påvirket af rajas. Buddhi betyder også intelligens eller kraften til at handle. Først har man en maskine, så har man noget, der hjælper med at manipulere denne maskine, og til sidst har man ahankara, falsk ego eller den mekanisme eller det led, der forbinder kroppen og sjælen. Man har kroppen og intelligensen, der hjælper en med at bevæge kroppen. Så har man sjælen, der fuldstændigt identificerer sig med kroppen og sindet.

Nu forklarer Krishna den psykologiske effekt af, at sjælen er i kroppen. Sjælen er i kroppen for at nyde, men hvad er det egentlige resultat af at være i kroppen? Man ønsker at nyde, men hvad får man? Ikke kun lidelse, Krishna nævner flere ting. Iccha og dvesa. Så snart sjælen tager plads i kroppen, er disse to der. Iccha betyder ønske eller tilknytning, og dvesa betyder had. Man synes om nogle ting, og andre ting bryder man sig ikke om. Det er det første, man får. Uden en krop har man ikke disse. Dernæst får man sukha og dukha, lykke og lidelse. Ingen tvivl om, at man får lykke. Der er masser af lykke i denne verden. Men der er også masser af lidelse. De to ting hører sammen. Når sjælen er i kroppen, giver det uundgåeligt denne effekt.

Der er mange andre psykologiske manifestationer, gennem hvilke man kan se, at sjælen er i kroppen. Der er dhriti, beslutsomhed, der er en naturlig del af sjælen. Af natur er sjælen lykkelig, men når den placeres i kroppen, får den alle disse lidelser og kvaler. Nogle gange er den lykkelig og nogle gange ulykkelig, en tilstand, der i virkeligheden er fremmed for sjælen, men naturlig for den sjæl, der er indesluttet i en krop.

Jayatirtha er en stor acarya i vores discipelkæde, den tredje i rækken efter Madhvacarya. Han gav en god illustration af, at sjælen af natur er fuld af lykke. Årsagen til lidelser ligger i sjælens identifikation med kroppen. Når man er vågen, hvilken krop identificerer man sig med? Den grove krop. Den vågne bevidsthedstilstand hedder på sanskrit jagrata. Så er der en anden bevidsthedstilstand, der kaldes svapna, når man sover og drømmer. Når man sover, identificerer man sig ikke med denne krop, men med den subtile krop. Man er her, men rejser et eller andet sted hen i sin subtile krop. Det tredje stadie af bevidsthed kaldes susupti, dyb søvn, hvor man hverken identificerer sig med den grove eller subtile krop. 

Jayatirtha spørger, hvad er resultatet sidst på dagen, når man hele dagen identificerer sig med den grove krop? Man er træt. Det betyder, at den grove krop giver lidelse til sjælen i form af denne følelse af træthed. Og hvad hvis man for eksempel sover og drømmer hele natten, hvad føler man, når man vågner? Man er også træt! Og irriteret. Man får kun hvile, når man har den søvn, hvor man ikke drømmer, og sjælen hverken identificerer sig med den grove eller subtile krop. Når sjælen på en eller anden måde er for sig selv, vågner den op og føler sig frisk og veludhvilet, fordi sjælen i en periode ikke er forbundet med hverken den grove eller subtile identitet. Den grove og subtile identifikation bringer kun lidelse, træthed og negative reaktioner til slut. I begyndelsen kan der være en form for kunstig lykke, men til sidst er man ikke lykkelig. Dette gælder for i dag og for hele livet. Jeg har en hengiven ven, der fortalte, at da hans far døde, lå han halvt bevidstløs i en uge, men han reciterede et ’mantra’. Han vidste, han var ved at dø, og i en uge gentog han én sætning: ”Det hele er spildt, alt var forgæves.” Dette er sandt, og Krishna siger, at identificerer man sig med den grove eller subtile krop, vil man i sidste ende være træt, for man har ingen forbindelse med sin virkelige natur. 

Herefter forklarer Krishna, hvilke kvaliteter man må have for at forstå, at man ikke er denne krop. Disse nævnes i vers 8-12 i Bhagavad-gitas 13. kapitel, hvor Krishna forklarer processen til opnåelse af viden. Han siger, at visse kvaliteter ikke dukker op af sig selv i modsætning til lykke og lidelse, der mere eller mindre kommer automatisk. Man behøver ikke gøre nogen særskilt bestræbelse for at blive lykkelig i denne verden, og man behøver intet at gøre for at blive ulykkelig. Det kommer helt af sig selv. En anden kvalitet, der findes i sjælen er beslutsomhed – dhriti, at man vil noget. Den er der også naturligt i sjælen. 

Men så siger Han, at der er en særlig kvalitet, der tilkendegiver viden. Udvikler man denne viden, vil man kunne skelne mellem kroppen og sjælen. Han nævner nitten kvaliteter. Det overraskende er, at disse kvaliteter må man selv arbejde på. De kommer ikke af sig selv. Gennem disse kvaliteter vil man kunne se sjælen. Hvad er den vigtigste kvalitet, begyndelsen på viden?  Amanitvam, ydmyghed.  Er man ikke ydmyg, men stolt, er alt spildt. Dette er en meget enestående udtalelse, for når en person har viden, hvad er han så normalt? Alt andet end ydmyg. 

I Hitopadesa siges det, at der er fire sæt kvaliteter, der sjældent findes samtidigt. Den ene er at være velgørende og samtidigt tale venligt. Dette er en sjælden kombination. Giver man giver i velgørenhed, er der en tendens til at være grov. Man giver en gave og føler, at man ret til at sige noget groft til folk. Et andet sæt kvaliteter er, at hvis man er meget ligefrem, udadvendt og modig, er man som regel ikke særlig tolerant/tålmodig. Det tredje sæt er rig og gavmild. Er man rig, er man normalt grådig, og er man fattig, er man på en måde gavmild, selv om man har så lidt at gøre godt med, at man ikke kan bruge det til noget. 

Det fjerde par af kvaliteter er at være ydmyg og samtidig have viden. Hitopadesa siger, at de følges ikke ad. Har man viden, er man opblæst, og er man ydmyg, er man normalt uden viden. Men Bhagavad-gita siger, at viden begynder med ydmyghed, intet andet. Oftest misbruger folk deres viden for at fremhæve sig selv, for at vise, at de er bedre end andre, eller for at udøve magt over andre. Krishna siger imidlertid, at ønsker man åndelig  viden, er den første kvalifikation at komme af med al denne stolthed. Så længe der er den mindste stolthed, kan man ikke se sjælen. 

I de næste vers forklarer Krishna, hvad sjælen er, hvad målet for viden er, hvad Oversjælen er, hvordan Han ser ud, hvor Han er, og hvordan jeg finder Ham. Han forklarer også måden at opnå befrielse på. Dette kapitel indeholder på forbløffende vis hele den viden, der er i Bhagavad-gita, ja i alle Vedaerne. Først forklarer Krishna, hvordan og hvorfor sjælen er fanget i kroppen, og derefter forklarer Han hvilke kvaliteter, man må have for at se sjælen og opnå befrielse. Han forklarer, at der er fire veje til befrielse og til at opnå selvrealisation og se Oversjælen. Den vigtigste og samtidigt den enkleste og letteste for alle inklusive dem, der ikke besidder stor viden, er blot at have denne tilbøjelighed til at lytte. Det betyder, at man må være ydmyg. 

For at lytte til andre er man nødt til at acceptere en mere ydmyg position. På slaget ved Kuruksetra, hvor Krishna talte Bhagavad-gita til Arjuna, hørte og forstod mange andre også Bhagavad-gita, men der var en til stede, der ikke forstod noget. Det var Hanuman! Han sad oppe på flaget, og han lyttede også, men han kunne ikke forstå. Hvorfor? Fordi han var deroppe! Og man kan intet høre, når man sidder deroppe, man kan kun høre, når man er nede. Det er præcis, hvad Krishna forklarer her. Er man sruti-parayana – kan man lytte – betyder det, at man er en smule ydmyg. Prabhupada forklarer også i sin kommentar til verset, at har man denne tilbøjelighed til at lytte til autoriteter og accepterer den autoriserede version, kan man hæve sig over fødsel og død. Dette er den eneste vej. 

En god historie illustrerer dette. Jeg nævnte Jayatirtha. Han var en stor hengiven af Herren og en af verdens største filosoffer, om ikke den største. Alligevel var han meget ydmyg. I sin  kommentar til Madhvacaryas Bhasya siger han,  ”Jeg siger ingenting, men gentager blot som en papegøje, hvad jeg har hørt.”

I sit tidligere liv var Jayatirtha en okse, og okser er normalt ikke kendte for deres intelligens. Men hans kvalifikation var, at han var  Madhvacaryas okse. Hele dagen bar han Madhvacaryas bøger og tyggede græs, som okser nu gør. Om aftenen holdt Madvacarya klasse for sine disciple. Tyren lyttede også, ja, han var den første, der kom for at lytte, og han lyttede meget inderligt. En dag sagde Madhvacarya til sine disciple, ”I skulle være brahmanaer, I anses for at være intelligente, men jeg ved, at I ikke lytter til mig, og at denne okse lytter meget mere opmærksomt.”

Brahmanaerne blev vrede, ”Hvordan er det muligt, at denne okse er bedre end os?” De forbandede oksen med deres brahmasabha, deres hellige tråd om tommelfingeren. Meningen var, at oksen skulle dø, men fordi den lyttede så opmærksomt, blev den på en eller anden måde beskyttet. Brahmanaernes forbandelse viste sig i form af en slange, der  bed oksen, men den døde ikke, for den havde Madhvacaryas særlige velsignelser. I sit næste liv blev oksen Jayatirtha. Han blev den største filosof  på grund af denne ene kvalifikation: at lytte til autoriteter. Han huskede sit tidligere liv som Madhvacaryas okse, og samtidig var al den viden til stede i ham.

Når man har denne ydmyge attitude og lytter med et ydmygt hjerte, finder denne viden vej ind i hjertet. Er man stolt, går viden som regel ikke særlig dybt. Nogle gange når den ikke engang ind i ørerne. Er man helt optaget af sine egne fortræffeligheder, kan man intet høre. Man tænker kun, ”Hvem er den fyr der, hvorfor taler han. Jeg burde tale, hvorfor skal han?” Er man stolt, stikker viden ikke særligt dybt, men er man ydmyg, går den ind i øret og ind i hjertet og ændrer hjertet. 

Her siges det, sruti-parayana, tilbøjeligheden til at lytte. Hvorfor er lyd så kraftfuld? Krishna siger, at det at høre er mere kraftfuldt end de mest omstændelige selvrealiseringsprocesser. Det er mere kraftfuldt end dhyana-yoga, en svær proces, hvor man må meditere i timevis og trække vejret på en bestemt måde. Men Krishna siger, at det at høre alene er mere kraftfuldt. Hvorfor? Hvad sker der, når viden trænger ind i hjertet? Ønskerne ændrer sig. Ved meditation er man alene, alene med sine ønsker, og ønskerne ændrer sig ikke. 

Mange hengivne har aldrig mødt Prabhupada, men blot ved at læse hans bøger har de fået et meget stærkt ønske om at følge denne proces, fordi ønskerne stadig er i den lyd, der er i bøgerne. Lytter man opmærksomt til en person, går de ønsker, der er i hjertet på den person, ind i ens hjerte. Derfor er det vigtigt at lytte til personer, der er rene. Man kan dømme efter resultatet. Hvad er der i ens hjerte efter at have lyttet? Prabhupada sagde også, at blot at gentage en person er lige så godt som at høre personen selv. Så blot ved at lytte til de rigtige personer, de rene hengivne, ændrer man sine ønsker til at ville opnå Krishna, og vejen hjem til Krishna er åben.