Min hengivne er altid helgenagtig
Af Jayadvaita Swami

Bhagavad-gita 9.30, oversættelse
Selv hvis en person foretager sig de mest afskyelige handlinger, må han, hvis han er engageret i hengiven tjeneste, betragtes som helgenagtig, fordi han er rigtigt situeret i sin beslutsomhed.

Jayadvaita Swami:
Tilbage til dengang Brahmananda Prabhu var tempelpræsident her på 26 Second Avenue (sidst i tresserne) forklarede Srila Prabhupada en gang dette vers ved at sige, „Selv hvis I skulle se Brahmananda komme gående ned ad gaden med en cigaret i munden, bør I stadig regne ham for at være helgenagtig."

Srila Bhaktivinoda Thakura forklarer, at i almindelighed er det meningen, at vore åndelige og materielle aktiviteter skal følges ad. For eksempel ofrer vi maden til Krishna (en åndelig aktivitet), før vi spiser, så alt, hvad vi gør, går i samme retning. Eller vi arbejder, men vi arbejder for Krishna. Alt sammen den samme vej. Men nogle gange støder vort betingede liv sammen med vort åndelige liv, og i stedet for at følges ad går hensigterne med vore aktiviteter stik imod hinanden. Så er der en materiel afvigelse, et fald.

Når dette sker, bryder en hengiven sociale principper, etiske principper eller ligefrem åndelige principper. Somme tider bliver han fanget af den materielle energi. Da vil vi måske sige, „Jamen, nu da han har gjort dette, er han en hykler. Han er intet værd." Men Krishna antager en revolutionerende holdning. „Selv hvis en person handler groft forkasteligt," siger Krishna, „er det en vigtigere betragtning, hvis han er seriøst engageret i Min tjeneste."

I den materielle verden kan hvem som helst blive fanget af den materielle energis malstrøm. Men er en person seriøst og helhjertet engageret i at tjene Krishna, må han stadig anses for at være en helgenagtig person. Krishna forfægter dette meget kraftigt.

Srila Prabhupada forklarer, „En person, der er situeret i Krishnabevidsthed og med beslutsomhed er engageret i at recitere Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare bør anses for at befinde sig i en transcendental position, selv hvis han ved et tilfælde eller uheld forekommer at have faldet ned. Ordene sadhur eva – han er helgenagtig – er meget kategoriske. De er en advarsel til de ikke-hengivne om, at en hengiven ikke bør hånes på grund af et hændeligt fald. Han bør stadig anses for at være helgenagtig, selv hvis han ved et uheld er trådt ved siden af. Og ordet mantavyah er endnu mere kategorisk. Følger man ikke denne regel og håner en hengiven for hans uvæsentlige fejltrin, går man imod Den Højeste Herres ordre. Den eneste kvalifikation for en hengiven er at være uafbrudt og udelukkende engageret i hengiven tjeneste."

Moral og umoral
Bhurijana Prabhu citerer i studiehåndbogen til Bhagavad-gita ’Surrender Unto Me’ Srila Visvanatha Cakravarti Thakura, der omskriver Krishnas ord og siger, „Løft dine karatalaer (håndbækkener) og slå på din tromme og bekendtgør, at selv hvis Min hengivne er slet i sin opførsel, vil han aldrig fortabes." Man kan indvende, „Men han har gjort det og det." Krishna siger nej – han er stadig en hellig person. Værdien af hengiven tjeneste er så stor, at selv en stor mangel i hans materielle aktiviteter ikke lukker ham ude af billedet. Han er stadig en helgenagtig person – måske en helgenagtig person med en dårlig opførsel, men en helgenagtig person, for han reciterer Hare Krishna og er Krishna hengiven.

Selv hvis en materialist er førsteklasses i sine moralske og etiske principper og gør alting korrekt, er han ikke en helgenagtig person, hvis han ingen hengivenhed har til Krishna. En nylig artikel i vor Back to Godhead gennemgik Srila Bhaktivinoda Thakuras fire kategorier af etisk opførsel. I den laveste kategori er den person, der ikke er Krishnabevidst eller Gudsbevidst og heller ikke etisk. Han følger ikke moralske principper. Så han er en usling. Han er fuldstændig mislykket. Højere end ham er den person, der er moralsk, men ikke Gudsbevidst. Han har den ide, at man bør være moralsk for at opretholde sociale principper, af hensyn til andres velfærd eller for at opretholde sin egen position i samfundet. Han er mere eller mindre selvisk, men han er i en højere kategori – en moralsk ateist. Højere er den person, der er moralsk og Gudsbevidst, men dog mest fremtrædende moralsk. Sidst er der den person, der er fuldt engageret i Krishnas tjeneste, og for ham er Gudsbevidsthed vigtigere end moral. Han er moralsk, men hans standard af moral dikteres af, hvad der tilfredsstiller og ikke tilfredsstiller Krishna. Sådan en person er på en højere platform end dem, der blot spørger sig selv, „Er dette moralsk? Er dette etisk?" Han har en absolut standard for etik: Tilfredsstiller det Krishna, er det moralsk. Tilfredsstiller det ikke Krishna, er det umoralsk.

Selvfølgelig siger Krishna, at i almindelighed bør man følge moralske og etiske principper. Disse principper kommer til syvende og sidst fra Krishna Selv. De er vediske principper, og de viser sig i udvandet form i borgerlige love. Men når moralske og etiske principper bliver skilt fra Gudsbevidsthed, går de ned ad bakke og begynder at smuldre, for folk har ikke længere nogen endelig grund til at følge dem, intet endeligt grundlag for disse principper at stå på. Lovene bliver vilkårlige. Hvad er moralsk? Hvad er umoralsk? Folk udskifter deres værdier for at tilpasse sig deres egen sansenydelse. Især politikere giver alle mulige moralske argumenter for at gøre forkastelige ting. „Det er i nationens økonomiske interesse." Dette er moral i den materielle verden. Den kan tilpasses, for yderst set er den selvisk

Men det er ikke sådan, at en Krishnabevidst person kan lave alle mulige gavtyvestreger og derefter sige, „Åh, det var for Krishna." Dette er en forseelse. Ved fremsigelsen af Hare Krishna er en af de forseelser, der bør undgås, namnad balad yasya hi papa-buddhih: at begå syndige aktiviteter i ly af at fremsige Hare Krishna. At fremsige Hare Krishna er en renselsesproces, og ønsker man at blive renset, bør man aldrig tænke, „Jeg gør noget syndigt lige nu, men Krishna forstår. Jeg reciterer Hare Krishna, så det er i orden – Krishna vil tilgive mig." Dette er meget skadeligt. Og det er ikke, hvad Krishna henviser til her.

Men gør en person på en eller anden måde i løbet af sin Krishnabevidsthed noget tilsyneladende syndigt eller direkte syndigt, må man stadig sige, fordi han holder fast ved Krishnas lotusfødder, „I orden. Det tager vi ikke i betragtning." Hvorfor? Fordi han er så meget engageret i Krishnas tjeneste.

Pletter på månen
Srila Prabhupada forklarer: „I Nrsimha Purana gives følgende udtalelse:

Betydningen er, at selv hvis en person, der er fuldt engageret i Herrens hengivne tjeneste, undertiden ses at være engageret i afskyelige aktiviteter, bør disse aktiviteter regnes for at være lige som de pletter, der ligner aftrykket af en hare på månen."

Præcis som amerikanere og europæere ser en mand på månen, ser hinduerne en hare på månen. Derfor kaldes månen somme tider sasi. Sasi betyder ’måne’ og sasi betyder også ’at have en hare’. Og Srila Prabhupada fortsætter, „Sådanne pletter er ikke en hindring for, at månelyset kan sprede sig. På samme måde gør et hændeligt fald for en hengiven på en hellig persons vej ham ikke afskyelig."

Der vil altid være nogle, der kritiserer: „Der er pletter på månen." Men en, der forstår at påskønne, vil se, at månen giver så meget lys, månen er så smuk, så herlig, kølende, beroligende. Selv hvis den har nogle pletter, diskvalificeres den ikke. Det er ikke sådan, at månen bør fjernes fra himlen, fordi den har nogle pletter. Pletter og alt andet, det må man tage med. På samme måde med den hengivne.

Almindeligvis bør en hengiven være pletfri. Et andet sted i Bhagavad-gita siges det, nirdosam hi samam brahma: Ligesom Guddommens Højeste Personlighed eller den absolutte Sandhed er uden fejl, er den hengivne det også. Men undertiden ses der fejl. Dette er kun på overfladen.

På den anden side
„På den anden side," bemærker Srila Prabhupada, „Bør man ikke tro, at en hengiven i transcendental hengiven tjeneste kan opføre sig på alle mulige afskyelige måder. Dette vers refererer kun til et uheld på grund af de materielle forbindelsers stærke magt. Hengiven tjeneste er mere eller mindre en krigserklæring mod den illusoriske energi. Så længe man ikke er stærk nok til at kæmpe mod den illusoriske energi, kan der forekomme uvæsentlige fald. Men når man er stærk nok, bliver man ikke længere udsat for den slags fald som tidligere forklaret. Ingen skal benytte sig af dette vers og begå dumheder og tro, at man stadig er en hengiven. Forbedrer man ikke sin karakter gennem hengiven tjeneste, må det forstås, at man er ingen ophøjet hengiven."

Så er der den anden side. Somme tider ser vi, at såkaldte religiøse personer vil gøre hvad som helst, og hans følgere vil sige, „Ja, men det er alt sammen transcendentalt. Forstå, at det er hans lila (transcendentale leg). Det er…" Det er alt sammen en farce. Han er i virkeligheden en misantrop, en udsvævende person, men alting bliver stemplet ’transcendentalt’. Nej. Det er ikke sådan, at man kan fortsætte et syndigt liv og blot sige, „Jamen, det er helt i orden, jeg er en hengiven." Nej, det er for lavt og usselt.

Hengivenhed og degradering
Der er en klasse af mennesker, der kaldes sahajiyaer, der handler som sansenydere og siger, at det er en del af deres hengivne praksis. De har visse følelser overfor Krishna, men de følger ikke den hengivne tjenestes regler eller reguleringer. Vi har vore fire regler: Intet hasardspil, ingen rusmidler, ingen kødspisning, intet ulovligt kønsliv. Men sahajiyaerne taler i almindelighed nedsættende om disse regler, fordi „Hovedsagen er at elske Krishna," og fordi de alligevel ikke er i stand til at følge disse regler. Ej heller ønsker de at gøre det. I stedet opfinder de deres egen ruskomsnusk af ’ophøjet hengivenhed’ og lav opførsel, en usmagelig blanding af hengivenhed og degradering. Det er ikke, hvad Krishna mener her. Ikke at „De regnes stadig for helgenagtige personer, uanset hvor nederdrægtigt de lever deres liv." Nej.

Men hvis en hengiven, der kender reglerne og principperne og prøver at følge dem, på en eller anden måde snubler og falder, er det ikke sådan, at denne hengivne er færdig, han er ødelagt, og på grund af ét fejltrin er alt forbi. Sådan er hengiven tjeneste ikke. Krishna sætter så megen pris på hengiven tjeneste, at Han tænker, „Godt, selv om der skete noget der, er hovedsagen, at han er en hengiven." Derfor hjælper Krishna ham. Og derfor siger Krishna i det næste vers, ksipram bhavati dharmatma: Han kommer meget hurtigt tilbage til standarden.

Nogle gange begår en hengiven et fejltrin, men bagefter fortryder han oprigtigt, „Åh, jeg har gjort noget meget forkasteligt." I sådan et tilfælde nævner skrifterne, at uanset hvilke urenheder, der måtte være, uanset hvilke reaktioner, der måtte være, vil de blive brændt bort i ilden af oprigtig anger. Så han bliver hurtigt renset, og han kommer hurtigt tilbage til normen for ren hengivenhed. Derfor siger Krishna, kaunteya pratijanihi na me bhakta pranasyati: „Min kære Arjuna, vær venlig at bekendtgøre, at Min hengivne aldrig går til grunde." En materialist ville være færdig, men en hengiven har sådan en transcendental anerkendelse, at selv hvis der forekommer et uheldigt fald, er Krishna tilbøjelig til at være storsindet: „Lad gå. Alle begår fejltagelser." Og den hengivne kommer hurtigt tilbage til ren opførsel.

Derfor bør en hengiven aldrig hånes. Snarere bør hengivne påskønnes. Krishna kaldes bhakta-vatsala, ’en person, der er meget venligt indstillet overfor Sine hengivne’. Så en intelligent person, der prøver at gøre fremskridt i åndeligt liv, bør se, „Her er en hengiven, han er kær til Krishna."

Det er dog ikke sådan, at vi kan fortsætte på et afvigende spor. Det vil ikke virke. Og det er ikke sådan, at vi blindt tager enhver degradering for at være i orden. Men er en hengiven seriøst engageret i Krishnas tjeneste, må vi anse ham for at være helgenagtig, selv hvis han gør noget forkasteligt. Jeg er blevet fortalt, at Srila Prabhupada engang gav eksemplet med den præcision, der er påkrævet ved opsendelse af rumraketter. Er kursen blot den mindst smule skæv, bevæger rumfartøjet sig langt forbi målet. Man må være på ret kurs i Krishnabevidsthed. Afviger en hengiven, affyrer han derfor sine bremseraketter, kommer tilbage på ret kurs og fortsætter. Og missionen er stadig vellykket.