Interview med Sridhara Swami

Som omtalt i nr. 7 gik Sridhara Maharaja, ISKCON-sannyasi og mangeårig discipel af Srila Prabhupada bort den 14. marts i Sridhama Mayapur. For knap et år siden, mere præcist den 30. oktober 2003, blev han interviewet af Arya Devi Dasi i forbindelse med et projekt på Oxford Centre for Hindu Studies, hvor man igennem  interviews med disciple af Srila Prabhupada søger at nedtegne ISKCON’s tidlige historie. Det følgende er et frit referat af interviewet med Sridhara Swami, der starter med at fortælle om sit liv, før han kom i kontakt med Srila Prabhupadas samfund.

Jeg blev født i 1948. Jeg var første søn, min far var lige kommet hjem fra Anden Verdenskrig, og min mor var sygeplejerske. Mine teenageår var vanskelige, for jeg var meget genert og følsom. Alligevel havde jeg altid en del af min fars personlighed. Lige fra fødslen af kunne jeg ikke lade være med at sige vittigheder og fik altid de andre elever i klassen til at grine.

Jeg savnede sikkert noget i familien, da jeg startede på ingeniørstudiet på British Columbias universitet, og jeg søgte efter det i forskellige fællesskaber og kollektiver. Jeg havde ikke mange nære venner. Jeg var venlig imod alle, men så, at der var en masse hykleri, selv i sådanne kollektiver.

I 1966 eller 1967 opgav jeg universitet efter mit første år. Jeg kedede mig ihjel. De kunne ikke lære mig det, jeg havde brug for at vide. Jeg ville vide mere om livet, men de ville gøre mig til ingeniør. Jeg endte hos nogle ulykkelige hippier i et stort hus.

Jeg havde været nede i San Francisco og mødt de hengivne. Den første hengivne, jeg mødte i 1968, var Hamsaduta, der rejste med en gruppe tværs over Canada. De endte op i Vancouver, hvor de sang foran byens bibliotek. Jeg syntes bare, at de var meget smukke. Måske var de buddhister, jeg havde ingen anelse om det. Den næste gang, jeg mødte hengivne, var i 1969 i Berkeley på Telegraph Avenue, hvor vi var til en koncert med Rolling Stones. Derefter opholdt jeg mig i Berkeley og boede et nyt sted hver nat ligesom de Seks Goswami’er. Jeg mødte en hengiven ved navn Babhuvrahana, der gik rundt med brochurer, røgelse og et stort maleri af Mahavisnu, et af Jadhuranis malerier. Jeg spurgte, ”Hvem er det?”

”Det er Gud,” svarede han.

Som lidt af en kyniker spurgte jeg, ”Hvad nu, hvis jeg rev billedet i stykker?”

Han sagde, ”Så tror jeg, jeg blev nødt til at slå dig ihjel.”

Jeg tænkte, ”Godt ord igen,” og gik videre med et mantra-kort og en invitation til søndagsfesten. Det lød meget indbydende. Om søndagen tog jeg over til San Francisco-templet på Frederick Street. Den første person, jeg mødte i døren, var Jayananda. Jeg kom tidligt, så han fik mig til at give et bidrag til festen og støvsuge tæppet på gulvet i templet. Derefter tænkte jeg, ”Nu vil jeg slappe af,” men han fik fat i mig igen og fik mig til at rulle simply wonderfuls [søde kugler lavet af mælkepulver, sukker og smør]. Han viste mig en teknik, hvor man kunne rulle to kugler på én gang. Man kan vel sige, at han min vartma pradasika guru i den forstand, at han var den første, der engagerede mig i hengiven tjeneste. Det var altid dejligt at blive engageret af Jayananda, for han var så transcendental. Alle, der kom indenfor hans aura, mærkede hans ophøjede kvaliteter og nærvær.

Jeg blev meget tiltrukket på søndagsfesten. Det var en eksplosion af sanseoplevelser for øjnene, ørerne og specielt tungen. Hengivne har ingen anelse om, hvordan festerne var på den tid. Søndagsfesterne i de fleste templer bestod af mindst 12 retter og nogle gange 18 eller 20. I Los Angeles begyndte madlavningen til søndagsfesten mandagen i forvejen.

Jeg vidste med det samme, at det var det fællesskab, jeg ønskede at være en del af, så jeg flyttede ind og var der er et stykke tid. Senere tog jeg tilbage til Vancouver, hvor de sagde, at jeg skulle blive boende udenfor, men sidst i 1969 flyttede jeg ind i templet der. Vi var fire. Det var meget spartansk, fire brahmacarier uden penge. Vi boede i et pakhus, hvor der var en slags lejlighed på taget. Hver dag undtagen søndag blaffede vi ned til centrum for at lave harinama. Søndag lavede vi så megen prasadam som muligt og prædikede også en smule. Jeg hjælp sågar hengivne som Bahudaka, Bala Krsna og andre som advokaten Mrgendra til at blive hengivne. Vores præsident var Cidananda. Han virkede meget tiltrækkende på mig, for han var mere genert, end jeg havde været. Da jeg kom til hengiven tjeneste og begyndte at prædike, mistede jeg min skyhed. Formodentlig var det, fordi jeg havde fundet noget at tale om. Ligesom Radharani, der var blind, indtil Krishna så ned i vuggen. Men ingen tror på, at jeg var genert, før jeg kom til hengiven tjeneste.

I 1970 tog jeg ned til Ratha-yatra [San Francisco?] og mødte Prabhupada. Derfra tog jeg til Los Angeles og blev initieret. Jeg kan ikke huske, om jeg tog tilbage til Vancouver eller blev i Los Angeles, men jeg endte i hvert i fald i Los Angeles og blev sankirtana-leder et stykke tid. Så fik Silavati, der på den tid var hele ISKCON’s pujari, brug for hjælp og oplærte tre mænd, Dhruvananda, Jayatirtha og mig selv. Jeg blev hermed pujari og kok. Lidt senere blev jeg sendt til San Francisco. De var netop flyttet fra Haight Ashbury til Mission District og havde et nyt tempel, som jeg blev leder af. Der var 35 brahmacarier, der alle distribuerede magasiner på den tid. Ved midnatstid tog vi hen til musicalen Hair og tog imod folk, når de kom ud efter at have set afslutningen, hvor alle hippierne synger Hare Krishna på scenen. Vi gav røgelse ud og fik folk til at give donationer ved at stikke vores store konkylier ind i deres maver. Folk var glade for røgelsen og de hellige navne. Det var en meget inspirerende, oplivende tid. Vi var unge. Det var virkelig fantastisk at være der dengang som ung. Vi var tætte på hinanden på flere måder, måske ikke så modne, men i desperation forsøgte vi at storme ud af den materielle verden. Vi gjorde os ingen forestillinger om livslang hengiven tjeneste.

Derefter bestemte jeg mig til at tage på bogdistribution, og i de næste par år distribuerede jeg bøger. Det var meget inspirerende, det var vanskeligt, det var en askese. Man går op til folk, som tror, at vi er underlige. Man kender ikke selv filosofien ret godt. Det var en hård kamp hver dag at gå ud i al slags vejr. Men jeg klarede mig godt. To af os på den tid var rigtigt gode – Buddhimanta  og mig selv – og vi blev sendt til London for at oplære de engelske hengivne i at gå ud på gaden. Dette var i september eller oktober 1971. Jeg tænkte, ”Jeg er alligevel halvvejs i Indien, så lad mig se, hvordan det ser ud.” Jeg fløj til Delhi og gik præcis glip af Prabhupada i Vrindavana. Jeg mødte Gurudasa og Yamuna der og blev hos dem en måned og tog derefter til Calcutta og endte i Mayapur, hvor jeg i seks måneder arbejdede sammen med Jayapataka, og så dukkede Goswami Maharaja op. Han havde denne ide om en rejsende gruppe, der blev gruppen over alle grupper. Tre jeeps med trailere med Goswami Maharaja, Gargamuni Swami, Harikesa, Acyutananda Swami, Gopala Swami – en rigtig dynamisk gruppe. Vi rejste rundt over hele Indien og besøgte store fabrikker og havde pandala’er med tusindvis af mennesker.

I 1972 tog vi til Bombay. På den tid var kampen med Mr. Naier lige begyndt, og templet der var netop blevet nedrevet. Tamala Krishna var GBC for Indien og var blevet udpeget til at blive der for at hjælpe, så han holdt os tilbage for at hjælpe til. Mere eller mindre blev jeg der indtil 1975, hvor jeg tog sannyasa i Vrindavana. Jeg havde bedt om at få lov til at tage sannyasa i 1974. Jeg havde ingen interesse i familieliv længere. Ud ad til er jeg en munter og venlig person, men inde i mig selv har jeg ingen følelser, når det gælder den materielle verden. Her er intet af betydning. Indien spillede en stor rolle i dannelsen af min Krishna-bevidsthed. Jeg kom ned på jorden, da jeg så de lidelsesfyldte tilstande i den materielle verden og de sidste rester af en kultur, der på et tidspunkt var på hele planeten. Det gav en meget bred forståelse af, hvad vi havde fået, og hvad det kunne føre til.

Efter at have taget sannyasa i Vrindavana, sendte Prabhupada mig til Calcutta som tempelpræsident. Jeg ønskede det ikke, men måtte overgive mig. Jeg var der i seks måneder, fik alt på plads og satte Abhirama til at lede. Jeg hjalp også Prabhupada med at skaffe en lejlighed til hans forhenværende hustru og børn. Så kom Gargamuni igennem Calcutta med seks Mercedes varebiler, som han havde kørt til Indien fra Tyskland. Han havde 35 brahmacarier, der bl.a. opsøgte alle biblioteker. Han bad uden blusel alle og enhver om at komme med sig. Vi rejste rundt over hele Indien. Det var den bedste tid, jeg nogensinde havde haft i Krishna-bevidsthed. Gargamuni var meget dygtig til at tage sig af sine mænd. Min tjeneste var blot at prædike til brahmacarierne, give klasser og somme tider gå ud med Gargamuni for at tegne livsmedlemmer. Da vi kom til Bombay, bad Prabhupada mig tage til Hyderabad, hvor der var et problem, og være præsident. Den tjeneste fortsatte næsten indtil Prabhupadas bortgang.

Lige før Prabhupadas bortgang var jeg i Vrindavana, men Prabhupada sagde, at han ikke ville dø, så jeg tog til Tyskland for at hente en bil. To uger senere hørte jeg, at han var gået bort. Det var lammende. Men jeg måtte fortsætte. Jeg kom tilbage til Indien over landvejen direkte fra Tyskland. Jeg hang fast i Istanbul en måned i vinteren. En af bilerne brød sammen, og jeg havde ingen penge til at reparere den for. Jeg blev snydt og sov på ladet i en frysende lastbil, jeg havde købt. Omsider sendte Atreya Rishi fra Teheran nogle penge og fik os ud, og vi tog til Iran, hvor vi blev en måneds tid. På den tid var Shahen stadig ved magten. Derefter kørte vi til Indien, og jeg tog tilbage til Hyderabad. Lidt senere kom jeg til Bombay, hvor jeg siden har været det meste af tiden. Jeg arbejdede med livsmedlemskab, var præsident to gange, regionalsekretær og GBC. De holdt mig fast der. Men mit virkelige felt var fundraising, og på et tidspunkt rejste Navina Krishna og jeg verden rundt og gav seminarer i dette.

Nu er jeg knyttet til Mayapur-projektet og arbejder med at skaffe kapital til det, men lige nu skal jeg koncentrere mig om helbredet. I 1997 brød leverbetændelsen ud, i 2000 var jeg to gange i koma, og mine læger sagde, at jeg skulle have været død. Måske tager jeg bare tilbage til Bombay af hensyn til mit helbred, men det er ikke let efter at have prædiket et helt liv. Jeg håber, at det bliver bedre, når jeg kommer til Indien, men faktisk er jeg ligeglad. Jeg vil ikke sætte mig ned i Vrindavana, recitere Hare Krishna og vente på, at døden henter mig. Jeg vil hellere dø i en flyvemaskine på vej til et prædikeprojekt. 55 år virker lidt ung, men det er alt sammen op til Krishna. Et ordsprog siger, ”Smerte er uundgåelig, men lidelse er frivillig.” Smerte vil der være, men for mig er det som en uddannelse. Hvad end Krishna ønsker at give mig…jeg fortjener meget værre. Helt åbenlyst kommer det fra et tidligere liv. I et eller andet tidligere liv må jeg have begået nogle frygtelige synder, eller måske Krishna bruger mig til at opmuntre andre. Jeg føler mig tilfreds og bliver oplivet, hvilket gør mere for mit helbred end nogen anden ting.

Hvilke tanker gør du dig om ISKCON?

Sridhara Swami: ISKCON’s største succes er at have overlevet. Vi har overlevet ovenpå Prabhupadas bortgang efter at have gået igennem mange kampe. Lad os håbe, at hvis vi fortsætter, kan vi forbedre os og udvikle en mere omsorgsfuld, venligere og blidere institution. Vi har allerede vores slagplan, infrastrukturen er der, rettesnoren er der. Jeg ser ingen fiasko eller nederlag. At miste hengivne er vores primære fiasko eller nederlag. Vores mål er ikke at distribuere bøger eller arkivere Prabhupadas  ting. Vores mål er at gøre folk Krishna-bevidste og bevare dem Krishna-bevidste. Vi kan have strategier såsom bogdistribution eller bevarelse af Prabhupadas værker, men målet er mennesker.

ISKCON er min familie. Jeg holder af min familie, jeg holder af min far, jeg elsker hengivne. Som et ældre medlem er jeg meget bekymret for familien. Jeg ville gerne forsøge at gøre mere, men Krishna ønsker at holde mig i denne tilstand for en stund.

Hvilke visioner har du for ISKCON?

Sridhara Swami: Vi må lære at opmuntre hengivne til at komme op til deres højeste potentiel. Vi må ikke på forhånd regne med, at de falder totalt igennem. Hvis man giver folk indtryk af, at man ikke tror på deres dygtighed og kunnen, vil det være niveauet, de kommer til. Men hvis man inspirerer dem til at komme til det højeste niveau, kommer de til det højeste niveau. Dette kunne Prabhupada. Hvis noget går galt, må vi bare korrigere det. Fremskridt består af en lang række korrektioner. En organisation er aldrig perfekt i begyndelsen. Den indstilling har vi brug for. I én forstand er der en følelse af påtrængende nødvendighed for at få tingene gjort. På den anden side må vi være utilknyttede.

Hvilket råd vil du give samfundets yngre medlemmer?

Sridhara Swami: Bliv uddannede – åndeligt uddannede. Tag Bhakti-sastri, Bhakti-vaibhava, Bhakti-sarvabhauma, lær så meget som muligt, for det vil gavne jer. Vær heller ikke bange for at arbejde. Det plejede at være sådan, at man arbejdede, og når man fik en chance for det, læste man en smule. Men nu bør det første være studier, og når man får chancen, kan man arbejde lidt. På min tid var der intet VIHE [Vrindavana Institute for Higher Education, red.], MIHE [Mayapur ditto] osv. På et senere tidspunkt i livet vil man så kunne gøre umådelige mængder af tjeneste, men med en masse viden til at beskytte en.

Hvordan ser du dit forhold til Prabhupada?

Sridhara Swami: Jeg ønsker blot at være en lille bitte tjener. Da han var her, var jeg altid genert. Jeg holdt mig på afstand af flere grunde. Han indgydte mig ærefrygt. Det er meget hårdt at leve uden ham. Jeg ønsker bare at tage hen og sidde ved hans fødder og tale med ham, imens jeg masserer hans fødder. Jeg ønsker at tjene ham i al evighed. Jeg gør min pligt for ham, ellers er det for hårdt at fortsætte. Jeg får styrke ved at høre om ham og ved at høre andre prise ham. Jeg bliver oplivet af at se andre gøre hengivne tjenester, som jeg ved ville glæde ham. Han rørte mig. Jeg føler mig så rådden over, at jeg stadigvæk ikke kan tjene ham ordentligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om ham. Jeg ved bare, at han er det eneste, der giver nogen mening i mit liv. Medmindre det er forbundet med ham, kan jeg ikke forstå det. Jeg kan ikke gøre noget uden ham.