30 år i Hare Krishna
Af Lalitanatha Dasa

„Oprindeligt er jeg fra Tjekkoslovakiet, som det hed, men min familie flyttede til Tyskland, da jeg var lille, så det er der, jeg er vokset op. Min far var klassisk musiker, min mor hjemmegående husmor, en lille, men solid familie uden de store omvæltninger.

Hvad der førte mig til Hare Krishna? Krishna selvfølgelig. Men bortset fra det, lad os se… I tiden før jeg kom i kontakt med Hare Krishna-hengivne skræmte jeg de fleste af mine venner væk med min kynisme, for jeg forstod, at vi skal alle dø, så hvad er meningen med noget som helst. Så meget havde jeg forstået. Hver gang en eller anden svingede sig op til at være begejstret over et eller andet, kommenterede jeg, at det alligevel ikke har nogen mening, for vi dør jo. Det kunne ingen indvende noget imod. På den anden side var der heller ingen, der kunne klare at høre det.

Til sidst havde jeg ingen venner tilbage bortset fra en, der var ligesom mig – altså sådan en eksistentialistisk, surrealistisk kunstner. Det var ham, der først blev interesseret i Hare Krishna og også gjorde mig interesseret.

Da jeg første gang så de hengivne, kunne jeg ikke tage dem helt alvorligt, for de sang og dansede og var glade. Jeg troede nærmest, at de var en flok hippier på endnu en form for et egotrip. Jeg kommenterede, at det er ligegyldigt alt sammen, for det hele ender med, at vi dør. At være glad er også meningsløst. Til min overraskelse gav de hengivne mig fuldstændigt ret, men fortsatte med at smile og være glade. Det havde jeg ikke været ude for før. Det imponerede mig meget. Med tiden forstod jeg, at det er sjælens evige natur at være jublende glad, og at sangen og dansen fortsætter på den anden side af døden, så der er for så vidt ikke noget at være deprimeret over, og livet er bestemt ikke meningsløst.

Jeg kom med i Hare Krishna-bevægelsen i 1972, hvor jeg flyttede ind i templet i Heidelberg i Tyskland. Jeg var 18 år dengang. Jeg blev initieret af Srila Prabhupada i 1973.

Jeg beundrede de hengivne og var tiltrukket til dem, men også bange for dem, for de var, hvad man vel i dag må kalde lidt fanatiske. Det var svært at få et ben til jorden dengang, for de hengivnes prædiken var nærmest en økseteknik, hvor alle andre opfattelser og tilknytninger blev hugget ned med hård hånd. Jeg ved ikke, om det ville gå at være sådan i dag, og mange blev da også skræmt væk, men samtidigt var det meget tiltrækkende.

Allerede på min tredje dag i templet sendte de mig ud på gaden med en stak magasiner. Der stod jeg helt nyraget i et orange gardin (Det var før vi fik rigtigt tøj fra Indien, så vi brugte gardinstof i stedet. Men det var af en god kvalitet, må jeg sige, og holdt i mange år) i en forblæst by og vidste dårligt nok, hvad det hele handlede om.

„Hvad skal jeg fortælle folk?" havde jeg spurgt om morgenen.

„Sig, at vi er munke fra Indien, hvor der er mange sultne børn. Bed så om en donation og giv folk et magasin," var svaret.

„Jamen, jeg har aldrig været i Indien," indvendte jeg.

„Bare sig det alligevel!"

Og så var jeg blevet sat af helt alene. Nå, men det gjorde jeg så. Den første dag spurgte jeg kun gamle bedstemødre, for de virkede ikke truende. Til min overraskelse købte de mine magasiner. Ved dagens slutning havde jeg solgt over 250 magasiner. Da jeg blev hentet, var de hengivne meget forbavsede og så tilfredse med mig, at jeg på stedet besluttede, at jeg ville gøre alt for at opleve deres tilfredse smil igen. Hele mit motiv var vist ret så sentimentalt, men det holdt mig kørende i hvert fald.

I de næste mange år rejste jeg rundt i Tyskland og solgte bøger til alle slags mennesker. Det var en fantastisk tid med mange oplevelser. Problemer var der også, specielt fordi Hare Krishna ikke var lige velset overalt. Det var jo nok til dels vores egen skyld, måske på grund af vore lejlighedsvise aggressive salgsteknikker, men der var også ukontrolleret hetz fra forskellige, specielt kirkelige, kredse i det tyske samfund. I perioder var vi jagtet af politiet, så vi kun kunne være i hver by et par timer, hvor vi så distribuerede så mange bøger på så kort tid som muligt, hvorefter vi måtte flygte og fortsætte i den næste by.

Men det var en fantastisk tid. Jeg husker engang, at efter en dag, hvor vi havde været ude på gaden hele dagen, var min hengivne makker og jeg kørt ud i en skov for at overnatte. Dengang boede og sov vi i vores varebiler (Det gør de rejsende sankirtana-hengivne i øvrigt fortsat). Så vi kørte langt ud i en skov. Da vi var gået til ro, lå vi og grinede og grinede og kunne slet ikke holde op, men lå bare der ude på en skovvej og grinede. Så ekstatisk var det. På det tidspunkt kom der en skovløber forbi med sit gevær og sin hund. Vi så hans ansigt passere forbi vinduet, og med det samme åbnede min makker vinduet og svingede grinende en bog ud til manden. „Tag du også en bog med hjem," hvilket manden endte med at gøre. Hvad hans kone har sagt, da han kom hjem med en Srimad-Bhagavatam, som han købte på sin skovtur, aner jeg ikke. Måske troede hun ikke på, at han havde været i skoven.

I 1984 kom jeg til Sverige, hvor jeg boede de næste 15 år. Først kom jeg for at lede bogdistributionen der, men jeg endte med at blive gift med en svensk pige, Mitravinda Devi. Det havde jeg ellers forsvoret, både at blive gift og med en svensk pige, men sådan gik det, og det var ikke så værst endda. Indtil da havde jeg regnet med at skulle have været brahmacari og sannyasi og så ekspres videre til Krishnas rasa-lila i den åndelige verden. Men en af mine betænksomme Gudsbrødre fik mig overbevist om, at min natur nok var mere til at være grhastha.

Jeg var derefter først leder af centret i Göteborg, og i 1989 flyttede jeg til Stockholm og overtog ledelsen af tempel, restaurant m.m. Der var jeg så de næste ti år, indtil jeg i 1999 blev inviteret til at komme tilbage til Tjekkiet, mit fødeland. På det tidspunkt havde min kone og jeg netop fået vores første (og eneste) barn – vores datter Malini – efter at have været gift i 15 år. Vi havde nok brug for en anden og mere rolig situation, og da de tjekkiske hengivne ikke bare inviterede os, men også tilbød at give os et hus og hjælpe os i gang, slog vi til.

Nu bor min familie og jeg 50 km fra Prag i en lille landsby, der er så langt væk fra noget, som noget kan være. Officielt er jeg leder af Prags store restaurant, hvor der arbejder 35 hengivne. I praksis er det ikke mig, der driver den, men nogle af de andre hengivne. Jeg er der nærmest som en slags rådgiver. Derudover er jeg blevet bedt af BBT – Prabhupadas og ISKCON’s bogforlag – om at rejse rundt i hele Europa og hjælpe og inspirere de hengivne til at distribuere Srila Prabhupadas bøger."

„Nok ikke så mange ting. Jeg kan ikke forestille mig at gøre noget andet.

Én ting er jeg dog utilfreds med, og det er introduktionen af salg af alle mulige ting. Havde vi holdt os til bøger, havde alting været meget bedre. Nu tjente vi selvfølgelig en frygtelig masse penge på alt muligt andet. F.eks. var ISKCON på et tidspunkt Tysklands tredjestørste fremstiller af stearinlys. Men prisen for at tjene disse penge har også været høj. Det var ikke altid lige godt for de hengivnes åndelige liv, og det gav også et kunstigt grundlag for at starte nogle projekter, som der egentlig ikke var basis for. Pengene til at starte dem var der, men bevægelsens medlemmer og opbakningen bag bevægelsen var der ikke til at drive sådanne projekter på en moden og afbalanceret måde, hvorfor vi også ser, at adskillige af disse projekter ikke længere er der.

Jeg var selv med til at sende hengivne ud for at sælge alle mulige ting – og solgte dem også selv – men i dag er jeg ked af, at det skete.

Jeg vil hellere, at det var sket, som vi har et eksempel på fra det østlige Tjekkiet. Der har en gruppe nama-hatta-hengivne efter at have prædiket i mange år bygget deres eget tempel. De var så mange, at de syntes, at nu ville de altså have et tempel, så de betalte selv for det og byggede det med deres egne hænder. De føler, at det er DERES tempel, og identificerer sig fuldstændigt med det. Det er meget mere naturligt og holdbart.

„Dagens ISKCON er en kombination af naturlige udviklinger såvel som skal vi kalde det beklagelige uheld. At hengivne bliver ældre og bevægelsen bliver mere baseret på selvstændige familier i stedet for tempelliv er naturligt. En vis pluralisme vil også opstå naturligt i den forbindelse.

Men de ting, der fulgte i kølvandet på de lederproblemer, der opstod specielt omkring hele Harikesa-affæren i 1998, er ikke naturlige. Det kunne vi godt have undværet. Hele den kynisme og mangel på tro, det har medført…I Danmark mærker I ikke så meget til det, kan jeg se, og det er jeres held. Faktisk er Danmark et af de steder, der slap heldigst og mest upåvirket fra alt det, der skete. Men f.eks. i Tyskland er det anderledes. Går man således ud og distribuerer bøger, møder man hele tiden gamle hengivne. „Jo, det har jeg også gjort engang osv. osv…" Det er naturligvis på en måde en god træning for nye hengivne, som der fortsat er mange af. Det tvinger dem til virkeligt at forstå og være overbeviste om det, de gør. Så på den måde bliver de meget stærke. Alt er i sidste ende selvfølgelig Krishnas arrangement."

„På en måde, som den altid har gjort. Vi skal jo alle dø. Derudover er distributionen af Srila Prabhupadas bøger lige så relevant og påkrævet som altid. Den kan ske på flere måder, men der er intet, der overtræffer en gruppe entusiastiske brahmacarier, der rejser land og rige tyndt. At have prøvet det er også et godt fundament for en hengiven, så vi bør skabe mulighed for, at hengivne kan blive trænet op og leve som brahmacarier og blive stærke i den situation.

Men fremtiden har også hårdt brug for grhastha-samfund, og hvordan de tager form, er straks et andet spørgsmål. Der er forskellige grhastha-samfund rundt omkring, men ingen af dem er helt problemfrie, efter hvad jeg har set. Måske kan man lave større landsbysamfund som eksemplet er med Vilaggio Hare Krishna i Norditalien, men det er ikke nemt. De har afgjort deres problemer at slås med. Måske er det bedste blot, at to-tre familier slår sig sammen og køber noget i fællesskab eller blot slår sig ned i nærheden af hinanden. Det er, hvad min kone og jeg arbejder på som en mulighed i Tjekkiet. Vi har planer om at købe et stykke jord, som ISKCON ejer i Tjekkiet, og der bygge et hus med plads til tre familier. Men hvad det bliver til, ligger ikke fast endnu.

Vi må finde frem til at leve, som mennesker har levet i tusindvis af år, altså i små landsbysamfund. Hvordan vi kommer dertil, er spørgsmålet.

En ting er sikkert, vi er nødt til hele tiden at holde os åndeligt stærke. Så er Krishna med os, og så skal det nok også lykkes på en eller anden måde. Måske ikke i vores tid, men alligevel…