Interview med Jayapataka Swami
Af Lalitanatha Dasa

Som nævnt i sidste nummer havde vi midt i maj besøg af Jayapataka Swami. Hans besøg er normalt altid af kort varighed, og dette var ingen undtagelse. Denne gang tilbragte han omkring 24 timer på Danmarks jord. Han landede lørdag formiddag fra et land i Arabien, blev hentet i lufthavnen og kørt til templet, hvor han tilbragte hele dagen (med dem, der kunne komme med kort varsel). Om aftenen gav han klasse over Bhagavad-gita og talte bagefter mere med forskellige hengivne. 

Næste morgen var han oppe til mangala-arati, og klokken seks gav han på ny klasse, denne gang over Srimad-Bhagavatam. Klokken otte kørte et par biler ham tilbage til lufthavnen, hvorfra han fløj videre klokken 10:30 til Canada.

Måske er Jayapataka Swami ISKCON’s mest rejsende sannyasi. Jeg har ladet mig fortælle, at han skulle være i Guiness’ rekordbog som den, der har flest flytimer i verden. Af samme grund ville jeg gerne lave et interview med ham, men den eneste lejlighed, jeg fik til at stille spørgsmål, var i bilen på vej ud i lufthavnen, imens han spiste sin morgen-prasadam (frisk og tørret frugt), og i lufthavnen, imens han ventede på at tage af sted. Så det blev mindre omfattende, end jeg havde håbet på, men immervæk til nogle interessante svar og betragtninger.

Jeg indledte med, at eftersom næppe nogen anden hengiven rejser så meget og besøger så mange ISKCON-templer og -hengivne verden over, kunne det være interessant at høre, hvordan han ser ISKCON’s øjeblikkelige tilstand.

Jayapataka Swami: ”ISKCON vokser støt, men hvert sted har sin egen situation. Nogle steder er ISKCON meget etableret og solid, mens de hengivne har mange problemer andre steder. Nogle steder har de intet tempel, men en stor forsamling af hengivne. 
   ISKCON vokser, men er samtidigt under stor forandring. Den største forandring er, at før var vi et tempelbaseret samfund, men nu er vi reelt hjemmebaseret, og måske 99% af alle hengivne bor for sig selv eller sammen med deres familie.  
   De steder, hvor templerne tjener forsamlingen, er under alle omstændigheder der, det går bedst.”

Lalitanatha Dasa: ”Det er en voldsom ændring, der er sket, og det har vel også betydet, hvad man kan kalde et paradigmeskifte, altså at vi skal tænke og se os selv på en helt anden måde, end vi hidtil har gjort. Er der problemer forbundet med dette paradigmeskifte?” 

Jayapataka Swami: ”Jeg vil helst give positive eksempler. Templet i Chowpatty (Bombay/Mumbay) går nærmest fra sejr til sejr og er vel nok nær det bedste, vi har for tiden. Her er der en meget tæt forbindelse mellem tempel og forsamling. I Australien går det også godt med mange aktiviteter overalt. Toronto er også et godt eksempel på samarbejde imellem forsamling og hengivne.
   Der er også eksempler på ubalance nogle steder. Det giver sig mest udslag i, at tempelhengivne har travlt med at samle  penge ind til templets drift uden at have eller uden at tage sig tid til forsamlingen.
   Det er nok mest et spørgsmål om at tænke på den rigtige måde. Vi kan tænke, hvis vi er tempelhengivne, at vi har så meget at se til, og så mange regninger, der skal betales, så hvordan skal vi få tid til andet som for eksempel at tage os af de hengivne, der udgør den bredere forsamling. Men jeg husker, at jeg engang en kort overgang var tempelpræsident i Montreal. Det var i 1969. Den forhenværende tempelpræsident var dampet af fra templet og havde taget alle de andre hengivne med sig, for de mente, at det var bedre at være i Vancouver. Jeg stod tilbage med fire andre hengivne. Så hvad skulle vi gøre? Vi gjorde det, at vi udvidede og forbedrede vores søndagsfest. Fantastisk prasadam og et virkeligt godt og tiltrækkende program. Hurtigt rygtedes det, at her var der en rigtig god søndagsfest, og mange folk begyndte at komme på grund af den. Vi tog os godt af gæsterne og bad dem også give donationer til templets drift, hvilket de gjorde med glæde. På den måde reddede vi hele situationen. 
   Det var en lærerig oplevelse. Vi udnyttede godt nok ikke muligheden til at kultivere forholdet imellem forsamlingen og templet yderligere – det var først senere, vi begyndte at forstå, at det var vores vigtigste opgave, og så mulighederne i det – men i hvert fald så jeg, at vi intet mistede ved at tage os godt af andre folk og hengivne. 
   Hvis vi blot lærer, at vores opgave er at involvere alle i at tjene Krishna, skal alt andet nok gå.

Lalitanatha dasa: ”Hvordan ser du fremtiden for dig selv? Vil du fortsætte med altid at kunne rejse så meget, som du gør nu, eller vil du med årene ændre levestil?”

Jayapataka Swami: ”Det kan jeg ikke sige. Jeg vælger at leve i nutiden og så lade det være op til Krishna, hvad der skal ske med mig.
   I fremtiden tror jeg dog, at jeg vil komme til at besøge templerne mindre, og mere og mere vil mine besøg gå til større stævner og træf, hvor hengivne fra mange steder mødes i f.eks. en uges tid. Det tror jeg, mere og mere vil blive den fremtidige måde, som hengivne mødes på.”

Janananda Dasa (der er med i bilen som chauffør): ”Hvordan ser du distributionen af Srila Prabhupadas bøger i fremtiden?”

Jayapataka Swami: ”Bogdistributionen vil fortsætte, men sikkert i en anden form i fremtiden. Måske bliver det ikke så meget igennem fuldtids bogdistributører som igennem hengivne, der er knyttet til den større forsamling. I Tyskland har de f.eks. kurser for forsamlingshengivne i bogdistribution.” 

Vi er kommet ud i lufthavnen. Kamsari Devi Dasi kommer og fortæller, at en af de ansatte i lufthavnen kom op til hende og spurgte, hvorfor vi ikke synger (hvilket vi somme tider gør, når vi henter eller afsætter gæster). Damen sagde, at det gav sådan en fredfyldt stemning. Jeg fortsætter med at tale med Jayapataka Swami. 

Lalitanatha dasa: ”Er der en samlet verdensstrategi for ISKCON’s udvikling?”

Jayapataka Swami: ”Nej, absolut ikke. Alle er på egen hånd og overladt til sig selv. Det er stort set op til hver enkelt hengiven eller hver enkelt yatra at stå for sin udvikling af Krishnabevidsthed. Vi har ikke en samlet strategi for hele verden. Vi har heller ikke et system, der kan implementere en fælles strategi, hvis en sådan fandtes til at begynde med. Igennem tiden har der somme tider været nogle mere eller mindre bizarre kritikere, der vil sætte os i bås med en mafia. Jamen, var vi da bare det, for mafia indebærer i det mindste, at det foregår organiseret og koordineret. Men det kan vi ikke sige om ISKCON lige nu.” 

Lalitanatha dasa: ”Men ønskede Srila Prabhupada ikke en organiseret verdensomspændende mission?” 

Jayapataka Swami: ”Jo, helt sikkert.” 

Lalitanatha dasa: ”Hvorfor er den der så ikke?” 

Jayapataka Swami: ”Det kan bl.a. have noget med vort GBC-system at gøre. Hvert år bliver der valgt en ny GBC-formand, der skal starte på bar bund og gør tingene på sin egen måde. Der er ingen kontinuitet i vores øverste ledelse. Men lad os nu se, for der er blevet indført et nyt system fra i år. Vi har fortsat en ny formand hvert år, men næste års formand bliver dette års 1. viceformand, og dette års 2. viceformand bliver næste års viceformand og så fremdeles. Det skulle give en vis kontinuitet. Om det er nok, får vi se. Vi har under alle omstændigheder mange ting, vi skal lære, og meget, vi skal have på plads.” 

Klokken er blevet lidt over 10, og det er tid for Maharajas viderefærd. En håndfuld af os står ved foden af trappen og vinker farvel, imens han går op og en sidste gang vender rundt, rækker armen i vejret og siger, ”Tak for denne gang. Hari bol!”