Portræt af en hengiven –
Bhaktin Louise Witthöft
Af Bhakta Mikael Sjödin

I dette interview, der er fra det nye nummer af Krishna Bladet, der udgives af Hare Krishna i Göteborg (det er altså på svensk), fortæller Bhaktin Louise Witthöft om sit liv som Hare Krishna-hengiven.

 
Bhaktin Louise er 28 år, kommer fra Danmark og blev Krishna-hengiven for fem år siden. Meget af hendes tid går med at tage sig af børnene, datteren Amala og sønnen Nimai. Sammen med sin mand, Bhakta Ricard, står hun også for Govindas vegetariske restaurant.

Mikael Sjödin: Kan du fortælle lidt om din baggrund?

 Louise: Jeg voksede op i en lille by i Danmark. Jeg flyttede hjemmefra ret tidligt, allerede da jeg var 17 år, og flyttede da til København. Året efter begyndte jeg at hellige mig til cirkus, og fra 1995 til 98 tog jeg en cirkusuddannelse.

 MS: Det lyder spændende og anderledes! Hvad lavede du i cirkuset?

Louise: Jeg arbejdede med en særlig slags trapez og også med reb og tov. Det var mine specialiteter, men også linedans og jonglering. Man må lære sig lidt af alting.

MS: Hvordan lærte I hinanden at kende, dig og Ricard?

Louise: Jeg gik på en cirkusskole i Moskva og rejste siden rundt med det svenske Cirkus Cirkör. Det var på den turné, at jeg mødte Ricard, og vi blev par. Det var i 1997, og han arbejdede som musiker på det tidspunkt.

 MS: Siden kom I sammen i kontakt med Krishna-bevægelsen?

Louise: Det var Ricard, som via sine musikervenner først kom i kontakt med nogle hengivne. De tilhørte ikke Krishna-bevægelsen, men talte om Gud og Krishna og sang Hare Krishna-mantraet. Da vi senere sammen mødte dem, ændrede det alt for os. De inspirerede os meget. I flere dage boede de hos os, og vi sang og spillede Hare Krishna, indtil naboerne begyndte at klage! Men siden forsvandt de til Indien. På samme tid flyttede Ricard og jeg sammen i København, og vi begyndte at lede efter det, der var rigtigt for os. Vi besøgte forskellige kirker og menigheder og gik til alle mulige slags foredrag. Til sidst kom vi til Krishna-templet, og der fortsatte vi med at komme hver dag.

 MS: Hvad lavede I der på denne første tid?

Louise: Vi fik med det samme tjeneste i køkkenet. Desuden var jeg allerede gravid; vi ventede Amala. Så dette med barnet kom også midt i alting; hele vores liv forandrede sig. Vi havde kendt hinanden i ret kort tid, skulle have barn, fik kontakt med Krishna-bevægelsen – alting i vores tidligere liv vendtes op og ned! Men i templet fik vi som sagt lov til at hjælpe til i køkkenet. Hverken Ricard eller jeg var særligt dygtige kokke, men det var morsomt at få lov til at lave mad til Krishna.

 MS: Hvad var det, som gjorde, at du siden bestemte dig til at opgive cirkuslivet og satse helhjertet på Krishna-bevidsthed?

Louise: Det kom meget af Ricards alvor, når det gjaldt om at gøre det rigtige. Endvidere var jeg ret træt af cirkuslivet. Det hele virkede mere eller mindre meningsløst. Jeg søgte hele tiden efter en mening med livet, også selv om det ikke var så udtalt for mig. Både Ricard og jeg havde tidligere været svorne ateister, som syntes, at det meste var negativt og håbløst i verden. Men i kontakt med Krishna-bevægelsen fornemmede jeg, at her kunne man virkelig gøre noget meningsfuldt.

 MS: Siden flyttede I til Malmö?

Louise: Ja, vi flyttede dertil i 1998. De hengivne i Danmark syntes, at vi skulle blive, men vi ventede Amala og ønskede at kunne være sammen med andre hengivne familier med børn. Allerhelst ville vi flytte ind i et tempelkollektiv på landet, men der var ingen sådan mulighed. Så vi satsede på Malmö, hvor der var en del hengivne børnefamilier. Vi blev der i fire år, fik Amala og siden Nimai. Vi hjalp de andre hengivne såsom Ratna-bhushana Dasa og Bhaktin Maritza med at stå for søndagsfesterne.

 MS: Hvordan forsørgede I jer i denne periode?

Louise: Jeg var hjemmegående, det var alle tiders. Ricard arbejdede derhjemme med at lave hjemmesider, og han var også musiker i forskellige teatersammenhænge.

 MS: Siden tog I yderligere et stort skridt, da I sidste år bestemte jer til at flytte med børnene her til Göteborg og overtage ansvaret for Govindas restaurant. Hvordan føles det?

Louise: For mig var det meget inspirerende at flytte hertil. Til Malmö flyttede vi som en mellemstation. Vi havde hele tiden en masse idéer – ting, som vi ville gøre. Ricard var ikke tilfreds med bare at sidde hjemme og lave hjemmesider eller være musiker. Vi talte f.eks. meget om at starte en restaurant i Malmö, men vi havde ingen økonomi til at gøre det med. Så da vi flyttede hertil, føltes det virkeligt skønt endeligt at kunne gøre noget, som man brænder for.

 MS: Hvordan er det som Krishna-hengiven at være mor til to små børn? Hvad for en slags opvækst forsøger du at give dem?

 Louise: Som forældre påvirker man naturligvis børnene. For vores børn er det naturligt med Krishna, Gud og alle disse ting. Jeg forsøger jo selv at lære mig at blive en hengiven, men jeg prøver samtidigt også at være et almindeligt menneske og ikke gøre noget unaturligt. Visse ting kan børnene jo ikke selv vælge. De får f.eks. selvfølgelig ikke lov til at spise kød. Når de bliver ældre og voksne, kan de naturligvis selv vælge, hvordan de vil leve deres liv, men jeg håber, at vi kan give dem en positiv hjælp. Man skal ikke være forældre, hvis man ikke kan hjælpe sine børn. Jeg ønsker at give dem noget vægtigt at have med i deres bagage; det føles som min pligt. Men de må gerne gøre normale ting som alle børn. De må se fjernsyn, spise slik (vegetarisk!), leve som almindelige børn, men lidt begrænset. F.eks. har vi bestemt, at de kun må se på fjernsyn en dag hver uge. Børne-tv er ret så modbydeligt, alt for megen fart på og dårligt sprog. Det bliver alt for meget for børnene. Så er det bedre at have regler omkring visse ting. Regler er jo ikke til for at bremse, men for at hjælpe en på vejen, præcis som trafikregler.

 MS: Hvad laver du om ti år?

Louise: Jeg står vel på Govindas og skærer gulerødder! Spøg til side, det går sikkert godt til den tid. Børnene vil være vokset op, og man kan gøre flere ting. Jeg arbejder måske også med andre ting som dukketeater og musik.