Vi er nødt til at kende standarden, del 2  
Interview med Bhaktividya Purna Swami  
Af Krishna-ksetra Dasa

Dette er anden del af et interview med Bhaktividya Purna Swami, hvor samtalen kredser omkring overholdelse af den brahminske standard ved bl.a. Deitets-tilbedelse og madlavning. Problemstillingen om første og anden initiering belyses også ligesom disciples dilemma ved en gurus tilbagetræden. Under samtalen berører Bhaktividya Purna Swami mange ting omkring ISKCON’s aktuelle forhold og situation og påpeger nødvendigheden af igen at lægge mere vægt på at kultivere det brahminske liv.  

Interviewet er fra 1999 og er taget fra magasinet Arcana, nr. 3. Den første del sluttede midt i diskussionen om betydningen af kokkens bevidsthed og standard for den mad/prasadam, han laver.

Fra det subtile til det grove  
Krishna-Ksetra: Er der en teknisk forklaring på, hvordan bevidstheden kommer ind i maden? Igennem ilden eller…?  

Bhaktividya Purna Swami: Det er i bund og grund ligesom alkymi. Et eller andet sker, man ændrer kemien, det er en forvandling af det, man arbejder med. Så med dette er bevidstheden der. Det er ligesom i ayurveda, når man laver medicin. Den skal også høstes på det rigtige tidspunkt under de rette renlige forhold og tillaves indenfor et vist tidsrum. Visse mantraer skal siges, og den skal ofres til Herren. Man siger et mantra over den, når man giver den. Personen, der får den, skal sige et mantra. Så siges det, at er alt dette på plads, går sygdommen væk, når medicinen rører tungen, for tungen optager prana’en. Så denne medicins energi optages igennem tungen, og sygdommen begynder at blive svækket.  

Krishna-Ksetra: Man kan sige, ”Jamen, når det gælder ayurveda, ser vi, at i denne Kalis tidsalder og specielt hos vesterlændinge er kroppen og bevidstheden så grov, at man ofte ikke reagerer på eller har fordel af denne medicin. Har vi på samme måde, lad os sige, en førstegangsinitieret hengiven til at lave mad til Deiteterne, er hans bevidsthed ikke så dårlig endda, han følger de fire regulative principper, han chanter, hans sadhana er rimelig god, han ser på en måde ud til at være på vej til at blive initieret som brahmana, så hvad er problemet?”  

Bhaktividya Purna Swami: Der er intet problem, så længe vi ikke har noget imod at bevare vor faldne kultur fødsel efter fødsel. Men hvis vi virkeligt er interesserede i at vende tilbage til Guddommen så hurtigt som muligt, må vi sætte disse principper højt. Der er i dag flere hengivne end på Prabhupadas tid. Måske ikke i templerne, men så afgjort i menigheden. Men vi kan ikke finde nogle til at lave mad, der er en brahminsk aktivitet. Vi kan ikke finde nogle til puja. Meget få er engageret i prædikeaktiviteter. Vi har ikke lærere til vore skoler. Jamen, så må vi være ærlige og forstå, at der er ingen eller meget få brahmanaer blandt os, og at VI er mlecchaer og yavanaer. VI er knyttede til vor verdslige kultur, og det er ikke godt nok. Det er en falden position. Vi bør ikke være stolte og tro, at ”Det er godt nok,” ellers kan vi komme til at gå stolte rundt i den materielle verden i lang tid. Men vil vi ud af den materielle verden, skal vi være ydmyge og forstå, ”Jamen, måske er dette alt, vi har, vi har ingen andre, men vi ved, at dette ikke er standarden, det er under standarden, og Prabhupada er ikke tilfreds.”  

Derfor arbejder vi hen imod en løsning på at finde kvalificerede folk og træne dem. Men hvis vi bare læner os tilbage og lader stå til, er det blot et spørgsmål om tid, før man har uinitierede personer til at lave mad. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi henter nogle bumser ind fra gaden og lader dem lave mad, eller snart vil vi sende ungerne ned til den vegetariske McDonald’s og købe nogle fritter og en milkshake. ”Det er godt nok, for der er ingen kød i.”  

Pointen er, at Prabhupada siger, ”Nedlæg et næsehorn.” Forsøger vi at nedlægge et næsehorn, vil vi i det mindste ende med en andengangsinitieret hengiven. Forsøg at få fat på en ren udelt hengiven som kok. Kan man ikke det, så få i det mindste en andengangsinitieret hengiven, der virkeligt følger de regulative principper. Ifølge vore værdinormer er det, hvad vi stræber efter. Det, jeg ser nu om dage, er, at brahminsk kultur og brahminske aktiviteter ikke påskønnes. Ingen kæmper for dem. ”Det er godt nok.” Med andre ord vinder den pragmatiske minimalist, og den gamle rene vediske kultur er taberen. Man går på akkord med de hengivne standarder. Jeg ville også sige, at fordi vi ikke studerer Prabhupadas bøger godt nok, har vi disse problemer. Vi studerer ikke bøgerne. ”Blot arbejd og arbejd, det er alt, man behøver ikke at læse.” Studerede de hengivne rent faktisk og vidste mere, ville alting vokse.  

Konklusionen er, at Krishna spiser hengivenheden [i den mad, vi ofrer til Ham]. Hvordan kom hengivenheden ind? Det subtile bevirker det grove. Bevidstheden påvirker sindet og intelligensen, der påvirker kroppen. Hvad man gør med kroppen afhænger af, hvad man tænker, hvilket afhænger af ens bevidsthed. Når man laver mad, sker det kun på grund af bevidstheden og på grund af den subtile krop, så det går naturligt ind i maden. Det påvirker ikke nødvendigvis kroppen først. Det påvirker bevidstheden, og i sidste ende vil det påvirke den grove krop.  

Krishna-Ksetra: Ville der også ske det, at hvis vi havde højere standarder af bevidsthed i madlavning og Deitets-tilbedelse, havde vi bedre og sundere prasadam?  

Bhakti-vidya Purna Swami: Vi ville afgjort have mere velsmagende prasadam. Vi ville sandsynligvis have bedre forhold imellem hengivne. Der ville være større entusiasme i Krishnas tjeneste. Ledelsen ville også være bedre, for de hengivne ville være i bedre bevidsthed, så både ledere og følgere ville være mere i stand til at samarbejde og sætte pris på hinandens position. Med andre ord – når Herren tilfredsstilles, tilfredsstilles alle andre.

Når guruen falder væk  
Krishna-Ksetra: Et andet beslægtet spørgsmål: Nu om dage finder vi i ISKCON situationen, at der er førstegangsinitierede hengivne, der stod på tærsklen til at få anden initiering, da deres Guru Maharaja pludselig ikke længere stod til rådighed for den funktion. De er blevet anerkendte af de administrerende og ledende hengivne som kvalificerede til at få mantraerne i den anden initiering. De ville gerne gøre Deitets-tilbedelse. Hvad skal man gøre?  

Bhakti-vidya Purna Swami: Det bedste er, at de med tiden søger tilflugt hos andre hengivne og får den anden initiering fra en, som de er i stand til at etablere et guru-sisya-forhold til.  

Krishna-Ksetra: Og se den person som deres primære tilflugt?  

Bhakti-vidya Purna Swami: Ja. Da den person, der gav dem første initiering, ikke længere står til rådighed, vil den person, der giver den anden initiering, blive anset for at være disciplens vigtigste vejleder. Men hvis situationen er den, at man er førstegangsinitieret af Srila Prabhupada, assisterer den, der giver den anden initiering, Srila Prabhupada. Men man skal fortsat vise respekt for den person, der giver den anden initiering, for sådan er pancaratrika-systemet.  

Krishna-Ksetra: Nogle australske hengivne, der fik første initiering af Srila Prabhupada og anden initiering fra en, der ikke længere er hos os, faldt over det bånd, hvor Prabhupada siger gayatri-mantraerne¸ og de spurgte mig, ”Kan vi lytte til dette og derefter anse os selv for fuldstændigt initierede af Prabhupada?”  

Bhakti-vidya Purna Swami: Ja, så længe de får Prabhupadas tilladelse på en eller anden måde! De må sende en, der repræsenterer dem, til Goloka og få lov til det! Nej, systemet er, at den person, der giver mantraet, skal være til stede, skal være i live. ’I live’ betyder i kroppen. Sanskritordet er jivita, der betyder livskraften i en krop, der fungerer, og som vi kan se med vore øjne. Det er ikke rigtigt i denne sammenhæng at sige, at han lever i sin vani [instruktion]. Selvfølgelig lever han i sine instruktioner. Men i sammenhæng med pancatra-systemet skal vapuh’en, guruens fysiske legeme, leve, når man får mantraet. Fra nu og op til et tusinde generationer kan mennesker gå til Prabhupadas bøger og få direkte forbindelse med Prabhupada igennem siksa, men diksa-linien kræver, at det modtages fra en levende person, der indvilliger i at give. For får  man ikke dette samtykke, er det tyveri, siger Vedaerne. Tager man viden eller mantra fra en uden hans samtykke, stjæler man. Med hensyn til sine bøger sagde Prabhupada, ”Distribuer dem.” Men med hensyn til mantraerne, der gives i brahmana-initieringen, sagde han det ikke. Så det kan man ikke.  

Men det må forstås, at har man allerede accepteret anden initiering fra sin guru, er samskara’en (renselsesritualet) udført én gang for alle. Har man fået mantraerne fra en, der på initieringstidspunktet var kvalificeret, var initieret i Pancaratra og fulgte den brahminske kultur, er ens position i orden, og man kan give Pancaratra-mantraerne til andre. Men pointen er, at mantraerne skal modtages fra en ægte kilde.

Vi må forstå, at Pancaratra-mantraer kommer fra det Hellige Navn, oprindeligt fra Goloka. Herren Caitanya forklarer (jeg tror, det er i syvende kapitel af Caitanya-caritamrta, Adi-lila, hvor Han taler med Prakasananda Sarasvati), at først er der Hare Krishna-maha-mantraet, og fra det kommer Kama-gayatri. Gayatri’erne kaldes namatmika, hvilket betyder, at det Hellige Navn er deres liv. Er det Hellige Navn tilfreds, bevarer disse mantraer deres liv. Angående initieringsstatus holder det Hellige Navn øje med, at man søger tilflugt hos avancerede hengivne, hører fra dem, får instruktioner fra dem, tager disse instruktioner til sig i sit liv og lever efter dem ifølge de avancerede hengivnes instruktioner.  

For den, der er på platformen af bhava eller derover – en uttama-adhikari med andre ord – er Pancaratra ikke nødvendig. Han behøver blot søge tilflugt hos en avanceret hengiven og høre fra ham. Således initieres sådanne personer, ligesom vi siger det om de seks Goswamier og Herren Caitanya. Prabhupada kaldte dem altid direkte disciple, for ifølge Bhagavata-marga er de direkte disciple. Men Herren Caitanya gav Sanatana og Rupa instruktion om at nedfælde vidhi-processen eller sadhana-bhakti, for de, der er under den standard, skal følge Pancaratras regler og reguleringer. Ellers  kan de ikke få styr på deres liv og frigøre sig selv fra synd. Derfor siger Prabhupada, ”Blot ved at chante det Hellige Navn kan man komme tilbage til Guddommen, men det kræver en meget avanceret og kvalificeret person at gøre det.” Anbefalingen er, at det kan gøres, men det er bedre at gå igennem den standardmetode, som Herren Caitanya anbefalede og instruerede Rupa og Sanatana i. De dokumenterede den derefter på skrift, og siden er den blevet fulgt og anbefalet af acaryaerne.   

For en hvis, guru er faldet væk, vil Pancaratra-mantraerne bevare deres kraft, hvis man helliger sig til at høre fra hengivne, for det Hellige Navn er tilfreds, der er sadhu-sanga, og man er i selskab med dem, der er mere avancerede. Og med tiden kan man forpligte sig yderligere til en siksa-guru, der leder ens liv. Der er forpligtigelse imellem siksa-guru og siksa-discipel. Men selv om man ikke fuldstændigt har forpligtiget sig på den måde, vil gayatri-mantraet bevare sin kraft, hvis man i det mindste er dedikeret til at høre fra avancerede personer. Set fra dette perspektiv behøver en sådan person ikke at tage geninitiering. Men i spørgsmålet om tilbedelse kan man spørge, hvis billede skal være der for at modtage guruens tilbedelse. Det ville være den person, som man ser som sin siksa-guru, denne avancerede hengivne, for det er den person, der holder liv i Pancaratra-mantraerne.  
 

Uinitierede hengivne på alteret?  
Krishna-Ksetra: Hvad skal vi gøre i en situation, hvor vi har førstegangsinitierede eller selv uinitierede hengivne til at tilbede Deiteterne og lave mad.  

Bhakti-Vidya Purna Swami: En standardfremgangsmåde ville være, at specielt ved uinstallerede Deiteter går templets autoriteter til Deiteterne og siger, ”Vi er kede af det, men vi kan ikke komme op til standarden,” og så gemme Deiteterne væk på et passende sted i  nogle fine kasser med godt sengetøj og lufthuller i. Regelmæssigt bør de sørge for, at alt er, som det skal være, og holde rent. Når der på et tidspunkt er nok kvalificerede hengivne, kan Deiteterne installeres. Stil i mellemtiden et billede af Panca-tattva på alteret, hvilket var en standard, Prabhupada gav for templer med et utilstrækkeligt antal brahmana-indviede. Vi vil sandsynligvis opdage, at templets entusiasme bliver større, for der er ikke længere seva-aparadha, forseelser i tilbedelse. Der kan være en god, enkel tilbedelsesstandard for Sri-Sri Panca-tattva. Der er fortsat templer den dag i dag, der har det sådan. Jeg så det for nyligt i Newcastle i England. De har haft et Panca-tattva-billede i ti år. Fint, stort center, vældigt godt. De arrangerer nogle pæne blomstervaser og en blomsterkrans og gør al deres tilbedelse der – en meget fin stemning. Når der er nok kvalificerede hengivne i templet, kan de tænke på at installere Deiteter.  

Med de templer, der allerede har installerede Deiteter, er det straks mere vanskeligt. Da må man meget alvorligt se på eller indrømme, at det ikke er en god standard. Det er ikke rigtigt at have en lav standard med installerede Deiteter under undskyldningen, ”Vi er nødt til at være praktiske.” Tempellederne må finde ud af, hvordan de kan hæve standarden ved at træne de hengivne, anspore dem og give dem faciliteter til at lære den brahminske vej og de brahminske aktiviteter og opmuntre dem til at leve med tilbedelsen af Deiteterne i centrum. Det ville være godt. *