Visioner og ønsker for det nye tempel
Af Dandaniti Devi Dasi

  Da jeg for nylig læste om Madhavendra Puris hengivne tjeneste i Caitanya-caritamrta, fik jeg nogle visioner for det nye tempel. Ikke så meget om de fysiske rammer eller beliggenheden, men mere om bevidstheden omkring templet. Da Madhavendra Puri åbnede et tempel for Gopala på Govardhana-højen, flokkedes folk fra omegnen for at se den nye Deitet. Med sig bragte de bjerge af bhoga: ghee, ris, mel, mælk, frugt og grøntsager, der blev tilberedt af de lokale brahmanaer og ofret til Gopala. Herefter blev al maden uddelt som maha-prasadam til alle, der kom for at besøge templet. Der var så meget rift om at tjene Gopala, at Madhavendra Puri arrangerede, at hver landsby i omegnen fik én dag til at udføre indvielsesceremonien (Annakuta). I lang tid blev der således afholdt en stor festival hver dag svarende til den, Krishna udførte for Govardhana-bjerget 4500 år tidligere. Vi finder næppe en hel landsby i Danmark, der kunne tænke sig at tjene Sri-Sri Gaura-Nitai på samme måde, men måske kan man finde 365 hengivne, der hver især kunne tænke sig at stå for Deiteternes tilbedelse en dag om året, eller 30 familier, der vil sponsorere Gaura-Nitais tilbedelse en dag om måneden. Dette praktiseres i mange ISKCON-templer rundt om i verden, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre her? 

Tjeneste til alle

Laksmirupa skrev i sin vision for templet, at det ville blive meget mindre end det nuværende på Bauneholm, og at der i fremtiden vil skyde mange flere projekter op rundt omkring i landet. Jeg forestiller mig også, at vi starter med et mindre tempel et sted i Storkøbenhavn, og at der kommer til at foregå mange flere aktiviteter både i og omkring templet. I øjeblikket ser det ud til at blive et overvejende brahmacari-tempel. Det er dog vigtigt at facilitetere såvel mænd som kvinder, der kommer ’udefra’ for at gøre tjeneste i templet . I Radha-Gopinatha templet i Bombay, der er et overvejende brahmacari-tempel, er der en asrama for de kvinder, der kommer og gør tjeneste. Størstedelen af tjenesterne i Radha-Gopinatha-templet udføres af hengivne, der bor udenfor templet. Sådan tror jeg også, det vil blive her i fremtiden. Det kræver en større grad af organisering, og at man faciliterer de hengivne, der kommer udefra. 

Søndagsfester og festivaler

Måske vil templet være så lille, at vi er nødt til at holde søndagsfester og festivaler i lokaler ude i byen. Hvis det er tilfældet, forestiller jeg mig, at de hengivne på et tidspunkt vil gå sammen og købe eller bygge et større tempel til Gaura-Nitai. En anden mulighed er allerede nu at gå sammen og se på hvem, der fremover vil give faste donationer til templet. Jo flere der giver, jo større kan templet blive. Mange af de hengivne, der bor langt fra templet, har udtrykt bekymring for, om der bliver plads til dem, når de kommer på besøg i det nye tempel. Det er et faktum, at der nok ikke bliver et helt hotel til rådighed, som det var tilfældet på Bauneholm. En mulighed er privat indkvartering hos de hengivne, der bor rundt omkring templet. Det kræver både organisering, samarbejde og offervilje. En anden mulighed er at gå sammen om at anskaffe sig et gæstehus i tilknytning til templet, financieret af dem der ønsker at bruge det. 

Krishnas eget bibliotek

Der foregår allerede en masse aktiviteter i samfundet af hengivne udenfor templet. Jeg kender en hengiven, der har sit eget ’hjemmebibliotek’ med Krishnabevidste bøger og bånd, som han låner ud til andre hengivne. Måske kan det udvikle sig til et Krishnabevidst bibliotek tilgængeligt for den bredere kreds af hengivne med alle de bøger, der udgives i ISKCON. Det kan financieres ved, at alle betaler for et lånerkort, eller at man betaler depositum eller gebyr for hver bog, man låner. Hvis nogle har for mange bøger eller bånd stående på hylderne derhjemme, kunne man give dem til et sådant projekt, så andre kunne få glæde af dem.

 Krishnabevidst museum.

Jeg har en drøm  om, at vi en dag åbner et Krishnabevidst museum med udstillinger om Krishna, ISKCON, Srila Prabhupada, festivaler, de tidligere acaryaer... der er så mange muligheder. Man kunne både have faste og skiftende udstillinger. Vi har allerede en del kunstnere iblandt os.  Måske nogle af dem har lyst til at dele deres værker med os andre? Dette kunne både være i forbindelse med templet eller et helt andet sted.

 Gå en tur i Krishnabiffen.

Der er en gruppe hengivne i og omkring København, der har startet deres egen  filmklub. Måske kan vi en dag have en Krishnabevidst biograf, eller i hvert fald en regelmæssig fremvisning af Krishnabevidste film for en større kreds af hengivne og åndeligt interesserede. Der findes så mange Krishnabevidste film. Hvem har for eksempel nogensinde set et afsnit af Bhakti Caru Swamis filmatisering af Srila Prabhupadas liv for blot at nævne en enkelt?

 ISKCON’s historie i Danmark

Gaura Bhavana er i gang med at samle materiale ind om ISKCON’s  historie i Danmark. På Bauneholm ligger der en masse billeder/lysbilleder, som jeg er sikker på, mange af jer ville være interesseret i at se. Organiseret arkivering og nedskrivning er en ting, vi bør arbejde mere på. Jeg foreslår den nuværende tempelledelse og ledere for andre projekter at anskaffe sig en logbog, hvor de kan gøre notater om projektets besætning, aktiviteter, kurs med videre. Der er mange hengivne udenfor templet, der har været gode til systematisk at gemme materiale om ISKCON i Danmark, og jeg vil sige, ”Bliv ved med det!” Og lad os det gerne vide, så det eventuelt kan blive brugt i forbindelse med en kommende bog om den danske yatra eller udstillinger, jubilæer og så videre.

 Uddannelse

En af de ting, der er blevet talt meget om i forbindelse med det nye tempel, er uddannelse. Dette gælder ikke kun  for de hengivne, der bor i templet, men jeg tror, at det er noget, der interesserer alle. Jeg har mange gange tænkt, at  det ville være dejligt, hvis der fandtes en Krishnabevidst aftenskole, hvor man kunne få undervisning i forskellige aspekter af bhakti-yoga: Deitetstilbedelse, madlavning, syning, filosofi, vaisnava-historie, vedisk kultur, ayurveda, indisk dans, vaisnava-sange, mrdanga, harmonium, bhakti-sastri  osv osv.

 Krishna og de hengivnes ønsker

Dette var lidt fra min ’brainstorming’-liste. Jeg er sikker på, at der sidder mange andre rundt omkring i landet med meget mere gennemtænkte ideer og visioner. Jeg vil opfordre jer alle til at komme frem med dem og dele dem med os andre. Selv om vi ikke skal forvente, at andre udfører vores gode ideer for os, er det altid godt at tale med andre om dem. Ofte finder vi ud af, at andre går med nøjagtig de samme ideer, visioner og bekymringer. Hvis vi kommer sammen og taler om dem, får vi måske kraften til at føre visionerne ud i livet og bortdrive vore bekymringer. Alt, hvad der foregår indenfor den hengivne tjenestes energi, bevæges af Krishnas og de hengivnes ønsker. Hvis der er noget, Krishna ønsker, vil Han inspirere Sine hengivne indefra til at gøre disse ting. Og hvis der omvendt er noget, de hengivne ønsker brændende, hjælper Krishna dem med at opfylde deres ønsker.