Polens årlige Woodstock-festival fandt sted igen i år i sidste weekend i juli, og den store polske Hare Krishna-turne under ledelse af Indradyumna Swami deltog igen med ’Krishnas Fredslandby’. Indradyumna Swami fortæller derfra. 

Mathuranatha og jeg kom som de første til Woodstock-pladsen to uger før den store tredages begivenhed. Skønt 52 grupper og 500.000 mennesker snart ville være her, fór nu kun nogle kaniner henover den store græsmark, der engang havde været en flyveplads. Det tyske luftvåben indledte sit første bombardement af Polen herfra i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Efter krigen blev området en del af Polen. Jeg tænkte, hvor ironisk det var, at pladsen skulle være stedet for Europas største musikbegivenhed med temaet ’ingen vold, ingen stoffer’.

Jurek Owsiak, organisatoren af den omfattende begivenhed, havde endnu engang inviteret os til at deltage med vores ’Krishnas Fredslandby’, da vores landsby passer fint ind i festivalens tema. I år planlagde vi som resultat af hans insisteren at forøge både størrelsen på og aktiviteterne i landsbyen.

Det ville ikke blive nogen lille opgave. Sidste år var vores hovedtelt fyldt med over 15.000 unge mennesker om dagen. Da jeg spurgte teltfirmaet, om vi kunne leje et større telt, lo chefen blot. ”Det er det største telt i Europa,” sagde han, ”og ingen andre end jer kan fylde det.”

***

De russiske hengivne opførte en imponerende bygning med stilladser som grundlag og krydsfinérplader udskåret i kringlede mønstre. Efter at være blevet malet lignede det nøjagtigt et virkeligt indisk tempel. Med samme teknik byggede de også en kæmpestor vedisk indgangsportal, som folk skulle igennem for at komme ind i landsbyen. Vi havde også planer om at øge vores prasadam-distribution fra sidste års 90.000 tallerkner til 100.000. 50 tons fødevarer var allerede blevet givet helt gratis.

Træt undrede jeg mig over, hvordan jeg skulle stå i spidsen for 450 hengivne, der skull stille Krishnas Fredslandby op og  arrangere et stort yajna af det hellige navn i tre dage.

Næste dag ankom store lastbiler til marken med de store telte til Krishnas Fredslandby. 30 mænd satte de store rammer sammen. Vi byggede en lille kopi af Vaikuntha, den åndelige verden, på de 1½ ha, som festivalorganisatørerne havde givet os. For at komme ind i denne åndelige verden var der ingen særlige krav – kun Herren Caitanya Mahaprabhus årsagsløse nåde.

***

Og kom, det gjorde de, da vi endelig åbnede landsbyen den første dag. De væltede ind på vores festivalområde. Min gode ven Bhakti Bhringa Govinda Maharaja anslog, at på et tidspunkt var der 30.000 mennesker i Krishnas Fredslandby. Jeg spurgte ham, hvordan jeg skulle beskrive det. ”Ingen kan forstå det,” svarede han, ”medmindre de selv ser det.”

Han havde ret. Hvordan videregiver man tilfredsstillelsen ved at se mere end 100.000 mennesker spise prasadam i vores landsby? Hvordan beskriver man ekstasen hos bogdistributørerne, der solgte 2.800 bøger i de dage, eller hos de optrædende på vores hovedscene, da tusinder af mennesker (somme tider så mange som 15.000) højlydt bifaldt deres  bhajanaer, dramaer, klasser, dans og musik. Hvordan fortæller man om ikke et, men tre Ratha-Yatra-optog tre dage i træk blandt et hav af telte på marken, hvor hver eneste festivaldeltager ikke kunne undgå at se vognen og høre sangen af de hellige navne? Hvordan forestiller man sig det daglige syn af hundreder af unge mennesker i forskellige telte rundt omkring på marken, imens de sang og dansede til kirtana’er, der blev ledt af sådanne kraftkarle som Sacinandana Maharaja, Kadamba Kanana Maharaja og Deena Bandhu Prabhu? Men selv disse mænd kunne dårligt nok holde trit md disse unge menneskers efterspørgsel efter kirtana uden ende. Den sidste dag havde de fleste mistet deres stemmer og måtte stille sig tilfreds med at tale uden at synge.

Den aften, da jeg gik forbi meditationsteltet, så jeg en heftig kirtana i gang derinde. Mindst 60 mennesker dansede vildt og sang højt de hellige navne. Nysgerrig efter at se, hvem der ledte sådan en kirtana, kiggede jeg derind og blev forbløffet over at se en ung kvinde i badetøj og sorte støvler spille på harmoniumet og lede kirtanaen. Hendes ven spillede på en lille af tromme af den slags, vi sælger i vores gavebutik, og en anden ven spillede karatalaer. Der var ikke en eneste hengiven i teltet, men disse tre piger var så berusede af det hellige navn, at de ledte en kirtana, der fik 60 andre unge mennesker til at synge for fulde lunger. Da jeg kom tilbage to timer senere, var kirtanaen stadig i fuld vigør.

***

Under alle tre dage pulserede landsbyens 1½ hektar med kirtana, programmer på scenen, lange køer af mennesker ivrige efter prasadam og endeløse spørgsmål og svar om den Krishna-bevidste proces. På et tidspunkt lagde jeg mærke til en stor gruppe af fornemme personer, der spadserede igennem landsbyen, imens de så op på vores udstillinger og var specielt interesserede i vores store Ratha-vogn, der stod parkeret midt på marken. Jeg bad Radha Sakhi Vrinda tale med dem. Efter nogle øjeblikkes samtale vinkede hun ivrigt med hånden over til mig og tilkendegav, at jeg hurtigt skulle komme derover.

Jeg gik derover med det samme. ”Srila Gurudeva,” sagde Radha Sakhi Vrinda, ”Lad mig præsentere dig for statens guvernør, statens politichef, lederen af statens brandvæsen, statens øverste sundhedsinspektør…” Hun fortsætte med at præsentere mig for forskellige andre notabiliteter.

”De kom specielt for at se Krishnas Fredslandby,” fortsatte hun, ”og de kan vældigt godt lide den.”

Jeg trykkede guvernørens hånd og takkede ham, fordi han var kommet.

”Jeg er meget glad for det, I gør for disse unge mennesker,” sagde guvernøren, ”og jeg kan se, at de dårlige ting, som folk somme tider siger om jer, simpelthen ikke er sande.”

De andre i gruppen nikkede samstemmende. ”Det er åbenlyst, at jeres tilstedeværelse her på Woodstock gør alting fredeligt,” sagde politichefen. ”Hvor meget mad regner I med at give ud?”

”100.000 tallerkener,” svarede jeg.

Politichefen var målløs.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Vi får en masse hjælp fra oven,” tilføjede jeg.

”Jeg spiser frokost med Hr. Owsiak om en time,” sagde guvernøren, ”og jeg har forstået, at jeres gruppe leverer maden. Er det rigtigt?”

”Ja,” svarede jeg. ”Hver dag giver vi mad til alle organisatørerne og deres assisterende grupper på i alt 300 mennesker. Jeg håber, I vil kunne lide maden.”

”Det er jeg sikker på, jeg vil,” sagde guvernøren. Vi trykkede igen hænder, og de gik videre.

***

På vej tilbage til vores base den aften faldt jeg i søvn af udmattelse ovenpå dagens aktiviteter. Jeg lo ved mig selv og tænkte, at hvert år i Kartika tilbringer jeg en måned i ren fred i Vrindavana og reciterer de hellige navne i selskab med mange helgenagtige personer. Her var jeg på Woodstock omgivet af tusinder af mennesker, der var engageret i alle former for umoralske aktiviteter. I et øjeblik længtes jeg efter Vrajas fredelige stemning, men jeg greb hurtigt mig selv i det og huskede på, at for at opnå denne transcendentale bolig kræves det, at jeg deler Herrens hellige navne med de faldne sjæle på Woodstock i mange liv fremover.

Imens vi kørte, kom vi forbi en gruppe unge mennesker på vej ind til byen. Da jeg standsede ved et rødt lys, var der en gruppe på mindst 50, der gik forbi, imens de højt sang Hare Krishna. Hvad var det for et mirakel, som Herren Caitanya udspillede på Woodstock Festivalen?

Og således gik det for sig i flere dage. Hvis alle de hengivne, der var til stede, nedskrev deres oplevelser, kunne vi udgive en tyk bog. Men kan ord på den anden side fange stemningen i et sådant et enormt yajna?

Så lige så hurtigt, som den var startet, var Woodstock Festivalen ovre. Et par, der havde opholdt sig i tre dage i vores landsby, vendte sig imod os, da de gik. ”Vi kom aldrig over til hovedscenen,” sagde de grinende.

De hengivne i vores Food For Peace-telt blev oppe indtil 6 den næste morgen for at uddele prasadam til ungerne, og så lukkede de udmattede teltet og gik hjem. Da jeg kom tilbage til festivalpladsen klokken 8 for at overse nedtagningen af vores landsby, blev jeg overrasket over at se fortsat omkring 400 unge mennesker foran teltet. Så lagde jeg mærke til en lille åbning i teltet, hvor fra tid til anden en stor ske med ris kom ud og tømte sig i en kop eller på en af de unge menneskers tallerken.

Jeg gik tættere på og til sidst ind i teltet. Til min overraskelse var en ældre polsk kvinde, Surabhi Dasi, i gang med langsomt at uddele prasadam, mens hun næsten stod og faldt i søvn. ”Jeg har været oppe hele natten,” smilede hun.

Jeg var endnu mere overrasket, da hun pegede på 10 store beholdere med ris, halavah og papadam, der ikke var blevet uddelt. Jeg åbnede teltåbningerne endnu mere og begyndte at hjælpe hende med at distribuere resten af nåden. Jeg ringede efter mere hjælp. Indenfor en time kom et hold hengivne, og vi fortsatte med at dele prasadam ud indtil middag.

Da vi ryddede op, var jeg forundret over at tænke på, at teltet havde serveret prasadam næsten uafbrudt i mere end 80 timer. Ved optællingen fandt vi ud, at vi havde brugt 108.000 tallerkner. Den sidste time var vi løbet tør og havde blot serveret direkte i folks hænder.

 ”På offentlige steder priser jeg Din nåde, der gives selv til lave skabninger og sætter mig i stand til, skønt jeg er lav af fødsel, at bo i denne Vrindavanas skov, stedet, hvor Dine store hengivne, der er fulde af ren kærlighed,tragter efter at tage fødsel selv som et græsstrå.” [Srila Rupa Goswami, Stava Mala, Bind 2, Utkalika vallari, tekstt 66]