Vraja Mandala Parikrama

ISKCON’s 17ende årlige Vraja Parikrama finder sted fra den 10. oktober frem til den 8. november. På denne årlige parikrama vandrer hengivne fra hele verden barfods rundt til alle Vrindavanas tolv skove og mange andre af de steder, hvor Herren Krishna fremviste Sine transcendentale lege sammen med Vrindavanas indbyggere for 5000 år siden. Mange hengivne plejer at deltage i hele måneden, som parikramaen tager, og mange kommer også og vandrer med i nogle dage eller en uges tid.

Udover blot selve det faktum at være i den hellige dhama bliver vandringen krydret af mange kirtanaer og foredrag om Krishna og Vrindavana. Lokanatha Swami har igennem mange år været en trofast deltager, og også i år vil deltagerne kunne lytte til ham fortælle om netop de aktiviteter, som Krishna udførte på det pågældende sted. Og man behøver heller være bekymret for vejret og årstiden. Efterårsmåneden Kartika er den smukkeste og mest behagelige tid i Vrindavana.

I det følgende fortæller Syama Devi Dasi om sine indtryk fra parikramaen i 1997¸ og derefter hører vi Lokanatha Swami fortælle, imens de hengivne hviler sig på det sted, hvor nogle brahmanaers heldige hustruer fik lejlighed til at byde Krishna, Balarama og alle kohyrdedrengene på frokost.

Ude efter eventyr og hvad end skæbnen bringer? Det er Vraja Mandala Parikrama. Man ved aldrig rigtigt helt, hvad der sker i næste øjeblik, indeni eller udenfor en selv. For at prøve og rense den intetanende besøgende er Vraja dham fuld af overraskelser. De, der har været med før, ved, at de kan vente det uventede og hver gang opleve noget nyt.

De hengivne starter under Kartikas fuldmåne fra Vrindavana By imod Mathura. Årstiden er efteråret, så det er behageligt varmt og grønt. En forsamling på 200 internationale hengivne er i færd med at starte på alle tiders ekspedition og lader komfort som eget badeværelse, varmt vand, bløde senge og for de flestes vedkommende deres sko bag sig.

At gå på bare fødder i Vraja er en af de største askeser, man kan påtage sig. Det sætter en i stand til at komme i tættere kontakt med Vrajas liflige, rensende støv. Materielt set er det et tegn på fattigdom ikke at have sko på fødderne. I vores tilfælde er vi berøvet åndelig rigdom. Det er en ydmygende fornemmelse at være uden sko. Man tvinges til at bukke hovedet for at se sig for, hvor man går, ellers støder man foden på en sten, står på en tornet gren, træder ned i en grøft eller det, der er værre. Man bliver udsat for elementerne i fuld bevidsthed om, at blot et eneste forkert skridt kan forårsage så meget kropsligt ubehag. Man forstår, hvor sårbar man er i denne krop, og ordene ’fare for hvert skridt’ får en ny betydning.

Der er et stærkt ønske blandt de hengivne om at fuldende den ene måned lange vandring, og i takt med, at vi tager bad sammen, går sammen, taler og synger sammen udvikles tætte bånd imellem os. Hengivne oplever deres egne indre ekstaser, sorg og erkendelser. Indenfor gruppen er der en gensidig forståelse, man ikke kan fatte.

I år er der føjet et par ekstra eventyr til for at forøge parikramaens spontane natur. Vi bevidnede fremkomsten af flere regnstorme. De lokale brijbasier sagde, at det ikke havde regnet på denne tid af året så længe, de kunne huske. På vores vej fra Nandagram til Javat gik vi i mudder op til knæene. Klokken to om natten blev vi vækket ved lyden af styrtregn, der strømmede ind igennem revnerne i døren. Ingen grund til at vække nogen til mangala-arati den morgen! Et andet traktement i år var at være sammen med de hengivne fra Vrindavana og besøgende til Ratha-yatra i Mathura, et eventyr i sig selv.

Hvert år har parikramaen selskab af Parasurama Prabhu og hans oksekærre. Han uddeler halavah og frugt-prasadam til brijbasierne. De, der er syge eller ikke kan klare at gå, kan blaffe sig en tur i kærren og deltage i prasadam-distributionen.

Næst efter vandringen er parikramaens hovednummer at høre og synge. Vi havde det store held at have Hanumat Presaka Maharaja med os hele måneden. Han gav en serie forelæsninger, der hed Pada Padma med en oversigt over Srimad-Bhagavatams Første og Anden Bog. De var som nektar at høre. Mange gæstende sannyasier og ældre hengivne kom også i forskellige tidsrum og talte ved forskellige steder, hvor forskellige lilaer havde fundet sted, og bragte realiteten af Krishna-bevidsthed indenfor vores synsfelt. Krishna var her på dette sted, og her talte Han med gopierne – Krishna-bogen gjort levende! Vi kan ikke forstå vores gode held, og vi kan heller ikke forstå den store gavn, vi har af blot at være i Vraja. Men vi kan forstå noget omkring Krishnas herligheder i Hans hellige bolig Sri Vrindavana, når den lister sig ind og rører vores hjerter.

Når jeg nu hører om steder som Kamyavan, husker jeg så mange ting som den udsøgt smukke herskende Deitet af Vrinda Devi, der sidder på bredden af søen Bimala Kund, hvor Kong Bimalas datter tog imod Krishna som sin mand, eller den store bestand af aber, der siges at være efterkommere af aberne, der hjalp med at bygge en kopi af broen til Lanka. Så megen transcendental information blandet med dhamaens renhed mætter en, så når man forlade stedet, kan man ikke glemme, hvor barmhjertig Herren har været imod os.

Dette sted er nu kendt som Bhatarond. Det er her, at Krishna, Balarama og alle kohyrdedrengene blev bespist af yajna-patnierne, hustruerne til brahmanaerne, der var engageret i at udføre yajna’er.

Bespisningen fandt sted omkring to måneder fra i dag, dagen for vasana hara-legen, da Krishna stjal Radha og de andre gopiers tøj. Vasana betyder tøj, og hara betyder at stjæle. Gopierne under ledelse af Srimati Radharani tilbad gudinden Katyayani i én måned efter Kartika og tilfredsstillede således Herren. De ønskede Ham som deres mand, så Krishna klarede at stjæle alt deres tøj, imens de badede i Yamuna. For at få deres ejendele tilbage måtte de komme frem en efter en foran Ham, hvilket kun kan ske, når der er et mand-hustru-forhold. Dette var måden, hvorpå Krishna opfyldte deres ønske og blev deres mand.

Efter den leg, der fandt sted i de tidlige morgentimer, fortsatte Krishna med sine kohyrdelege sammen med Sine venner. En dag, når vi rejser nordover på parikrama-stien, skal vi besøge stedet Cirghat, hvor gopierne plejede at bade og tilbede Katyayani. Nu da vasana-hara-legen var ovre, kom Krishna til området, hvor vi er nu.

Det var en usædvanlig morgen. Krishna var taget af sted meget tidligt, og der havde ikke været tid til at lave Hans og de andre drenges frokostpakker. Så da kohyrdedrengene kom her, var de alle sultne efter at have gået uden at have fået noget hele morgenen. Det var længe efter morgenmadstid, og fordøjelsesilden brændte i deres maver. Derfor gik de hen til Krishna og Balarama og sagde, "I er meget stærke! I kan slå dæmoner ihjel. I kan gøre hvad som helst, så kunne I ikke gøre noget ved vores sult? Kan I gøre noget, så vi kan spise? Vi kan ikke gå længere. Giv os noget at spise!"

Krishna, der er som far og mor til kohyrdedrengene, sagde til dem, "Ikke langt her fra er nogle brahmanaer i gang med at udføre yajnaer. Gå derhen og bede dem om noget mad. Men nævn ikke Mit navn. Nævn hellere Balaramas navn." Krishna instruerede dem på denne måde, for Han tænkte, at disse brahmanaer var kaste-brahmanaer, der kun ville give i velgørenhed til brahmanaer. Han vidste, at de ikke ville være tilbøjelige til at give noget til Ham, for Han søn af en vaisya. Han tænkte, "I det mindste er Balarama søn af en ksatriya. Måske de vil overveje at give i velgørenhed til Ham."

De sultne kohyrdedrenge fandt brahmanaerne travlt optaget af at udføre yajnaer og recitere mantraer. De bønfaldt dem, "Åh kære brahmanaer, giv os noget mad. Balarama er ikke langt herfra, og Han er sulten. Han sendte os for at bede jer om noget at spise." Men brahmanaernes recitation var så højlydt, at de blot fortsatte med deres offerhandling og fuldstændigt overhørte kohyrdedrengenes bøn. "Kan I ikke give os noget at spise?" tiggede drengene. "Svaha, svaha," var det eneste svar. Skuffede vendte drengene tilbage og fortalte Krishna og Balarama om brahmanaernes respons.

Krishna og Balarama sagde, "I virkeligheden havde Vi ikke ventet, at de ville give noget. Gå nu i stedet hen til disse brahmanaers hustruer og bed dem om mad. De er hjemme. Sig til dem, at Krishna og Balarama er ikke langt her fra og er sultne."

Kohyrdedrengene gik med det samme hen og fortalte det til brahmanaernes hustruer. Disse havde aldrig haft mulighed for at møde Krishna og Balarama, men de havde tænkt på Dem hele deres liv igennem. Så snart de hørte nyheden, begyndte de at fylde skåle med forskellige slags mad – halavah, smør, rotier, ris, khir, ladduer, kandis og meget andet. Hvad end de havde i huset, pakkede de hurtigt sammen, og de gav det ikke bare til drengene, men insisterede på personligt at give det hele til Krishna og Balarama.

Brahmanierne løb, så hurtigt de kunne, og kom omsider hertil med deres gave til Krishna og Balarama. Drengene sad alle i en stor rundkreds omkring Krishna og Balarama og spiste af hjertens lyst. Der var mad nok til alle og lidt til, så de fodrede også køerne.

Krishna var helt sikkert meget tilfreds med brahmanaernes hustruer. Efter at de var kommet med maden, bad Han dem, "Vend hjem. Gå tilbage til jeres mænd," ligesom Han hjemsendte gopierne, der kom midt om natten og lod deres mænd, børn, forældre, naboer og venner bag sig for at tage del i rasa-dansen. Han søgte at hindre dem med ordene, "Nej, nej, nej. Gå tilbage. Her midt om natten mødes I med en, der ikke er jeres mand. Det er ikke rigtigt." Men på trods af alle Hans formaninger ville de ikke tage hjem. Så Krishna prædikede på en lignende måde til yajna-patnierne. Forskellen er imidlertid, at de adlød. Vi kan forstå fra denne opførsel, at de også havde en vis tiltrækning til Herren i parforholdets stemning, men den var ikke så stærk som gopiernes tiltrækning.

Da brahmanaerne dernæst så deres hustruer, lagde de mærke til, at de ikke var de samme som før. De havde altid udvist tiltrækning og kærlighed til Krishna, men nu var deres bevidsthed fuldstændigt forvandlet. De udviste symptomer på den allerhøjeste kærlighed til Krishna med skælvende kroppe og kvalte stemmer. Brahmanaerne kunne forstå, at dette var resultatet af deres selskab med Herren, da de havde forsøgt at glæde Ham.

Da brahmanaerne så deres hustruers ekstase og fortrød, at de ikke havde givet noget mad til kohyrdedrengene, da de var kommet til dem og havde bedt om det, forbandede brahmanaerne sig selv. "Til helvede med vores højere fødsel! Til helvede med vores yajna-udførelse! Hvad er vores liv værd? Vi har blot spildt vores tid. Vi har ingen kærlighed til Krishna! Til hvad nytte er alle de ritualer, vi har udført?" Således druknede de sig selv i beklagelse og fortrydelse.

Ved at tænke på denne måde og igennem deres hustruers gode selskab blev brahmanaerne rensede. Yajna-patnierne agerede som åndelige mestre for deres mænd, for de var meget mere ophøjede, og deres mænd kunne lære en masse fra dem. Fra den tid af erfarede brahma-naerne en udvikling i deres bevidsthed, en forandring i hjertet. Ikke desto mindre skjulte de deres kærlighed og hengivenhed til Krishna, for de var bange for Kamsa. Hans hovedstad lå ikke langt derfra, og hvis han fik kendskab til deres forbindelse til Krishna, ville han sikkert slagte dem. Bange for at blive mishandlet praktiserede de Krishna-bevidst-hed i al hemme-lighed.

Deres hustruer var imidlertid slet ikke bange. De var ligeglade med Kamsa og dyrkede åbenlyst Krishna-bevidsthed ved at huske på Ham, tjene Ham og hele tiden tale om Ham. Dette havde væ-ret Hans instruktion til dem. "Hvad nyt-ter det jer at være sammen med Mig? Jeg vil fortælle jer om noget, der er mere vigtigt end at være sammen med Mig. Hør og tal om Mig, ligegyldigt hvor I er." Efter at være vendt hjem fortsatte de således med altid at huske på Herren ved at tale til hinanden om Ham.

I Bhatarond henter vi inspiration til at høre og tale om Krishna. Vi hører ingen anden tale end om Krishna, når vi går rundt i Vraja. At tale om Ham er som vandringens krydderi. Uden denne tale kunne vi sikkert ikke holde ud at gå hele dagen dag efter dag.

En anden fordel ved at komme her og høre om yajna-patniernes aktivitet er, at vore anarthaer vil forsvinde. Brahmanaernes anartha var deres tilknytning til ritualerne og deres høje fødsel. De var alt for stolte. "Vi er brahmanaer!" Denne form for falsk stolthed vil blive tilintetgjort ved at lytte til denne af Krishnas lege i Bhatarond.