Ujjain Kumbha-mela 2004
ISKCON anerkendt som officiel khalsa
Af Dina-Bandhu Dasa (forkortet af redaktionen)

Ujjain ligger på bredden af floden Shipra i staten Madhya Pradesh i det centrale Indien. Siden umindelige tider er dette område og Shipra-floden blevet regnet som et af de helligste steder. Ujjains gamle navn er Avanti, stedet, hvor Sandipani Muni havde sin asrama, hvor Krishna og Balarama gik i skole.

Ujjain er et af fire hellige steder, hvor der hvert 12. år afholdes Kumbha-mela. Den kendteste af disse finder sted i Allahabad (Prayag), men de andre er også meget store. Ujjains Kumbha-mela foregik i år sidst i april og først i maj, og ISKCON deltog med hengivne fra Vrindavana, Delhi, Mumbai, Gujarat og Indore.

Den 20. april blev en historisk dag for ISKCON, da All India Sadhu Samaj officielt accepterede Lokanatha Swami som mahant for ISKCON ved Ujjains Kumbha-mela. Dette skete kun efter nogle dages hård kamp, hvor hengivne skulle besvare mange indvendinger og bevise, at ISKCON er en ægte vaisnava-sampradaya.

Skønt Kumbha-mela for udenforstående kan virke kaotisk, når millioner af sadhuer og andre bader i de hellige floder, er der en meget stram organisation bag scenen, og badningen foregår efter helt specielle regler. Først kommer akhara’erne, der oprindeligt blev lavet som hære for at beskytte sadhu’erne under mogulernes invasion. Alle de forskellige sadhuer og mahanter går i akharaer, der opdeles i saivite og vaisnava akharaer. Der er tre primære vaisnava akharaer, nemlig Nirmohi Ani, Nirvani Ani og Digamber Ani. Ani betyder en slags hær. Under disse er der igen mange andre akharaer. Gaudiya-vaisnavaerne falder ind under  Nirvani Ani akhara som Ballabhadra akhara. Hver af disse akharaer er igen opdelt i khalsaer, grupper af hellige mænd hver under ledelse af en mahant.

Tidligere i mange Kumbha-melaer har vi gået til den store badning, Sahi Snana, sammen med andre grupper, da vi ingen officiel anerkendelse havde i akharaerne. Alligevel syntes vi, at på en eller anden måde skulle vi have en officiel plads i optoget. Vi diskuterede og blev enige om at forsøge det. Gopala Krishna Maharaja lavede en komite med Mahaman, Deena Bandhu, Braja Hari, Sarvabhauma og Sanaka Sanatana i et forsøg på at blive godkendt til Kumbha-melaen i Ujjain og gav os 45.000 rupier [ca. 7000 kr.] til arbejdet

At ansøge om at blive en mahant og danne sin egen khalsa er en juridisk procedure, hvor man skal ansøge på særligt papir og indbetale 51.000 rupier sammen med ansøgningen. Derefter skal ansøgningen godkendes af Nirvani Ani Akhara, Sri Sivanandanji Maharaja og dernæst Gaudiya Mahasabha, der ledes af Sri Phula Dola Behariji Maharaja fra Char Sampradaya Asrama fra vores egen Vrindavana. Dernæst skal man give en særlig donation til de vigtigste mahanter, og derefter sender 550 mahanter i Nirvani Ani Akhara deres repræsentanter, som hver skal have 120 rupier. Hele herligheden koster omkring 200.000 rupier.

Lokanatha Swami udnævnes til Mahant

Vi ringede til Braj Hari i Juhu ISKCON, og han gik med det samme med til at støtte økonomisk. Dernæst skulle der findes en mahant. Efter megen prøven frem og tilbage fik vi fat i Lokanatha Maharaja, der på det tidspunkt var i Sydafrika, men indvilligede i at komme. Efter endnu mere tovtrækkeri fik vi omsider godkendt Lokanatha Swami som mahant. Godkendelsen foregik foran Gaura-Nitai, hvor de gjorde Lokanatha Swami til mahant under en særlig ceremoni med fem brahmanaer, der reciterede svasti-mantraer. Dernæst satte alle sig ned, og vores hengivne delte kus, en særlig drik, ud til alle. Til sidst kom repræsentanterne for de 550 khalsaer, og hver fik de en konvolut med 120 rupier i donation. Vi gav også alle en pakke med cashewnødder, mandler, pistacienødder og rosiner til sammen med et hindi særnummer af Back To Godhead, der udelukkende handlede om Kumbha-mela. Mange af sadhuerne læste det med betaget opmærksomhed. Ved midnat var det hele overstået, troede vi, og vi havde vores første ISKCON-mahant. Men så kom bogførings-mahanten netop, som vi skulle til at sove. Han skrev omhyggeligt al informationen ned i den store registreringsbog, og vi måtte vække Lokanatha Swami, så han kunne underskrive. Efter at have givet endnu en donation var det hele officielt gennemført.

Nirvani Ani Akhara skulle starte deres optog kl. 17:00. Næsten uden søvn stod vi op og udsmykkede jeepen med masser af blomsterkranse. På en eller anden måde passede Srila Prabhupadas vyasasana lige ned i tagbagagebæreren uden en millimeter til overs. Nu var det ved at blive sent, og vi skyndte os ned til gadekrydset, hvor vi fandt vores plads i optoget. Vi havde et stort fløjlsbanner med guldbogstaver med navnet på vores nye khalsa og Prabhupada som grundlægger-acarya. Vores kirtana var fantastisk. Deena Bandhu ledte til at begynde med, og Saranga Thakura dansede som besat. Alting gik efter planen, og alle var forbløffede over se denne livlige kirtana. Det var en sejrsmarch for Srila Prabhupada. Vi nåede ned til badestedet og skyndte os alle at bade, siden de kun giver nogle få minutter til hver khalsa.

Bagefter kom vores nye Mahant Sri 108 Lokanatha Dasa Swami Maharaja ned fra jeepen og ledte kirtanaen. Inde fra bilen af kunne jeg se tusinder af mennesker stå på gaden og se på Srila Prabhupada med sådan en hengivenhed, mange med foldede hænder. Det var virkelig en rørende oplevelse.