Tilgivelse er vigtigst
 Af Laksmana Keyes

 Laksmana Keyes er et af de gurukula-børn, der anlagde den store retssag imod ISKCON i USA, hvor ISKCON blev afkrævet 400 mio. $ i erstatning for overgreb imod og mishandling af børn. Som vi omtalte i et tidligere nummer, blev sagen afvist, fordi dommeren ikke fandt det berettiget at stævne ISKCON for enkeltpersoners forbrydelser eller krænkelser, og sagen fortsætter nu med søgsmål imod nogle af disse enkeltpersoner.

Til alle vaisnavaer i fortid, nutid og fremtid, nær og fjern, kære som I alle er dybt inde i mit hjerte, ligesom I er min Herre særdeles kære.

Tak for jeres oprigtige hengivenhed til Krishna alle disse år. Tag imod min ydmyge hyldest og undskyldning for at have været så hyllet ind i uvidenhed og have fejlvurderet situationen, hvilket blev udløst af næsten umenneskelige mængder af lidelse som barn, smerter, der egentlig fortsatte op indtil for nogle måneder siden. Jeg håber, I alle kan tilgive mig, da jeg netop nu husker min dybe kærlighed til Srimati Radhika og Sri Krishna, og jeg ved, at alt godt er muligt og vil herske på jorden, så længe vi bevarer troen.

Retssagen imod ISKCON fortsætter endnu. Den foregår nu blot i statsretten [i modsætning til The Federal Court, red.], men jeg opgiver min deltagelse og beder, at andres øjne og hjerter vil åbne sig, som mine har gjort det. Tilgiv mig, for vi er alle én og samme og forsøger at huske vor oprindelige position af hengivenhed inde i Krishnas lotushjerte. Må ISKCON’s sande hjerte skinne rent og strålende med dette strålende nye år.

 Brevet til Windle Turley

Kære Mr. Turley.

Igen forsøger jeg at få et svar fra Dem angående min beslutning om at opgive min deltagelse i søgsmålet imod ISKCON for børnemisbrug. Jeg har gennemgået et fuldstændigt sindelagsskifte, og min tillid til den Højeste Skaber og Herskers Guddommelige Vilje er blevet genopvækket, i stor grad takket være helgenen Mata Amritanandamayi Devi. Hun siger noget, jeg har følt så meget det sidste år: „Guds nåde kan ikke løfte os, hvis vi bærer vægten af ønsker og ego."

I mange år, faktisk indtil jeg mødte hende, følte jeg, at Gud havde forladt mig i dette liv, og somme tider følte jeg tilmed, at Han ønskede, at jeg skulle kæmpe denne kamp imod korruption indenfor Hans templer. Men for nylig er det gået op for mig, at Han drager omsorg for hver eneste detalje, og at alle på Hans fuldkomne måde vil blive godtgjort for deres handlinger, uanset om det er straf eller belønning. Kun Han ved med sandhed, hvordan man skal håndtere disse indviklede situationer, der på overfladen virker enkle, men strækker sig over mange liv og over tid og selv rum.

Eftersom menneskelig bevidsthed på samme tid degenerer og udvikler, står vigtigheden af tilgivelse øverst på min liste. Jeg har indset, at vi er alle brødre og søstre inde i Guds hjerte såvel som spejle for hinanden. Vi kan lære meget fra hinanden uden at skade hinanden til gengæld, for det får blot kredsløbet af karma til at fortsætte. Når vi dømmer andre, ender vi oftest med at opdage spor af den selvsamme ting, vi dømmer, inde i os selv, for den ser ud til at hægte sig fast i vor krop, når vi forsøger at bearbejde den eller undgå den. Men når vi bringer medfølelsens lys til enhver situation, gennemstrømmer det hjertet, finder den rene kærlighed, der er det dybeste frø inde i problemet, og nærer den, indtil den vokser større og større end ukrudtsfrøene. På denne måde ender vi ikke med at personificere det onde, vi bevidner. Kærlighed er en højere vibration og har kraften til at forvandle molekylerne på hvad som helst, den kommer i berøring med.

Mit mål med søgsmålet var at forsøge at gennemtvinge mere bevidsthed i ISKCON, så ikke et eneste barn endnu engang skulle gennemgå den smerte og lidelse, sådan som jeg gjorde det. Men nu har jeg det sådan, at jeg kun ønsker at se dem i det bedste lys inde i mit hjertes bønner, for jeg ved, at kernen i deres hensigter er smuk og ren, og alt andet var fejltagelser, som de nu må have lært er katastrofale og giver reaktioner. Jeg vil imidlertid fokusere alle mine kræfter i dette liv på at elske og se Gud overalt i stedet for at bekæmpe det mørke, der følger lyset hvor som helst.

Efterhånden som mit hjerte igen er blevet åbnet for Krishnas kærlighed, har jeg mere og mere set de rene hensigter bag flertallet af mennesker indenfor ISKCON. Skønt så mange af dem ikke så ud til at forstå det, og skønt måden, jeg blev opdraget på, syntes så ukærlig, har jeg nu så megen ære og respekt tilovers for den hensigt og hengivenhed, der blot ikke fandt udtryk mennesker imellem. Nu, da jeg selv tilstræber en åndelig praksis, forstår jeg, hvor svært det er, når man med sandhed overgiver sig til Gud, at lade denne komme til udtryk i illusionen af verdslige anliggender. Jeg har tillid til, at man i ISKCON er ved at lære, hvordan man bringer dette ind i personlig omgang med andre mennesker, ligesom jeg er ved at lære det, og vi alle udvikler os så meget netop nu.

ISKCON er min familie, og jeg savner templerne. Krishna er min fader, min moder, min guru, alle mine lærere og – tilmed – Dem. At sagsøge ISKCON er at sagsøge Krishna, for Han er i sidste ende ansvarlig, når selv det mindste græsstrå bevæger sig. Skønt Han er overalt og ikke blot i templerne, mener jeg, det er vigtigt for templerne at forblive åbne og for Krishna at blive lovprist i al evighed. Jeg har det forfærdeligt med at have mistet min tro på Ham på grund af min voldsomme lidelse. Det er kun nu, da jeg har mødt personificeringen af ren, betingelsesløs kærlighed i Mata Amritanandamayi, at min egen kerne af renhed bringes frem og afspejles, dybt rodfæstet som en hvid lotus i Srila Prabhupadas gave, overbringelsen af Krishna til Vesten. På grund af min lidelse er jeg blevet sådan en bedre person til at kunne håndtere dette brede spektrum af erfaringer, og min medfølelse er grænseløs på grund af det. Gaverne åbenbarer sig fortsat som uåbnede pakker fra Krishna ved mine fødder. Hvordan kunne jeg have vidst, at det alt sammen var til for min endelige højeste fuldbyrdelse? Hvordan kunne jeg have vidst, at Krishna virkelig var der og holdt øje med mig hele tiden? Det ved jeg kun nu. Og jeg føler mig undskyldende over al måde for at have været så uvidende, at jeg tvivlede på tilstedeværelsen af en kærlig Gud. Skønt så mange mennesker kom på afveje i forhold til Hans lære og ressourcer, har jeg påtaget mig at finde en anden måde at ordne tingene på end igennem et hjerteløst slagsmål.

Mange tak for at være så dedikeret til vore hjerter som børn. Jeg ved, at De påtog Dem sagen, selv om De løb en stor økonomisk risiko, for Deres hjerte følte medfølelse, og De var oprigtigt interesseret i at hjælpe os til at få den hjælp, vi behøvede. Mr. Turley, jeg ved, De vil blive belønnet for Deres medfølende hjerte, og skønt jeg håber, det ikke sker på bekostning af ISKCON’s undergang, stoler jeg på, at Gud er den, der virkeligt er herre over alle disse små spind, som vi tror, vi væver. Hvem ved, hvad Han tiltænker os?

Mange tak, med venlig hilsen, Laksmana Keyes.