|
|
|
|
|
12 august 2004 Før og efter ’Super Sunday’ (supersøndag) er overskriften på en artikelserie i bladet Congregational Development Journal. Serien er skrevet af Kaunteya Dasa og er en kritisk og kærlig gennemgang af ISKCONs berømte søndagsfest. Han berører emner som formål med søndagsfesten, foredrag, teater, dukketeater, prasadam, nye gæster, gamle gæster, citater og breve fra Srila Prabhupada osv. Den syvende artikel i serien, ’Hvordan man kommer videre’, er lige kommet ind ad døren. Vi har valgt at bringe en smagsprøve herfra, da den indeholder nogle meget konkrete anvisninger på, hvordan man med det samme kan gå i gang med at forbedre sin lokale søndagsfest, hvis man ønsker det. Hvis det har interesse, vil vi gerne bringe mere fra Kaunteyas artikler. Vi modtager selvfølgelig også gerne jeres forslag/respons her i bladet.
Hvad er det næste skridt fremad? Du kan prøve denne øvelse med dig selv eller med et par hengivne venner, der ligeledes er interesserede i at forbedre søndagsfesten: Gennemgå alle aspekter af søndagsprogrammet, som gæsterne går igennem. Evaluer hvert punkt og tænk over, hvad man kan rette eller forbedre og hvordan. For nylig lavede vi denne analyse med tyve hengivne i Prabhupada-desa, Italien. Vi fulgte rent faktisk det spor, gæsterne følger – indgangen, parkeringspladsen, modtagelsesområdet, telefonboksen, badeværelset, tempelrummet, prasadam-salonen og haven – mens vi prøvede at visualisere deres indtryk og oplevelse. Så mange ideer dukkede op lige fra fjernelse af uskønne objekter til opgraderet hygiejne og udstyr på toilettet; fra reparation af døren til telefonboksen til udskiftning af dørmåtten. Og det er blot nogle af de små justeringer. Der kom meget større og vidtgående forslag. Når vi fokuserer på at forbedre, og vi diskuterer det med de hengivne, frembringer det så meget velvillighed, så meget initiativ og håb.
Hvordan finder man templet? Hvor nemt er det for en, der ikke er kendt i kvarteret? Vil det hjælpe at sætte skilte på vejen? Er der et kort på invitationskortet? Hvis der er et kort, er det tydeligt nok? (Engang tog jeg med en stor gruppe hengivne til harinama i Venedig, Italien. I vores bil var udelukkende hengivne fra andre steder. Da vi skulle tilbage til templet, kunne vi ikke finde vej, selv om vi havde et invitationskort med et kort på. Kortet var så mangelfuldt, at vi gang på gang måtte spørge folk på gaden om vej.)
At komme til templet Er der tilfredsstillende offentlig transport? Skal vi anmode busselskabet om at oprette et ekstra stoppested nær templet? Skal vi arrangere et opsamlingssted et sted i byen ved det nærmeste busstop eller togstation? Skal vi mobilisere frivillige til at samle folk op på vejen?
Parkering Er der nok plads? Er det tæt nok? Er stedet sikkert imod biltyve og andre farer?
Indgangen til templet Er indgangen til templet ren og pæn? Ville Srila Prabhupada være tilfreds med at gå igennem, eller ville han misbillige? Er der nogle arrangementer for at modtage og byde nye gæster velkomne? Orienterer vi nye gæster om, hvad det hele handler om (programmets tidsplan, information om bevægelsen osv.)? Er der plads nok til at stille skoene? Er der mulighed for, at folk kan vaske deres fødder (de har muligvis vandret mange kilometer med de sokker på)?
Faciliteter Er badeværelset rent (som forbillede for den brahminske kultur, vi promoverer)? Er der toiletpapir (for dem, der ikke er bekendt med andre renselsesteknikker)? Er det klart, hvor de skal gøre af deres tallerkener efter at have spist? Er der er et tilstrækkeligt arrangement til at vaske hænder efter prasadam? Har vi passende førstehjælpsudstyr?
Børn Tilbyder vi dem stimulerende aktiviteter? Tilbyder vi søndagsskole, teater, Krishna-bevidste lege osv., eller overlader vi dem blot til sig selv? Er der en ansvarlig person til at tage sig af dem, mens forældrene lytter til klassen? Tænker vi på deres uddannelse, og hvad der virker opløftende på dem? Ser vi dem som vigtige personer, der kan trænes til et helt liv i Krishna-bevidsthed, eller ser vi dem blot som en forstyrrelse? Screener vi de frivillige, der tager sig af børnene (for at hindre børnemisbrug/mishandling)? Ved vi, hvordan vi skal takle mistanke om mishandling?
Kirtana og bhajana Forsyner vi gæsterne med sangbøger, eller fremviser vi tavler med sangene på? Er kirtana-lederne nøje udvalgt, eller er det blot ’den, der griber mikrofonen først, synger’? Tillades kirtanaen at blive ukontrolleret vild, eller er der overvejelser om gæsternes indtryk og deltagelse?
Klasser Tilbyder vi relevante, fornuftige, respektfulde taler, eller skvaldrer vi blot op på en nedladende, fanatisk, aparte måde? Er talerne informeret i god tid? Tilbyder vi løbende systematisk træning til de faste besøgende?
Prasadam Tilbyder vi passende siddearrangementer ifølge alder, komfort og kulturel baggrund? Er de frivillige, der serverer prasadam, ordentligt trænede, og er der nogen, der fører tilsyn med serveringen, eller foregår det alt sammen på platformen af spontan hengiven tjeneste? Tvinger vi folk til at stå i Sovjetagtige køer, eller bruger vi mere elegante, raffinerede metoder? Er maden god nok? Er systemet for at sponsorere søndagsfesten effektivt?
Informationer om gæsterne Er vi interesserede i at vide, hvad de tænker om deres oplevelse, eller er vi egentlige ligeglade? Har vi tænkt over, hvordan vi bedst samler navne og adresser? Har vi en gæstebog? Hvordan finder vi ud af deres interesser og opfattelser? Hvad er vores plan for at skabe et forhold til dem? Hvad tilbyder vi, så de kan fortsætte med at være sammen med os og øge deres interesse og engagement?
På den måde kan man gå igennem alle søndagsprogrammets aspekter. Og man kan selvfølgelig spørge gæsterne selv om forslag. Man kan også spørge dem om, hvad de er villige til at gøre for at få tingene til at ske. Gradvist at engagere gæsterne, nye såvel som gamle, er en fantastisk måde at få dem til at føle sig ønskede og værdsatte og give dem en grund til at komme regelmæssigt.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Congregational Development Journal udgives af ISKCON Congregational Development Ministry og har også en hjemmeside, der hedder www.namahatta.org
|
