Sån historierelateret talt
Af Kamsahanta Dasa

Kamsahanta har lanceret en serie om det danske ISKCON’s historie, og første del i føljetonen blev bragt i nr. 26.2003. Anden del skulle egentligt have været bragt i dette nummer, men nåede ikke at blive færdigt til tiden. Til gengæld har Kamsahanta sendt følgende tekst med en opfordring til flere om at bidrage med deres erindringer fra den historiske epoke, som fortiden for nogle år siden udgør.

Den omsiggribende ’svækkede erindring’
I mit arbejde med at interviewe hengivne for at indsamle materiale til artiklerne i denne føljeton er det hurtigt blevet klart for mig, at problemet omkring den svækkede erindring ikke blot er min personlige beklagelse og situation, men at tilstanden derimod er ganske almen. Under samtlige interviews var erindringssvækkelsen mere betydelig end jeg først havde regnet med.  Nok ikke synderligt forbavsende egentligt, men snarere et beklageligt faktum som er udbredt  ud over ISKCON’s grænser, og som blot bliver mere tydeliggjort, når der iværksættes en bestræbelse af denne art. 

En af bevæggrundene for at påbegynde dette arbejde har været, at jeg fandt denne glemslens mørke omkring mine år som kernemedlem i ISKCON for utilfredsstillende. Utilfredsstillende, fordi det har været den vigtigste tid i mit liv; den tid hvor selve fundamentet for min Krishna-bevidsthed er blevet lagt og begyndelsen til bruddet med uendelige livstiders illusion så dagens lys. Utilfredsstillende, fordi selv en kritisk refleksion over ’de gode gamle dage syndromet’ ikke har kunnet rokke ved opfattelsen af, at den tid overvejende var positiv og ønskelig at fastholde i erindringen. Specielt i en tid hvor efterveerne fra kollapset af ’Visnupada-æraen’ hos flere hengivne ofte har givet sig udtryk i en lidt uretfærdig fokusering på manglerne og fejlene ved den tid. Ikke at der ikke var betydelige problemer, på ingen måde, men min opfattelse er, at flere hengivne bliver fastlåst i nogle dårlige oplevelser de havde, og lader disse oplevelser overskygge de mange positive erfaringer som unægteligt også  fandt sted.

Fortidens kritiske røster – hvor blev de dog af?
Her vil det være på sin plads at tilføje, at intentionerne med denne føljeton ikke er at give et rosenrødt billede af vores fælles historie, og at denne ydmyge bestræbelse ikke er noget propagantorisk bestillingsarbejde med snævre marginer for overkritiske standpunkter og fortolkninger, men snarere er et institutionsuafhængigt privat initiativ, hvor der tværtimod opfordres til at flere bidrager med deres erindringer og kritiske meninger. Håbet er at få et så nuanceret billede som muligt, men det kan selvfølgeligt kun ske ved at flere fatter pennen, gransker erindringens tågekammer og beriger os alle og fremtiden med deres bidrag, hvor  negativt det end måtte være, og uanset hvor beskedent de selv måtte finde det. Og skriftlige kompetencer er ikke et kriterium her; det er indholdet der tæller!

Jeg ved, at der findes hengivne rundt omkring som har meget på hjertet, og hvor flere af dem før i tiden var meget produktive i henholdsvis ’Krishnas Verden’ samt på vores konference ’DK community’, udover også at være meget aktive i den generelle debat.  Personligt har jeg for det meste fundet disse ’fortidens kritiske røster’ for berigende, og uanset om jeg var enig i standpunkterne eller ej, altid værdsat bestræbelserne og hensigten bag.

Udover den allestedsnærværende tidsmangel hos os i den vestlige del af verden, som medfører at vi oftest ikke prioriterer skriftlige indlæg til organer som det I sidder med i hånden, findes der også en anden faktor som holder nogle tilbage. En faktor som vedrører en manglende imødekommenhed overfor samfundskritik indenfor ISKCON.  Tiden er  dog en anden nu, og der findes ikke længere de samme sociale tendenser til at tryne de kritiske synspunkter som adskiller sig væsentligt fra normen. Ja, selve den norm er også blevet ændret væsentligt de senere år, hvad der dog ikke skal forveksles med en udvanding af idealet, som stadig er det samme. Vist findes der stadig opposition til kritiske røster, men det vil der jo gøre i ethvert samfund eller i enhver større gruppedannelse. I det mindste vil jeg vove at påstå at tidligere kritikrevselse ikke finder sted i nær den samme grad i denne del af ISKCON i dag. Så kære fortidens  røster samt alle andre; denne føljeton bliver kun så værdifuld som I og jeg gør den til – lad den blive et FÆLLESPROJEKT gennem jeres værdsatte bidrag!