Hare Krishna, kære Prabhuer og Matajier. Modtag min hyldest og respekt. Al ære til Srila Prabhupada.

Jeg skriver en lille rapport fra templet, så I kan følge med i, hvad der sker her i København. Nu er det et år siden, vi flyttede ind på Skjulhøj Allé, og templet er mere eller mindre etableret. Den daglige tilbedelse af Sri-Sri Gaura-Nitai foregår rimeligt systematisk og stabilt og skal nu bare vedligeholdes. Den bør blive meget bedre, men dette vil ikke ske, før De er kommet endeligt på plads i det nyrenoverede tempelrum. Vi indhenter i øjeblikket tilbud fra en mængde byggefirmaer på istandsættelsen af tempelrummet i fabrikshallen og har stadigt et håb om, at det kan stå klart i brugbar stand inden vinteren.

Vi har endnu ikke en sammentømret og stabil tempelgruppe, men vi har indset, at den primært skal bestå af hengivne fra Danmark, idet disse har et mere varigt forhold til templet og derfor giver et mere stabilt homogent og slagkraftigt hold. Det er derfor et hovedmål at forøge tempelgruppen med 3-4 danske brahmacarier inden for så kort en periode som mulig (1-1½ år).

Da vi nu er ovre de værste flytteinfiltrationer, er vi også begyndt at se lidt fremad og prøver i disse dage at se ud til alle jer for at finde ude af, hvordan vi kan tjene jer på den bedste måde. De festivaler, som vi holder hver måned, er et forsøg på at lave noget for os, som allerede er i Srila Prabhupadas hus, og styrke sammenholdet og engagementet i Krishna-bevidsthed. Vi vil snart holde et møde om, hvordan vi kan styrke sammenholdet i hele yatraen. Programmer som bhakti-vrksa, nama-hatta, fælles udflugter, undervisning, hyggeaftener, Bhagavad-gita-klasser er spændende og mulige. Kom endeligt med flere forslag, hvis I har nogle.

Templet er meget vigtigt for os alle som samlingssted og inspirationskilde, og det ville være synd, hvis vi ikke benyttede os af denne enestående barmhjertighed, Sri-Sri Gaura-Nitai har givet os. Dette siger jeg, fordi vi endnu ikke er helt ude af den kritiske situation, som vi har befundet os i de sidste år. Økonomisk set er templet til at have med at gøre. Vi skal bruge omkring 30.000 kr. pr. måned. Allerede nu modtager vi donationer på ca. 12.000 kr. pr. måned plus 500-1000 kr. pr. søndagsfest/festival. Det resterende beløb har vi ikke helt formået at rejse i tempelgruppen, men efter at Caitanya Candra Prabhu er kommet hjem fra Radhadesh, er også han begyndt at distribuere bøger, og jeg mener, at vi alle i samlet flok burde være i stand til at få regnskabet til at gå op. De fleste af månederne har vi kunnet betale vores udgifter, og i nogle af månederne måske manglet nogle få tusinde kroner.

Jeg synes, at det er lovende, at vi endeligt kan gå fremad, men jeg ser stadigt situationen som lidt kritisk, for mange af os har igennem de sidste år givet os til det yderste. Vi er på mange måder blevet ladt i stikken og har derfor nogle sår i hjertet. Jeg har selv været turen igennem, så jeg ved, at det kan tage lysten til at blive Krishna-bevidst fra en. Men uden sammenhold og uden fællesskab kan jeg ikke forestille mig Hare Krishna-bevægelsen i Danmark. Prøv at forestille jer Danmark uden et tempel. Vi bliver nødt til at hele disse sår og tilgive alle de fejl, som vi har oplevet, og gå fremad mod Sri Krishna. Disse ting siger jeg ikke, fordi jeg mangler et tag over hovedet og noget at spise. Jeg lever i brahmacari-asramaen og kan flytte til et hvilket som helst tempel i verden, men det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at slås for Srila Prabhupada her sammen med jer, så vi alle kan gå hjem til Krishna sammen, og når jeg kigger i mit hjerte og spørger Prabhupada, hvad han vil have, jeg skal gøre, så er det meget enkelt. Jeg skal være her, tjene jer og Prabhupada, og jeg bliver her, indtil alle muligheder er prøvet.

Jeg siger ikke dette, fordi jeg pessimist (hvad jeg ikke er), men blot for at prøve at skabe mere forståelse for, at vi må holde sammen, og at vi har vi en god mulighed for at tjene Srila Prabhupada og få Krishna-solen til at skinne mere og mere, stille og roligt.