Jul på børnehjemmet
Af Indradyumna Swami

Vejen op til det gamle børnehjem på bakken var isglat, og det tog flere forsøg, før varevognen nåede toppen. Halvvejs oppe begyndte hjulene hver gang at snurre rundt, og vi gled baglæns. Imens vi kæmpede med bilen, kunne jeg se små ansigter titte ud af børnehjemmets vinduer, spændte på, om vi klarede den. Berøvet som de ved skæbnens vilje var for fædre og mødre, brødre og søstre, længtes de efter opmuntring i julen ligesom alle børn på denne tid af året. Da det endelig lykkedes os at manøvrere over de glatte steder, lyste alle ansigterne op og forsvandt med et. Det var ikke svært at gætte, hvor børnene var gået hen. Jeg så for mine øjne dem alle løbe ud af deres værelser og ned ad trapperne for at tage imod os.

Det var ikke første gang, jeg var i Chelyabinsk i huset, der har været børnehjem siden den kommunistiske periode. Jeg var der forrige år på min sidste tur igennem Ural-bjergene i det centrale Rusland. Da jeg steg ud af bilen, så jeg, at stedet ikke var blevet meget forskønnet siden sidst. Ja, huset var blevet ringere. Tagrenderne hang, malingen var skallet af murene, flere vinduer var i stykker, og generelt trængte den knirkende træbygning stærkt til istandsættelse.

Men nogle ting var bedre. Som resultat af den kirtana, vi havde haft, historierne, jeg havde fortalt, og den vidunderlige festmiddag, vi havde givet, var mange af børnene begyndt at blive seriøst interesserede i Krishnabevidsthed. Det havde ikke taget meget at overbevise de forældreløse børn om lykke i Krishnabevidsthed. Srila Prabhupada sagde engang, at når en gnist fra et bål lander på vådt græs, slukkes den omgående, når den lander på frisk græs, ulmer den et stykke tid, men når den lander på tørt græs, fænger den med det samme. Når Krishnabevidsthed på samme måde gives til syndige materialister, sker der normalt ingenting, og fromme mennesker bliver måske nysgerrige, men når Krishnabevidsthed gives til dem, der virkelig søger lindring fra det materielle livs lidelser, starter den ofte en ild af hengivenhed til Herren i deres hjerter.

Nogle dage efter mit sidste besøg var flere af teenagedrengene begyndt at recitere Hare Krishna på kæder, og gradvist havde de arbejdet sig op til 16 runder om dagen. Deres nyfundne begejstring smittede, og snart blev andre børn interesserede i at chante. Fordi de forældreløse børn var fattige og ikke havde råd til at købe kæder, havde de opfindsomt skåret træperler ud af grene fra områdets træer. Det varede ikke længe, inden de fleste af de 50 børn stod tidligt op om morgenen for at chante sammen. Om aftenen mødtes de for at læse fra Bhagavad-gita, imens de ældste drenge forsøgte at forklare de filosofiske begreber for de yngre. De mere talentfulde børn tegnede og malede Krishnas lege, og i løbet af nogle uger kunne hvert eneste værelse på børnehjemmet fremvise mange ’vinduer til den åndelige verden’. Hengivne fra området fortsatte deres ugentlige besøg og bragte prasadam og havde kirtana med børnene. Disse hengivne blev snart børnenes helte.

Da nogle af børnene nægtede at spise kød ved at lade, som om de var syge eller ingen appetit havde, havde autoriteterne imidlertid fået nok. De satte ikke pris på Krishnabevidsthed på samme måde som børnene. Til at begynde med var de gået med til, at de hengivne kom på besøg og lærte de forældreløse børn at praktisere hengivent liv, men da de efter en stund så den spontane tiltrækning, som børnene havde udviklet til Krishnabevidsthed, og hvordan de alle ivrigt havde taget hengiven tjeneste til sig, satte de en stopper for deres praktisering. De forbød børnene at synge Hare Krishna, læse Srila Prabhupadas bøger og udsmykke børnehjemmet med hengivne tegninger og malerier. De kunne imidlertid ikke forbyde de hengivnes besøg, for de kom med børnenes vigtigste måltid i hele ugen. Men lederne stoppede alt andet – eller det troede de i hvert fald.

I virkeligheden havde Krishnabevidsthed givet børnene sådan et løft fra deres trøstesløse børnehjemsliv, at intet kunne holde dem tilbage. De begyndte at gå tidligt i seng for at kunne vågne før daggry og recitere stille på deres kæder for ikke at vække lederne. De mødtes også på deres værelser eller på legepladsen og hemmeligt delte historier om Krishna med hinanden. Da tre af drengene nåede den myndige alder og ’dimitterede’ fra børnehjemmet, tog de med det samme direkte til det lokale tempel og flyttede ind. Forældreløse børn, der fik et sted i et adoptivhjem (et skridt videre fra børnehjemmet) fortsatte deres Krishnabevidste praktisering og begyndte at gøre deres nye stedbrødre og –søstre interesserede i hengiven tjeneste.

Der var en åndelig revolution i gang i Chelyabinsk med børnehjemmet som midtpunkt! Rygter sagde, at børnehjemmets leder var på nippet til at slå hårdt ned på al hengiven aktivitet, men så mistede hun på mystisk vis sit arbejde. Da jeg hørte denne nyhed, anede jeg, at Krishna greb direkte ind i de forældreløse børns liv. Jeg så det også som indgriben fra Oversjælen, der bor i alles hjerter, da den nye leder viste sig at være favorabel overfor de hengivnes besøg og omsorg for børnene. Da hun hørte, at jeg kom til Chelyabinsk, bad hun de hengivne invitere mig til at hilse på børnene, som for de flestes vedkommende ikke huskede mit tidligere besøg, for nye børn var kommet til i stedet for dem, der var blevet store eller kommet i adoptivhjem.

Da jeg kom ind i stuen, hvor børnene var forsamlede, præsenterede børnehjemmets leder mig som en Hare Krishna-munk fra USA. De fleste af børnene havde aldrig før mødt en udlænding. Da jeg stod foran dem, høj som jeg er med mit ragede hoved, orange klæder og tridanda, stirrede de i forundring.

Her gav en af deres lærere dem besked på at synge for mig. Da de rejste sig, kunne jeg ikke andet end have ondt af dem. Deres tøj var åbenlyst arvestykker, og nogle af børnene manglede sokker eller snørebånd. Nogle af de små piger havde fået håret raget af på grund af lus. Der var mørke rande under børnenes øjne som resultat af børnehjemmets strenghed. Hele synet mindede mig om gamle sorthvide billeder af nødstedte børn under Anden Verdenskrig.

Damen ved flygelet gav et stikord, og da hun begyndte at spille, sang børnene mekanisk en sang om julen. Men uden julegaver og en familie at dele dem med var det hele meget melankolsk.

Derefter bad lederen en niårig pige træde frem og recitere et digt. Uttamasloka oversatte for mig, da hun gik i gang: „Og livet er fyldt med glæde i helligdagene, hvor vi mødes og deler livets glæder med alle vore venner og elskede…"Pludselig standsede hun brat op, og tårer vældede op i hendes øjne. „Men sådan er det ikke i virkeligheden," sagde hun, og idet hun dækkede sit ansigt med sine hænder, løb hun grædende tilbage til sin stol.

I nogle sekunder sagde eller gjorde ingen noget. Så rejste jeg mig og sagde, „Kom børn, vi kan ikke have, at det er en ulykkelig helligdag! Kom her alle sammen og sæt jer på gulvet sammen med mig!"

Børnene tøvede, for de var ikke vant til at være så uformelle. „I må godt," sagde lederen, og alle børnene løb op og satte sig tæt ved mig.

„Vi må sørge for, at du får en god helligdag, i det mindste i dag," sagde jeg til den lille pige, der havde forsøgt at fremsige digtet. Efter at have fortalt børnene nogle historier om Krishna, hvilket havde fået dem til at spærre øjne, ører og mund op, greb jeg en mrdanga og sagde, „Nu skal vi rigtigt til at feste!"

Jeg spurgte dem, om de kendte Hare Krishna-sangen, som vi sang, men kun tre børn løftede hænderne. De havde været der forrige gang. Vi begyndte forfra, og jeg gik igennem mantraet flere gange, til de havde lært det. Så begyndte jeg en kirtana. Først var børnene for generte til at synge, men da de så forrige års veteraner synge entusiastisk, smittede det, og snart sang alle 50 børn for fulde lunger. En af dem rejste sig af sig selv og begyndte at danse. De andre fulgte efter, og snart dansede vi alle rundt i stuen. Børnene var desperate efter at nyde helligdagene og gav kirtanaen alt, de havde, og blev alle revet med af lyksalighed. Jeg fik dem til at skiftes til danse midt i kredsen. Selv børnehjemmets lærere var forbløffet over, hvordan de kunne sno sig, svinge rundt og springe op i luften. Intet kunne holde dem tilbage. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg havde kræfter til at blive ved. Efter en time afsluttede jeg kirtanaen, og alle børnene satte sig i flok omkring mig på gulvet. En dreng sagde, „Det var virkelig en fest, hr.!"

I selvsamme nu kom nogle hengivne ind med en stor lagkage. Børnenes øjne lyste op, og de løb alle efter deres tallerkner. Jeg serverede dem store stykker, og alle kom de tilbage for at få anden gang. Jeg fortalte et par historier mere om Krishna, imens børnene efter at være fuldstændigt tilfredse ovenpå kirtana og prasadam sad og lyttede spændte.

Da jeg til sidst rejste mig, skubbede børnene en af de ældre drenge frem med et spørgsmål: „Må vi skrive til dig?"

„Ja, selvfølgelig," sagde jeg, „Og jeg skal nok skrive tilbage." Så blev der vild flugt efter papir og blyant – de ville skrive deres første brev her og nu!

Da de begyndte at skrive, kiggede en dreng op og sagde, „Hvad skal vi kalde dig?"

„Bare kald mig Maharaja," sagde jeg.

„Hvad betyder det?" spurgte han.

„Noget i retning af en stor far," sagde jeg, og alle børnene klappede.

Da vi steg ind i vores bil og begyndte at køre ned ad den glatte vej med omkring 50 breve stukket ned i min taske, så jeg igen alle de små ansigter titte frem i ruderne. Men denne gang smilede de alle. Jeg lo ved mig selv og spekulerede på, hvor længe der ville gå, før de alle havde udskåret deres japa-kæder og sat billeder af Krishna på væggene. Det virkede, som om intet ville stille sig i vejen denne gang. Hare Krishna-revolutionen i Chelyabinsk ville for alvor gå i gang.

© CHAKRA 30. december 2001