|
|
|
|
|
Guru og grhastha
Interview med Ravindra Svarupa Prabhu og Saudamani Devi Dasi på Ny Srivasa Angam den 6. juni 2002. I forbindelse med Ravindra Svarupa og hans hustru
Saudamani Devis besøg i Danmark benyttede vi lejligheden til at stille disse to
erfarne hengivne spørgsmål om livet i Krishnabevidsthed. De sluttede sig til
ISKCON i 1971, og da de har været gift i over 35 år, fandt vi det passende at
spørge om, hvordan man kombinerer familieliv med at være tempelhengivne,
tempelpræsident, guru og GBC-sekretær. De
svarede begge åbenhjertigt på alle vore spørgsmål. Læs om, hvordan det var
at være ægtepar med børn i ISKCON’s tidlige år og få deres gode råd om
at være grhastha og opdrage børn, om træning af grhasthaer og
om at have vediske idealer i den moderne verden, om hvordan man bliver godt
gift, hvad Prabhupada sagde om grhastha-liv m.m. Dandaniti:
Hvordan kombinerer I at være henholdsvis guru og guru-mata med at
fungere i et liv som grhasthaer? Ravindra Svarupa: Jeg aner det ikke (latter)! Men hvorfor skulle det være anderledes end en sannyasi? En ting er at min kone kan tage sig mere af mine kvindelige disciple, hvilket afgjort er en fordel. Med hende kan de tale om ting, de ville føle sig genert over at tale med mig om. Saudamani:
Ikke kun kvinderne, men også mændene! Traditionelt var guruen en grhastha.
Det blev faktisk regnet for en undtagelse, at en sannyasi var guru. Jeg
har altid tænkt over, hvad der specielt var en gurumatas pligter. Jeg
har spurgt forskellige hengivne som Bhakti Caru Swami, men aldrig fået noget
helt klart svar. Jeg ved, at mange hengivne fra Indien finder det meget
lykkebringende, næsten magisk, at have en gurumata i nærheden, selv
hvis de ikke er disciple af min mand, men af sannyasier. Min
mand og jeg var gift, før vi blev hengivne, og min mand blev hurtigt tempelpræsident.
Vi var lidt ældre end de andre hengivne, så vi følte os som en slags far og
mor. Ikke at vi ønskede den rolle, den blev nærmest påtvunget os. Man kan vel
sige, at tingene udviklede sig fra materielt til åndeligt.
Grhasthaernes dharma RS:
Efter at have været gift i så mange år og haft gifte disciple ved vi bedre,
hvad grhasthaerne går igennem. Der findes selvfølgelig også sannyasier,
der har været gift, men vi har rent faktisk haft børn og opdraget dem hele
vejen igennem, til de blev voksne og flyttede hjemmefra. Vi har en vis praktisk
erfaring. En stor del af den åndelige mesters opgave er at svare på spørgsmål
om åndelige principper, og hvordan man anvender dem i virkelighedens verden.
Kender man rent faktisk virkeligheden gennem egen erfaring, er man bedre i stand
til at fortælle dem, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. På den
anden side har jeg aldrig været brahmacari. Sdd:
Min forståelse fra Srila Prabhupada er, at formålet med grhastha-liv er
at opfostre Krishnabevidste børn. At man gør sit bedste for at opdrage i det
mindste et barn til at blive en hengiven. Prabhupada sagde, at grhastha-liv
uden børn er en form for sansenydelse, for man har alle fordelene uden at påtage
sig askesen. Det er en stor askese at opdrage børn, specielt i den tidsalder vi
lever i. Udover det er grhasthaernes opgave at engagere sig i hengiven
tjeneste og støtte templet økonomisk. Rav.Sv:
I Tyskland er der en hengiven, Jayagaura, der har ni børn i alderen 7-27, alle
med den samme hustru. Så vidt jeg ved, giver han 25 % af sin indkomst til
templet. Jeg har ikke talt med ham personligt, men de hengivne siger, at lige
fra begyndelsen gav han til Krishna. Selv siger han, det er derfor, han nu er i
stand til at give store beløb til templet og samtidigt forsørge sin familie.
Han har en cykelforretning, hvilket jo ikke lyder som en millionvirksomhed, men
Krishna har gjort ham til en stor succes. Sdd:
Han fortalte mig, at som nygift grhastha havde han en masse gæld. Han
fik en lille sum penge, måske 300 eller 350 dollars, hvilket var småpenge i
forhold til det, han skyldte. Så han besluttede at give det hele til Krishna.
Senere blev han meget velstående. Jeg kender en anden hengiven, der gik fra at
være brahmacari til grhastha. Han overtog den maleri-forretning,
han havde drevet som brahmacari, og han har altid givet masser af penge
til templet. Alle andre, der flyttede ud og blev grhasthaer, ville lige
vente med at give, til de fik det lidt bedre økonomisk. De havde først brug
for en masse ting til sig selv. De kom aldrig til at give noget, hvorimod han nærmest
er millionær. Derfor råder jeg altid folk til give en vis procentdel af deres
indtægt til Krishna, selv hvis det kun er 0,00009%. Så er det op til Krishna
at lade det blive mere eller mindre. RS:
Tre ting gælder for de forskellige asramaer: Offerhandlinger, velgørenhed
og askese. Offerhandlinger er for brahmacarier, velgørenhed for grhasthaer
og askese for sannyasier. Sdd:
Da vi flyttede ind i templet, talte vi meget om at bruge alt i Krishnas
tjeneste. Jeg havde en tre år gammel datter og en nyfødt baby. Når jeg gik
med dem på legepladsen, blev det diskuteret, om det var maya eller ej.
Jeg besluttede at gøre de samme ting, mine forældre havde gjort med mig. Jeg
syntes, jeg havde haft nogle gode forældre, så jeg prøvede at gøre som dem
og så lægge Krishna oveni. Jeg oplevede også, at i samme grad, som jeg var
meget tilknyttet til forholdet til mine børn på en mere materiel måde, jo
mere frustreret ville jeg blive, hvis de ikke udvekslede på den måde, jeg
forventede, når jeg arbejdede hårdt på at give dem kærlighed og opmærksomhed.
Men jo mere jeg så det som tjeneste til Krishna, jo mere fik jeg udvekslingen
med Krishna i stedet og var ikke afhængig af, om de gengældte eller ej. Det
gjorde tingene lettere. Jo
ældre børn bliver, jo mere uafhængige bliver de, og jo mindre har man at sige
over, hvad de skal og ikke skal. Jeg prøvede at se det som tjeneste til Krishna
ligesom enhver anden tjeneste. Man gør sit bedste og lader resultatet afhænge
af Krishna. Så bliver man ikke knyttet til et bestemt resultat. Vi havde ikke så
mange eksempler at følge. De fleste hengivne havde ikke børn, men Prabhupada
sagde for eksempel, at det var godt at lære dem vaisnava-sange. En
vigtig ting er, at de må føle, at man tager sig af dem og elsker dem
ubetinget, at der altid vil være et forhold mellem os, uanset hvad der sker. RS:
Vore børn var de første til at gå igennem ISKCON, de første vi
eksperimenterede med. Vi sendte dem af sted til gurukula i en meget ung
alder, og deres oplevelser var ikke altid lige positive. I en lang periode
opdragede vi dem ikke selv. Vi så dem mere, da de blev ældre. Børn
har helt sikkert brug for en masse kærlighed. Børn former faktisk deres
billede af Gud gennem deres forældre. Børn skal have denne følelse af
ubetinget kærlighed fra deres forældre. Ideen om, at man ikke skal vise kærlighed,
så de ikke skal blive tilknyttet, er fuldstændig vanvittig og frembringer blot
neurotiske mennesker. Enhver person i samfundet, der har en eller anden form for
kontrol overfor en anden person, er en naturlig repræsentant for Gud. Tingene bryder sammen, når de
personer, der er naturlige repræsentanter for Gud, ikke repræsenterer Gud. I
sanskrit-traditionen er den første guru moderen.
Faderen, ældre slægtninge, lærere osv. er alle repræsentanter for
Gud. Har folk en dårlig oplevelse med deres forældre, har de svært ved at
have tiltro til Gud. Ønsker man som forælder ikke at være Guds repræsentant,
så lad være med at få børn. Er man politiker, men ikke ønsker at være Guds
repræsentant, så træd ned fra posten. Det samme, hvis man er lærer. Sdd:
Efter at have sendt vor datter i gurukula fik vi et brev om, at
Prabhupada havde sagt, at forældrene kun måtte besøge deres børn én dag om
året. Det var helt sikkert en fejlcitering af, hvad Prabhupada havde sagt. En
af mine Gudsøstre skrev til Prabhupada om en lignende situation. Han svarede,
at havde hun nogle som helst tvivl om, hvorvidt der blev taget sig ordentligt af
hendes børn, skulle hun blot beholde dem hos sig selv. Jeg skrev nogle breve
til min datter, men brevene kom retur med en kommentar om, at de ikke ville give
dem til hende, for det ville bringe hende i maya, og at vi kun skulle
skrive Krishna-katha. Jeg skrev blot lidt om, hvad der foregik hjemme hos
os og i templet. RS:
På det tidspunkt skrev jeg til GBC, at eftersom jeg stadig var ansvarlig for
min datter, havde jeg krav på at høre, hvordan det gik. Som svar fik jeg et
brev, der prædikede om ikke at være tilknyttet. Sdd:
Dengang var det meget svært at være hengiven udenfor templet. Mange grhasthaer
flyttede til steder, hvor der var gurukula, men min mand var tempelpræsident,
så vi kunne ikke bare flytte. Da vor ældste søn startede i gurukula,
lukkede gurukulaen i Dallas, og han kom til Gitanagari, blot et par
timers kørsel fra os. Det var en meget bedre oplevelse. De, der kørte skolen,
var mere modne. Deres indstilling var, at børnene skulle have det sjovt og have
en god oplevelse.
Børnene i dag Sdd:
Nogle hengivne i templerne ser dem ikke som hengivne, men deres ikke-hengivne
venner ser, at de er hengivne. De
er hengivne, men ikke med samme involvering som os. Min datter er nok den, der
er blevet mest integreret i samfundet. Hun betragter ikke sig selv så meget som
hengiven, selv om hun er vegetar. På et tidspunkt blev en af hendes venner
pludseligt alvorligt syg og forlod næsten kroppen. Med det samme ringede hun
til mig med tårer i øjnene og bad mig sende et bånd med Prabhupada-bhajana.
Vor ældste søn kommer næsten hver uge til søndagsfesten og spiller tablaer
under bhajana'en. Vor anden søn bor et stykke væk. Han nød virkelig
for et par år siden, da han og en af hans studiekammerater var i Indien. De
boede det meste af tiden i Chowpatty-templet i Bombay og tog også til
Vrindavana. RS:
Det var, mens jeg var i Vrindavana. Da dukkede min søn op, høj og ranglet og
klædt i store posede bukser som en hiphopper. På et tidspunkt sagde han:
”Jeg er altså bange for at være her i Vrindavana, fordi jeg har så mange
syndige ønsker, men faktisk forsvinder de, når man er her i Vrindavana.” Han
gjorde tjeneste for Food for Life og hjalp med at dele prasadam ud
til alle landsbybørnene. En af hans venner sagde engang, ”Rupa har ændret
mit liv, han har givet mig en åndelig dimension.” Mange af hans venner kommer
til søndagsfesten, går med tulasi-halskæder og læser Bhagavad-gita. Sdd:
Jeg husker, da Sri Rupa, den yngste, var omkring fjorten. Jeg spurgte, hvad han
havde tænkt på her på det sidste, og han svarede: ”Vi siger sådan,
og de siger sådan. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad jeg selv
mener.” Jeg syntes, det var et godt sted at være, når man er fjorten-femten
år. Nu har vi to børnebørn på
femten og seksten år. RS: Ja, og de er højere end mig. Så vi venter bare på oldebørn.
Alt var fælles RS:
Da vi flyttede ind i templet, havde hengivne ikke deres eget tøj. Vi havde eget
hus, før vi flyttede ind, men vi måtte smide alt i den fælles bunke, og
tingene forsvandt selvfølgeligt. Det var derfor, at hengivne gik rundt med to
forskellige farver strømper. Personligt tøj blev betragtet som maya.
Det var de hengivnes fortolkning af ’frihed for ejendomsfølelse’. Sdd:
Da vi læste i Sri Isopanisad, fik jeg denne tilsyneladende enestående
erkendelse af dette punkt, måske fordi jeg var den, der vaskede hele templets tøj.
Jeg fandt ud af, at det er i orden, at hver person har sin kvota. Det er ikke maya,
at en person har en bestemt sari, trøje eller håndklæde. Man
passer på sine ting og bruger dem i Krishnas tjeneste og lader resten være.
Det var min erkendelse. Det andet var mere en hippie-idé, selv om det blev
fremlagt som Krishnabevidsthed. For mig var det en meget praktisk måde at lære
bøgerne på, om ikke for andet, så for at beskytte mig selv. Jeg
har lært mange ting i Krishnabevidsthed, der ikke nødvendigvis var rigtige.
Nogle gang får man grønt lys til at gøre en bestemt ting, og så bliver den
til en regel. Da trykpressen startede i Boston, begyndte de hengivne at få
disse virkeligt prangende nylonsarier med guld og sølv fra de indiske damer. De
så nærmest lidt sigøjneragtige ud, så min Gudsøster spurgte Prabhupada, om
det var i orden at få fat på nogle ruller stof og give alle det samme. Han
sagde god for det. Ikke at de absolut skulle gøre det, men det var i orden. Men
det blev så normen i alle templer. Man købte nogle ruller stof i halvt bomuld,
halvt polyester. For hver sjette meter havde man en sari og for hver
femte en dhoti. Grhasthaerne
var gule, og brahmacarierne havde en anden farve. Det var systemet,
indtil de hengivne begyndte at rejse til Indien. Min mand rejste til Indien i
’74 og kom hjem med en ægte dhoti til hver mand og en ægte sari
til hver af kvinderne. Det var en stor dag for alle, selv om det var de
billigste og simpleste, man kunne få. Tingene var meget enkle på den måde. RS:
Da vi flyttede ind i templet, gik de hengivne på harinama hver dag. Der
var cirka 25 hengivne, og vi skiftedes til at synge og distribuere Back to
Godhead. Det var vinter, men uanset om det regnede eller var koldt, gik vi
ud hver dag. Vi havde to børn, og de forventedes at komme med os. De stod der på
gaden sammen med os andre, og nogle gange blev sankirtana-lederen vred,
fordi børnene ikke så glade ud, fordi de frøs. Det var helt ude af trit med
virkeligheden. Det stod på i cirka tre uger, indtil vores datter fik lungebetændelse.
Derefter fik Saudamani lov til at blive hjemme og tage sig af børnene under
betingelse af, at hun vaskede for hele templet. Sdd: Faktisk var det helt vanvittigt, at vi flyttede ind i templet. Vi havde lige købt et hus fem minutter derfra. Vi havde indrettet et tempelrum, tilbad Deiteter og ofrede vores mad ligesom almindelige grhasthaer. Men selv når de hengivne kom på besøg, ville de ikke tage imod prasadam, for vi blev betragtet som ikke-hengivne. Man var ikke en hengiven, med mindre man boede i templet. Så fra den ene dag til den anden blev man en hengiven.
Træning af grhasthaer Sdd:
Der er udkommet en del forskellige hæfter og lignende med instruktioner om grhastha-asrama.
Nogle af dem er mere som en slags vediske idealer, og når man prøver at leve
op til disse roller, bliver det nærmest som et par skuespillere, men uden
virkeligt venskab og personligt forhold i ægteskabet. Mange ægteskaber gik i
stykker, for folk regnede med at have ægte relationer til hinanden, men i
stedet gik de rundt med alle disse vediske ideer, der ikke svarede til
virkeligheden. RS:
For så vidt skal brahmacarier ikke trænes til at være grhasthaer,
men de skal trænes til at være grhasthaer, før de bliver brahmacarier.
Det bedste er, hvis man har nogle gode forbilleder. På længere sigt er der
brug for mange flere grhastha-samfund. I USA er der flere forskellige
slags. Det første udviklede sig omkring Los Angeles templet, hvor de hengivne
fik fat i en hel lejlighedsbygning, og det har så udviklet sig til et helt
kvarter med grhasthaer, der bor lige i nærheden af templet. Det
største samfund af hengivne er Alachua. Det startede med to eller tre familier,
der slog sig ned i nærheden af hinanden. Nu er der 500 eller 800 familier. De
hengivne bor ikke i gå-afstand, men er spredt ud over et ret stort område. Det
udviklede sig på den måde, fordi det var billigt at købe jord. Omkring
Dallas-templet er der også en hel boligblok med hengivne. Hele kvarteret
omkring templet var i en nedslidt forfatning, men gradvist har de hengivne købt
en masse billige huse op og sat dem i stand. Det samme skete i Houston.
Landbrugssamfundene står det småt til med. New Vrindavana fungerer ikke
rigtigt som landbrug med selvforsyning og så videre. Alachua startede også som
et landbrugsprojekt, og der er stadig et par køer med et par ældre brahmacarier
til at passe dem. Det samme med Gita Nagari. Sdd:
I Saranagati (Vancouver) er der en vis grad af selvforsynende landbrug. De har
ingen elektricitet, men til gengæld tager de hengivne ind til byen hver uge for
at ordne deres email og vaske deres tøj. Så det er ikke helt gennemført. Jeg
er overrasket over at se i New
York, hvor mange unge mennesker, der bor i nærheden af hinanden og laver en
masse programmer sammen. RS:
Vanskeligheden ved at bo uden for templet er samværet med hengivne. Bor man
udenfor templet og har samvær med hengivne, er det intet problem. På den anden
side skal man være temmelig stærk for at kunne være sammen med ikke-hengivne
uden at blive drænet åndeligt. Har
man en eller anden form for økonomisk virksomhed blandt de hengivne, er det
alle tiders. Jeg kender en hengiven, der drev sin egen importvirksomhed, og de
ansatte var enten hengivne eller positivt
indstillede overfor hengivne. Det er meget bedre og meget mere behageligt end at
arbejde med ikke-hengivne. Samtidigt er det en måde at være sammen med
hengivne på. Ddd:
Har I et system i jeres tempel eller yatra for, hvordan folk bliver gift? RS:
Det afhænger af personerne. Nogle finder hinanden af sig selv. Andre spørger
selv om råd, og i nogle tilfælde blander jeg mig også. Af og til er der en
person, der gerne vil giftes, men bliver ved med at finde den forkerte. Jeg kan
se det, ikke fordi jeg er åndelig mester, for alle kan se det undtagen personen
selv. Så jeg blander mig nogle gange, men vi har ikke et formelt system. Det
sker ofte, at folk er tiltrukket til hinanden, og nogle gange arrangerer vi sådan
et slags victoriansk stævnemøde og hjælper parterne med at finde ud af det.
Jeg vil tro, det er sådan alle steder. Sdd:
Jeg har hørt Prabhupada citeret for at have sagt, at Gudsøstre og Gudsbrødre
skulle hjælpe hinanden. Jeg vil tro, det var efter, at der var så mange
fejlslagne ægteskaber. Almindeligvis kender vennerne personen bedre og har mere
indflydelse på personen. Mange gange sker der det, at blander en såkaldt
autoritetet sig og prøver at hjælpe eller hindre et ægteskab, risikerer man
en situation, hvor de implicerede pludselig vender op og ned på alting og
skyder skylden på autoriteterne, hvis det ikke fungerer. Så jeg siger altid,
at de skal spørge deres venner til råds. Man er nødt til at lade folk mødes.
Man kan ikke bare lade dem mødes på bryllupsdagen og så sige ”Det er
vedisk”. Det er ikke vedisk. Man kan ikke pådutte nogen noget kunstigt. Ddd:
Hvis opgave er det at træne nye grhasthaer: RS:
Først og fremmest tror jeg, de skal trænes, før de bliver grhasthaer.
Der findes en masse instruktioner om grhastha-liv. Folk er forskellige.
Det er mere et spørgsmål om individuel rådgivning end om at tage nogle
kurser. Med nogle par kan man forudse, at de vil få en masse problemer, og med
andre kan man se, at det vil gå fint. Sdd:
Min erfaring er, at folk mest afhænger af andres eksempler, deres forældre
osv. I USA kommer mange fra en skilsmissebaggrund og har derfor mange problemer.
Det er ikke så meget et spørgsmål om Krishnabevidsthed, men mere om
almindelige menneskelige relationer, problemer med tillid og tiltro til andre
mennesker. Den slags problemer bør bearbejdes selv for brahmacarier/brahmacarinier,
inden de lige pludseligt befinder sig i et ægteskab. Træningen burde egentlig
have fundet sted, før de flyttede i templet, men det gør den bare ikke i vores
samfund. En
vigtig ting er, at folk så vidt muligt kommer fra samme baggrund. På et vist
tidspunkt kommer man til at trække på sin materielle identitet, og kommer folk
fra helt forskellige baggrunde, bliver det meget vanskeligt. Ikke at det er
umuligt, og jeg har da også set folk fra helt forskellige baggrunde klare sig
fint. Men generelt bør man have lignende baggrund og nogenlunde samme alder. RS:
Når folk vil giftes, råder jeg dem til at sørge for, at de har samme syn på
askese, og på hvor vigtigt penge
er, for de fleste problemer handler
om penge. De skal også være enige om, hvordan de tager beslutninger i
forholdet, hvor meget hver tager del i beslutningsprocessen, og hvem der har det
sidste ord. Det vil være forskelligt fra person til person. Sdd:
En anden ting, man skal finde ud af, er, hvor striks man vil være med de
regulerende principper. Den ene synes, at i grhastha-liv er det i orden
at have så meget sex mellem mand og kone, som man har lyst til. En anden siger,
at det kun er for at få børn. Man kan ikke have, at den ene person tænker på
en måde og den anden på en anden måde. Vi ved, hvad Prabhupada har sagt, men
man må have en aftale om det, eller hvad målet er. Dette gælder også for
principperne om at stå tidligt op, læse Bhagavatam, ofre mad og så
videre. I grhastha-livet er man nødt til at justere sit program efter,
at man måske skal passe et arbejde. Nogle folk betragter ikke deres hjem som en
asrama, men tænker, at templet er der, hvor man er Krishnabevidst, og
deres hjem blot er et sted, hvor man kan sove og være i maya. I starten
tænker folk måske, at nu er de frie til at gøre, hvad de har lyst til, men
efter et stykke tid mister de deres entusiasme. RS:
Der er to ting: Prabhupadas instruktioner om grhastha-liv, og hvordan man
følger dem rent praktisk. Det kræver lidt intelligens eller sund fornuft eller
nogle, der kan til at give råd og vejledning. Ddd: Er det rigtigt, at alle kvinder bør giftes?
Sdd: Det er den vediske tradition, men Prabhupada gav også kvinder faciliteter
til at forblive ugifte. En gang sagde han, at havde en kvinde ingen intelligens,
skulle hun giftes. Det tror, jeg er rigtigt, ellers vil hun let blive offer for
udnyttelse. Men Prabhupada tillod også kvinder at forblive ugifte. RS:
Prabhupada talte om, at man kunne lave templer for ugifte kvinder ligesom de
traditionelle nonneklostre. Sdd:
Generelt ser jeg, at kvinderne er mere rolige, når de er gift, specielt når de
bliver ældre. En af mine Gudssøstre var syg. Før hun gik bort, sagde hun, at
hun fortrød, hun aldrig havde giftet sig. Hun følte, at hun var nødt til at
tage fødsel igen for at leve den karma ud. Vi
har også mænd, som hverken er brahmacarier eller grhasthaer. De
er ungkarle, der ønsker grhastha-asramaens uafhængighed, men ikke
ansvaret. Jeg tvivler på, at Prabhupada ville have brudt sig om det, men de
findes, så hvad kan vi gøre andet end at acceptere dem, som de er? Mange af
dem er overordentligt produktive og gør fantastisk tjeneste. Det var rart, da
Prabhupada var her. Samtidigt med, at han gav os alle disse instruktioner om det
ideelle samfund, og hvordan tingene skulle være, accepterede han os også, som
vi var og lod folk bruge deres natur i Krishnas tjeneste. Prabhupada var meget
overrasket, da han kom til USA og så, at alle kvinder kørte bil og den slags,
men han stoppede det ikke. Undertrykker man
folks personlighed og prøver at gøre dem til noget, de ikke er eller ikke
forstår, er det under alle omstændigheder midlertidigt, og folk vil blot være
ulykkelige. Prabhupada
var meget fleksibel. Han fik os til at føle, at Krishna brød Sig om os som
personer, og vi kunne bruge vore evner i Krishnas tjeneste. Der var ingen faste
rollemønstre. Senere opstod der en form for søgen efter at blive det, vi
troede var vedisk, og det skabte en masse forstyrrelse. Jeg tror ikke, det
virkelig var vedisk. Jeg er sikker på, at i et vedisk samfund er der masser af
plads til alle mulige forskellige slags mennesker. Jeg husker første gang, jeg
læste en beskrivelse af, hvad Draupadi foretog sig. Hun var ingen lille
museagtig ’vedisk’ dame, der sad ovre i hjørnet. Hun kørte stridsvogne,
overså finanserne og styrede en masse ting. Hun havde fem mænd at tage sig af.
Det passede ikke ind med det vediske image i ISKCON 1979. Mange af disse ideer
om ’vedisk’ er mere teoretiske og ting, der blev trukket ned over hovedet på
folk. Og det foregik ikke kun indenfor grhastha-asramaen. Ddd:
I Srimad Bhagavatam (9.10.27) siger Prabhupada i sin forklaring at
”Ligesom en mand må følge store personligheder som Brahma og Narada, må en
kvinde følge ideelle kvinder som Sita, Mandodari og Draupadi.” Kan I give en
kommenter til dette? RS:
Brahma er grhastha, og Narada er brahmacari. De er ideelle
personligheder. Man ser hvilke principper, de lever efter, og så anvender man
disse principper på det stadie, hvor man selv befinder sig. Der er en forskel på
at følge i fodsporene og at imitere. Sdd:
Da Prabhupada kom til Philadelphia, gav han darsana til alle de hengivne,
der for de flestes vedkommende var grhasthaer. Efter at have talt om hele
kvindebevægelsen, begyndte han at tale om grhastha-asrama. Han sagde, at
hvis kvinden er kysk, og manden er dhira, tager lykkegudinden bolig i
huset. Fred i hjemmet. Jeg undrede mig altid over, hvad han mente helt nøjagtigt.
Kort tid efter udkom Syvende Bog af Srimad-Bhagavatam, og Prabhupada
beskrev en liste med atten kvaliteter, en kysk kvinde måtte besidde, og som vi
alle skulle trænes i. Det var ting som renlighed, klæde sig pænt, tale
venligt, beskedenhed... En af dem var ikke at følge en ægtemand, der var
falden. Prabhupada definerede dette som en, der var direkte forfalden til at
bryde de regulerende principper, ikke blot et uheld eller et midlertidigt
problem. Var der tale om et midlertidigt problem, kunne mand og kone leve
adskilt i en periode, men det var ikke grund nok til skilsmisse. Ddd:
Prabhupada siger mange steder, at man skal tage vanaprastha eller sannyasa
ved 50-årsalderen. Hvad mener I om det? Sdd:
Det er for sent for os. Vi er allerede sidst i halvtredserne! RS:
Rent praktisk betyder vanaprastha, at har man haft en forretning, er det
på tide at hænde den videre. Man er med andre ord pensioneret, børnene er
blevet store, og man er fri til at gøre hengiven tjeneste. Mange forudser, at
vi i meget nær fremtid vil have en større arbejdskraft i vores templer end
tidligere, fordi pensionerede hengivne vil gå ind og overtage tjenesterne. Sdd: På mig virker det, som om vi har blandet alle asramaerne sammen i ISKCON. Nogle af de ideer, jeg har hørt om vanaprastha-asrama er ret underlige. Det naturlige er, at man ikke længere har de samme huslige pligter og er mere fri til at prædike, rejse, hjælpe andre. Livet bliver mere enkelt. Jeg interesserer mig mere for den indre del af det end at prøve at indføre noget fra en helt anden tid. Jeg har set så mange dårlige eksempler på, at man roder asramaerne sammen. For nogle år siden var der nogle ideer fremme om vanaprastha-asrama, og jeg følte, at det nemt kunne ende med en katastrofe, hvor man igen prøver at spille rollespil med en bestemt måde at klæde sig på og så videre. Jeg er bange for at institutionalisere tingene for meget, ligesom vi gjorde med gurukulaerne. Vrindavana er et naturligt sted for en vanaprastha, men hvis man prædiker, er det også i orden at være der, hvor man nu er, eller rejse rundt. |
