Århus-historier
Forord til "Det private initiativ" del 2
Af Kamsahanta Dasa

Indledningsvis vil jeg beklage at hyppigheden og omfanget af de enkelte artikler i denne føljeton ikke bliver som jeg oprindeligt havde håbet på, eftersom jeg har fået job på næsten fuld tid, og efter at min forlovede og jeg er flyttet sammen, hvilket har påvirket den tid som jeg har til rådighed bl.a. til at skrive til bladet. Dette vil antageligt betyde at nogle af artiklerne bliver delt op i mindre enheder; altså, det må blot tage den tid det tager at færdiggøre denne serie af artikler. Håber på jeres forståelse!

Det følgende vil være et forord til en omtale af ISKON Danmarks hidtil eneste  bogcafé, som levede sit transcendentale liv i Århus i tidsrummet 1995-99.

   Modsat den sidste artikel der omhandlede spisestedet ”Krishnas Køkken”, som jeg personligt ikke havde meget belæg for at skrive om, vil den kommende artikel hovedsageligt være baseret på mine egne personlige oplevelser.

   Udover mine personlige oplevelser er der to væsentlige hengivne som også har bidraget lidt til artiklen. Væsentlige idet bogcaféen dannede ramme omkring kultiveringen af deres tidlige Krishna-bevidsthed, og væsentlige idet de kan siges at være det største resultat der kom ud af projektet. De to hengivne der er tale om er Krishna Karuna og Balarama, som dengang var kendt som henholdsvis Bhakta Claus og Bhakta Bent.

   Nogle vil måske mene at to initierede hengive ikke er et stort resultat efter at have drevet et projekt i fire – fem år, et projekt hvis hovedmæssige formål er at udvikle nye hengivne, men at medvirke til at udvikle blot en enkelt dedikeret hengiven som er fast forankret i sin Krishna-bevidsthed, er faktisk en stor succes i denne fremskredne fase af Kali-yuga. Udover at bidrage til en forøgelse af antallet af kernemedlemmer i Danmark, udfyldte bogcaféen også andre betydelige formål som vil blive belyst i den kommende artikel.

   Desværre har det ikke været muligt at interviewe de mest betydningsfulde personer omkring bogcaféen endnu, Trayimaya og Gunamani, men det er sandsynligt at der vil komme et bidrag fra den kant i et senere nummer af bladet. Lad os alle krydse fingre for, at nogle af de mest aktive debatørere og skribenter i den danske yatras unge historie atter spidser pennen, og beriger vor horisont med deres eftertænksomme bidrag.