Rådhuspladsen, København, den 21. august 2004. Oplevelsen af at stå på et af Danmarks mest befærdede steder midt i en menneskemasse og se op mod et af nationens mest prominente vartegn, hovedstadens rådhustårn, mens den transcendentale lydvibration af maha-mantraet energisk og højlydt pulserer i ører og bevidsthed, er en stærk oplevelse.

Denne plads, som er kendt af de fleste i landet, er en af de vigtigste færdselsårer for organiseringen af hovedstadens infrastruktur. Mange af de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle beslutninger som vedrører Københavns borgeres materielle ve og vel, finder sted i bygningen her, som danner kulisse for denne usædvanlige begivenhed. Stedet er et af de mest prominente fysiske rum i denne lille nation og samtidig et opholds- og gennemgangssted for den materielle energi. De tanker, samtaler, aktiviteter og beslutninger som finder sted i rådhusbygningen, er så godt som uden undtagelse materielle af natur og vedrører stillingtagen til idéer og problemstillinger som indvikler det levende væsen mere og mere i den materielle opfattelse af livet.

På den åbne plads foran rådhusbygningen finder tilsvarende handlinger sted. Folk bevæger sig i hast over pladsen for at nå en bus eller et tog, som for langt det meste bringer dem til steder og aktiviteter hvor den kropslige opfattelse af tilværelsen regerer. Snakken på pladsen omhandler sjældent eksistentielle spørgsmål, og når den endelig gør, glider den oftest forvirret rundt på spekulationens glatis. Ingen videre fremskridt mod løsningen af livets gåde.

Men denne dag er meget anderledes. Som man kan stå og se op over den gamle bygnings tagryg med den blå himmel som en attraktiv baggrund og med det nationale kendemærke, tårnet, indenfor synsfeltet, alt imens duer og andre fugle flyver på kryds og tværs og bringer nydelse til øjnene, er der en anden dimension som trænger sig på. ”Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna, Krishna, Hare, Hare” runger ud over ikke blot hele pladsen, men kan høres en del ned af Strøget og de steder der støder op til Rådhuspladsen.

Atmosfæren her er forandret. Der findes en pulserende energi som går ind og påvirker dybe lag i bevidstheden hos alle dem som befinder sig på dette sted. Effekten af denne energi er både kendt og ønskelig for det store opbud af hengivne som i forskellige grader er med til at iscenesætte denne atmosfæreændring, samt de mange andre som falder ind under hengivenhedens banner, og som har valgt at deltage i festlighederne her.

Dette er dog ikke tilfældet for de mange uforstående gæster og forbipasserende. Nogle af dem er nysgerrige og åbne for hvad der foregår denne usædvanlige sensommerdag, mens andre finder atmosfærens ændring for påtrængende og irriterende. Andre igen finder den endda for truende. Truende, da der sker en indtrængning på ens mest fundamentale livsopfattelse. Og det er der jo langt fra alle som er interesserede i. Uanset hvordan man måtte opleve denne ændring, er effekten dog uomgængelig. Alle de tilstedeværende vil få ændret deres liv imod det transcendentale. Sådan er effekten af maha-mantraet og af at komme i kontakt med et sted hvor hengivne aktiviteter finder sted.

For min del er det der finder sted her en kilde til fryd. Glæde over at fundamentet for et fangenskab bliver angrebet. Den nærmest uendelige vandring som alle levende væsner i denne verden gennemgår  på grund af ønsket om selvisk nydelse uafhængig af kilden til vor eksistens, bliver brudt ved kontakten med den hengivne energi. Kraften i maha-mantraet er ufattelig. Alle de mennesker som er forsamlede her i dag, og som er kommet i kontakt med chantningen af Krishnas hellige navne, har fået brudt cyklussen af gentagen fødsel og død. Også de som er modvillige, og som skyndsomt iler hen over pladsen med mentale ørepropper som et værn mod denne uønskede indtrængning på deres eksistentielle domæne. De er alle på vej mod at genfinde det som de inderst inde higer efter. Den berusende oplevelse af den mest perfekte kærlighed, fri for materiens utilstrækkeligheder og smerte. Det højeste forhold af uforbeholden hengivelse til Krishna, det uendeligt tiltrækkende guddommelige ophav til vores transcendentale eksistens. De er alle enten begyndt på denne vej, eller har gjort videre fremskridt. Inklusive denne såkaldte hengivne ved navn Kamsahanta som lige har oplevet den største enkeltstående bestræbelse på at sprede sankirtana-bevægelsen i ISKCON Danmarks historie. Hvilken skøn dag at befinde sig på Rådhuspladsen!