En historisk brise trækker op
 ..eller hvordan tidens indvirkning trækker en Krishna-hengiven ud af selvfremkaldt førtidspension
Af Kamsahanta Dasa

Forleden, under nama-hatta-programmet i Rødovre, udvekslede jeg adskillige spøgefuldheder og alskens hyggesnak med min gamle ven Gaura Hari, som for tiden er tilbage i Danmark. Gaura Hari og jeg har kendt hinanden i mange år nu, og han var en af de hengivne der boede i templet på Soldalen den sene vinterdag i februar 84, da jeg første gang satte foden i et Krishna-tempel. Dengang hed han Pancamukha, var tempelkok og med til at oversætte Prabhupadas bøger til dansk. Derudover hjalp han med til at træne en ung Aalborg-gut op i bhakti-processens elementære færdigheder, og det er gutten da egentlig ganske taknemmelig over. Nå, men det er jo ikke hjemstavnen Aalborg disse skriblerier skal dreje sig om, men snarere hvad der skete i Rødovre den nylige tirsdag aften, hvor en lille udveksling mellem venner var medvirkende til at danne nogle tanker omkring Krishna-bevægelsens historie her i landet.  Alt hvad der skete var såmænd, at jeg blev forbavset over den mangfoldighed af grå hår som prydede ex-mukhas baghoved (resten af hovedet var jo totalt blottet for hårpragt som et vartegn for den gode munks forsagelse af  ”det gode liv”), og ud af munden sprang et: ”Hvor gammel er du egentlig blevet gamle dreng?”, hvorpå den gamle dreng prompte svarede: ”Snart 48!” Da var det at tanken atter en gang slog ned i mig, efter at være blevet påmindet om at der kun var syv års forskel mellem ham og jeg, at tiden har gnavet sig ind på vores kære livslængde i en anseelig tid nu. Alle associationer omkring tiden og historien blev dog skyndsomt pakket ned i rygsækken, efter at vi havde nydt et fortræffeligt måltid prasadam, uden bekymringen om hvorvidt vi snart måske skulle tygge maden ved hjælp af andres tænder.

   Tilbage i Skovlunde blev rolatoren parkeret i opgangen, pacemakeren aktiveret, og så kom der ellers gang i læsningen af det seneste nummer af Congregational Community Development (tidligere kaldet Congregational Preaching Development), som Laksmi-Rupa så venligt havde sørget for blev uddelt under mødet. Da bladets indhold var blevet fortæret, og bladet skulle gemmes væk i den dertil indrette tidsskriftkassette, så jeg mig nødsaget til at hive alt indholdet ud for at sortere mindre vigtige blade og brochurer fra, da den gode dertil indrettede var betænkelig nær bristepunktet. Og her kommer vi så (langt om længe) til sagens kerne.

   Ud fra den godt slidte opbevaringsfidus manifesterede der sig en brise af historisk relevans, i form af det hedengangne tidsskrift Krishnas Verden. Bladet, som var en forløber for det blad som I lige nu sidder med i hånden, så dagens lys i 86-87 og har været gennem et par navneændringer undervejs. Til at begynde med hed det Krishnas Venner for derefter at skifte til Krishnas Verden, og i en kortere periode efter at templet var flyttet til Bendstrup, var navnet Hare Krishna Nyt tilligemed at finde på bladets forside.

   Der sad jeg så, åndeligt optændt efter nama-hatta-selskab og læsningen af et transcendentalt tidsskrift, med en stak blade foran mig som indeholdt potentiale til at trække erindringer frem fra den mest betydningsfulde tid i mit laaaaange 40-årige liv. Selv om det var sent, og jeg havde tænkt mig at gå til ro i god tid før midnatstimen, skete det som så ofte før, at jeg blev grebet af det jeg nu engang var i færd med, og derfor ikke kom i seng før halv et tiden. Under læsningen af de gamle blade indvirkede det skrevne ord efter en af de hensigter som jo tillægges en sådan størrelse, nemlig at det fængede læselysten, pirrede interessen og lod erindringer og nydelse blæse gennem det mentale rum mellem højre og venstre øre.

   Idéen, der blev født under de sene timer den blæsende vinternat i Skovlunde, var at udfolde dele af disse letmørnede blades indhold  for hvem der måtte fatte en interesse i den historiske side af ISKCON Danmark. Så meget er hændt i de tyve år der er gået siden Aalborg-knægten kom ind med firetoget (selv om det nu faktisk var om formiddagen), og tidens tand gør sig jo gældende i form af erindringens nedgearing. Derfor, inden demensen bryder ud i fuld flor, vil undertegnede gerne give et ydmygt bidrag til at fastholde brudstykker af vor mere eller mindre transcendentale kulturhistorie, samt sætte fokus på vigtigheden af at udvikle en bevidsthed omkring denne historiske arv.

   Meget spæde tiltag har været gjort før i den retning, senest med Gaura-Bhavanas opfordring her i bladet for et halvt års tids siden, men en seriøs organisering og indsamling af dokumenter, fotos og andre genstande af historisk relevans har endnu ikke fundet sted, og derfor vil en opmærksomhed i form af en historisk præget føljeton være gunstig i den henseende.

   Kære søstre, brødre og andre åndsfæller, historie er og bliver vedvarende skabt, og I og jeg er alle del af denne tidlige historie over Krishna-bhaktiens udvikling her i landet. Hermed er bolden givet op i form af en opfordring til jer alle om at kommentere på de indslag, som vil blive bragt her i bladet fremover. De tolkninger af udvalgte artikler fra bladene der vil blive bragt i en omvendt kronologi, som i sagens natur altid er fortolkninger set ud fra et enkelt individs begrænsede synsvinkel, kan altid fortolkes på flere måder, da andre personer jo oftest har mere eller mindre divergerende meninger omkring en given historisk formidling. Altså, med andre ord, så er hensigten og håbet at så mange som muligt vil bidrage med deres syn på historiens gang, til gavn og glæde ikke blot for fremtidige historieskrivere, men for enhver jiva som har den tvivlsomme fornøjelse at tage fødsel i en dansk krop, og som bliver begunstiget med en interesse for emner som f.eks. sommerrevolutionen i 93, Trayimayas tvivlsomme sankirtana-teknikker og den generelle missionsvirksomhed i 8oerne J,  vaisya-kulturens opblomstring og endeligt på den sydjyske hede, den moderate danske overgang til post-Visnupada æraen, og hvad man ellers kan finde på at blæse ud på den ISKCON-historiske horisont. 

   Selv om jeg vil tilstræbe at skrive i en stil og med et indhold, som vil blive fundet af en vis værdi af sagkyndige udi det historiefaglige, så vil der nu ikke blive tale om nogen rigid historieformidling fra en vordende historieformidler (altså undertegnede), men snarere en bestræbelse på at fusionere lidt lauringsk stillisme med en god del ”nordenfjords glimt i øjet”.  Sagt på jævnt ikke-hengivent dansk: Det skal sgu være underholdende!

   Selv om det vil blive tilstræbt at holde redaktøren beskæftiget til hvert nummer af bladet, er der dog ingen garanti for at der ikke kan gå et nummer mellem de forskellige historiske briser, da hverdagen jo oftest er travlt besat med alskens gøremål her i den moderne tilværelse. Desuden betaler Lalitanatha jo ikke de store skribenthonorarer disse dage, hvorfor det er forståeligt, hvis frivillighedens drivkraft engang imellem må vige for andre behov og prioriteter. Hverdagens forhold til side – vær hilset oh frænde i ånden, og lad dine vinduer åbne op for den snarligt kommende brise!