|
|
|
|
|
8 november 2004 De følgende sider er dedikeret til Bhakti Tirtha Swami. Bhakti Tirtha Swami er en af Srila Prabhupadas standhaftige disciple, en stor prædikant af Krishna-bevidsthed mange steder i verden og sannyasi og åndelig mester igennem mange år. Anledningen til at skrive om ham er, at han er blevet diagnosticeret med en meget fremskreden kræftsygdom med risiko for, at han forlader kroppen indenfor kort tid. I skrivende stund er han i behandling på en kræftklinik i Mexico, hvor der ser ud til at være fremskridt i hans helbredelse, men intet er sikkert. Alle
Darsana med Bhakti Tirtha Maharaja Følgende er uddrag fra en darsana den 14. august 2004 i Washington DC, hvor Bhakti Tirtha Maharaja fortæller nogle disciple om sin situation kort tid efter, at han har fået konstateret, hvor alvorlig hans sygdom er. Jeg forsøgte at finde noget at læse højt for at udtrykke alt dette så enkelt som muligt, men Krishna lod mig ikke finde noget af en eller anden grund, så jeg vil blot sige nogle få ord. Jeg forsøger at beherske mine følelser, så jeg kan få det sagt. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener, der sker. Jeg har for nylig bedt til Prabhupada, at jeg er 54 år gammel og mener, at jeg materielt såvel som åndeligt har erfaret alting undtagen det højeste niveau af renhed. Så mange mennesker i den almindelige verden lider, og mange hengivne lider. I det hengivne samfund er der mange skilsmisser, mange af vores børn accepterer ikke vores filosofi, mange mister troen, og mange forstår ikke, hvor dyb Krishna-bevidsthed er, fordi graden af dedikering er overfladisk. I bund og grund sagde jeg til Srila Prabhupada, at jeg ikke ønsker at være en del af dette. Jeg sagde til min åndelige mester, at den eneste måde at gøre en alvorlig forskel på er at komme til en højere grad af renhed, og jeg tilbød mig selv til Prabhupada, ”Jeg er rede til at gennemgå uanset hvad, der kan lade mange mennesker blive fri for deres lidelser. Jeg er så prangende, lidenskabelig og arrogant, og jeg er parat til at acceptere, hvad end der må blive mig til del for at rense mig i forløbet på at gøre det lettere for mange hengivne.” Det, mener jeg, er, hvad der sker. I går var jeg til undersøgelse, og da jeg lå på maskinen for at se, om kræften havde bredt sig til andre dele af kroppen, ofrede jeg hele essensen af min krop til Prabhupada. Ti minutter senere fandt vi ud af, at kræften mindst var på fjerde stadie. Dette er alt sammen sket fra den ene dag til den anden så kort tid efter min bøn. Fra enhver materiel synsvinkel har jeg melanom kræft. Ikke blot i huden. Jeg har denne enorme svulst, så praktisk taget hele min fod har kræft. Imens jeg rejste i Canada, havde jeg så megen smerte i min fod, at jeg ikke kunne sove. Sådan har jeg aldrig haft det før. Mindre end ti dage senere fandt jeg ud af, at svulsten er den værst mulige. Jeg gik til flere kræftspecialister i Detroit. De sagde, at jeg skulle opereres omgående. Før da havde jeg ingen anelse om, at det var kræft. Derfor fik jeg den aldrig fjernet. For tyve år siden mærkede jeg den første gang, og for ti år siden fik jeg foretaget en biopsi, som sagde, at svulsten var godartet, og hvis jeg fik den fjernet, ville jeg miste fodens funktion. Sidste år i Indien på Bhaktivedanta Hospital sagde de det samme. Denne kirurg mente, at han kunne fjerne svulsten uden at miste fodens funktion. Da jeg kom ind på operationsstuen, skar han svulsten åben, og da vidste han, at der var noget galt. Hele huden havde forandret sig. Fem dage senere kom jeg tilbage for at få stingene set efter. Lægen havde et meget alvorligt udtryk og sagde, ”Jeg kan lide at være doktor, men dette bryder jeg mig ikke om.” Så sagde han, at under operationen havde han en mistanke om, at jeg havde kræft, og han sagde det til patologen, der bekræftede det. Han sagde, det er meget alvorligt. Der skal gøres noget omgående. De forsøgte at få fat på kirurgen med det samme. Madhava mente også, vi skulle gøre det omgående, for de har en af de bedste melanomklinikker på hospitalet i Washington. Jeg tog hen på klinikken. Her mødte centrets leder op sammen med syv eller otte mennesker, og jeg kunne se, at det var alvorligt. Lægerne sagde, at jeg ikke kan opereres lige nu, for jeg har en alvorlig sukkersyge, der først skal under kontrol. Jeg sagde til lægerne, ”Der må være tale om en fejl. Jeg fik mit blodsukker undersøgt for kun to uger siden. Der er meget sukkersyge i min familie, og jeg får det undersøgt næsten hvert år, og mit blodsukker var i orden.” Men nu var det næsten 400. På ti dage er svulsten accelereret, og da jeg skal opereres, finder man ud af, at jeg har kræft og derefter sukkersyge. Min forståelse er, at det ser ud til, at Prabhupada kalder mig tilbage. Måske, måske ikke. Hvad end han vil, er det i orden med mig.
Brev fra Bhakti Caru Swami Efter at have hørt om Bhakti Tirtha Swamis diagnose skrev Bhakti Caru Swami den 13. august dette brev. I går eftermiddags ringede jeg til Bhakti Tirtha Swami efter at have hørt hans diagnose. Skønt jeg var overvældet af følelser, var Maharaja så hjertelig, at mit hjertes tunghed med det samme forsvandt. Jeg havde en særdeles Maharaja har en overvældende bekymring for tingenes tilstand i ISKCON. Der er så mange vanskeligheder i vores bevægelse. Mange hengivne mister troen på Krishna-bevidsthed, mange børn er blevet mishandlet, mange ægteskaber er gået i stykker. Der er så megen lidelse. Han ønskede, at han kunne gøre noget for at hjælpe vores bevægelse til at få bugt med disse kriser, og han mente, at den bedste måde at gøre det på, er ved, at han renser sig selv. Han tænkte over, hvordan han i ISKCON har alting. Han rejser, prædiker, tager del i seminarer og møder betydningsfulde folk. På denne måde mente han, at han nyder sin situation som leder i ISKCON. Han bad til Srila Prabhupada, at dette ikke er, hvad han virkelig skulle ønske sig. Hvad han virkelig vil have, er renselse. Han bad Srila Prabhupada hjælpe ham til at blive renset. Maharaja mener, at dette er i virkeligheden til for hans renselses skyld. Han mener, at nu er hans eneste mål, som det altid har været, hvad end Srila Prabhupada ønsker. Hvad end Krishna ønsker, lad det ske. Han beder til dem, at ligegyldigt hvilken situation kan han benytte sig af den som en mulighed til at prædike Krishna-bevidsthed og blive en bedre hengiven. Maharaja er afgjort en af de mest vidunderlige, eksemplariske hengivne i vores bevægelse. Jeg husker, at da Srila Prabhupada var i Vrindavana i sine sidste dage, skrev mange hengivne til Hans Guddommelige Nåde, men Prabhupada var mest interesseret i at høre brevene om bogdistribution. Blandt brevene om bogdistribution husker jeg levende, hvordan Prabhupada var meget ivrig efter at få breve fra Bhakti Tirtha Maharaja, der beskrev, hvordan han distribuerede bøger bag Jerntæppet. I et af sine breve fortalte Maharaja, at han var på et universitet, da han fornemmede, at en eller anden fulgte efter ham. Helt naturligt var der mange spioner i de kommunistiske lande dengang. For at undslippe åbnede han en dør og gik ind i rummet. Det var et kontor, og manden, der sad der, viste sig at være en professor på universitet. Maharaja lod som om, at han var kommet for at tale med ham. De begyndte at tale, og ikke blot slap Maharaja bort fra spionen, men han solgte professoren et sæt bøger! Han fortalte om mange af den slags spændende oplevelser. Bhakti Tirtha Maharaja er ingen almindelig sjæl. Han er en meget, meget speciel person. Skønt det nu smerter os at se ham i denne tilstand, er én ting sikker: Krishna bruger Sine hengivne til Sine egne specielle formål. Når han gør dette, belønner Han dem på den mest fantastiske måde. Selvfølgelig vil Krishna belønne en, der så oprigtigt ønsker at blive renset. Krishna må have en fantastisk plan for Maharaja, og når tiden er inde, vil vi få det at vide. Maharaja sagde, at han ikke har noget imod at forlade verden, for han mener, at hvor end han kommer, vil Krishna give ham lov til at tjene Sig, men jeg gav udtryk for, at han er nødt til at blive her, for vores bevægelse har brug for ham. En vaisnava som ham renser ved sin blotte tilstedeværelse for ikke at tale om at være i hans vidunderlige selskab. Jeg beder til Srila Prabhupada, at han tager sig af denne meget kære søn.
Behandling i Mexico Efter at være blevet diagnosticeret for både kræft og sukkersyge kom Bhakti Tirtha Swami til Tijuana i Mexico, hvor en berømt klinik har ry for at kunne hjælpe meget fremskredne kræfttilfælde. Den 22. september skrev han: Jeg er temmelig tynd efter at have tabt omkring 11?2 kg hver uge i de sidste fire uger. Måske skulle jeg skrive en bog om, hvordan man taber 10-12 kg hver måned (smil). Krishna har sørget for nogle fine omgivelser nær havet og dygtige læger, der har et godt ry for at have hjulpet folk med meget fremskredne stadier af kræft. Jeg har mange fantastiske muligheder for at prædike og distribuere bøger, da patienter og læger kommer fra en række forskellige lande. Lægerne arbejder med kræften, sukkersygen, blæren, prostataen og det høje blodtryk. Jeg får en hel overhaling af kroppen. Når I ser mig igen, har jeg en ny krop, på den ene eller den anden måde.
Den 5. oktober skrev han: Jeg er færdig med mine første uger af intensiv behandling i Mexico. De har foregået fra 8:30 om morgenen til 8:30 om aftenen. Hver dag har jeg i otte timer fået indført forskellige opløsninger intravenøst igennem et kateter, der er stukket ind i mit bryst. Omkring 10 dage fra nu vil jeg have nogle prøver, der kan sige noget om kræften. Tidligere havde den bredt sig til andre dele af kroppen, men forhåbentlig har vi nu standset den fra at brede sig yderligere og får den gradvist elimineret. Hver dag forsøger jeg at udtrykke taknemmelighed, men nogle dage er det sværere end andre. Den daglige usikkerhed om, hvorvidt jeg bliver her eller går bort, er noget af en oplevelse, og de dage, hvor medicinen og behandlingerne har deres bivirkninger, kan være ganske overvældende. Når jeg tænker på, hvordan I alle fortsætter i tjeneste til Srila Prabhupada på trods af så mange tilbageslag og udfordringer, får jeg ny styrke og beslutsomhed på at være sammen med jer igen i nærmeste fremtid. Jeg er sikker på, at der er et guddommeligt arrangement bag det, jeg går igennem, og på en eller anden måde vil det ende godt, alt sammen på grund af alle vaisnavaernes bønner og velsignelser. Jeres i tjeneste til Srila Prabhupada Med kærlighed Bhakti Tirtha Swami
Bedring på vej, forhåbentlig Samme dag (den. 5. oktober) rapporterede et par af Maharajas disciple, der hjælper ham på klinikken. Hari Hari!! Vi tilbragte sidste tirsdag på klinikken i Tijuana. Gurumaharaja havde fået taget et sonogram af sin lever for at finde ud af, om kræften havde spredt sig. Hans doktor betroede os, at han var mest bekymret for leveren, ikke så meget for foden. Resultaterne fra sonogrammet viste, at en af knuderne er fuldstændigt forsvundet, og den anden var kun en lille skygge. Husk, da vi først ankom til Mexico, viste den samme sonogramtest, at der var to tydelige knuder i leveren sammen med kræften i hans fod. Kræften er fortsat i hans fod, men lægerne er lettede over, at kræften er blevet forhindret i at brede sig til andre organer, og vigtigst af alt har kræften forladt leverområdet. Gurumaharaja er selvfølgelig lige så meget på vagt, som han hele tiden har været, for melanom er en lumsk kræft, man ikke kan stole på. Hans læger anbefaler mindst tre måneders fortsættelse af den intensive behandling. Vores mål er, hvis det er Srila Prabhupada og Krishnas ønske, at bistå lægerne og Gurumaharaja i at blive fri for kræft. Det er muligt, fordi Gurumaharaja startede programmet med at angribe kræftcellerne forholdsvist tidligt. Han går på foden. Faktisk er vi glade for, at han stadig er tilsluttet det intravenøse anlæg flere timer om dagen, for ellers ville han sikkert gå meget mere på foden, end han burde på dette stadie. Alle hengivne verden over opfordres til at bede for Bhakti Tirtha Swami.
|
hengivne opfordres til at bede, om vi må få lov til at beholde ham i denne verden en stund endnu, for verden har brug for vaisnavaer af hans format.
oplivende og opløftende diskussion med Maharaja i en halv times tid.