Århus-historier – del 3
Det private initiativ
Af Kamsahanta Dasa

Krishna Karuna Dasa/Claus Jensen er en af de hengivne som var tilknyttet Radio Krishnas Bogcafé fra dens tilblivelse. Det følgende, skønt forfattet af undertegnede, er baseret på interviews med henholdsvis ham og Balarama alias Bent Johansen.

Og for en god ordens skyld skal jeg lige nævne at mit standpunkt omkring kommateringsproblematikken, er at jeg tilstræber at sætte det nye komma i mine griflerier. Ikke at jeg endnu på nogen måde mestrer det, men det kommer vel forhåbentlig en skønne dag. Så mine sproglige mangler in mente, slipper I i det mindste for det grammatiske kommas iblandt ulidelige læselystdræbende tendens (altså når det bruges mekanisk, uden hensyn til den stakkel læser). Så med denne provokation mod flertallet af den danske befolkning ønsker jeg jer alle en fornøjelig læsning!

Krishna Karuna:

Bogcaféen var en yderst kærkommen nyskabelse i Århus og jeg blev meget glad da den åbnede. Før den tid var der ikke noget rigtigt tilholdssted for vores lille gruppe Krishnas venner i byen. Vi mødtes ofte hos Gunamani og Trayimaya til søndagsfester, men det foregik jo hos dem i Thorsager og ikke i selve Århus. Selv om Trayimaya kørte til Århus i sin minibus og samlede os op, var det forholdsvis megen tid der gik med transport frem og tilbage, hvilket jo gjorde at det krævede noget mere beslutsomhed at deltage i det hengivne samvær, end hvis vi kunne mødes i selve Århus.

Da caféen så kom op at stå, blev jeg til at starte med involveret i dens drift ved at hjælpe med til at lave butiksskiltet. Senere hjalp jeg til ved at passe caféen om lørdagen i de par timer den var åben. Det var en fredsommelig affære, da der stort set aldrig kom nogen, i det mindste ikke de dage hvor jeg var der. Så var det bedre om søndagen, hvor der undertiden kom en 10-12 personer til programmet. Det var en blanding af gæster, hengivne og Krishnas venner. Udover mig selv var Lisbeth og Marco Møller samt Marianne, nogle af de Krishnas venner der var der mest. Både til festerne og i løbet af ugen. Caféen var jo blevet et samlingssted, så man kunne ofte glædes over at mødes med nogle af sine venner, når man lige kiggede forbi.

Efter at Balarama begyndte at komme i caféen, skete der noget som betød meget for mit hengivne liv på det tidspunkt. Balarama flyttede på et tidspunkt ind og boede i baglokalet og passede så stedet i åbningstiden. I en periode mødtes vi ofte om morgenen og lavede et morgenprogram, a la det der var i templet, hvorefter vi spiste morgenprasad sammen. Det var meget skønt og inspirerede mig i min Krishna-bevidsthed, og er noget af det jeg husker bedst fra min tid i bogcaféen.

Før bogcaféen startede, var det de pakker og breve som Stuti sendte mig som var essentielle for mit åndelige liv, og senere blev det så mit engagement i caféen som udfyldte den plads. En anden betydningsfuld faktor i mit hengivne liv dengang var Trayimaya og Gunamani, som tog sig så kærligt af mig. De kultiverede min Krishna-bevidsthed, og forberedte mig på at blive i stand til at flytte ind på Bauneholm i december 96. Det var en stor beslutning at flytte ind i templet og tage Krishna-bevidsthed op på det niveau der praktiseredes der, men det blev unægtelig gjort noget nemmere, med den opmuntring og vejledning som de altid gav mig.

Balarama:

Efter at jeg var flyttet fra Ikast til Århus for at studere til ingeniør, begyndte jeg at lytte til Radio Krishna. Radioen fængede straks min interesse for Krishna-bevidsthed, og da jeg så hørte bogcaféen og søndagsfesterne blive omtalt i udsendelserne, besluttede jeg mig for at besøge caféen og undersøge det hele lidt nærmere. Dette skete ret kort tid efter at jeg startede med at lytte til radioen i begyndelsen af 96. Jeg deltog i søndagsfesterne i ca. tre måneder hvorefter jeg besluttede mig for at flytte ind på Almvik (ISKCON´s landbrugsprojekt og landsby nær Stockholm), da jeg var meget tiltrukket af at bo på landet og dyrke jorden. Her mødte jeg min kommende åndelige mester Smita Krishna Swami, som jeg senere blev personlig tjener for gennem en længere tid. Jeg boede på Almvik i fire måneder og flyttede derefter tilbage til Århus, hvor Trayimaya og Gunamani gav mig lov til at bo i deres café, mod at jeg gav en donation til hjælp af driften. Mens jeg boede i bogcaféen, tilbragte jeg det meste af tiden med at studere den vediske filosofi gennem at læse Srila Prabhupadas bøger.

Udover at studere passede jeg også bogcaféen. Efter den megen læsning var det skønt med et afbræk, når der kom kunder i butikken som jeg kunne tale med. Der kom vel i snit omkring fire besøgende om dagen, hvoraf et par stykker kom jævnligt. Det var meget forskellige mennesker der kom og med forskellige intentioner. Nogle ville blot købe røgelse eller plakater, mens andre var mere interesseret i filosofien, og hvad der lå bag det hele. Så havde jeg jo også en mulighed for at omsætte noget af alt det jeg havde læst, gennem at diskutere det med andre.

Jeg så bogcaféen som et fristed hvor jeg kunne mødes med ligesindede. Marco boede lige ved siden af, og kom dagligt for at tage sig af radioen, så vi fik talt en del sammen. Krishna Karuna og Carsten kom også meget, og til søndagsprogrammerne kom der flere af de andre faste. Jeg vil tro der var en otte stykker eller deromkring i snit til programmerne, inklusive børn.

Gunamani og Trayimaya tog sig af søndagsfesten ved at lave maden og sørge for at programmet forløb som det skulle. I det hele taget satte de et godt eksempel for os andre, og jeg føler at de var uvurderlige for min Krishna-bevidste udvikling. En anden person som betød meget for mig i de dage var Krishna Karuna. Hans venskab og inspirerende selskab var noget jeg satte meget højt, og vi knyttede et rigtigt venskabsbånd dengang i Århus.