Århus-historier – del 2
Det private initiativ
Af Kamsahanta Dasa

Dette er anden del af historieskrivningen omkring nogle af de Hare Krishna-aktiviteter, der foregik i Århus midt i og sidst i 90erne. Første del bragtes i Nyt fra Hare Krishna, nr. 26.2003

Radio Krishnas Bogcafé – en personlig erindring

Radio Krishnas Bogcafé blev startet af Trayimaya og Gunamani engang i 1995, efter at de var flyttet fra Bauneholm og ønskede at bosætte sig i Århus. Da boligerne ikke voksede på træerne i Århus, hverken dengang eller nu, endte de med at måtte leje hus i Thorsager tæt på Rønde ca. en halv times kørsel nordøst for Århus. Som deres personlige hengivne tjeneste og bidrag til at udbrede sankirtana-bevægelsen lejede de en lille forretning i Århus, som de indrettede som bogcafé, hvor hensigten var at folk kunne komme ind fra gaden og få et indblik i Krishna-bevidst filosofi og kultur gennem at tale med den tilstedeværende hengivne eller gennem at slappe af med noget vedisk litteratur over en kop urtete og lidt mundgodt. Udover bøgerne kunne man også købe bl.a. røgelse, musik, plakater, japa-malaer og andet Krishna-bevidst materiale.

Mine personlige oplevelser omkring bogcaféen fandt hovedsageligt sted efter at min familie og jeg flyttede til Århus-området lige før Nityananda-trayodasi i februar 97. Selv om jeg havde besøgt caféen tidligere, mest i forbindelse med at Trayimaya og jeg brugte caféen som udgangspunkt for vores fælles bogdistribution, var det i tiden mellem marts 97 og indtil jeg flyttede fra området i september 98, at jeg havde min gang i caféen. De to måder hvormed caféen gjorde sig gældende i min tilværelse dengang, var henholdsvis som et samlingssted for de hengivne i området, primært under søndagsfesterne, samt som base for min periodiske bogdistribution.

Efter at været flyttet fra Annas pensionat på Ryomvej nær Thorsager og til den lille by Kongsgaarde på Helgenæs blev min familie noget isoleret fra det hengivne samfund på grund af den afsides beliggenhed. Helgenæs er en ’udkant’ af Danmark, og ikke et sted hvor folk lige kommer forbi på deres færden rundt i landet. Det var derfor meget begrænset hvad vi havde af omgang med andre folk, da normen dengang var ikke at omgås ikke-hengivne mere end nødvendigt. Idealet var højt, og omgang med verdsligsindede personer bremsede turborejsen mod stadiet af ren gudshengiven tjeneste. Som de fleste andre kernehengivne i post-Visnupada æraen havde min kone og jeg fået vores åndelige dannelse mens vi levede i en asrama. En dannelse som på én side etablerede et stærkt åndeligt fundament for det liv vi skulle til at lære at leve ’udenfor templets mure’ efter adskillige år i asramaen, men som på den anden side ikke forberedte os på en reintegration med det verdslige samfund. Et institutionelt tiltag på at ændre den voldsomme overgang mellem asrama-livet og en ’almindelig tilværelse’ var et emne, der skønt det blev diskuteret mellem flere af de gifte hengivne og tempelledelsen, ikke nåede at finde noget praktisk udtryk inden Visnupada-æraen fuldstændigt ophørte med Bauneholms salg og stor-asramaens opløsning i foråret 2002. I bestræbelsen på at efterleve de krævende asrama-regler og de høje Krishna-bevidste standarder, der gives i de vediske skrifter, søgte min familie som sagt at begrænse vores sociale liv til kun at omfatte ligesindede hengivne. Det sparsomme sociale liv som blev resultatet af denne indstilling, medførte at de ugentlige søndagsfester i bogcaféen blev meget vigtige for os. Det Krishna-bevidste program og det hengivne samvær i caféen udgjorde på den måde en åndelig og social livline for min familie. Hvis ikke i ordets bogstavelige betydning så i det mindste i en hvis grad.

Gennem caféens levetid dannede den ofte udgangspunkt for bogdistributionen i området. ’Sankirtana’, som denne missionerende virksomhed kaldes blandt os hengivne, var en meget betydelig missionsvirksomhed på det tidspunkt i ISKCON Danmark. Det er den ganske vist stadig, skønt den for tiden lider under det tilbageslag, som vores del af ISKCON-verdenen lever under efter at Harikesa Swami Visnupada radikalt afveg fra den hengivne praksis og helt trak sig tilbage fra ISKCON i efteråret 98. På det tidspunkt rejste hengivne næsten konstant rundt i landet og udbredte Krishna-bevidsthed gennem Srila Prabhupadas bøger. Da caféen lå inde i selve Århus, var det nærliggende for de sankirtana-hengivne at bo der når de var på Århus-kanten. Trayimaya og Gunamani stillede faciliteterne til rådighed når end det var påkrævet, og flere gange var jeg selv med til at overnatte i baglokalet mellem bagage, bøger og radioudstyr på den trange plads der var til rådighed. Noget af det som står stærkest i min personlige erindring, er de gange hvor Trayimaya og jeg gik ud fra bogcaféen med en stak bøger, som vi distribuerede i det nærliggende område, enten på gaden, udenfor supermarkeder eller fra dør til dør. Efter det fysisk og oftest mentalt krævende arbejde med at skabe interesse hos folk for vores ’varer’ var det skønt at kunne slappe af i caféen og hente ny inspiration og kraft gennem de selvsamme bøger, som vi kort tid efter atter ville falbyde hvem der end krydsede vores vej.  

Som det fulde navn på bogcaféen indikerede, udgjorde stedet også det fysiske rum for Radio Krishna i byen. Før bogcaféens eksistens havde radioen måttet finde nye lokaler, da templet i Hasle ophørte, og en af de lokale støtter, Marco Møller, indvilligede i at stille sin lejlighed til rådighed for radioens fortsatte drift. Marco lagde ikke blot lejlighed til, men passede tilligemed den daglige drift af radioen igennem et par år. På et tidspunkt blev det dog ubelejligt at have alt det tekniske udstyr i den lille toværelses, og da caféen så dagens lys, blev det i stedet dens baglokale der blev det nye hjem for radioen, dog stadig med Marco som den primære driftsleder.

Hvor det i denne artikel har drejet sig om faktuelle oplysninger og personlige erindringer fra en person som ikke var specielt involveret i og knyttet til bogcaféen, vil det i den næste handle om de oplevelser og den betydning som bogcaféen havde for to hengivne for hvem bogcaféen spillede en betydelig rolle i dannelsen af deres tidlige Krishna-bevidsthed.