Indiens traditionelle religiøse liv, del 4
Vokset op i hengivenhed
Interview med R. Ranganathan
Af Bhakti Vikasa Swami

Serien om Indiens traditionelle religiøse liv fortsætter med et interview med R. Ranganathan, der voksede op i en traditionel Sri Vaisnava-familie i Sydindien. I den første del af dette interview fortæller han om livet blandt landsbyens brahmana’er og deres dagligdag, der startede fra den tidlige morgen af.

Ranganathan: Jeg fødtes i 1946 i Serangulam, en landsby nær byen Mannargudi i Thanjavur-distriktet i Tamil Nadu. I min familie var vi tilsammen seks brødre og to søstre. Søstrene er de yngste.

BV Swami: Du blev født i en brahmana-familie?

Ranganathan: Ja, i Serangulam er der et tempel for Herren Srinivasan, der er mere end et tusinde år gammelt. I Sydindien bor brahmana’erne, der er engageret i Herrens tjeneste, i et område, der kaldes agraharam, brahmana’ernes boliger, rundt omkring templet. Templerne har en høj, kvadratisk mur omkring sig, og rundt omkring til alle sider er agraharam’en. I vores landsby bestod agraharam’en af omkring 200 vaisnava-huse, alle store huse med store familier. Så der må have boet mindst 2000 mennesker i agraharam’en, og sammen med andre kaster må der have været omkring 5000 mennesker i landsbyen.

Bag husene i den vestlige gade var der en lille flod, der hed Pamaniaar, en gren af Kaveri-floden. Der var også en stor dam lige syd for tempelmurene. Den var fyldt med vand fra Pamaniaar, som den var forbundet til med en lille kanal. Bag agraharam’en var der et tempel for Herren Siva, der vendte med fronten imod Srinivasan-templet.

BV Swami: Ja, tilbedelse af Herren Siva og selvfølgelig Murgan [et tamilsk navn for Kartikeya] er fremtrædende i Tamil Nadu. Men Sri Vaisnava’erne holder sig udenfor halvgudetilbedelsen og hengiver sig udelukkende til Herren Narayana og Laksmi.

Ranganathan: I vores landsby var der kun én smarta-familie [her betyder smarta de ritualistiske brahmana’er,  der er engageret i Sivas tjeneste.]. Siva-templet spillede ikke nogen særligt fremtrædende rolle. Vaisnava’erne i vores landsby besøgte aldrig noget andet tempel end Herren Srinivasans tempel eller Herren Rajagopalans tempel i Mannargudi, fem kilometer derfra. Sri Vaisnava’erne var meget strikse med dette princip.

BV Swami: Fortæl mig noget om dit tidligere liv. Hvad lavede din far?

Ranganathan: Han holdt hovedsageligt øje med jord og ejendomme. Den årlige indkomst kom fra jorden, ligesom den gjorde det for de fleste af brahmana’erne på den tid.

BV Swami: Havde brahmana’erne i agraharam’en ikke pligter i templet?

Ranganathan: Jo, men de fleste af dem havde ikke daglige pligter. Det var kun for bestemte familier, der blev kaldt archakar’er. Andre havde kun pligter på festivaldage og tilbad en salagrama-sila derhjemme.

BV Swami: Men besøgte de ikke alle Srinivasan-templet hver dag?

Ranganathan: Naturligvis. Ingen kunne forestille sig at lave deres daglige gøremål uden først at have darsana med Herren. Alle var ivrige efter at se Ham, der var midtpunktet i deres liv. Deres normale morgenrutine var at stå op klokken halv fem eller fem, gå ud i marken for at besørge sig og så tage bad. De gik altid ned til floden for at tage bad. Familiebrønden blev kun brugt til det huslige arbejde, madlavning, puja og haven, og den offentlige brønd blev kun brugt til drikkevand og til abhiseka’en for salagrama’en. Efter at have badet tog de tilaka på, gjorde deres sandhya-vandanam [bønner og ritualer udført tre gange dagligt af brahmana’er] og reciterede det hellige gayatri-mantra 108 gange. Det hele tog omkring 20 minutter. Mange brahmana’er reciterede disse morgenbønner på bredden af floden lige før solopgang. Andre ville gå hjem og gøre dem der. De kom og gik fra floden, imens de sang bønner fra Sama Veda. Så utroligt smukt.

Omkring klokken halv syv ringede tempelklokken så højt, at det kunne høres over hele landsbyen, og alle – mænd, kvinder og børn – skyndte sig med det samme til templet. Klokken betød, at nu var det tid til bhoga [ofring af mad]. Derefter blev tæppet åbnet, og det var tid til darsana. De ældre mænd stod oppe foran, de unge mænd og drengene bag dem og kvinderne bagest. Sammen reciterede de hengivne bønner fra Divya Prabandham [en samling traditionelle bønner på tamilsk] i omkring et kvarter.

BV Swami: Kvinderne sang sammen med mændene?

Ranganathan: Kvinderne med beherskede stemmer, ikke højt.

BV Swami: Du sagde også, at kvinderne stod nede bagest. Fik de ikke mulighed for at komme op tæt på Herren?

Ranganathan: Det gjorde de. Efter sangen spredtes gruppen, og alle kom frem hver for sig og tog darsana på nært hold. De fik tre dråber vand, der havde badet Herrens krop, i hånden og drak det med stor respekt og glæde. De fik hjelmen, der repræsenterer Herrens lotusfødder, anbragt på deres hoveder og tog Hans prasadam i deres hænder. Så på det tidspunkt havde kvinderne darsana på nært hold.

Derefter gik alle hjem. Mændene udførte deres daglige puja og ritualer for salagrama-Deiteterne.

BV Swami: Gjorde alle mændene i huset puja eller blot nogle af dem?

Ranganathan: Hjemme hos os var det hovedsageligt vores far, der gjorde det, og vi små drenge så på hver dag. På den måde lærte vi gradvist, hvordan man gør det. Vi hjalp også med at indsamle blomster, der skulle ofres til Herren, og med at arrangere tingene til puja’en. Vi blev undervist i mantra’erne, der skulle reciteres under puja’en af den lokale præst, og vi øvede os i at recitere dem sammen med vores far.

BV Swami: Hvad med kvinderne? Hvad lavede de om morgenen? Badede de også tidligt om morgenen?

Ranganathan: Ja, alle skulle først tage et bad. Kun da kunne de gå i køkkenet eller gøre puja. Renlighed og renhed var altafgørende. De var meget strikse med dette. Kvinder måtte ikke lave mad under deres månedlige periode. Ved den tid opholdt de sig på et særligt sted væk fra alle andre. Og når kvinderne lavede mad, blev de små børn set efter af de andre ældre børn. Fordi børn altid er snavsede, måtte de ikke komme i køkkenet, og kvinderne måtte ikke røre ved dem, imens de lavede mad.

Hvor om alt er, kogte kvinderne først den friske mælk op og ofrede den til Herren. Efter ofringen gav de mælken til alle undtagen min far, der ikke ville spise eller tilmed drikke vand, før morgen-puja’en var overstået.

Så gjorde kvinderne hele huset rent inden døre og gårdspladsen udenfor med en blanding af komøg og vand. De udsmykkede indgangen til hjemmet med forskellige kringlede mønstre, der blev lavet med rismel. For det meste lavede de symmetriske mønstre uden nogen særlig betydning, men nogle lignede ting som en fisk eller solen. De var rare at se på, og hvert hjem forsøgte at overgå hinanden med de smukkeste figurer. I måneden maghasirsa [december-januar] stod græskarblomster i små kokasser spredt omkring imellem mønstrene. Foran hvert eneste hus blev mindst 30-40 blomster placeret på denne måde. Jeg ved ikke, hvad det betød, men det så meget flot ud. Fra lille af lærte pigerne at lave disse og var meget ferme til det.

De gjorde alt dette hurtigt for at være klar i tide til at besøge templet. Efter at være kommet hjem igen begyndte kvinderne at lave mad. Et andet sted i huset lavede mændene puja, og lige når det var færdigt, var kvinderne klar med retterne til at blive ofret til Herren. Puja tog imellem en halv og en hel time, og madlavningen tog omkring to timer. Inklusive tiden til at gøre klar til puja’en, samle blomster osv. var puja’en og madlavningen færdige omkring samme tid.

Maden blev lavet i messinggryder. Alle disse store gryder blev båret ind foran Herren, og alt blev ofret til Ham. Dengang skulle de virkelige brahmana-familier og vaisnava-familier ofre alting, før nogen kunne spise. Derhjemme spiste ingen mad lavet udenfor eller ikke ofret til Herren. Nogle af dem er fortsat meget strikse med dette.

De virkelige ortodokse vaisnavaer spiste kun i et tempel eller hjemme hos en anden vaisnava-brahmana. Nogle ville kun spise hjemme hos slægtninge. Jeg har hørt om brahmanaer nogle steder, der er så nøjeregnende, at de ikke engang drikker vand udenfor deres hjem eller spiser deres voksne børns madlavning, fordi de ikke anser dem for strikse nok.

Hvor om alt er, blev køkkenet gjort rent lige efter, at maden var blev bragt ind til ofring. Og kvinderne ville rydde bort al prasadam, der havde stået i mere end tre eller fire timer. De gemte ikke noget bortset fra ris, der blev gemt i vand natten over. Men de lod aldrig noget gå til spilde. Under ingen omstændigheder. Kvinderne lavede normalt lige netop, hvad der var brug for, og al ekstra prasadam blev givet til de små drenge om eftermiddagen.

Ofringen varede omkring et kvarters tid, hvorefter prasadam’en blev overført fra kogegryderne, og vi spiste en overdådig morgenmad imellem halv ti og ti.

At spise sammen var en vigtig del af vores liv. Det var ikke som i Vesten, hvor man kommer hjem og lige sørger for et eller andet til sig selv fra køleskabet. For eksemplet spiste ingen kvinde, før hendes mand havde spist. At spise var en familiebegivenhed. Der er stadig fælles familier, hvor 50 eller 60 mennesker sætter sig ned sammen på et bestemt tidspunkt for at spise sammen.

At spise bragte os alle sammen. Det gav ikke blot næring til vores kroppe, men til hele vores velvære. Dengang spiste mennesker god mad og rigeligt af den. De var stærke, sunde og livskraftige og klare i hovedet. Al maden blev kogt, tillavet og serveret med kærlighed og omhu. Det var så dejligt – ikke blot smagen, men alting omkring den. Alting var hjemmelavet. Selv nu laver traditionelle familier alting derhjemme så vidt muligt. De tærsker deres egen ris, laver deres egne pickles og papadam osv.

Nu om dage kan man gå til købmanden og købe noget, der allerede er blandet, og man kan hurtigt servere det ud. Men dengang var selv den daglige madlavning en hel kunst med så mange teknikker involveret og så meget arbejde og kærlighed lagt i den. Det var helt sikkert meget mere behageligt på den måde. Kvinderne påtog sig besværet med at lave det, så det blev godt. Når det kom til stykket, skulle det jo ofres til Herren. Derefter ville alle være tilfredse over at spise velsmagende prasadam og spiste med glæde masser af det. Og det var kvindernes glæde: at lave mad og se alle glade over at spise prasadam.

Husets kvindelige overhoved stod for at servere prasadam’en ud til alle og sørgede for, at alle fik nok, og at de var tilfredse. Kun på særlige dage som sraddha, når vi inviterede mange gæster, fik kvinderne ikke lov til at servere. Selv på almindelige dage fik kun de kvinder, der var rene, og der var blevet indviede, lov til at arbejde i køkkenet eller at røre ved madlavningsgryderne.

BV Swami: Så kvinder blev også indviede. Men formodentlig ikke i gayatri-mantra’et?

Ranganathan: Lige efter at være blevet gift blev kvinder indviet af familie-acarya’en. Der ville være en ceremoni med et ildoffer, og Herren Visnus mærker af konkylie, kølle, lotus og diskos blev påtrykt på deres arme med glødende metalstempler, ligesom det blev gjort på mændene. De blev fuldt ud accepterede som hengivne, men traditionen var, at gayatri-mantra’erne kun blev reciteret af brahmana-mændene.

BV Swami: Hvad lavede man efter morgenmaden?

Ranganathan: Nogle arbejdede med et eller andet eller slappede lidt af. Ved middagstid gjorde de madhyannikam, hvilket er det samme som sandhya-vandanam, men ved middagstid. Omkring klokken et kunne de finde på at drikke en kop mælk, måske med en let frokost. Men de fleste spiste ikke igen før om aftenen, og da også kun noget let. Morgenmåltidet var solidt og stort set nok til hele dagen.

Fra omkring 14 til 16:30 læste man Bhagavatam i ethvert hus, og nogle besøgte en eller lærd mand, der forelæste i to eller tre timer, ligesom der også blev prædiket i tempelsalen.

BV Swami: Hvilede de ikke i eftermiddagsheden? Det er normalt over hele Indien.

Ranganathan: Ingen sov om eftermiddagen. Det er forbudt for vaisnava’er. At sove om dagen var kun tilladt, hvis man var syg. Men vi var ikke ret meget syge. Vi sov alle kun om natten, på gulvet. Vi havde ikke svært ved at sove. På det tidspunkt var vi godt trætte.  (Fortsættes i næste nummer)