Indiens traditionelle religiøse liv, del 5
Vokset op i hengivenhed,del 3
Interview med R. Ranganathan
Af Bhakti Vikasa Swami

I tredje og sidste del af interviewet med R. Ranganathan, der voksede op  i en vaisnava-familie i Sydindien, fortæller han blandt andet om betydningen af acaryaerne eller jiyaerne, de åndelige mestre. Han slutter af med at sammenligne sin opvækst i en sydindisk brahmana-familie med sit nuværende liv i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater, hvor han bestrider en ledende stilling i et multinationalt firma.

BV Swami: Kan du forklare mere om acaryaerne og jiyaerne?

Ranganathan: I Sri Vaisnava-linien skal hver discipel have en guru, der er leddet imellem Herren og den hengivne. Guruen kaldtes acaryaen, hvilket betød en, der underviser gennem sit eksempel. Ácaryaens opgave var at lede daglige bønner, give forelæsninger over skrifterne og generelt at oplyse og inspirere de hengivne i vaisnavismens værdier.

Hver vaisnava-familie var forbundet med en parampara-acarya. De var knyttet til enten en familie af acaryaer eller til en sannyasi-leder i et tempel eller kloster. Sidstnævnte kaldtes jiyaer. Med andre ord blev medlemmerne af en familie generation efter generation indviet af efterkommerne af den acarya-familie, som de var forbundet til, eller af den siddende jiyar i et bestemt tempel. Selv acaryaerne, der var gifte familiefædre, levede meget enkle, ideelle liv og var fuldt engagerede i åndelige aktiviteter.

BV Swami: Vandrede acaryaerne eller jiyaerne rundt? De var vel meget strikse med hensyn til de gamle traditioner, hvoraf en var, at en hellig person eller sannyasi ikke måtte bruge nogen form for køretøj?

Ranganathan: Jo, de kom til fods. Når de kom, blev et hus eller to stillet til rådighed for jiyaren og hans følge, og husets beboere opholdt sig i andres huse i den periode.

BV Swami: Kom den samme jiyar hver gang, eller var det forskellige?

Ranganathan: Det var den samme jiyar, eftersom de fleste af beboerne i en bestemt landsby kom fra samme parampara. Jiyaren blev der oftest en måneds tid. Under hans besøg afholdtes normalt en officiel højtidelighed om morgenen, hver dag i et nyt hus. Alle mødtes og var sammen med jiyaren og reciterede mange hymner til Herrens pris. Jiyaren holdt forelæsninger over Srimad-Bhagavatam og Bhagavad-gita. Der var flere klasser over Srimad-Bhagavatam end Bhagavad-gita, for Srimad-Bhagavatam blev anset for at være det bedste af alle skrifter. Ved forelæsningens afslutning gav folk ham gaver i form af frugter og penge og somme tider køer og jordstykker. Jiyaren gav akshata-prasadam til alle, og derefter fik alle serveret et fuldt prasadam-måltid.

På en bestemt dag under jiyarens besøg var der en storslået ceremoni for at hylde de lokale lærde mænd. Alle landsbyens brahmanaer mødtes, og jiyaren ærede dem blandt dem, der havde størst anseelse for hengiven lærdom. Han hædrede dem ved at lægge et symbolsk klæde på deres skuldre eller vikle det rundt om deres hoveder og roste deres præstationer. De lærde mænd holdt taler, og lokalbefolkningen følte sig stolte og glade over deres landsbyfællers lærdom.

BV Swami: Så lærdom blev der set op til?

Ranganathan: Åh ja, det var en stor tradition. Lærdom blev anset for meget vigtig og var højt respekteret. Lærdom betød viden om skrifterne, ikke al denne akademiske cand. mag eller Ph.d. Det forventedes af selv en almindelig brahmana, at han var velbevandret i skrifterne og i sampradayaens lære. Og der var mange virkeligt lærde, der var belæste ud over det almindelige, folk, man kunne stille et hvilket som helst spørgsmål, og de kunne svare på det. De havde fået en stor gave fra Gud, ellers kunne de ikke have vidst så meget. Men selvfølgelig måtte de også arbejde for det. Det blev sagt om store lærde, at de havde ”krydset over til den skriftlige videns modsatte bred efter at have tilbragt mange, lange år med at studere under og tjene fødderne af selvrealiserede sjæle.”

Der krævedes specielt megen lærdom for at kunne være en acarya. Det var ikke blot en titel. På den tid var der også mange lærde mænd fra konkurrerende skoler, så en acarya skulle besidde omfattende lærdom og også erkendelse for at kunne ramme en pæl igennem alle udfordringer. Igennem deres lærdom skulle de kunne holde sampradayaens anseelse i hævd. De kunne også udlede så mange hengivne betydninger fra versene i Srimad-Bhagavatam for at glæde og oplyse de andre hengivne. Derfor kaldtes sådanne lærde for Bhagavata’er, hvilket betød ”de, der kendte og personificerede Srimad-Bhagavatams lære”, og de blev behandlet med den største respekt.

Men i virkeligheden blev hver vaisnava opdraget til at respektere alle andre vaisnavaer, ikke kun de mest ophøjede hengivne. Hver eneste Sri Vaisnava sagde med det samme, når han mødte en anden hengiven, ”Jeg er en tjener af Herrens tjenere (narayana dasa dasanudasa).” Med det samme frembød begge hengivne gensidig respekt. Ingen af dem ville blot blive stående og modtage respekt. Det var også sædvane blandt kvinderne, at de frembar deres respekt til familiens ældre hver aften. De gik tilmed over til naboerne for at vise deres respekt for de ældre vaisnavaer, der sad udenfor.

Køer, fattige og politi
Ranganathan: Templerne havde tusindvis af køer. Man mærkede forskellen i stemningen blot ved at komme ind i templet. Det var sådan en helstøbt og hellig fornemmelse at være imellem køerne. Vi plejede hele tiden at høre køernes muen. Templet havde også to eller tre elefanter, så vi kunne høre dem brøle fra tid til anden.

Hjemme hos os havde vi en ko ved navn Laksmi. Hun var så fintfølende, at min mor lagde mig på gulvet ved siden af hende, da jeg kun var et år gammelt. Så gik min mor tilbage til sit huslige arbejde, og Laksmi passede på mig. Hun var ikke engang bundet og gik ind og ud af huset, som det passede hende.

Nogle rige familier havde op til hundrede køer og selvfølgelig også tyre til at pløje markerne med. Der var et samfund i Sydindien ved navn konar, hvis hovederhverv var at tage sig af køerne. Brahmanaerne malkede ikke selv køerne. Hver familie havde en konar, der malkede dem, fodrede dem, sørgede for deres helbred og kærnede mælken.

BV Swami: Hvad med dem, der ikke engang ejede det mindste jord? Var der tiggere?

Ranganathan: Ingen professionelle tiggere som i dag. Alle havde et eller andet erhverv. De havde i det mindste nok selvrespekt til ikke at leve som professionelle parasitter. Hvis fattige mennesker under visse omstændigheder ikke kunne få det til at slå til, fik ingen alligevel lov til at tigge. Nogle ville i det mindste give dem prasadam. Det ville have været en vanære for hele landsbyen, hvis der ingen var til at hjælpe de fattige. Men nu er der mange mennesker, der tigger på gaden.

BV Swami: Hvad med politi og lov og orden?

Ranganathan: Vi havde aldrig set politimænd eller sågar hørt om dem. Atmosfæren var fredelig. Husene stod åbne, men der var ingen frygt. Ingen døre var låste, men alligevel var der ingen, der ville røre noget som helst.

BV Swami: Hvad med regeringen?

Ranganathan:  Den vidste vi meget lidt om.

BV Swami: Så hvordan blev templet finansieret og administreret?

Ranganathan:  Templet ejede store landområder, og en gruppe kuratorer styrede det. Kuratorerne var meget respekterede mennesker, der udelukkende blev udvalgt blandt vaisnavaerne. De tog sig af Herrens ejendomme, indkomst og alting. Folk var bare glade for, at ved Herrens nåde havde de sådan en dejlig Deitet og dejligt tempel.

BV Swami: Så regeringen indkrævede ikke skatter der?

Ranganathan:  Nej, intet. Vaisnavaerne forestod templet og dets anliggender

Tilstanden i dag
Se på den anden side på tilstanden i dag. Landets åndelige tilstand er ikke god.

BV Swami: Det vil jeg indrømme. Hvordan skete det? Hvordan kunne sådan en storslået kultur smuldre på så kort tid?

Ranganathan: Jeg fortalte dig om tempeladministrationen. Nu har regeringen tilegnet sig templets jord. De oprindelige kuratorer blev erstattet med regeringens tjenestemænd, og så startede al denne korruption. Det hele smuldrede fra en dag til den næste. De introducerede forskellige former for politik som ’jorden tilbage til bonden’, hvilket betød, at med ét tilhørte den jord, brahmanaerne ejede, ikke dem længere. Hvis en mand var engageret i at pløje din jord, kunne han nu tage det meste af høsten. Jordejerne endte med at blive underkastet bøndernes nåde. Ejeren kunne ikke engang sælge eller være herre over sin jord. Brahmanaerne blev ramt hårdt, for jorden havde været deres eneste indtægtskilde.

De unge brahmanaer blev tvunget til at finde arbejde andetsteds. I det store hele er brahmanaer intelligente mennesker, så hvor de end slog sig ned, klarede de sig godt. Mange sydindiske brahmanaer er højtplacerede regeringsmænd eller har andre ansvarsfulde positioner i Indien og verden rundt. Selv i mit firma i Dubai er topstillingerne besatte af sydindiske brahmanaer.

Mange blev misundelige over at se brahmanaerne i toppen, og de indførte restriktioner for at kunne nægte dem de fleste stillinger i regeringen. I dag gives disse jobs derfor ofte til en eller anden idiot, der intet ved. Og se blot den stygge situation, vi har nu. Regering i Indien betyder bestikkelse, korruption og ineffektivitet. 

BV Swami: Du fortalte, at da du vendte tilbage til din landsby efter lang tids fravær, blev du meget skuffet.

Ranganathan: Frygteligt skuffet. Selv nu har jeg mest lyst til at græde, når jeg taler om situationen i disse gamle templer. Sidste gang jeg besøgte Mannargudi-templet, bad præsten mig om ti rupier. Jeg bogstaveligt talt græd. Jeg har set med mine egne øjne, hvor respektabelt præsterne plejede at leve. Når jeg ser deres situation nu, ønsker jeg mest af alt at græde.

Templerne er snavsede og nedslidte. Ingen ser ud til at bryde sig om dem. Dette samme tempel, der var fyldt med lyksalighed og var så glad og spillevende et sted, er nu mørkt og dystert, næsten helt forladt. Jeg tvivler på, at de overhovedet laver den daglige puja. Gosalaen [kostalden, hvor der før var flere tusinde køer] er blevet til et kornlager med masser af sække med ris. Der er næsten ingen køer tilbage, og de, der er, bliver der ikke sørget ordentligt for.

Jeg bliver rigtigt vred, når jeg tænker på, hvordan disse templer køres i dag. Det er derfor, jeg foreslår, at Hare Krishna-folkene erhverver sig disse hellige vaisnava-steder og fører dem tilbage til deres tidligere storhed i stedet for at opføre nye templer. Vi bør sikre, at ceremonierne afholdes til tiden, at præsterne respekteres, og at der er et arrangement til at sikre deres opretholdelse.

Jeg frygter, at opførelsen af nye templer i denne ateistiske tid i sidste ende blot resulterer i flere vanrøgtede templer. Sådan som Kali-yuga skrider frem, synes opførelse af nye templer meget risikabelt. Hvis man bygger flere templer i dag, kan man ende med ikke at kunne administrere og opretholde dem over længere perioder.

BV Swami: Regeringen har en plan om at restaurere bemærkelsesværdige gamle bygninger.

Ranganathan: Det er vældig godt, men hvad med kulturen, der inspirerede folk til at opføre sådanne bygninger? Hvad med at bruge dem til det, de blev bygget til – at tilbede Herren i? De kan reparere et tempel som en anden arkæologisk udstilling eller turistattraktion, men de ødelægger den kultur, der var dets liv. Et tempel er ikke blot en bygning, man kommer og ser på. En person, der besøger et tempel, bør blive involveret og revet med af den hengivne stemning. ’Arkæologisk’ betyder, at templet allerede er dødt. Derfor må dette arbejde tages op af de hengivne – de, for hvem Herren ligger stærkt på sinde – ikke af bureaukrater.

Jeg husker fortsat helt tydeligt den mættede atmosfære, der dominerede i min ungdom. Jeg dvæler stadigvæk ved minderne om disse festivaler, og hvordan vi lyttede til Divya Prabhandam. Vi var lykkelige i vores dagligdag. Om morgenen plejede vi at plukke blomster, der skulle ofres til Herren, og sang sange om Hans herligheder, imens vi gjorde det. Igennem hele dagen var vi engageret i forskellige åndelige aktiviteter, direkte eller indirekte. Vi mærkede intet behov for noget som helst andet. Vi havde ingen ambitioner om at tage noget andet sted hen eller gøre noget andet. Vi havde ikke brug for penge eller materielle ejendele.

Vi længtes ikke efter moderne tider. Det moderne liv kom bare uden, at det gik op for os. Jeg så aldrig en bil i min barndom. Jeg kørte aldrig i en, før jeg var 20 år gammel. Nu kører jeg på arbejde, kører for at se mine venner, kører overalt. Selv for at få mad skal vi køre, og maden kommer pakket ind i plastikposer fra et køleskab.

Jeg kendte intet til alle disse ting før. Jeg ville aldrig have forestillet mig i min vildeste fantasi, at jeg ligesom en fugl skulle bo i en lejlighed højt oppe i himlen og være maset ind i en bygning sammen med en masse mennesker, der ikke engang kender mit navn. Men her er jeg i dag i den Persiske Golf med et godt arbejde, en bil, penge nok og alle livets bekvemmeligheder. Men disse ting har ikke gjort mig lykkelig.

Ved Krishnas nåde har jeg ikke flere materielle aspirationer. Men ved du, hvad jeg ønsker mig? Jeg ønsker at vende tilbage til dette enkle landsbyliv med Herren i centrum. Det er derfor, vi indere her deltager i alle disse kirtanaer og festivaler, laver og deler prasadam imellem hinanden. Dette er alt sammen kun Srila Prabhupadas barmhjertighed. Disse ting har givet os livet tilbage. Ellers havde vi været helt i maya.