Indiens traditionelle religiøse liv, del 5
Vokset op i hengivenhed, del 2
Interview med R. Ranganathan

Dette er anden del af et interview med R. Ranganathan, der voksede op i en traditionel Sri Vaisnava-familie i Sydindien. I denne del fortæller han om de mange festivaler, der blev holdt året igennem.

BV Swami: I Sri Vaisnava-traditionen er der mange festivaler. Kan du fortælle om nogle af dem?

Ranganathan: Så godt som hver måned havde vi en festival. Den årlige Brahmotsavam var en af de største. I Srinivasan-templet varede den i ti dage, men den tog folks hele opmærksomhed i Serangulam og de omkringliggende landsbyer i mindst 20 dage før. Vi blev alle engageret i at rengøre templet indvendigt og udenfor, kalke væggene, reparere og restaurere vognene og så mange andre ting.

Brahmotsavam [der er forskellig fra tempel til tempel, red.] i Rajogopalan-templet varede i 18 dage. I andre templer varer Brahmotsavam kun i ti dage. Jeg tror, at det kun var for Herren Rajogopalan i Mannargudi, at den fejredes over 18 dage. Mannargudi kaldes også ’Dakshin Vrindavana’ eller ’Sydlige Vrindavana’. Templet der er meget stort, og Deiteten af Rajagopalan er ualmindelig smuk. Han holder en fløjte og ledsages af en ko og andre ting.

Hver morgen gik Deiteten ud på procession i en bærestol på en meget storslået manér. Der var puspha ratham (blomsterudsmykninger), Surya prabha (et soltegn), Adisheshan (en repræsentation af Herrens guddommelige slangeseng), Garuda (Herrens ørnebærer), svane, elefant, hest m.m. Hver dag hjalp vi med disse prægtige udsmykninger. Vi gik alle med optoget rundt i tempelgaderne. Ved hvert hus standsede de, og medlemmerne af hver familie kom ud og lavede ofringer til Deiteten.

Den sidste dag var en Ratha-yatra. Alle skolerne havde helligdag for at anspore og hjælpe eleverne til at deltage i at trække vognen. Optoget gik rundt i alle gaderne rundt om templet om aftenen. Det var en kæmpestor vogn. Den var meget vanskelig at flytte, selv om tusinder af mennesker kom for at trække den. Vognen holdt aldrig stille, undtagen når en ofring blev lavet. Somme tider nåede vognen ikke til sit bestemmelsessted ved dagens slutning, og festivalen måtte fortsætte en dag eller tilmed to mere. Vi følte os aldrig trætte, imens det stod på, men bagefter værkede det i vores kroppe.

Så på den tiende dag var der en stor ceremoni, der blev kaldt annakuta, når Herren ankom til den smukke grønne plæne nær tempelmuren.

BV Swami: Han havde Sin egen have?

Ranganathan: Ja, indenfor tempelområdet. De bredte hvidt klæde ud over hele plænen og stillede forskellige risretter og andre ofringer på det i et flot mønster. Så om aftenen kom Herren der, og en kæmpeofring blev gjort til Ham og derefter delt ud til alle. Flere tusinde mennesker tog del.

BV Swami: Og alle var glade?

Ranganathan: Ja, alle var meget glade. De nød dette og så frem til det hvert år.

BV Swami: Kom folk fra de nærliggende landsbyer?

Ranganathan: Ja, folk kom i stort antal fra landsbyer i mange kilometers omkreds.

BV Swami: Blev de der hele natten igennem?

Ranganathan: De fra de nærmeste landsbyer tog hjem og kom tilbage hver morgen. Andre sov i tempelhallen eller på verandaer i folks huse.

Hver dag under festivalen kom folk til templet tidligt om morgenen. Efter morgen-abhiseka og optog blev der serveret prasadam i den store spisesal. Flere tusinde mennesker kunne spise på samme tid. Under de største festivaler ville mere end 10.000 mennesker tage prasadam hver morgen. De serverede først førsteklasses ris med ost og andre retter, der var blevet ofret til Herren.

Før der blev serveret prasadam, blev området renset med recitation af gayatri, og stråmåtter til at sidde på blev lagt ud på gulvet. Archakar’en [præsten] kom med vand, der havde været hældt over salagrama’en. Alle nippede til dette vand og begyndte derefter at respektere prasadam.

Hver dag under festivalen serverede de en førsteklasses morgenmad, der bestod af ris med ost og sambar. Ved middagstid var der så en luksuriøs frokost, hvor der var tre slags grønsager, forskellige slags våde grønsager, sødsager, sambar, rasam (en meget let suppe, der spises sammen med ris) og forskellige slags risretter som tamarinde-ris, kokosris, osteris, citronris, sødris og mangoris.

BV Swami: Du fortalte mig, at drengene plejede at hjælpe til under tempelfestivalerne.

Ranganathan: Ja, vi hjalp kokkene med at hente og skære grønsager, save brænde, anbringe palmer overalt som udsmykning før festivalen, servere prasadam, gøre området rent og forskellige andre tjenester. Vi måtte lære at servere systematisk. Til servering ville de overføre prasadam fra kogegryderne til mindre serveringsgryder. Når alt var klart, anbragte vi små portioner af alle de forskellige retter på bananbladene. De ældre uddelte tirtham (helliggjort vand), og alle sippede til det. Så begyndte de at tage prasadam, imens de sang ’Hari Bol’. Alle spiste så meget, de kunne, og gik derefter hjem.

På denne måde blev der serveret for den ene gruppe efter den anden, ofte så mange som seks eller syv grupper. Normalt ville alle i hver gruppe blive færdige samtidigt. Derefter fjernede vi bladene efter hvert hold med det samme, gjorde salen ren med komøgvand og vaskede gulvet for at være klar til det næste hold folk – 1500 til 2000 mennesker endnu engang.

Vi serverede prasadam til alle uden forskelsbehandling, men når det kom til madlavning og servering skulle personen være ren og også indviet.

BV Swami: Var alle i dhotier og andet traditionelt tøj?

Ranganathan: Naturligvis. Alle kom rene efter morgenbadet med tilaka og det øverste klædestykke rundt om livet på sydindisk manér. På den tid blev vestligt tøj så godt som aldrig set. Hvis nogle havde vovet at komme til templet i vestligt tøj, ville de sandsynligvis have fået bank og blevet smidt ud.

BV Swami: Klædte kvinderne sig på festivaldage med smykker og alting?

Ranganathan: Ja. Selvfølgelig havde kvinderne nogle smykker, de havde på hele tiden: øreringe, næseringe, tåringe og ankelringe. Men på festivaldage klædte kvinderne sig ekstra fint.

BV Swami: Kun til templet?

Ranganathan: Og til andre steder også. Men alle skulle være klædt pænt på for at komme i templet, specielt på Diwali og Pongal-dagen.

BV Swami: Klædte de sig fint på hver dag for at komme til darsana?

Ranganathan: Hver dag. De klædte sig i fint tøj og smykker for at vise sig foran Herren. De havde kun det fine tøj på i templet. Når de kom hjem, tog de dagligtøj på. Til daglig klædte både mænd og kvinder sig i enkle bomuldsklæder.

BV Swami: Kom de, der ikke var brahmanaer, også til templet?

Ranganathan: Ja. De kom, tog del i Ratha-yatra og andre ceremonier og tog prasadam. Men visse områder var afgrænsede. Ikke-brahmanaer havde ikke lov til at komme ind i Deitetsrummet eller køkkenet.

BV Swami: Så under Ratha-yatra’en havde brahmanaerne ikke noget imod at røre ved ikke-brahmanaerne?

Ranganathan: Nej, det havde de intet imod. Ratha-yatra var åben for alle. Alle havde lov til at trække ratha’en.

BV Swami: Men normalt ville brahmanaerne ikke engang røre dem, der ikke var brahmanaer?

Ranganathan: Nej, sådan var det ikke.

BV Swami: Ikke så strengt?

Ranganathan: Nej. Men kun brahmanaerne måtte tage Deiteten rundt i gaden. Skønt de andre havde lov til at have darsana, fik de ikke lov til at komme tæt på Deiteten. Nu om dage er det meget anderledes. Nu giver de ikke-brahmanaer lov til at også tage Deiteten med på optog.

Festivaler blev også holdt på Ramanuja, Namalvar og andre store acaryaers fødselsdage. På disse dage lavede de prasadam-retter, som disse acaryaer havde syntes om, og uddelte dem til alle.

Om vinteren i måneden Margasirsa var der en anden stor højtidelighed. Tidligt hver morgen udførte folk sankirtana på gaderne rundt om templet, og derefter vendte gruppen tilbage til templet.

BV Swami: Hvilke navne sang de i sankirtanaen?

Ranganathan: Herren Haris navne. Det var kendt som Govinda nama sankirtana. En person sang, og alle fulgte efter til ledsagelse af mrdangaer og karatalaer. Tidligt om morgenen sov nogle unge drenge på granitgulvet udenfor templet, og når de hørte sankirtanaen, kom de med det samme og sluttede sig til den uden så meget som at vaske deres ansigter. Men de fem eller seks ældre, der ledte kirtanaen, tog først et bad, tog tilaka på og begyndte da omkring fire eller halv fem. For det meste var alle de deltagende unge mænd og drenge imellem fem og 35 år. Det gik for sig imellem en til  halvanden time.

Under festivaler kom mange vaisnavaer sammen i templet for at recitere Vedaerne og Divya Prabhandham. Hundrede mennesker reciterede i to grupper, der reciterede på skift. Når den ene gruppe afsluttede et vers, begyndte den anden gruppe på det næste.

Sri vaisnavaer fejrer også festivaler for fremkomsten af de store acaryaer. Lige efter min upanayanam, da jeg var syv år gammel, tog min far mig med til Ramanujacaryas fødested i Sriperambadur. I mange dage forinden havde han indsamlet ris, dal og andre ting fra landsbyens folk. Han sendte disse varer i forvejen med lastbil til Sriperambadur og tog mig med på toget sammen med de penge, han havde indsamlet. Det var ved tiden for en ti dages festival til minde om Sripada Ramanujacaryas fremkomst. Da vi kom, gav min far alt til jiyar’en (guru i Sri Vaisnava-linien.). Jiyar’en kendte min far rigtig godt. Min far elskede og respekterede jiyar’en, og jiyar’en var meget kærlig og venlig imod ham. Jiyar’en engagerede min far i at hjælpe med at føre opsyn med køkkentjenesterne under festivalen og sørge for, at alle blev bespist til tiden. Der var en gruppe drenge fra gurukula’en – netop på min alder – der reciterede hele Divya Prabhandham, 4000 vers udenad og også meget smukt.

Vi holdt også en stor festival, når en acarya eller jiyar var på besøg. Hele landsbyen kom og frembar deres respekt for ham. Han blev ledsaget af et stort følge af tilhængere og også mange køer og heste og fem eller seks elefanter, alt sammen i et stort optog. Hans fremtoning var naturligt majestætisk og meget respektabel. Og landsbyens folk gav ham Purna Kumbha, en traditionel ofring af ris og en kokosnød. (Fortsættes i næste nummer)