Et kig ind i Indiens traditionelle religiøse liv
Interview med Narmada Swami
Af Bhakti Vikasa Swami

Dette er det første i en række uddrag fra bogen Glimpses of Traditional Indian Life af Bhakti Vikasa Swami (udkommet 1998). Bogen indeholder samtaler med forskellige indiske hengivne, der fortæller om deres barndom. Indien har gennemgået kolossale forandringer de sidste 20-30 år, men det vediske liv er stadigvæk fremherskende. Og går man bare én eller to generationer tilbage, er det forbavsende, hvor velbevaret den vediske kultur var de fleste steder, specielt i landsbyerne. Glimpses of Traditional Indian Life fanger igennem en række interviews glimt af det traditionelle vediske liv.

I dette første uddrag møder vi Narmada Swami, der blev født i 1928 og voksede op i Nellore, der dengang var en mindre by i Sydindien. Narmada Swami har netop fortalt, hvordan en af hans onkler plejede at recitere mantraer efter, at han havde taget bad, og Bhakti Vikasa Swami spørger om det.

Bhakti Vikasa Swami: Hvad chantede han?

Narmada Swami: Et mantra til Rama.

Bhakti Vikasa Swami: Hvorfor chantede folk på den måde. For at opnå befrielse eller hengivenhed eller hvad?

Narmada Swami: Tja, skrifterne siger, at Visnus navn er fuldstændigt lykkebringende og altid bør reciteres. Det var almindeligt kendt. Selv de ritualistiske præster gjorde dette for ikke at tale om vaisnavaerne. ’Fuldstændigt lykkebringende’ betyder, at det var godt for alting: beskyttelse imod ulykker, beskyttelse imod onde ånder, beskyttelse imod alt uheld. Visnus navn befrier en fra alle syndige reaktioner og bringer lykke i dette liv og det næste. Jeg tror, at det var hovedgrunden for de fleste.

Denne reciteren af Guds navn havde dybe rødder i kulturen. Min ene gamle onkel plejede at holde mig vågen med sin messen. Om sommeren sov vi udenfor, for det meste på husets flade tag. De kølige briser var så dejlige ovenpå dagens varme. Når der somme tider ingen vind var, var det for varmt til at sove, så vi lå halvvågne og kølede os med håndvifter, imens vi talte om det ene og det andet til tidlig morgen. Når vi besøgte vores mors hjem, kunne jeg ikke sove om natten, for der var en gammel onkel, der lå ned og chantede, ”Hari! Rama! Govinda!” og så mange andre navne på Gud hele natten igennem. Jeg ville være lige ved at falde i søvn, og så råbte han ”Narayana! Hari!”

Folk havde tro og havde for vane at messe. De var opdraget med det. Hvis din far altid siger, ”Hari! Govinda! Narayana!”, og din bedstefader siger det, og dine onkler, tanter og din mor siger det, begynder du også selv snart at sige ”Hari! Govinda! Narayana!” Når vi børn larmede, plejede en gammel mand altid at sige, ”Hvis så meget som et øjeblik går, uden at man husker Guds navn, er det det største tab, den største tragedie.”

Men præcis hvorfor de reciterede Guds navne, kan jeg ikke sige. Det kan have svinget fra person til person. Når det kom til mange af vore traditioner, tænkte folk ikke over hvorfor, de gjorde det bare, for det var måden, man altid havde gjort det på, og de gik ud fra, at det var den rigtige ting at gøre. Og de havde det godt med at gøre det.

Alle troede på Gud. Ligesom livet fra dag til dag var en enkel og ligefrem ting, var accepten af Guds hånd i alting det også. Tanken om Gud var aldrig langt væk fra nogen, så at tale om Ham var naturligt i løbet af alle normale aktiviteter. Det var ikke forbeholdt formelle lejligheder eller nogle specielle mennesker. 

Selv i almindelige samtaler talte folk ofte om Rama og Krishna, for deres tanker var fulde af Mahabharata og Ramayana. De plejede at høre fra brahmana’erne eller fra gamle folk i huset. En far kunne f.eks. skælde sin søn ud ved at give eksempler fra Rama’s liv: ”Se bare, Sita sagde sådan. Bhisma sagde sådan.” Eller i samtalen forklarede en eller anden en pointe ved at referere til Krishnas liv, og en anden svarede med et andet citat osv. Eller hvis noget usædvanligt eller uventet skete, priste de Gud, hvor fantastisk Han er. Når folk mødtes eller tog afsked med hinanden, sagde de ”Jai Sri Rama” eller noget i den retning. De kunne ikke lade være med at sige Guds navne.

Vores liv var sådan, som vi læste i Srimad-Bhagavatam om Krishnas landsbyliv. Jeg har lige netop læst, hvordan Krishna og Balarama tog imod Akrura, og det mindede mig om, hvordan slægtninge besøgte os derhjemme, eller hvordan vi besøgte dem. Når vi mødtes efter lang tid, kunne hele aftenen gå med at spørge til den ene og den anden og den tredje slægtning. Men vi talte ikke kun om relative ting. Specielt de gamle mennesker kastede sig automatisk ud i diskussioner af Krishnas aktiviteter, filosofi fra skrifterne eller noget i den retning og talte i timevis. Vi knægte spekulerede på, hvornår de var færdige, for ingen af os måtte spise, før de ældre havde spist.

Næsten alle overholdt nogle løfter, enten personlige eller traditionelle, måske for at tilfredsstille Siva eller en anden halvgud eller blot for at øge deres fromhed ved at afholde sig fra sansenydelse. Specielt kvinder plejede at følge forskellige løfter for at beskytte og gøre godt imod deres mænd og børn. De fromme folk plejede at faste, i det mindste fra al korn, på ekadasi [den 11. dag efter hver fuldmåne og nymåne]. Ganske mange fastede fra al slags mad og nogle endda fra vand. På samme måde plejede alle at påtage sig en form for askese under regntidens fire måneder. Folk fulgte løfter som kun at spise én gang om dagen, ikke spise efter solnedgang, ikke spise søde ting eller smør osv.

I det mindste blandt de højere kaster var der ikke en eneste, der ikke udførte deres puja eller reciterede bønner på sanskrit hver morgen. Når man gik igennem landsbyen tidligt om morgenen, hørte man klokkerne ringe – ding, ding, ding – og se skyer af røgelse komme ud af vinduerne. Lyden af sanskrit-mantraer hørtes fra hvert hus.

De sang Sri-sukta og Purusa-sukta, eller nogle folk sagde patha’er [alle sammen forskellige sanskritbønner] til de forskellige halvguder. I de større byer har nogle af de moderne, uddannede mennesker lagt dette fra sig, men ellers brugte de fleste folk en eller to timer om morgenen på alle disse ting. De stod op før daggry, tog bad (uanset hvor koldt det var), tog rent tøj på og gik så i gang med sang, recitation eller meditation. I det mindste ville alle recitere et kapitel fra Bhagavad-gita hver dag. Men for det meste gjorde de mere end det.  

I Sydindien var Visnu-sahasra-nama [Visnus 1000 navne] det mest almindelige. Blot ved at recitere disse navne ”Jyestha, Srestha…” [Narmada Swami synger et par linier fra Visnu-sahasra-nama] husker man automatisk Visnus kvaliteter. Så ved at meditere på disse kvaliteter og høre de hellige navne vækkes ens åndelige følelser af sig selv. Folk fandt virkelig åndelig glæde i dette.

Bhakti Vikasa Swami: Hvorfor?

Narmada Swami: Tja, de mente, at det gav fred og fremgang, at synd ville blive overvundet og problemer forsvinde. Det var også en slags garanti for det næste liv. Det endelige mål var at få befrielse eller Guds nåde. Det var ikke fuldstændigt egoistisk motiveret, der var også hengivenhed. Det blev ikke anset for en tung pligt eller et tomt ritual, som nogle slyngler senere hen har villet have os til at tro. Deres tro var ikke påtvungen eller et resultat af frygt. Men alligevel var det ikke socialt acceptabelt ikke at tro på Gud. Folk havde trang til at være sammen med Gud, at glemme alt andet og blot være opslugt af Ham. De var Gudsbevidste, og det var det, de ønskede at være. De fleste var ikke rene hengivne. De bad om materiel velstand og en lykkelig familie, men de ville ikke have disse ting uden Gud. Og hvis de kom til penge, brugte de en god del af dem på Gud. Deres lykke i familielivet var også centreret omkring Gud. Folk ønskede ordentlig uddannelse og materiel succes for deres børn, men de ville også have, at de havde en god personlig karakter og troede på Gud.

Naturligt blev mennesker opdraget med en følelse af personlig stolthed. De var stolte af deres karakter og deres principper – selv hvis de kunne have udnyttet en eller anden ved at sige en løgn, ville de aldrig gøre det. Nu om dage er folk stolte, hvis de har en bil af blik, men det er en anden form for stolthed, en tåbelig form.

Og brahmanaerne  var meget respekterede, ikke blot som en formalitet, men fordi de faktisk var lærde, dannede og forsagende. Selv en velstående, veluddannet ksatriya eller vaisya ville respektere en ung mand fra brahmana-kasten. Dengang var der stadigvæk en særlig form for landsby-brahmana, der sammenkaldte alle børn under et træ og underviste dem. De krævede aldrig noget fra nogen, men landsbyens mennesker gav dem alt, hvad de havde brug for, uden at mukke og uden kontrakter, fagforeninger eller noget af den slags.

Jeg husker en gammel brahmana, der plejede at besøge os. Han drak kærnemælk af en særlig kop af sølv, vi havde specielt til brahmana’er. Varm og kærligt spurgte han til alle familiens medlemmer. Vi gav ham lidt ris eller bønner, når han tog af sted. På denne måde gav alle en lille smule af det ene eller andet til brahmana’erne, så de kunne leve et enkelt liv med de blotte fornødenheder uden at være en byrde for nogen. Ikke kun brahmana’erne, men så godt som alle levede af netop, hvad de havde brug for og ikke meget mere.

Vi blev opdraget til at være høflige og respektfulde overfor brahmana’erne, og de velsignede os. Folk troede på deres velsignelser. Og faktisk havde de en form for kraft, sandsynligvis på grund af det rene og selvfornægtende liv, de førte. Skønt der er blevet sagt meget dårligt om dem, og skønt nogle af dem misbrugte deres position og havde menneskelige fejl, var brahmana’erne i det store hele ualmindelige mennesker. Det var ikke blot sådan, at vi var opdraget til at respektere dem. Vi havde helt naturligt lyst til det. De blev kaldt bhu-deva¸ guder på jorden.

Sadhu’er [hellige mænd] blev givet kolossal respekt. Det safrangule klæde blev taget meget seriøst. I en senere tid drog mange kæltringer fordel af det og givet sig ud for at være sadhuer for at bedrage folk. Helt naturligt mistede folk troen og blev forargede, hvilket var en af årsagerne til, at religionen aftog. Men selv nu den dag i dag er folk tilbøjelige til at respektere sadhu’er…