Indiens traditionelle religiøse liv, del 2
Interview med Narmada Swami
Af Bhakti Vikasa Swami

Dette er anden del af en række uddrag fra bogen Glimpses of Traditional Indian Life, hvor Bhakti Vikasa Swami interviewer indisk fødte hengivne, der fortæller om deres barndom og kommer med nogle betragtninger over Indiens  moderne samfund.

I denne del fortsætter Narmada Swami, der voksede op i Nellore i Sydindien i 30erne, med at fortælle.

Mad og skønhed
Narmada Swami: Al mad smagte godt dengang. Jeg græmmer mig over maden nu om dage. Det hele smager ens. Eller rettere, alt sammen smager af ingenting. Selv de såkaldte friske grønsager har intet liv i sig. Grønsager, der tilberedes flere timer efter, at de er blevet høstet, har mistet det meste af deres smag og næring for slet ikke at tale om de gamle og halvrådne grønsager, der sælges i byen. Den rigtige måde at tillave grønsager på er at tilberede dem og spise dem omgående efter, at de er blevet høstet. Grønsager, der sælges i byernes markeder, er livløse og smagsløse, dyrket med kunstgødning og oversprøjtet med farlige pesticider.

Folk ved ikke længere, hvad mad er. Maden har ingen smag, og folk ved heller ikke, hvordan de skal tilberede den. De plejede at lave så mange ting til festivaler. Hvem ved, hvordan man laver så mange forskellige ting nu? Mødrene arbejder, de har ikke tid. De vil have lynmiddage og fastfood.

Tidligere bevarede kvinderne deres gode udseende ved at komme en gurkemejeblanding på ansigtet om natten. Nu bruger de 2000 rupier på et besøg i en skønhedssalon for at gøre det samme. De har en skønhedsekspert, der fortæller dem, hvordan de skal bruge alle deres penge. Men tidligere var hver eneste bedstemoder en skønhedsekspert og ekspert i alt muligt. De vidste, hvordan man laver mad, hvordan man gør rent, hvordan man tager sig af børnene, hvordan man klarer en mand, alting. De var læger og ledere uden nogensinde at gå i lægeskole eller lederskole. Hjemmet var skolen.
 

Uddannelse
Omkring to generationer før os blev børnene oplært i traditionel indisk stil, dvs. kun i, hvad de behøvede at vide. En bondes søn lærte om de forskellige slags jord, frø og landbrugsredskaber, hvornår og hvad man sår på de forskellige årstider, hvornår og hvordan man høster, tærsker og opbevarer kornet, alt om vejret, om træning af dyrene til pløjning, alle detaljer om omsorgen for køerne osv. En bondes søn lærte alt ved at arbejde med sin fader. Der var ingen grund til at spilde tid på at gå i skole og lære så mange ting, som han ikke skulle bruge til noget.

På samme måde fik tømrere, guldsmede, almindelige smede, kunstnere, musikere og andre træning på jobbet fra en tidlig alder. Kun de, der skulle være brahmanaer, fik en større uddannelse. Brahmanaerne fik en omfattende filosofisk uddannelse ifølge den sampradaya eller skole, de var i, og lærte også historierne fra Mahabharata, Ramayana, Srimad-Bhagavatam og andre Puranaer. Brahmanaerne videregav deres viden til andre kaster hovedsageligt ved at fortælle forklarende historier. Det var ikke ualmindeligt for en brahmana at kende flere tusinde historier. Sådanne beretninger blev genfortalt i hjemmene, specielt af bedstemødrene til børnene, så alle, der voksede op, kendte til Krishna, Rama, Hanuman og Pandavaernes bedrifter.

Sønner af købmænd lærte så megen regning, som de havde brug for, når de skulle handle. De lærte på jobbet, hvordan man skelner imellem kvalitet og dårlige varer, og hvordan man omgås kunder, leverandører og skatteopkrævere. Alle modtog religiøse instruktioner.

Der var en masse intellektuel aktivitet i landsbyerne, for det var der, brahmanaerne boede. Og skønt nogle afveg, følte de fleste sig forpligtigede til at opretholde traditionerne. Alle de store acaryaer – Ramanujacarya, Madhvacarya og selv Sankaracarya for ikke at tale om Caitanya Mahaprabhu – hvordan spredte de deres budskaber? Ved at gå fra landsby til landsby. De mødtes med brahmanaerne, debatterede og overbeviste dem. Og brahmanaerne  ledte alle andre.
 

Kvindernes rolle
Kvinders uddannelse var først og fremmest at lære at blive kyske og trofaste overfor deres mand og at lave mad, gøre rent, spinde, tage sig af gæster, drage omsorg for børnene og hvad der ellers krævedes af en dedikeret husmor. En større uddannelse for kvinder blev generelt misbilliget, skønt kvinder i de højere kaster kunne lære at læse og skrive.

At lave mad var meget vigtigt for kvinder. Piger lærte fra en ung alder at lave mad. På den måde ville deres mænd altid stå i gæld til dem. Hvis hun altid lavede god mad og tjente med blidhed, hvad ville en mand da ikke gøre for sin hustru? Kvinderne lavede mad og bespiste alle. Kvinde betød moder, og alle var tilfredse med dette, kvinderne ikke mindst.

Mænd havde kun lidt eller intet at gøre med at opfostre børnene, specielt de små børn. Mænd anså det for umandigt at bære rundt på og kæle for deres børn. Kun når børnene blev ældre, kom faderen ind i billedet som den, der holdt streng disciplin, og som en vejleder. Generelt var fædrene mere kærlige overfor deres døtre og strenge med deres sønner. Og mødrene var det modsatte, altså strenge med deres døtre og kærlige overfor deres sønner.

På alle måder var kvinderne mere lykkelige og familielivet mere stabilt på trods af kvindernes klart lavere status. Der var ingen skilsmisser. Meget sjældent. I min barndom ikke så meget som hørte jeg om det. Og familierne var forenede familier. Faderen sammen med tre eller fire sønner boede alle under samme tag. Der blev ikke gjort nogen forskel eller diskrimination imellem den ene eller den anden broders børn. Der var ingen begrænsning på at have børn. Dengang var der ingen familieplanlægning. Det blev anset for at være godt at have flere børn og ikke færre. Graviditet blev anset for noget godt, ikke noget, der skulle undgås. Så tre eller fire sønner, deres hustruer og deres børn boede alle sammen, delte alting sammen, spiste sammen og forfulgte deres skæbne sammen. Og det var ikke sådan, at der blev set ned på kvinderne, overhovedet ikke. En kvinde, der fulgte sin families traditioner, blev respekteret i samfundet.

De fattige
De fattige var også tilfredse. De fattige plejede at arbejde hårdt. I landsbyerne arbejdede de mest i markerne og i rige folks hjem. Når jeg besøgte min moders hjem, så jeg to til fire mand arbejde der, meget lykkeligt. De arbejdede hårdt. De fik tøj og alting og blev sørget for ligesom familiemedlemmerne. I høsten fik de en kvote korn, så de var tilfredse. Der var ingen klager. Alt byggede på kærlighed og hengivenhed.

Hver familie fulgte traditionerne, der var gået i arv fra generation til generation, og fordi traditionerne var de samme i alle familier, fungerede samfundet mere eller mindre efter identiske sædvaner og traditioner. Alle var fra begyndelsen af oplært til at gøre, hvad de skulle, og alt fungerede harmonisk.

Folk arbejdede hårdt. De var stærke og sunde og spiste god mad, ikke nødvendigvis luksuriøs mad, men hvad end de spiste, gav dem næring, og de fordøjede det med lethed. De behøvede ikke gå i motionsklubber [Narmada Swami ler]. Kvinderne malede risen og dahlen med hånden til idli’er [fermenterede riskager]. Har du set den store sten og morter? Og kærnede mælk, gjorde huset rent, så mange ting. Det holdt dem sunde.

Nu gør de alt med maskine, og de har også en motionsmaskine [hjertelig latter]. En cykel uden hjul [mere latter]. Når de skal ud at købe nogle værdiløse, hengemte grønsager uden smag, kører de i bil, og når de kommer tilbage, tager de en elevator op til deres lejlighed for at cykle på en cykel uden hjul [tordnende latter].  Og dette er fremskridt! Sikke et fremskridt!

Tilbage dengang havde vi ikke mange maskiner. Vi havde dyr. Hver familie havde mindst et eller to par okser og en eller to køer eller bøfler. Dyrene var også ligesom familiemedlemmer. De skulle fodres og tages af og somme tider skældes ud, hvis de ikke opførte sig ordentligt. De malede okserne og køernes horn med lyse farver og havde klokker rundt om deres hals, der ringede, når de arbejdede i markerne. Ofte sang bønderne, når de trak med deres okser. Markerne var fulde af sang med en syngende bonde i én mark, en anden i marken ved siden osv. Denne kombinerede lyd af klokkerne og lærkernes sang fik det til at virke, som om hele verden var fuld af lykke.

Hvad gik galt?
Bhakti Vikasa Swami: Da de britisk influerede mennesker begyndte at angribe de religiøse ritualer som meningsløse, kunne panditaerne intet sige, og hele kulturen faldt fra hinanden.

Narmada Swami: Det er en overforenklet påstand, men der er sandhed i den. Nu om dage vil folk vide hvorfor, hvis man beder dem om noget. På nogle måder er det godt, men i det store hele har den moderne uddannelse gjort enorm skade på vores kultur. Intellektuelle bøller. De er værre end røvere. Almindelige røvere kan tage alle ens penge og selv ens liv, men de kan ikke røre ens sjæl.

Bhakti Vikasa Swami: Det er et meget stort emne. Hvordan kom vi fra det, du beskriver, til der, hvor vi er i dag på blot to generationer? Nu har alt forandret sig i Indien.

Narmada Swami: Ja, de fleste mennesker fra landsbyerne er flyttet til byerne. Fordi den nye generation vil ind til byen for at få en højere uddannelse, flytter hele familien med. Folk tager også ind til byen for at finde arbejde.

Førhen var bylivet også kultiveret og civiliseret. Der var ikke så mange byer, og de var for de flestes vedkommende ikke så store, hovedsageligt købstæder. Ikke ligesom de industrielle helvedeshuller af i dag. Byerne havde administrative, kommercielle og uddannelsesmæssige funktioner for hovedsageligt landbrugsbaserede samfund. Bylivet understøttede livet i landsbyen, og det samme værdige liv herskede begge steder.

Vi var ikke klar over, hvor god en livsstil, vi blev givet, indtil vi fuldstændig havde ødelagt den. Vi forstår det fortsat ikke. Vi satte ikke pris på det, men det var fantastiske tider, i det mindste i sammenligning med livet af i dag. Sikke fine ting vi har opgivet. Og for hvad? Hvad gavner denne moderne levemåde? Al denne løben rundt, bygge fabrikker, bore i jorden, lægge rørledninger under havet – for hvad? Man skal arbejde så hårdt under vanskelige forhold med så megen ængstelse, men for alt det er ens grundlæggende behov de samme: noget at spise og et sted at sove. For dette arbejder de så hårdt. ”Idioter og slyngler,” plejede Srila Prabhupada at sige. Simpelthen idioter og slyngler.

Bhakti Vikasa Swami: Men hvis det var så godt, hvorfor gav folk det så op? Hvordan blev denne storslåede kultur udhulet?

Narmada Swami: Det er et meget stort spørgsmål med intet nemt svar. Det var en gradvis proces, nærmest lumsk og snigende. Indien opgav ikke sin kultur med det samme med modernismens komme. Det ville ikke have været muligt at have opgivet alt på den måde. Der var en tid, da det gamle rimeligt lykkeligt blandede sig med det nye. Nogle englændere bemærkede i deres erindringer, hvordan stationsforstanderne og postmestrene i landsbyerne var ligesom guruer. Intelligente, uddannede, ansvarlige mænd krævedes til sådanne stillinger. Specielt dengang var fødte brahmanaer de naturlige kandidater. Postmestrene ville under oplæsning af breve og diktat af svar til analfabetiske landsbyfolk give råd om familieanliggender og somme tider mægle imellem stridende parter. Stationsforstanderne havde ofte salagrama-silaer i deres kontorer og udførte regelmæssig tilbedelse i løbet af dagen. Det var kun gradvist, at værdierne forfaldt, og som ordsproget siger, når en persons karakter går tabt, går alting tabt.

Bhakti Vikasa Swami: Mange folk af i dag tror, at den slags liv, du taler om, er kedeligt. Ingen hurtige biler, barer, fester, TV og telefoner betyder intet sjov.

Narmada Swami: Det er sandt, at der var intet jag efter altid at gøre noget eller tage et eller andet sted hen. Livet var adstadigt og let, så jeg formoder, at jeres overanspændte originaler vil finde det kedeligt. Men vi kedede os ikke. Vi fandt glæde i enkle ting. Mødes med slægtninge, se en kalv blive født, spise god mad – det var vores daglige glæder. Jeg fortalte dig også om teaterstykkerne og festivalerne. Måske ikke særligt sofistikerede, men bestemt ikke kedelige. Ja, enkelt, men en sundere form for nydelse. Hvad er alt dette ’sjov’, du taler om? Blot stimulering. Intet indhold.

Bhakti Vikasa Swami: Men hvad med alle disse restriktioner, du talte om? Folk af i dag ville ikke finde sig i dette. Specielt børnene var under stramme tøjler og kunne ikke tage hen hvor som helst, de ville.

Narmada Swami: Men det var godt! Det er sådan, det bør være. Børn har brug for at blive ledt, for at blive trænede. De har brug for at blive holdt væk fra aktiviteter, der ødelægger deres karakter og fornedrer dem. Ikke kun børn har brug for dette, men alle.

Bhakti Vikasa Swami: Det kan synes, at kvinder havde et hårdt og ensformigt liv – nærmest ligesom slavearbejde.

Narmada Swami: Det tror du ikke selv på. Nej, kvinder arbejdede hårdt, og det sparede dem for en masse problemer. Deres glæde var at tjene deres mand og se efter deres børn. De fandt glæde i at lave mad og bespise alle og se alle tilfredse. En uselvisk form for liv. Men uselviskhed bringer lykke. Det gør egoisme ikke. Og de havde den tryghed at vide, at der blev sørget for dem. Til festivaler og selskabelige lejligheder nød de at klæde sig i deres fineste tøj med smykker og møde venner og slægtninge.

Bhakti Vikasa Swami: Hvad du siger om at arbejde hårdt for at holde sig ude af problemer ville ikke falde i god jord i dag.

Narmada Swami: Men disse ’frigjorte kvinder’ arbejder også hårdt. De tager på arbejde og skal fortsat lave mad, gøre rent og alt andet. De har ikke tid nok til deres børn, og uden moders kærlighed vokser børnene op som skarn.

Bhakti Vikasa Swami: Det er for enkelt sagt.

Narmada Swami: Men det er sandt.

I næste nummer viser Lokanatha Swami rundt i sin barndoms landsby.