Indiens traditionelle religiøse liv, del 3
På besøg i Lokanatha Swamis barndomshjem
Af Lokanatha Swami

I dette afsnit af serien om Indiens traditionelle liv fortæller Lokanatha Swami om landsbyen Aravade i Maharastra, hvor han voksede op. Lokanatha Maharajas beretning  bygger på en båndoptagelse fra 1996, hvor han under en morgentur fortæller andre hengivne om livet i sin barndoms landsby.

Uden for huset
Der er ingen luftforurening her. Luften er frisk. Der er ingen biler. Vi kan kun høre klokkerne, der hænger fra bøflernes halse. Før i tiden havde hver bonde en oksekærre med klokker. Oksekærrerne havde klokker bundet på, så når de kom tilbage fra markerne, var det den eneste lyd, man kunne høre. De havde en anordning til at få vand op af brønden med ved hjælp af bøflerne. Der var ingen elektricitet, ingen elmotorer, ingen benzindrevne maskiner og ingen biler. Nu laver disse biler en frygtelig larm.

Bønderne plejede at synge. Nogle bøfler ville slet ikke arbejde, medmindre bønderne sang nogle sange. De sang i timevis. Jeg husker, at da jeg var en lille dreng, plejede jeg at høre så mange bønder inklusive min far synge, og jeg lærte også nogle af disse sange.
 

På besøg i køkkenet
I hvert hjem plejede moderen at male kornet med sine egne hænder. Der var ingen maskinkværn. Moderen malede kun det mel, der var brug for den dag til at lave bhakari af. Bhakari er chapatier af hirsemel. Min krop er lavet af bhakari. I de første tyve år af mit liv, indtil jeg flyttede til Bombay, spiste jeg bhakari tre gange om dagen. Vi spiste kun ting, der var lavet af hvede som chapatier, på festdage nogle få gange om måneden. Ris var også noget, man fik til fest. Bønderne dyrker ikke hvede og ris i dette område, så de ting skal købes.

At male korn er en god, naturlig motion. Det holdt kvindernes kroppe sunde og raske. For at male måtte de vågne tidligt om morgenen, for medmindre de havde malet, var der ingen morgenmad til familien. Moderen malede og lavede mad og sendte derpå morgenmaden ud til faderen, der arbejdede ude i marken. Jeg plejede at bringe morgenmad til min fader. Nogle marker lå ret langt væk fra husene, helt op til fem kilometer. Det var de gode gamle dage – sunde, kultiverede og civiliserede måder at leve på.
 

På vandretur til landsbyen
Denne landevej, vi går på, er ny. Det er egentlig ingen forbedring. Jeg var elleve år gammel, da jeg første gang tog til Tasgaon (den nærmeste by i Sangli-distriktet). Det tog to og en halv time at gå den ene vej og tre timer at gå tilbage. Nu hopper børnene blot op i en bil og tager ind til byen for at se og høre en masse meningsløst pjat.

Min fader plejede at tage til Pandharpur – hundrede kilometers vandring frem og hundrede tilbage. Så mange mennesker fra landsbyen gik den tur flere gange om året. Det er tradition, at de, der tager af sted for at få darsana, også rører ved Herren Vitthalas fødder. En darsana i Pandharpur handler ikke kun om at se Herren. Den er fuldbyrdet, når man rører ved Vitthalas krop.

De, der ikke tog af sted, ventede ved indkørslen til landsbyen i forventning om hjemkomsten af dem, der havde været i Pandharpur. Så snart pilgrimmene kom tilbage, rørte de, der var blevet hjemme, deres fødder. For dem var det det samme at røre ved de hengivnes fødder som at røre ved Herren Vitthalas fødder. Det er ligesom uploading og downloading med computere. De, der tager til Pandharpur, uploader og får al nåden, og når de kommer hjem, downloader de, spreder barmhjertigheden ud og deler den med alle. Man vil aldrig kunne hindre nogen i at røre fødderne på en, der har haft Herren Vitthalas darsana.
 

Forbi landsbyens hospital
Her er landsbyens hospital. Se bare: mødrene holdt op med at male mel. Nu bliver de meget mere syge, og der er brug for et hospital i landsbyen. For 30 år siden, da jeg boede her, havde vi besøg af en læge én gang om ugen. Han kom om eftermiddagen, og alle, der havde brug for det, blev så behandlet. Der var megen lidt sygdom, for folk spiste frisk korn og førte et sundt liv med meget få komplikationer. Men nu er tingene meget vanskeligere med megen mere luft- og støjforurening.
 

På Maharajas fødested
Denne ejendom er delt i to dele. Til venstre var min faders hus og til højre var min onkels. Vi sidder midt imellem lige nu. Jeg boede her i mine første fjorten år. Jeg blev født her. Det er her, jeg kravlede og græd som spæd. Mange ting var anderledes dengang. Der var ingen elektricitet. Jeg var ti år gammel, da landsbyen for første gang blev forbundet med et stort elværk og fik elektricitet. Før den tid brugte vi petroleumslamper og lommelygter. Stearinlys var ikke så populære.

Tasgaon ligger ti kilometer herfra. Min mor og far gav mig aldrig lov til at tage dertil. Der er et stort Ganesh-tempel i Tasgaon, og på Ganesh’ fremkomstdag har de en stor Ratha-yatra for Ganesh. Engang i anledning af Ganesh-festivalen fik jeg lov til at tage derind. Det var første gang, jeg var i en by. Jeg var elleve år gammel, og det længste, jeg havde rejst, var ti kilometer.
 

Igennem landsbyen
Kan I se bjerget derovre? På toppen af bjerget er der en stor sten. Bjerget hedder Chilamkara. Chilam betyder pibe. De gamle plejede at sige, at der var en stor dæmon, der havde en pibe. Engang tømte han piben, og asken blev til bjerget. På toppen af bjerget er den store sten hans pibe, som han stak ned i asken. I kan forestille jer, hvor stor dæmonen må have været. Generation efter generation gentog de den samme historie.
 

Ved skolen
Jeg gik i skole her i landsbyen i syv år. Så gik jeg i en højere skole i en naboby og boede der i fire år. I weekenderne og i ferierne kom jeg hjem og hjalp familien med at passe landbruget og vogte bøflerne. På den tid havde vi flere bøfler. Da min familie blev Krishna-bevidst, fik de flere køer. Kan I se disse høje bjerge? Der er marker overalt der. Vi tog bøflerne med rundt om bjergene og græssede dem i markerne.

Senere flyttede jeg ind til byen Sangli for at få min videregående uddannelse. Min familie ville have, at jeg skulle være ingeniør, så jeg en dag kunne komme tilbage til landsbyen på en motorcykel. På den tid var det kun ingeniører og læger, der havde motorcykler. Alle andre gik.
 

(Serien om Indiens traditionelle liv fortsættes i næste og de følgende numre med Bhakti Vikasa Swamis beretning om livet i Bangladesh.)