|
|
|
|
|
Livet i Bangladesh
Indledning I dag er Østbengalen et selvstændigt land under navnet Bangladesh. Landet er på 144.000 km2 (lidt over tre gange Danmarks størrelse), og med næsten 140 millioner mennesker er det verdens tættest befolkede land. Hinduer udgør et mindretal, da 80-90 % af befolkningen er muslimer, men 10-20 % af 140 mio. bliver stadig til så mange, at Bangladesh har verdens næststørste hindubefolkning. Hindusamfundet i Bangladesh er interessant, for her er kulturen meget mindre påvirket udefra end tilfældet er de fleste steder i Indien. Dette skyldes dels, at som et muslimsk land er Bangladesh fra politisk side mere lukket, dels, at landets uvejsomme natur gør det isoleret. Det meste af Bangladesh ligger i Ganges-deltaet og gennemskæres af talrige floder. Alene at forbinde de utallige landsbyer med gode veje er en næsten umulig opgave, hvorfor de fleste landsbyer ligger afsides og afskåret fra resten af verden. Dertil skal lægges jævnlige naturkatastrofer i form af oversvømmelser og orkaner såvel som stor fattigdom, der også gør landet mere afsondret. I serien om Indiens traditionelle liv beretter Bhakti Vikasa Swami i det følgende om Bangladesh’ religiøse liv. Bhakti Vikasa Swami er oprindeligt fra England og besøgte første gang Bangladesh i 1979 som prædikant for ISKCON. Han opholdt sig der de næste syv år og kom til at kende landet og dets kultur indgående. I bogen Glimpses of Traditional Indian Life fortæller han detaljeret om livet for landets hinduer, hvoraf langt de fleste er gaudiya-vaisnava’er. Han beskriver, hvordan mennesker på den ene side lever under meget vanskelige forhold med stor fattigdom, naturkatastrofer, epidemier, politisk ustabilitet, korruption osv., og på den anden side i kraft af en rig kulturarv og en frodig og frugtbar jord som kun få andre steder på jorden lever dybe og rige liv, der kan misundes af mennesker andre steder i verden.
Bangladesh’ religiøse liv Af Bhakti Vikasa Swami Med omkring 100 millioner muslimer har Bangladesh verdens tredjestørste muslimske befolkning (efter Indonesien og Pakistan), og også verdens næststørste hindu-befolkning (omkring 20 millioner). Der er også nogle få kristne og buddhister. For mennesker i Bangladesh er religion mere end en formalitet. Det er en grundlæggende drivkraft i alles liv, i samfundsstrukturen og i den nationale psykologi. Næsten alle praktiserer deres religion under en eller anden form. En ateist kan dårligt blive fundet i hele landet. Selv hvis der var en, kunne han ikke give sig åbent til kende på grund af socialt pres. Specielt i landsbyerne har alle en stærk tro på Gud, en tro, der er lige så naturlig for dem som at trække vejret. Når jeg sejlede rundt i landet, så jeg muslimer stille recitere Allahs navne på perlekæder. Ved bønnetid som om middagen eller om eftermiddagen gik mange af dem bagest i båden, bredte deres måtter ud og trak vand op fra floden. De vaskede deres hænder og ben og gjorde så deres namaz [muslimernes daglige bøn, der fremsiges fem gange om dagen med ansigtet imod Mekka] lige midt i båden. I modsætning til de fleste vesterlændinge har de ingen samvittighedskvaler med hensyn til at vise deres tro på Gud. En aften kørte vi i et landligt område, hvor vi så en ung dreng alene i en mark falde dramatisk ned til jorden for at frembære sine bønner. I en landsby, jeg plejede at besøge, var der en ældre bengalsk herre, der mindede mig om den beskrivelse, Srila Prabhupada gav af sin egen far. Manden tilbad sine små Radha-Krishna-Deiteter flere timer om dagen. Han var gammel og foroverbøjet med tykt hvidt hår. Han kunne kun gå ved hjælp af en stok, og alligevel var han meget striks. Ingen i huset fik lov til at spise noget som helst, medmindre det var ofret til Deiteterne. Han havde en forretning med køkkenudstyr i landsbyen, hvor han var nogle timer hver dag, men hovedsageligt virkede han lykkelig over blot at gøre sin puja. En aften var alle i huset væk undtagen ham og mig. Han rakte mig et eksemplar af Sri Caitanya-caritamrta og bad mig læse fra den i lyset af petroleumslampen. Bogen var slidt fra et livs uafbrudt brug, men min vært kunne ikke længere selv læse den. Hans øjne var også slidte ned, og de hvide, hårede øjenbryn og øjenlåg faldt ned over dem. Jeg spurgte, hvor jeg skulle læse, og han sagde, ”Hvor som helst.” Da jeg læste højt, reciterede han versene sammen med mig. Tilsyneladende kunne han dem alle udenad. I et andet hjem, jeg besøgte, var den yngste søns navn Visnu. Hele dagen kaldte hans mor, ”Visnu, Visnu, Visnu.” Det virkede, som om hun ikke kunne være lykkelig, medmindre han var ved hendes side. Jeg blev mindet om historien om Ajamila i Srimad-Bhagavatam. Selv om kvinden ikke tænkte på Guddommens Højeste Personlighed, fik hun, hendes søn og alle i nabolaget gavn af altid af høre Visnus navn. Mange byer og landsbyer i Bengalen har navn efter Krishna, almindeligvis efter den lokale herskende Deitet. Eksempler i Bangladesh er Gopalgani, Gopaldi, Narasimhdi og Madhavdi.
Hver eneste hindu-landsby af en vis størrelse har en Hari-sabha. Hari er et navn på Krishna, og sabha betyder møde. Mindst en gang om ugen kommer landsbyens mennesker sammen og synger de hellige navne og måske læser fra Srimad-Bhagavatam eller Sri Caitanya-caritamrta. Srila Prabhupada skriver: ”I Bengalen er der fortsat mange steder, der kaldes Hari-sabha, hvilket angiver et sted, hvor de lokale folk samles for at synge Hare Krishna-maha-mantra’et og diskutere Krishnas aktiviteter.” Dharma-sabha’er er populære igennem hele de otte tørre måneder. Specielt om sommeren er folk parat til at lytte til forskellige talere, der forelæser over religiøse emner i timevis natten igennem. Den dag i dag er religion et emne, der har større interesse og trækker flere mennesker end politik, aktuelle hændelser, sport og andre lignende flygtige emner. Enhver officiel vaisnava-højtidelighed skal begynde med omdeling af sandeltræspasta. Dette udvindes fra tørret sandeltræ ved, at man hælder lidt vand på en grov sten og ihærdigt skurer sandeltræsstykket hen over den. Dette frembringer en bleg, lyserød, blød masse, der virker meget afkølende. Denne overføres til en lille kobbertallerken, hvorefter en hengiven påfører denne pasta med en blomst, først på foredragsholderen eller de tilbedelsesværdige Deiteter, derefter på de hellige bøger og så på mrdanga’erne og karatala’erne, der frembringer den åndelige musik. Dernæst kommer turen til de ældste mandlige vaisnava’er og derefter gradvist til alle mændene i forsamlingen. I en større højtidelighed påtager et af samfundets ældre og fremstående medlemmer samfundet sig tjenesten med at påføre sandeltræspasta. Ofte vil de, som han kommer den på, omfavne ham, tage tallerkenen fra ham og også komme den på hans krop. Sandeltræspasta påføres på panden og somme tider også på armene og brystet, specielt på de mere prominente hengivne. Efter at mændene har fået sandeltræs-prasadam, går den videre til kvinderne, der gør det samme imellem sig. På trods af deres naturlige tro på Gud er kun få mennesker i Bangladesh virkeligt seriøse med hensyn til selvrealisering. En grund er, at kulturen får folk til at føle sig fredfyldte og trygge. De føler, at livet går fint, som det er, og det er ingen skade til at fortsætte med det på ubestemt tid. Uden prædikanter, der betoner, at livet er til for seriøst at forstå Gud, kan selv så avanceret en kultur ikke hjælpe mennesker til at komme til det virkelige punkt i religion, som beskrives i Srimad-Bhagavatam (1.2.10): ”Livets ønsker bør aldrig rettes imod sansetilfredsstillelse. Man bør kun ønske et sundt liv eller selvbevarelse, siden et menneske er til for at udforske den Absolutte Sandhed. Intet andet bør være målet for ens gerninger
Muslimer Mange af Bangladesh’ muslimer er så dannede, at de også respekterer sadhuer, selv om de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til de ’vestlige hinduer’. Somme tider, når jeg gik på landsbystierne i Bangladesh, ville muslimer, der cyklede i den modsatte retning, stå af deres cykler ud af respekt. På det tidspunkt var jeg først i tyverne, og nogle af dem var gamle nok til at være min bedstefar. Men deres kultur var så dybt rodfæstet, at de stod af og fremførte den traditionelle ethånds muslimske hilsen til respekt. Under befrielseskrigen i 1971 gik folkemorderiske muslimske soldater fra Vestpakistan specielt efter hinduerne, men dræbte også hundredtusindvis af muslimer fra Bangladesh. Deres forsvar var, at ”Disse mennesker er slet ikke muslimer. Deres sprog skrives med hindubogstaver og kommer hovedsageligt fra sanskrit. Deres traditioner og kultur er hindu.” Mange muslimer i Bangladesh bruger sjældent deres rigtige navn, der kan være noget i retning af Manzurul Khan, men er bedre kendte ved deres kælenavn, et hindunavn som Kamal eller Dilip. Mange muslimer, specielt de mere velstående, går også til astrologer, selv om astrologi er en vedisk videnskab. Næsten alle politikere og forretningsfolk rådfører sig med astrologer, ligesom hinduerne gør det. Ved bryllupper rådspørger de også astrologer. Imidlertid er der muslimer, der ønsker at komme tættere på arabisk kultur og ikke bryder sig om, at Bangladesh’ muslimer har bevaret så meget af deres forfædres hindukultur (for når det kommer til stykket, blev alle muslimer i Bengalen oprindeligt omvendt fra hinduisme.) I særdeleshed beklager fundamentalistiske muslimer dybt den almindelige udbredelse af guru’er blandt Bangladesh’ muslimer. Fremtrædende muslimske religiøse ledere, der er kendt som aspir’er, behandles og handler i stor udstrækning som hindu-guru’er. Muslimer opsøger dem i en ånd af disciple og får velsignelser og råd, ligesom hinduerne gør med deres guru’er. Jeg har også hørt muslimer have kirtana til Allahs pris, skønt sang og musik, selv til Guds pris, er forbudt i islam. Men det er så indgroet i bengalsk liv, at forbuddet imod musik i islam på en eller anden måde ikke overholdes i Bangladesh. Teater fordømmes ligeledes i islam, men er centralt i bengalsk liv, selv for muslimer. Men der er også betydelige forskelle i muslimernes vaner. De slår køer ihjel, hvilket er en stor helligbrøde i hinduernes øjne. Og andre ting gør de omvendt. For eksempel spiser hinduer fra bananblade med den hårde kant væk fra sig, mens muslimerne gør det omvendt. Når de bader med en spand og en kande, starter hinduer med hovedet, imens muslimer starter med fødderne.
Musik og kirtana Mennesker i Bangladesh har både stærk religiøs tro og en indgroet kærlighed til musik, så det er naturligt for dem at kommunikere med Gud igennem sang og musik. Caitanya Mahaprabhus sankirtana-bevægelse appellerer specielt til bengalere, der er fulde af livskraft og ånd. De både ler og græder med spontanitet og kraft. Caitanya-Bhagavata siger, at fordi Herren Caitanya besøgte Østbengalen, holder indbyggerne fortsat Krishna-sankirtana. Den velsignelse ses den dag i dag. Skønt der findes en overflod af indbildte mantra’er, er sang af Hare Krishna-maha-mantra’et så langt den mest populære. Hele kirtana-kulturen er vanskelig at udtrykke med ord. Når drevne bengalske musikere mødes, kan de tale i timevis, men lægmænd kan ikke forstå, hvad de taler om. Somme tider kom vi til landsbyer om aftenen og indbyggerne holdt kirtana, selv når de ikke vidste, at vi ville komme. Jeg opholdt mig engang i byen Sylhet under Kartika-måneden, hvor vaisnava’er følger særlige løfter, og der er mange kirtana-højtideligheder. Jeg plejede at besøge folks hjem om aftenen og gå eller tage en rickshaw tilbage til asrama’en, hvor jeg boede, alt imens jeg hørte lyden af kirtana først fra den ene side og så fra den anden, enten fra byens mange vaisnava-templer eller fra en eller andens hjem, hvor hengivne var mødtes for at synge Herrens navne. Desværre er mange af de traditionelle musikstilarter gået tabt på grund af mangel på disciplineret skoling, men hvad der end er tilbage af bengalsk kirtana, er stadig vidunderligt og drager sindet. Mange hindu-landsbyer har mindst to eller tre fortrinlige mrdanga-spillere. En virkelig mester kan frembringe mere end hundrede forskellige lyde fra trommens to hoveder. En trommespiller, vi kendte, kunne få sin mrdanga til at ’tale’ og sige ’Hare Krishna’. Selv fem eller seks år gamle børn er ferme på mrdanga, skønt de dårligt kan nå enderne med deres hænder. Engang da jeg var ny i Bangladesh, besøgte jeg en kirtana i et tempel og blev overrasket over en lille dreng nonchalant spille karatala’er på en genial måde, jeg aldrig havde hørt eller forestillet mig før. Vestlige kristne missionærer er somme tider foruroligede over deres bengalske brødre, der ikke kan opgive deres tilbedelse af Gud med sang og mrdanga’er og karatala’er, og frygter, at de falder tilbage til deres gamle hedenskab. Den normale kristne måde at gå til Gud på er med højtidelighed, men for bengalere er tilbedelse af Gud noget, man bliver begejstret og opstemt over. Et vigtigt aspekt ved den bengalske vaisnava-kultur er nama-yajna, ofring af de hellige navne. Hver eneste bengalsk hindu ved, at Caitanya Mahaprabhu sagde, at i Kali-yuga er det eneste autoriserede yajna sang af de hellige navne. Festivaler med uafbrudt sang varer i mindst en dag, tre dage eller tilmed syv dage. Desværre er mange sådanne yajna’er blevet kommercielle, men i landsbyerne, hvor de ikke har penge til at invitere professionelle grupper, holder de fortsat traditionelle nama-yajna’er. De arrangerer blot en festival og synger selv de hellige navne. Serien om Indiens traditionelle liv fortsætter i næste nummer. |
