Den første Janmasthami med Srila Prabhupada
Af Hayagriva Dasa

 I sensommeren 1966 afholdt det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed sin første Krishna-Janmasthami i samfundets verdenshovedkvarter og eneste lokaler på 26 Second Avenue i New York. Srila Prabhupada, som alle kalder Swamiji, var naturligvis til stede sammen med alle de andre af ISKCON’s medlemmer. Den eneste, der ikke var der, var Bhakta Keith. Han var blevet spærret inde på en lukket afdeling af nogle politibetjente, der havde set ham gå rundt på gaden med raget hoved i dhoti. Da det var det skøreste, de nogensinde havde set, havde de fluks arresteret ham.

En af de hengivne, der var til stede dengang, var Howard. Dagen efter Janmasthami blev han initieret og fik navnet Hayagriva i den første initieringsceremoni, Srila Prabhupada afholdt i Vesten. Hayagriva fortæller om Janmasthami 1966 i bogen The Hare Krishna Explosion.

Den 8. september 1966. Janmasthami. Vi får at vide, at Herren Krishna ikke fødes som et almindeligt barn. Han åbenbarer Sig. For 5000 år siden i Mathura, Indien, åbenbarede Han Sig som firearmet Narayana iført transcendentale klæder. På sin moders anmodning antog Han en toarmet form som et almindeligt barn. Sri Krishna er meget imødekommende overfor Sine hengivne.

”I dag faster vi,” fortæller Swamiji os. ”Normalt faster vi ikke hele dagen. Krishna-bevidsthed er ikke for den, der spiser for meget eller for lidt. Gandhi fastede i mange dage af politiske grunde, men det gør vi ikke. I Bhagavad-gita anses den form for faste for rajasisk, lidenskabelig. Vi faster ifølge forskrifterne: på ekadasi, den ellevte dag efter fuldmånen, indtager vi intet korn. Det er en delvis faste. Og på Janmasthami er der fuldstændig faste hele dagen indtil midnat. Så i dag faster og synger vi, og i morgen er der initiering.”

Elleve af os skal initieres. Roy køber os perler til at chante på, 108 runde træperler på størrelse med marmorkugler. Jeg står ude i gårdspladsen bag templet og trækker perlerne på en snor til en slags rosenkrans, der kaldes en japa-mala. Imens jeg chanter, skubber jeg omhyggeligt hver eneste blanke, røde perle op ad snoren og binder derefter en knude. Det tager timer at gøre alle perlerne færdige. Da jeg spørger Swamiji, hvorfor der er 108 perler, svarer han, at de repræsenterer gopierne, Herren Krishnas elskede kohyrdepiger i Vrindavana.

Om eftermiddagen går Stanley og jeg over til loppemarkedet på Orchard Street og køber bomuldsstof, som vi farver safrangult i Swamijis badekar. Derefter klipper vi stoffet i længder på omkring fire meter til dragter. Stanley går tilmed så vidt som at rage sit hoved, men det gør vi andre ikke, specielt efter at have set, hvad der skete med Keith. Endvidere har mange af os langt hår ud af en vis trodsig stolthed, for vi synes, at det viser os som folk, der er med på noderne. Vi er langhårs-generationen. 

”I Kaliyuga tror folk, at de er smukke blot ved at have langt hår,” siger Swamiji. ”Det siger Srimad-Bhagavatam.”

Det tænker vi over. Barmhjertigt insisterer Swamiji dog ikke på, at vi skal klippes, eller at vi skal klæde os i dragter. Da nogle af os sidst på eftermiddagen bliver rastløse og sultne af at faste, fortæller Swamiji os, at der er frugt i køleskabet.

”Tag noget, hvis I bliver for svage,” siger han.

Det gør vi nu godt nok ikke, men vi tillader os selv at drikke lidt vand i stedet. For de fleste af os er fasten indtil midnat den største askese, vi nogensinde har påtaget os.

Efter aften-kirtanaen spørger vi Swamiji, om han vil læse fra sit nye manuskript, og han sender Roy ned for at hente hans oversættelse af Bhagavad-gita. Dette er virkelig en begivenhed, synes vi. Omsider behøver vi ikke længere høre på upersonalisten Radhakrishnans oversættelse! Som i Srimad-Bhagavatams Første Bog er oversættelserne supplerede med Swamijis udførlige kommentarer, der forklarer alle aspekter af verset ifølge den personalistiske vaisnava­-tradition.

Efter at have læst fortæller Swamiji historien om Herren Krishnas fremkomst for omtrent 5000 år siden.

”De, der kan forstå naturen af Krishnas komme, fødes ikke igen,” siger han, ”men opnår Krishnas bolig. Det er Sri Krishnas løfte til Arjuna på slagmarken.”

Han fortæller derefter om Krishnas midnatsfødsel i Hans dæmoniske Onkel Kamsas fængsel.

”Herrens åbenbaring kan sammenlignes med fuldmånen, der står op på himlen,” fortæller han os. ”Han viste Sig foran Sine forældrehengivne, Vasudeva og Devaki, fuldt udsmykket, klædt i gul silke med konkylie, kølle, diskos og lotusblomst i Sine fire hænder. Eftersom den onde Kong Kamsa havde dræbt alle Devakis børn, bar Vasudeva Krishna til Vrindavana, hvor Han voksede op som søn af Nanda Maharaja, en velhavende ejer af mange køer.”

Efter at have beskrevet Herren Krishnas fødsel begynder Swamiji at fortælle om initieringen i morgen og siger, at der er fire grundlæggende restriktioner for alle initierede hengivne: ingen kødspisning (inklusive æg og fisk), intet spil, intet ulovligt sexliv og ingen rusmidler (inklusive alkohol, cigaretter, LSD, marihuana, te og kaffe).

”For at gøre åndelige fremskridt er renselse nødvendig,” siger han. ”Nogle såkaldte hengivne ryger og drikker og taler samtidigt om Krishna, men dette er en farce. For virkelig at forstå Krishna må vi være rene indvendigt og udvendigt. Kun ren chantning kan fremkalde virkelige åndelige fremskridt. Begyndere kan have en tilbøjelighed til at slappe på deres indsats, men for at gøre fremskridt må vi hele tiden forøge vores bestræbelser og hengivenhed. Det er vanskeligt for en begynder at følge disse regulative principper og holde sit sind fæstnet på Krishna, hvis han plejer selskab med skeptikere. Derfor har vi oprettet dette samfund.”

Swamiji fortæller videre. ”For mange år siden, da en af mine Gudsbrødre rejste til England, spurgte en vis aristokrat, ”Hvad kan jeg gøre for at blive en brahmana?” Min Gudsbroder fortalte ham, at først må han afholde sig fra kødspisning, beruselse, spil og ulovligt sexliv. ”Umuligt!” svarede aristokraten.” Swamiji ler hjerteligt. ”Han troede, at dette var umuligt, for materielt liv kredser omkring disse fire syndige aktiviteter. Folk arbejder hårdt dag og nat blot for at nyde disse fire grundpiller for Kaliyuga. Kaliyuga er den mest degraderede tid, og Maharaja Pariksit indskrænkede Kalis personlighed, så han kun kunne opholde sig på steder, hvor disse fire syndige aktiviteter finder sted. Så I må være meget nøje med at undgå dem. Ved at chante regelmæssigt og fastholde disse regulative principper kan I gøre fremskridt. Det er helt sikkert.”

***

Alle reglerne får os til at gruble, men ingen siger noget. Hvad skal vi gøre? Protestere? Klage? Hvordan skal det være muligt fra den ene dag til den næste at ændre et helt livs eller flere livs vaner? Hvis vi virkeligt ønskede at ændre vores liv, ville vi kaste os ved Herren Krishnas fødder og stole på Hans beskyttelse. Men hvad ved vi om Krishna? Vi har kun Swamiji at se over til.

”Ligegyldigt hvad det er, der hindrer Krishna-bevidsthed, bør det forkastes,” siger han, ”og alt, der hjælper, bør accepteres.”  Stillet over for hans renhed virker sex, kødspisning, beruselse og spil faktisk ækle. De er anarthaer, uønskede ting.

”Ens syndige karma er som en roterende ventilator,” forklarer Swamiji. ”Ved at chante Hare Krishna slår man den fra. Ventilatoren kan fortsætte med at køre rundt et stykke tid endnu, men eftersom den ikke tilføres mere energi, stopper den snart.”

”Når den stopper, standser den så for altid?” er der en, der spørger.

”Du ved, hvor knappen sidder,” siger Swamiji. ”Du kan altid slå den til igen.”

På trods af reservationer og forventede vanskeligheder placerer vi vores vordende tro i Swamiji. Ved at synge Hare Krishna og høre ham gøre rede for Bhagavad-gita stoler vi på, at alt andet kommer. Og hvis ikke, hvad har vi mistet ved at prøve?

”I denne bestræbelse er der intet tab eller formindskelse,” siger Krishna til Arjuna, ”og en lille smule fremskridt på denne vej kan beskytte en imod den farligste form for frygt.”

”Vi forsøger alle at presse lidt nydelse ud af disse materielle kroppe,” siger Swamiji. ”Men i stedet for at nyde lider vi. Har jeg fortalt jer om kamelen? Somme tider spiser kamelen tornede grene, og dens mund bløder. Ved at smage sit eget blod tror den, at tornene smager godt, og derfor fortsætter den med at tygge. Sådan er materiel nydelse. Vi tror, vi nyder, men i virkeligheden drikker vi vores eget blod. Dette er uvidenhed.”

***

Vi fortsætter med at chante på vores nye kæder hele aftenen. Ingen af os har nogensinde chantet så længe på én gang, og på trods af, at vi har fastet hele dagen, føler vi os på mystisk vis fyldt med energi. Da det nærmer sig midnat, forestiller vi sultne os Herren Krishnas store fødselsdagsfest med bjerge af saftig prasadam: kage og kachorier, halava og purier, sødris, samosaer og gulabjamum. Nogle minutter før midnat kommer Swamiji endelig ned fra sit køkken med prasadamen. Vi bliver lange i ansigtet. Der er kun et fad med frugter, der er skåret i stykker.

”Åh nej,” hvisker jeg til Wally. ”Er det alt, vi skal have efter at have sultet hele dagen?”

Alles ansigtsudtryk afspejler den generelle skuffelse. Uden at sige noget giver Swamiji fadet til Roy, der sender det rundt.

”Vi holder ikke til det,” siger Wally og tager et stykke æble og en halv banan.

Men til vores overraskelse tilfredsstiller den lille portion frugt os fuldstændigt. Uanset om vi faster eller fester, har vi det sjovt, når vi er sammen med Swamiji – andet ved vi ikke. For os er han en vismand, bedstefader, åndelig mester og yndlingsonkel, alt sammen i en og samme person. Nu sidder han på sit forhøjede sæde, spiser lidt frugt og sludrer med os om tilsyneladende verdslige emner, imens han ler.

”At synge, danse, spise prasadam og filosofere,” siger han. ”Det er vores proces. Hvem vil ikke kunne lide den?”

Ja, hvem vil ikke kunne lide den i Swamijis selskab? Skønt vi ikke siger det, fornemmer vi i vore hjerter, at han er vores eneste forbindelsesled til Krishna i en mørk og ensom verden.

Srila Prabhupada ki jay! Sri Krishna Janmasthami ki jay!