Den ariske invasion og Vedaernes alder
Af Lalitanatha Dasa

Det følgende er en sammenfatning af en artikel af Dr. Klaus Klostermaier fra 1998¹ fra ISKCON Communication Journal (98.1). Dr. Klaus Klostermaier (KK) er professor i Oxford ved Centre for Vaishnava and Hindu Studies og kommer i sin artikel ind på de senere års udvikling i forskningen af Indiens oldtidshistorie.

Da Asiens og Afrikas nationer i kølvandet på Anden Verdenskrig opnåede uafhængighed fra de europæiske kolonimagter, opdagede landenes intellektuelle hurtigt, at deres historie var blevet omskrevet af repræsentanter for kolonimagterne, og deres traditionelle opfattelser af deres egen fortid var blevet fejet til side af de ’officielle’ historikere som myter og legender. Denne situation er nu langsomt ved at ændre sig i takt med, at en ny generation af intellektuelle, der er blevet uddannet efter kolonitiden og ikke deler kolonimagternes forskeres forudindtagethed, undersøger sin egen historie. Intet sted er dette mere tydeligt end i Indien, der havde en ældre og mere omfattende tradition for lærdom og videnskab end de europæiske lande, der fra 1600-tallet blev dets politiske herrer.

Den ariske invasionsteori og den gamle kronologi

En af de større revideringer blandt de nye indiske forskere angår den såkaldte ’ariske invasions-teori’, der i mere end 100 år har været accepteret som en del af Indiens oldtidshistorie. Ifølge denne teori kom arierne fra et endnu ukendt sted i Vest- eller Centralasien og invaderede først det nordvestlige Indien og derefter resten af kontinentet og underlagde sig landets oprindelige indbyggere (dravida’erne). De nye forskere ser denne teori som ren hjernespind fra de fremmede kolonimagters side, der kun kunne forestille sig, at al højere kultur måtte komme fra et andet sted end fra det ’primitive’ Indien.

Fædrene til denne teori var de europæiske 1800-tals indologer. At de fleste af disse engelske indologer var motiveret af kristne missionshensyn, er ingen hemmelighed. Det berømte og indflydelsesrige Boden Sæde for Sanskrit ved universitet i Oxford blev grundlagt af Oberst Boden i 1811 med det utvetydige formål ”at virke for Skrifternes [Biblens] oversættelse til sanskrit for at sætte hans landsmænd i stand til at gå videre med omvendingen af Indiens indfødte til den kristne religion”.² 

De kristne indologer ville opnå denne omvendelse af Indiens folkeslag til kristendommen ved bl.a. at påvise, hvor fulde af fejl og absurde de vediske skrifter og ’hindooernes fabler’ var. Udover deres direkte erklærede missionsformål er det også et faktum, at europæernes syn på resten af verden bar præg af deres egen bibelske tro. Ifølge dem nedstammede menneskeheden fra Adam og Eva, hvis fødsel blev regnet for at være ca. 4005 f.Kr., og alle jordens folkeslag udgik fra Noahs sønner efter den store syndflod, der fandt sted 2500 f.Kr.

Et eksempel på en sådan kristen historiker er Abbé Dubois (1770-1848), hvis lange ophold i Indien (1792-1823) resulterede i indsamlingen af en stor mængde interessante data om hinduernes sædvaner og traditioner. Hans franske manuskript blev købt af det engelske East India Company og udkom i engelsk oversættelse under titlen Hindu Manners, Customs and Ceremonies³ i 1897 med et forord af Dr. Max Müller. Abbé Dubois skrev:

”Det må i praksis medgives, at Indien blev beboet meget hurtigt efter Syndfloden, der gjorde verden til en ørken. Den kendsgerning, at det var så tæt på Sennaars sletter, hvor Noahs efterkommere opholdt sig fast i så lang tid, såvel som dets gode klima og jordens frugtbarhed ledte hurtigt til kolonisering.”

Dubois forkastede andre forskeres opfattelser, der sammenkædede inderne med egyptere eller arabere og dristede sig til at foreslå dem ”som efterkommere ikke af Sem, som mange hævder det, men af Jafet [to af Noahs sønner].” Han siger videre: ”Ifølge min teori nåede de Indien fra nord, og jeg vil placere deres forfædres første bopæl omkring Kaukasus.” Selv om grundlaget ikke virker alt for overbevisende, fortsætter han alligevel med at bygge videre på denne teori, der endnu ikke er en ’arisk invasions-teori’.

Dr. Max Müller (1823-1903), der bestred ovennævnte professorsæde i Oxford indtil sin død, var utvivlsomt den mest betydelige af 1800-tals indologerne og et produkt af samme ånd og tid. I sit forord til Abbé Dubois’ manuskript roser han ham som en ”pålidelig kilde…der for altid vil bevare sin værdi.”  Hvad Dr. Max Müller selv angår, har han æren af at være hovedmanden bag den ariske invasions-teori.

Da slægtskabet mellem de fleste europæiske sprog og sanskrit blev alment anerkendt, sluttede forskerne næsten automatisk, at det nuværende Indiens sanskrittalende forfædre skulle findes et sted halvvejs imellem Indien og Europa, hvorfra de invaderede Indien. Klaus Klostermaier siger, at det er værd at bemærke, at de tidlige ’lænestolsforskere’, der udtænkte disse storstilede udvandringsteorier, ingen faktisk viden havde om det terræn, deres ’ariske angribere’ skulle have rejst igennem, passene, de skulle have gået over, eller de forskellige klimaer, de skulle have levet i. De formodede, at arierne havde været halvnomadiske krigere og kvægavlere, og da de forladte oldtidsbyer Mohenjo Daro og Harappa blev opdaget, passede det ind i billedet at antage, at dette var byerne, som de ariske angribere havde ødelagt under ledelse af Indra, deres konge (’by-ødelæggeren’), og at Indiens mørklødede indfødte folk var dem, som de havde påtvunget deres religion og deres kastesystem.

Et problem for denne teori var den forbløffende mangel på arkæologiske beviser, men i mangel på sådanne opsatte man en tidsramme for Indiens historie på basis af en række filologiske (sproglige) gisninger. Buddhas årstal i det sjette århundrede før Kristus blev anset for at være rimeligt sikre, og indiske optegnelser fra før Buddha blev givet årstal der ud fra. Rigveda blev erklæret det ældste indiske skrift, og Max Müller estimerede et tidsrum på 200 år for dannelsen af hver kategori af vedisk litteratur. Han antog, at den vediske periode sluttede ved Buddhas tid og fastsatte den følgende kronologi, der blev alment accepteret:

Rigveda 1200 f.Kr. 

Yajurveda,Samaveda,Atharvaveda,  1000 f.Kr.

Brahmana’erne, 800 f.Kr.

Aranyaka’er,Upanisad’er,  600 f.Kr.

Max Müller selv medgav, at hans vediske kronologi var rent gætværk, og i sin sidste bog, The Six Systems of Indian Philosophy, der udkom kort før hans død, indrømmede han: ”Hvad årstallene for de vediske hymner angår, kan de være 1500 or 15.000 f.Kr…..” Selv på Max Müllers tid var vestlige og indiske forskere som Moriz Winternitz og Bal Gangadhar Tilak uenige med ham og gav Rigveda en meget højere alder. Dette sidste var dog svært at acceptere for de fleste 1800-tals forskere, når verden nu kun var omkring 6.000 år gammel, og Syndfloden havde fundet sted for 4.500 år siden.

Den nye kronologi: Den ariske invasionsteori pilles ned

Mange moderne indiske forskere forkaster nu, hvad de kalder ’den kolonimissionske ariske invasionsteori’. De beskylder dens ophavsmænd for at have villet retfærdiggøre kolonibesættelsen af Indien igennem deres historieskrivning: ligesom arierne skulle have invaderet et land, som de påtvang deres kultur og religion, kom europæerne til Indien som repræsenterer for en højerestående civilisation og en mere sand religion.

I bogen In search of the Cradle of Civilization⁴ giver G. Feuerstein, S. Kak og D. Frawley en række argumenter for, hvorfor den ariske invasion aldrig skete.

Argumenterne nærmere belyst

Som ofte nævnt er der ingen antydning i Vedaerne af nogen form for indvandring af ariske folkeslag udefra. Det virker mærkeligt, at de vediske indere skulle havde glemt alt om en så betydningsfuld begivenhed i, hvad der formodes at være relativt nyere tid (nyere end Abraham og hans folks udvandring, der er veldokumenteret og ofte henvist til i Bibelen). Endvidere er det blevet fastslået igennem satellitbilleder og geologiske undersøgelser, at Sarasvati, langs hvis bredder inderne havde bygget talrige større bosættelser, var fuldstændigt tørret ind omkring 1900 f.Kr., fire århundreder før arierne skulle have invaderet Indien. Grundlagde de indvandrende ariere deres byer langs en for længst udtørret flod?

Da de første ruiner af den såkaldte Indus-civilisation kom for dagens lys i begyndelsen af det 20’ende århundrede, mente tilhængerne af den ariske invasionsteori, at de havde fundet de manglende arkæologiske beviser: her var de ’mægtige fæstninger’ og de ’storslåede byer’, som Rigvedas krigeriske Indra skulle have besejret og ødelagt. Men det viste sig, at ingen havde tilintetgjort disse byer, og der var ingen tegn på erobring. Oversvømmelser og tørker havde gjort det umuligt at opretholde store befolkninger i disse områder, og menneskene fra Mohenjo Daro, Harappa og andre steder udvandrede til mere gæstfrie steder. Løbende arkæologiske undersøgelser har ikke blot udvidet Indus-civilisationens område, men også vist en overgang af dens senere stadier til Ganges-kulturen. Forskere har påvist, at en tørke, der varede i 2-300 år fra omkring 2300 til 2000 f.Kr., lagde et stort landområde øde fra Anatolien over Mesopotamien til det nordlige Indien. 

En af grundene til at regne Indus-civilisationen for vedisk er beviserne for byplanlægning og arkitektur, der har krævet en relativt avanceret geometri af den slags, der findes i de vediske Sulvasutra’er. Den alment respekterede matematikhistoriker A. Seidenberg konkluderede efter at have studeret den geometri, der blev brugt ved opførelsen af de ægyptiske pyramider og de mesopotamiske citadeller, at den så ud til at være afledt af Sulvasutra’erne. Hvis det er tilfældet, kan den viden, som opførelsen af Harappa og Mohenjo Daro bygger på, ikke være af senere dato end selve civilisationen.⁶

Et nøgleelement i revideringen af Indiens oldtidshistorie er den nylige opdagelse af Mehrgarh, en bosættelse i Hindukush-bjergkæden i det nordøstlige og centrale Afghanistan. Mehrgarh var løbende beboet i flere tusinde år fra 7.000 f.Kr. og fremefter. Denne opdagelse har udstrakt Indiens historie med flere tusinde år før den rimeligt let daterbare Indus-civilisation.⁴

Værd at bemærke er også, at tekster som Rigveda, Shatapathabrahmana og andre indeholder henvisninger til sol- og måneformørkelser såvel som til stjernetegn som markering for årstidernes begyndelse, hvilket sætter os i stand til at fastslå, hvornår de blev nedskrevet. Det ville have været umuligt at have forfalsket sådanne årstal før computer-alderen, og disse årstal angiver alle en meget højere alder for Rigveda og andre vediske skrifter.

Den nye kronologi

Den amerikanske antropolog James G. Schaffer sammensatte den følgende kronologi over den tidlige indiske civilisation på basis af de nu kendte arkæologiske vidnesbyrd:

Tidlig agerdyrkning – ca. 6500-5000 f.Kr.

Regionaliseringstiden (5000-2600 f.Kr.): tydelige lokale stilarter af pottemageri og andre genstande

Integrationstiden (2600-1900 f.Kr.): kulturel ensartethed og opståen af bycentre som Mohenjo Daro og Harappa.

Lokalisationstiden (1900-1300 f.Kr.): en sammenblanding af mønstrene fra integrationstiden med regionale keramikstilarter

Den indiske arkæolog S.P. Gupta foreslog denne kulturelle rækkefølge:

Præ-keramisk neolitisk (8000-600 f.Kr.)

Keramisk neolitisk (6000-5000 f.Kr.)

Kalkolitisk (5000-3000 f.Kr.)

Tidlig bronzealder (3000-1900 f.Kr.)

Sen bronzealder (1900-1200 f.Kr.)

Tidlig jernalder (1200-800 f.Kr.)

Sene jernalderkulturer

Ifølge disse specialister var der intet afbræk i den kulturelle udvikling fra 8.000 f.Kr. og ingen antydning af en større forandring, som en invasion udefra afgjort ville have været.

Indien, civilisationens vugge?

Hvor var jordens første civilisation? Flere oldtidskulturer er kandidater: Sumer, Ægypten, Indien eller måske endog Kina, der i lang tid regnede sig selv for det eneste ægte civiliserede land.

Baseret på de ældre tal for dateringen af Rigveda (ca. 4.000 f.Kr.) og i kraft af, at vedisk astronomi og geometri går forud for nogen anden kendt civilisation mener nogle forskere som N.S. Rajaram, George Feuerstein, Subhash Kak og  David Frawley, at Indien var ’civilisationens vugge’. De kæder den nyligt opdagede tidlige europæiske civilisation (der går forud for det gamle Sumer og Ægypten med mere end 1000 år) til udvandringer af folkeslag, der er flyttet eller blevet drevet ud fra det nordvestlige Indien. Senere udvandringer på grund af enten klimaændringer eller krige kunne have bragt hittitterne til det vestlige Asien, iranerne til Afghanistan og Iran og mange andre til andre dele af Eurasien. Et sådant hændelsesforløb kræver en fuldstændig omskrivning af oldtidens verdenshistorie, specielt hvis vi dertil lægger de påstande (der tilsyneladende underbygges af konkrete fysiske vidnesbyrd) om, at de vediske indere havde handelsforbindelser til Mellemamerika og Østafrika før 2.500 f.Kr. Intet under, at den ’Nye kronologi’ vækker ikke blot kontrovers blandt forskere, men også mange følelser. Mange flere beviser er nødvendige, men der er ingen tvivl om, at den ’gamle kronologi’ er bragt i miskredit, og mange overraskelser venter på forskere af ikke blot oldtidens Indien, men af hele oldtidens verden.

Konkluderende ord

Ovenstående er en ren sammenfatning af de vigtigste punkter fra Klaus Klostermaiers artikel. Det skal nævnes, at på nogle områder er artiklens konklusioner og teorier ikke i overensstemmelse med den traditionelle vediske version. Således er der ifølge traditionel vedisk forståelse ikke på noget tidspunkt tale om nogen form for fremadskridende udvikling af hverken sprog eller kultur, f.eks. fra stenalderkulturer til bronzealderkultur. Det interessante ved det hele er dog dels, hvor svagt den almindeligt anerkendte ide om ariernes invasion står, dels, at der er stærke arkæologiske og andre empiriske vidnesbyrd for Indien som den oprindelige civilisation, og dels, at ingen af disse empiriske data taler imod (men snarere støtter) det historiske forløb, der beskrives i Vedaerne.

Fodnoter:

1. Artiklen er en lettere revideret udgave af en seminarpræsentation på School of African and Oriental Studies (SOAS) ved University of London den 21. januar 1998.

 2. Fra forordet til New Edition of M. Molier-Williams Sanskrit-English Dictionary, Oxford: Clarendon Press, 1899 (Genoptryk 1964), s. IX

3. Dubois, Abbe, Hindu Manners, Customs and Ceremonies, Engelsk oversættelse af Henry K. Beauchamp, Oxford: Clarendon Press, 1906 (tredje oplag, 1959)

4. G. Feuerstein, S. Kak, D.Frawley, In search of the Cradle of Civilization, Wheaton: Quest Books, Ill., 1996

5. Zabern, Philipp von, (ed.) Vergessene Städte am Indus: Frühe Kulturen in Pakistan vom 8 -2 Jahrtausend v. Chr. , Mainz am Rhein: Verlag Philipp von Zabern, n.d. (c. 1984)

6. Seidenberg, A. 'The Geometry of the Vedic Rituals' Agni: The Vedic Ritual of the Fire Altar, Vol. II. Asian Humanities Press, 1983, ss. 95-126.