|
|
|
Det
historiske møde imellem Caitanya Mahaprabhu og Guru Nanak “I
denne Kalis tidsalder er ingen anden Gudsrealisering så effektiv som sangen af
Herrens Hellige Navn.” (Cc. Adi 7.74) Han
ville gerne have mig til at være sin ’Krishna-forbindelse’, som han sagde
det. Hans spørgsmål virkede mindre underligt, da jeg forstod hans hensigt:
”Jeg kender de islamiske ting,” sagde han. ”Men hindu-tingene går over
mit hoved. Det er ganske enkelt ikke mit felt. ” Med hindu-tingene referede
han til vaisnavismen, tilbedelsen af Krishna eller Visnu, den
monoteistiske tradition, der i virkeligheden udgør næsten 70% af
hindu-verdenen. Vaisnavisme kaldes også Krishna-bevidsthed. Jeg
fortalte ham om nogle ’hindu-ting’, der med det samme fangede hans
interesse: Guru Nanak, sikh-religionens grundlægger, dansede og sang sammen med
Sri Caitanya Mahaprabhu, den gyldne inkarnation af Radha and Krishna, der
lancerede Hare Krishna sankirtana-bevægelsen for lidt over 500 år
siden. “Er du sikker?” spurgte han. ”Ja,”
svarede jeg. ”Dette nævnes i et gammelt skrift, der går tilbage til den tid.
Bogen hedder Caitanya-bhagavata. Det er ikke den bengalske bog af
Vrindavana Dasa Thakura af samme navn, men snarere et manuskript fra Orissa og
består af to tykke bind. Bogen blev skrevet af Isvara Dasa, Sri Caitanyas
samtidige. I dag kan denne bog findes i Prachi Samiti (Det orientalske
samfund) i Cuttack. Dens autencitet er blevet fastslået af B.B. Majumdar, den
berømte historiker i bengalsk litteratur. “Sagen
er, at Srila Prabhupada, min guru, havde hørt om mødet imellem Sri
Caitanya og Guru Nanak og ville gerne vide, om det var dokumenteret i nogle af
de gamle tekster. To af mine Gudsbrødre gjorde derfor nogle undersøgelser og
fandt den orissiske Caitanya-bhagavata, bogen, der nu er i Cuttack.
Opdagelsen blev offentliggjort i en kvartalsjournal ved navn The Sikh Review (November
1976) under titlen ’Historisk møde i Puri’. “Jeg
har brug for at vide mere,” sagde Syed. “På
trods af de voldelige sammenstød imellem sikhere og hinduer i de senere år,”
begyndte jeg, ”levede grundlæggerne af disse traditioner sammen i fred og
tilbad Gud som det vigtigste i deres liv. At dette er sandt, er åbenlyst fra
den orissiske Caitanya-bhagavata. Oversættelsen af to vigtige vers fra
denne orissiske bog er som følger: ’Sri
Caitanya, Universets Højeste Herre, mødtes i kirtana
med Guru Nanak, der blev ledsaget af sin discipel Sarang. Med dem var de tro brødre
Rupa og Sanatana såvel som Jagai and Madhai. De sang alle og dansede med stor
glæde.’ (Caitanya-bhagavata, kapitel 61, tekst 4) ’I
fællessangen, der blev ledt af Sri Caitanya og Guru Nanak, var Nagar
Purusottama Dasa (Svarupa Damodara) der også. To disciple, Jangali og Nandini,
sluttede sig til dem. Med dem var også Gopala Guru og Nityananda Prabhu, Sri
Balaramas avatara. De tog alle del i lyksalig kirtana i Jagannatha
Puri.’ (Caitanya-bhagavata, kapitel 64, tekst 13) “Disse
vers er specielt vigtige, for de nævner to solide støtter i selskab med fremtrædende
disciple, en almindelig teknik i tekster fra middelalderen for at fastslå de
diskuterede personligheders identitet. Det kunne jo have været en anden
Caitanya og Nanak. Så blot for at vise hinsides al tvivl, at det er samme Sri
Caitanya, der er den Højeste Herre, og Guru Nanak, der grundlagde
sikh-religionen, omtales de sammen med deres anerkendte disciple.” Dr.
Syed ville vide, om dette blot er en hinduistisk version af historien. Han
spurgte, om sikherne også anerkender Sri Caitanyas møde med Guru Nanak. Jeg
var forberedt på spørgsmålet, da det er et emne, jeg har undersøgt til
bunds. Jeg fortalte ham, at blandt sikher underbygges historien af den fortræffelige
sikh-videnskabsmand Trilochan Singh i hans autoritative bog, ’Guru Nanak:
Sikhernes grundlægger, en biografi’. Singh beskriver indgående Guru
Nanaks ungdom og skriver derefter som følger: ”Efter
at være kommet over Ganges og besøgt små byer som Krishnanagar og Ranaghat
kom Guru Nanak lidt efter lidt til Calcutta, der på det tidspunkt kun var en
lille landsby ved bredden af en mudret flodbred, der jævnligt blev besøgt af
pirater og engelske kolonister. Han startede en lille mission der og fortsatte
videre til Burdwan, Midnapore, Cuttack og slutteligt Puri.” “Ratha-yatra-festivalen
nærmede sig,” fortæller Singh os, “og tusinder af pilgrimme fra hele
Indien ankom for at se Herren Jagannathas storslåede optog.” Som
en konge på en fornøjelsestur kommer Deitetsformen af Herren Jagannatha
(Krishna, Universets Herre) ud på en køretur hver sommer i en af Indiens største
religiøse festivaler, Ratha-yatra (’Vognfestivalen’). Som en af de
vigtigste helligdage for Herren Krishnas hengivne stammer Ratha-yatra fra
Puri, hvor flere hundredetusinde pilgrimme kommer til byen for at være med i
optoget.” “De
to meter høje Deiteter tages på en tre kilometers tur,” skriver Singh,
“fra hovedtemplet i tre store vogne til Gundica-templet et stykke nede ad
vejen. De tre vogne er hvert år helt nyopførte og dækkes af flag, blomster og
farverige guirlander. De
trækkes af menneskemasserne med tykke reb, imens Raja’en [kongen] over Puri
som et udtryk for ydmyghed personligt fejer vejen foran Universets Herre.
Deiteterne opholder Sig i Gundica-templet i ni dage, hvor de males i klare
farver og tages derefter tilbage under en lignende gevaldig festlighed.” Her
bliver Singhs redegørelse særligt interessant: ”Efter at have bemærket, at
Guru Nanak havde slået lejr 100 meter fra Herren Jagannathas tempel, indbød
nogle af de lokale præster, der kendte til hans åndelighed og visdom, ham med
til arati-ceremonien den aften. Så overvældet af udførelsen af Herrens
arati var Guru Nanak, at han blev inspireret til at forfatte et digt, Sohila-arati,
som han sang sammen med musikledsagelse foran Herren Jagannatha. —Guru
Nanak, Sohila-arati 3.4 “Hans
usædvanlige blanding af musik, filosofi og digt vækkede stor interesse
blandt de lyttende såvel som hos Raja Krishna Lal, det lokale overhoved, og
tempelpræsten Panda Kaliyuga, der begge frembar deres hyldest til den nys
ankomne guru. “Som
øverstepræst for Jagannatha-templet var Panda Kaliyuga meget velstående og
havde store mængder guld og kostbare stene. Han tilbød Guru Nanak alle sine
rigdomme og udtrykte endog sit ønske om at opføre et palads til ham at bo i.
Som det passede sig en helgens karakter forklarede Nanak, at han kun ønskede
sig Herrens hengivne tjeneste og ingen materielle bekvemmeligheder, hvor
tillokkende de end syntes. Således velsignede han præsten, at han måtte bruge
sin rigdom på den rigtige måde i Herrens tjeneste og opnå højere åndelig
bevidsthed. “Det
var på den tid, juli 1512, at Sri Caitanya Mahaprabhu havde taget fast ophold i
Jagannatha Puri i Kasi Misras hjem. Han var altid ledsaget af Sine nære følgere
som Svarupa Damodara, Ramananda Raya, Nityananda Prabhu, Srivasa Thakura,
Advaita Acarya, Sanatana Goswami, Rupa Goswami og mange andre, der var kommet
til Ratha-yatra-festivalen. Rygtet havde spredt sig, at en betydningsfuld
profet fra Punjab var kommet. Han var også en fortaler for nama-sankirtana,
forherligelse af Herrens navn igennem fællessang. Som det siges, ”De sande
hengivne kommer i eksase ved at synge Haris herligheder.” (Guru Nanak, Guru-grantha-sahib,
Ar Asa 10:2) “Da
Sri Caitanya hørte om Guru Nanak, gik Han med det samme hen for at møde ham og
indbød ham til Sin egen personlige bolig. Ja, Sri Caitanya tog sig af ham med
stor respekt og bad tilmed en af Sine disciple om at sørge for Guru Nanaks
personlige behov. De samledes begge i sang, som de fandt en meget speciel glæde
i. Ifølge Sikh-videnskabsmanden Dr. Ganda Singh, ”Mange af Sri Caitanyas tilhængere
deltog også i kirtana’en.” Dr.
Syed var rørt. Han sagde, at han havde fejlagtigt troet, at sikhere og hinduer
var modstandere og specielt i de sidste sytten eller atten år har sloges af
politiske og økonomiske grunde. Dr. Syed afrundede det hele fint: “De kunne lære
noget af disse store religioners grundlæggere eller reformatorer, Guru Nanak og
Sri Caitanya, der løste alle uoverensstemmelser i sangen af det Hellige
Navn.” Dr. Syed lovede at begynde sit kursus om sikh-religionen med denne
historie om Sri Caitanya og Guru Nanak, der forenede religiøs sandhed ved
koncentrere sig om essensen af religiøs praksis. |