Det historiske møde imellem Caitanya Mahaprabhu og Guru Nanak
Af Satyaraja Dasa 

“I denne Kalis tidsalder er ingen anden Gudsrealisering så effektiv som sangen af Herrens Hellige Navn.” (Cc. Adi 7.74)
“O brødre, sig Govindas pris og sammen med helgener dvæl ved Herrens Navn. Nanak siger, at man bør tjene Gud alene, for Herren er den Oprindelige Person og den Ubegrænsede Herre.” (Guru Nanak, Guru-Grantha-Sahib 24)

En af mine venner, der underviser i Islam ved New Yorks Universitet, blev for nylig bedt om at afholde et kursus i sikh-religionen. Dr. Ahmad Syed, som han kaldes i den akademiske verden, var en lille smule nervøs. Han kendte sin islamiske tradition godt, men var ikke fortrolig med den tradition, der bredt kaldes hinduisme. Sikh-religionen er en blanding af islamisk og hinduistisk tro, og for at kunne undervise i sikh-religion var han nødt til at kende begge dele ret godt. Derfor ringede han mig op og stillede et pudsigt spørgsmål: “Går du fortsat op i den der Krishna-ting?” 

Han ville gerne have mig til at være sin ’Krishna-forbindelse’, som han sagde det. Hans spørgsmål virkede mindre underligt, da jeg forstod hans hensigt: ”Jeg kender de islamiske ting,” sagde han. ”Men hindu-tingene går over mit hoved. Det er ganske enkelt ikke mit felt. ” Med hindu-tingene referede han til vaisnavismen, tilbedelsen af Krishna eller Visnu, den monoteistiske tradition, der i virkeligheden udgør næsten 70% af hindu-verdenen. Vaisnavisme kaldes også Krishna-bevidsthed. 

Jeg fortalte ham om nogle ’hindu-ting’, der med det samme fangede hans interesse: Guru Nanak, sikh-religionens grundlægger, dansede og sang sammen med Sri Caitanya Mahaprabhu, den gyldne inkarnation af Radha and Krishna, der lancerede Hare Krishna sankirtana-bevægelsen for lidt over 500 år siden. 

“Er du sikker?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg. ”Dette nævnes i et gammelt skrift, der går tilbage til den tid. Bogen hedder Caitanya-bhagavata. Det er ikke den bengalske bog af Vrindavana Dasa Thakura af samme navn, men snarere et manuskript fra Orissa og består af to tykke bind. Bogen blev skrevet af Isvara Dasa, Sri Caitanyas samtidige. I dag kan denne bog findes i Prachi Samiti (Det orientalske samfund) i Cuttack. Dens autencitet er blevet fastslået af B.B. Majumdar, den berømte historiker i bengalsk litteratur.

“Sagen er, at Srila Prabhupada, min guru, havde hørt om mødet imellem Sri Caitanya og Guru Nanak og ville gerne vide, om det var dokumenteret i nogle af de gamle tekster. To af mine Gudsbrødre gjorde derfor nogle undersøgelser og fandt den orissiske Caitanya-bhagavata, bogen, der nu er i Cuttack. Opdagelsen blev offentliggjort i en kvartalsjournal ved navn The Sikh Review (November 1976) under titlen ’Historisk møde i Puri’. 

“Jeg har brug for at vide mere,” sagde Syed. 

“På trods af de voldelige sammenstød imellem sikhere og hinduer i de senere år,” begyndte jeg, ”levede grundlæggerne af disse traditioner sammen i fred og tilbad Gud som det vigtigste i deres liv. At dette er sandt, er åbenlyst fra den orissiske Caitanya-bhagavata. Oversættelsen af to vigtige vers fra denne orissiske bog er som følger: 

’Sri Caitanya, Universets Højeste Herre, mødtes i kirtana med Guru Nanak, der blev ledsaget af sin discipel Sarang. Med dem var de tro brødre Rupa og Sanatana såvel som Jagai and Madhai. De sang alle og dansede med stor glæde.’ (Caitanya-bhagavata, kapitel 61, tekst 4)

’I fællessangen, der blev ledt af Sri Caitanya og Guru Nanak, var Nagar Purusottama Dasa (Svarupa Damodara) der også. To disciple, Jangali og Nandini, sluttede sig til dem. Med dem var også Gopala Guru og Nityananda Prabhu, Sri Balaramas avatara. De tog alle del i lyksalig kirtana i Jagannatha Puri.’ (Caitanya-bhagavata, kapitel 64, tekst 13) 

“Disse vers er specielt vigtige, for de nævner to solide støtter i selskab med fremtrædende disciple, en almindelig teknik i tekster fra middelalderen for at fastslå de diskuterede personligheders identitet. Det kunne jo have været en anden Caitanya og Nanak. Så blot for at vise hinsides al tvivl, at det er samme Sri Caitanya, der er den Højeste Herre, og Guru Nanak, der grundlagde sikh-religionen, omtales de sammen med deres anerkendte disciple.” 

Dr. Syed ville vide, om dette blot er en hinduistisk version af historien. Han spurgte, om sikherne også anerkender Sri Caitanyas møde med Guru Nanak. Jeg var forberedt på spørgsmålet, da det er et emne, jeg har undersøgt til bunds. Jeg fortalte ham, at blandt sikher underbygges historien af den fortræffelige sikh-videnskabsmand Trilochan Singh i hans autoritative bog, ’Guru Nanak: Sikhernes grundlægger, en biografi’. Singh beskriver indgående Guru Nanaks ungdom og skriver derefter som følger:  

”Efter at være kommet over Ganges og besøgt små byer som Krishnanagar og Ranaghat kom Guru Nanak lidt efter lidt til Calcutta, der på det tidspunkt kun var en lille landsby ved bredden af en mudret flodbred, der jævnligt blev besøgt af pirater og engelske kolonister. Han startede en lille mission der og fortsatte videre til Burdwan, Midnapore, Cuttack og slutteligt Puri.” 

“Ratha-yatra-festivalen nærmede sig,” fortæller Singh os, “og tusinder af pilgrimme fra hele Indien ankom for at se Herren Jagannathas storslåede optog.” 

Som en konge på en fornøjelsestur kommer Deitetsformen af Herren Jagannatha (Krishna, Universets Herre) ud på en køretur hver sommer i en af Indiens største religiøse festivaler, Ratha-yatra (’Vognfestivalen’). Som en af de vigtigste helligdage for Herren Krishnas hengivne stammer Ratha-yatra fra Puri, hvor flere hundredetusinde pilgrimme kommer til byen for at være med i optoget.”  

“De to meter høje Deiteter tages på en tre kilometers tur,” skriver Singh, “fra hovedtemplet i tre store vogne til Gundica-templet et stykke nede ad vejen. De tre vogne er hvert år helt nyopførte og dækkes af flag, blomster og farverige guirlander.  

De trækkes af menneskemasserne med tykke reb, imens Raja’en [kongen] over Puri som et udtryk for ydmyghed personligt fejer vejen foran Universets Herre. Deiteterne opholder Sig i Gundica-templet i ni dage, hvor de males i klare farver og tages derefter tilbage under en lignende gevaldig festlighed.” 

Her bliver Singhs redegørelse særligt interessant: ”Efter at have bemærket, at Guru Nanak havde slået lejr 100 meter fra Herren Jagannathas tempel, indbød nogle af de lokale præster, der kendte til hans åndelighed og visdom, ham med til arati-ceremonien den aften. Så overvældet af udførelsen af Herrens arati var Guru Nanak, at han blev inspireret til at forfatte et digt, Sohila-arati, som han sang sammen med musikledsagelse foran Herren Jagannatha.

O Herre, mit sind tragter efter Dine lotusfødder
Som honningbien efter blomsternes nektar.
Dag og nat, Herre, tørster jeg efter dig.
Giv Nanak Din nådes vand.
Han er som sarang’en, gøgen,
Der kun drikker himmelske regndråber
Og lad mig søge tilflugt i Dit Navns herligheder.

—Guru Nanak, Sohila-arati 3.4 

“Hans usædvanlige blanding af musik, filosofi og digt vækkede stor interesse blandt de lyttende såvel som hos Raja Krishna Lal, det lokale overhoved, og tempelpræsten Panda Kaliyuga, der begge frembar deres hyldest til den nys ankomne guru.

“Som øverstepræst for Jagannatha-templet var Panda Kaliyuga meget velstående og havde store mængder guld og kostbare stene. Han tilbød Guru Nanak alle sine rigdomme og udtrykte endog sit ønske om at opføre et palads til ham at bo i. Som det passede sig en helgens karakter forklarede Nanak, at han kun ønskede sig Herrens hengivne tjeneste og ingen materielle bekvemmeligheder, hvor tillokkende de end syntes. Således velsignede han præsten, at han måtte bruge sin rigdom på den rigtige måde i Herrens tjeneste og opnå højere åndelig bevidsthed. 

“Det var på den tid, juli 1512, at Sri Caitanya Mahaprabhu havde taget fast ophold i Jagannatha Puri i Kasi Misras hjem. Han var altid ledsaget af Sine nære følgere som Svarupa Damodara, Ramananda Raya, Nityananda Prabhu, Srivasa Thakura, Advaita Acarya, Sanatana Goswami, Rupa Goswami og mange andre, der var kommet til Ratha-yatra-festivalen. Rygtet havde spredt sig, at en betydningsfuld profet fra Punjab var kommet. Han var også en fortaler for nama-sankirtana, forherligelse af Herrens navn igennem fællessang. Som det siges, ”De sande hengivne kommer i eksase ved at synge Haris herligheder.” (Guru Nanak, Guru-grantha-sahib, Ar Asa 10:2)

“Da Sri Caitanya hørte om Guru Nanak, gik Han med det samme hen for at møde ham og indbød ham til Sin egen personlige bolig. Ja, Sri Caitanya tog sig af ham med stor respekt og bad tilmed en af Sine disciple om at sørge for Guru Nanaks personlige behov. De samledes begge i sang, som de fandt en meget speciel glæde i. Ifølge Sikh-videnskabsmanden Dr. Ganda Singh, ”Mange af Sri Caitanyas tilhængere deltog også i kirtana’en.”

Dr. Syed var rørt. Han sagde, at han havde fejlagtigt troet, at sikhere og hinduer var modstandere og specielt i de sidste sytten eller atten år har sloges af politiske og økonomiske grunde. Dr. Syed afrundede det hele fint: “De kunne lære noget af disse store religioners grundlæggere eller reformatorer, Guru Nanak og Sri Caitanya, der løste alle uoverensstemmelser i sangen af det Hellige Navn.” Dr. Syed lovede at begynde sit kursus om sikh-religionen med denne historie om Sri Caitanya og Guru Nanak, der forenede religiøs sandhed ved koncentrere sig om essensen af religiøs praksis.