I nyhedsgruppen dk.livssyn havde Jahnu følgende udveksling med Michael Vittrup

Jahnu: …Det er sandt. I naturvidenskaben er man vældigt glad for vældigt lidt. Men ifølge de kriterier du selv nævnte, nemlig at naturvidenskaben kun kan forholde sig til reproducerbare fænomener, må det være svært for naturvidenskaben at forholde sig til ureproducerbare fænomener som Big Bang, udviklingslære m.m. 

Michael Vittrup:  Enig – der er ikke nogen der har sagt at det skal være let at forstå, og mange naturvidenskabsfolk er faktisk ganske religiøse (undertegnede hører til i den kategori) – simpelt hen fordi jo mere man ved om tingene, jo mere ufattelige bliver de. 

Jahnu: Den udtalelse er en selvmodsigelse. Hvis den viden, man indhenter om tingene, blot gør tingene mere ufattelige, kan det i virkeligheden ikke være viden, der er tale om. Det må være uvidenhed. I naturvidenskaben hedder det, ”'at kundskaben tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op.”  Men i den vediske videnskab kaldes dette for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandres ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden, men uvidenhed. 

Det er muligvis relativ viden, men relativ viden kategoriseres også yderst set som uvidenhed i det vediske system. Meget af det, som i naturvidenskaben hyldes som viden, er i virkeligheden blot uvidenhed, og beviset herpå er, at man konstant er nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta gør den forrige viden ugyldig, var den forrige viden ikke viden til at begynde med, men uvidenhed, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, skal revideres af den viden, man 'opdager' i morgen, er det heller ikke viden, men uvidenhed. 

En anden ting er, at vaisnava-religionen gør en i stand til at måle viden. Dette gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Jeg kan komme nærmere ind på dette, hvis nogle er interesserede. Men grundliggende siges det, at viden i godhedens kvalitet er at se alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) indeni i kroppen. Man identificerer altså ikke et levende væsen med dets krop, men ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Dette gør, at man ser sig selv og alle andre uanset hvilken krop, de befinder sig i, som tilhørende den samme familie, eftersom man ser, at Krishna er vort fælles ophav. 

Viden i lidenskabens kvalitet er at se alle levende væsener som identiske med deres fysiske krop. Man identificerer alle andre levende væsener med deres fysiske fremtoning. Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder, at man ser sit arbejde som et og alt. En videnskabsmand ved måske en masse om sit speciale, men identificerer han sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Et andet og måske bedre eksempel på viden i uvidenhedens kvalitet er fabrikering af bomber. Det kræver uden tvivl meget viden at fabrikere en atombombe, men eftersom resultatet er destruktivt, er der tale om uvidenhed. 

Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer ødelæggelse. Des mere ens viden er i godhedens kvalitet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle, evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse) for ikke at tale om, når man helt lever for sit arbejde, des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet. Des mere ens viden er i godhedens kvalitet, des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, for man ser tingene, som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, jo mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og jo mere bliver man således underlagt illusion.