Sri Caitanya-candramrta
Sri Caitanyas nektariske måne
Af Srila Prabodhananda Sarasvati

Caitanya Mahaprabhu oversvømmede det indiske kontinent med Krishna-prema for 500 år siden, og i kølvandet på denne oversvømmelse opstod utallige bøger, biografier, digte og sange, som tidens hengivne skrev om Caitanya. En af disse bøger hedder Sri Caitanya-candramrta, en digtsamling på 143 vers af Prabodhananda Sarasvati. Prabodhananda Sarasvati, en stor hengiven fra Sydindien, var bror til Vyenkatta Bhatta og onkel til Gopala Bhatta Goswami og havde lejlighed til at være sammen med Caitanya Mahaprabhu på nært hold i fire måneder, da Caitanya på Sin rejse til Sydindien tilbragte regntiden i Ranganatha-templet.

I anledning af Gaura-Purnima følger her et uddrag fra Caitanya-candramrta af Prabodhananda Sarasvati.

Åh tåbelige sind, søg tilflugt ved Gauranga, Guddommens Højeste Personlighed. Han er skjult fra Vedaernes øjne, og med Sin egen transcendentale kraft styrtede Han hele verden ned i et stort nektarhav af kærlighed til Krishnas lotusfødder.

Kan nogle opnå livets højeste mål ved at høre om, meditere på eller lovprise Herren Murari med hengivelse, er det godt for dem. Lad dem om det, men for mit vedkommende tilbeder jeg kun den skjulte sødme, som flyder fra Gauranga og fylder det store ubegrænsede nektarhav af ren kærlighed til Krishna.

Nogle tilbeder Guddommens Højeste Personlighed med håb om at opnå livets fire mål (materiel fromhed, sansetilfredsstillelse, økonomisk udvikling og befrielse).  Andre forkaster alle andre genstande for tilbedelse og bliver simpelthen Krishnas tjenere. Hvad mig angår, er mit sind grådigt efter at opnå den store hemmelighed af ren kærlighed til Krishna, og derfor søger jeg tilflugt ved Caitanyacandras fødder.

Min tro på vediske og almindelige pligter, min forlegenhed over at synge, danse og le og min naturlige tilbøjelighed til at være opslugt af materielle aktiviteter er alle blevet frastjålet mig af en meget stærk gyldenlødet tyv.

Hvem er denne guddommelige person, der lader det regne fra Sine øjenkroge, som funkler af nåde, med millioner af nektarhave af inderligt lyksalig, strålende og liflig ren kærlighed til Krishna? Hvem er denne person, hvis lyse form er så strålende som et gyldent ungt banantræ? Hvem er denne person, der pludseligt har gjort mit hjerte så glødende hengivent til Sine fødder?

Med en hudfarve så lys som smeltet guld og med en skikkelse, der er fyldt med den storartede og lyksalige nektar af ren transcendental kærlighed, har Guddommens Højeste Personlighed barmhjertigt åbenbaret Sig i byen Navadvipa.  I Navadvipa afholder hvert hjem store festivaler til ære for Bhakti-devi, hengivenhedens gudinde. Navadvipa er mere betagende end Vaikuntha. Mit hjerte finder sin lykke i Navadvipas transcendentale bolig.

Lad de vediske skrifter sige, hvad de vil! Lad de lærde logikere kommentere, som de vil. Hvad end de siger, vil nektaren fra Herren Caitanyas lotusfødder altid forblive mit liv og min sjæl.

Hvis de sjældne mystiske fuldkommenheder skulle falde ned i mine hænder af sig selv, hvis halvguderne opsøgte mig for at blive mine tjenere, og hvis min skikkelse blev en firearmet Vaikuntha-indbygger, ville mit sind fortsat ikke afvige fra Gauracandra i så meget som et øjeblik.

Lad mig bo i et skrækkeligt bur af ild! Jeg vil aldrig omgås med dem, der er ligeglade med Caitanyas lotusfødder! Mit hjerte har intet ønske om at komme til Vaikuntha eller noget andet lykkebringende sted, hvis jeg i så meget som et øjeblik ikke kan smage det blomsterstøv, der kommer fra lotusblomsten ved Herren Caitanyas fødder 

Selv om jeg skulle blive berømt i denne verden, selv om jeg skulle opnå forunderlige mystiske evner, eller selv om jeg skulle få en smuk firearmet form som Herren Visnus ved at tilbede Ham, vil mit hjerte ikke desto mindre ikke bryde sig om disse ting, hvis de skiller mig fra hengiven tjeneste til Gaura.

O min Herre Caitanya, O Du barmhjertige, O Du mest gavmilde, O Herre, der fylder de levende væseners hjerter med forskellige stemninger af hengivenhed og kærlighed, O vidunderligt prægtige Herre, O gyldenlødede Herre, O hav af transcendentale dyder, O personificerede nektar af hengiven tjeneste, O Herre, der holder af at synge Dine egne hellige navne, jeg beder om, at mit liv må forløbe med altid at recitere Dine hellige navne på denne måde uden nogensinde at blive træt.

O Krishna, Din gyldne form er de hengivnes liv. Den er filantropen, der i velgørenhed giver nektaren af ren kærlighed til Krishna. Hvornår skal jeg helhjertet elske denne gyldne form? Hvornår vil glansen fra Srimati Radharanis juveltånegle skinne i mit hjerte, fordi jeg endeligt har forstået denne gyldne forms hemmelighed?

Jeg mediterer på Guddommens Højeste Personlighed, der er kendt under navnet Caitanya. Han bærer en blomsterkrans af damanaka-blomster i fuldt flor og glæder alle. Han nyder lege i en ensomt beliggende have og synger uafladeligt Krishnas hellige navne. Han er barmhjertighedens bopæl, og Hans lyse hudfarve er så strålende som guld.

Jeg beder om, at mit sind altid må huske Gauranga, sannyasien, hvis øjne er som to humlebier, der drages til den funklende lotusblomst af Herren Jagannathas ansigt i den festlige by Nilacala, der kastes hid og did af store bølger af ekstatisk kærlighed til Gud. Han er den samme Krishna, der viste Sig som Amor for Vrajas dådyrøjede piger.

Jeg søger tilflugt ved Gaura Hari, der har accepteret en sannyasis safranklæder. Hans kropslige hår rejser sig i ekstase, og Hans smukke form smykkes af perlelignende tårer, der flyder fra Hans lotusøjne.

Hvornår vil Gaura Hari, der er smukkere end Amor, mere rensende end den himmelske Ganges, mere svalende end Månen, sødere end madhvika-nektar, mere gavmild end ønsketræet og mere kærlig end en moder, vise Sig i min meditation og med kærlighed anbringe Sine lotusfødder i mit hjerte?

Jeg beder til den barmhjertige Guddommens Højeste Personlighed, hvis lød overstråler glansen fra millioner af funklende lynglimt, hvis hofter dækkes af en yndig safrangul manjistha-blomst, og som glæder dette univers ved igen og igen at oversvømme det med den sødeste nektar af ren kærlighed til Krishna – jeg beder til Ham, at Han må blive mig meget kær.

Vil Herren Gaura, hvis pragt gør millioner og millioner af Amoriner til skamme, hvis smukke ansigt overstråler millioner og millioner af opstigende efterårsmåner, og hvis gavmildhed gør millioner og millioner af ønsketræer til ingenting, anbringe Sine lotusfødder i mit hjerte, når jeg engang har samlet fromme gerninger i millioner og millioner af liv?

Jeg beder om, at Caitanyacandras strålende månelys, der med stor kraft udrydder mørket i alle verdens hjerter og fører ubegrænsede tidevandsbølger med sig til det lyksalige nektarhav af ren kærlighed til Krishna, og som afkøler universet, der brænder dag og nat i den materielle tilværelses trefoldige lidelser, må skinne i vore hjerter.

Nedsunket i Radhas sorg i Hendes savn efter Krishna blev Han fra det ene øjeblik til det andet udtæret og sønderknust. I næste øjeblik var Han velnæret af lykke i den tro, at Krishna havde vist Sig foran Ham. I et andet øjeblik fældede Han tårer af glæde, i et tredje øjeblik smilede Han, og så blev Han helt rolig. Når Han brændte i ilden af savn efter Krishna, ramtes Han af febervildelse. Når Han syntes, at Han så Krishna ude i det fjerne, løb Han efter Ham, og når Han tænkte, at Han netop havde rørt ved Krishna, blev Han overvældet af lykke. Ét øjeblik talte Han, som om Krishna var til stede, og et andet øjeblik blev Han tavs. Jeg beder, at Gaura, den gyldne form af Guddommens Højeste Personlighed, må vise Sig i mit hjerte.

Han skelner ikke til, om en person er kvalificeret eller ej. Han bryder sig ikke om, hvem der er Hans egen, og hvem der er fremmed. Han tænker ikke over, hvem Han skal tage imod og hvem ikke. Han tager ikke hensyn til, om det er det rigtige tidspunkt eller ej. Herren giver med det samme nektaren af ren hengiven tjeneste, der er vanskelig at opnå selv ved at høre Herrens budskab, se Deiteten, fremvise sin respekt, meditere eller følge en hærskare af åndelige skikke og sædvaner. Denne Guddommens Højeste Personlighed, Gaura Hari, er min eneste tilflugt.

Selv de største syndere, selv de laveste blandt mennesker, selv mennesker med den usleste karakter, selv de, der er fuld af syndige handlinger, selv hundeæderne, selv de, hvis hjerter er fyldt med syndige ønsker, selv de, der er født eller bor i syndige lande, og selv de, der er fordærvede igennem dårligt selskab, er alle blevet reddet af Gauras nåde. Lad mig søge tilflugt ved Herren Gaura.

Herren Hari har ladt de bedårende skove ved Yamunas bredder bag Sig og står nu i en blomsterhave ved bredden af saltvandshavet, og Han har vraget Sine gule klæder og accepteret et safranfarvet klæde. Han skjuler nu Sin egen kropslige glans og manifesterer en gylden hudfarve. Lad mig søge tilflugt ved denne gyldne Hari.

Nu da Gaura er nedsteget til denne verden, oversvømmer bølgerne af Krishnas hellige navne denne planet, og syndige betingede sjæles hjerter, der var hårde som tordenkiler, er blevet bløde som smør. Lad mig søge tilflugt ved denne Gaura.

Nu da Herren Caitanya, hvis hjerte er fyldt med nåde, er nedsteget til denne verden, er levende væsener, der aldrig tidligere har praktiseret yoga, mediteret, reciteret mantraer, udført askeser, fulgt forskellige vediske indskrænkninger, studeret Vedaerne, udført åndelige aktiviteter eller afholdt sig fra synder, blevet i stand til med lethed at plyndre den kostbareste juvel af alle livets mål.

Nu da den vidunderligt stærke Herre Caitanya er nedsteget til denne verden, er materialisterne, der var faldet ned i den frådende flod af frugtbringende gerninger, blevet reddet og befinder sig på fast grund, selv store kampesten smelter, og selv de, hvis hjerter var forankrede i ikke-hengiven yoga, danser i ekstasen af kærlighed til Krishna.

Nu da Caitanyacandras måne har afsløret den rene hengivne tjenestes vej, taler materialisterne ikke længere om deres hustruer, børn og materielle anliggender, de lærde er holdt op med at debattere skrifterne, yogierne har opgivet besværet med at beherske vejrtrækningen, asketerne har opgivet deres askeser, og upersonalisterne har opgivet deres upersonalisme. Nu er der kun den rene hengivne tjenestes sødme. Nu er der ingen smag ved noget andet.

I hvert eneste hjem er der en tumult og røre af hari-sankirtana.  På hver eneste krop er der tårer, hårene rejser sig, og der er andre symptomer på ekstase. I hvert hjerte er den mest ophøjede og søde åndelige vej, der leder langt væk fra de fire Vedaers vej. Alt dette er sket nu, da Gaura er nedsteget til denne verden.

Hele verden er nu oversvømmet af nektarvandene af ren kærlighed til Krishna, et stort mirakel af ekstatiske kærlighedssymptomer, der aldrig er blevet set eller hørt om før. Alt dette er sket nu, da Krishna er nedsteget i en form, der er så strålende som guld.

Før i tiden blev mange lærde ualmindeligt stolte og troede sig alvidende mestre i alle skrifter. Mange andre mente at være blevet fuldkomne igennem askeser eller frugtbærende arbejde. En sjælden gang ville en eller anden med et urent hjerte recitere Herren Haris navn to eller tre gange. Det var dengang. Efter at Gauracandras måne er steget op, har alle fået ren kærlighed til Krishna.

Nu da Guddommens Højeste Personlighed, hvis lotusfødder halvguderne tragter efter at tjene, og som bærer navnet Caitanya, er nedsteget, oversvømmer de meget søde nektarbølger af ren kærlighed til Krishna hele verden. Hvem er et barn? Hvem er en gammel mand? Hvem er en tåbe? Hvem er en kvinde? Hvem er falden og uheldig? Alle har opnået samme skæbne. Alle har opnået den samme søde nektar, der uophørligt smages af dem, der har hengivet sig til Haris fødder.

Nu da Gauracandra, Herren over nektarstemningerne af transcendental kærlighed, er nedsteget til denne jord, har Siva, Narada, alle halvguderne, Laksmi-devi, Herren Balarama, Vrisni-dynastiet og gopaerne og gopierne fra Vraja alle taget fødsel her.

Nu da den gyldentlødede Herre spreder ren kærlighed til Krishna i denne verden, er Hans tjenere, venner og yndige gopi-elskere alle kommet til Hans lotusfødder. De har nu opnået en uvurderlig skat af ren kærlighed til Krishna, en skat, der er mere kostbar end noget, de nogensinde har ejet før.

Overalt ler hellige mænd og kvinder, materialisternes stenlignende hjerter smelter, og de, der aldrig har studeret, sætter en hærskare af belæste ateister til vægs. Dette sker nu, da den mest vidunderlige og gloriøse Sri Caitanya er nedsteget til denne verden.

Tidligere var intelligensen hos selv de mest belæste lærde sløv og forkrøblet, men hvem har nu ikke, da Caitanyacandra nådigt er nedsteget til denne verden, opnået den dybeste, mest ophøjede, strålende og søde hengivenhed til Krishna?

Fordi Sri-Sri Radha og Krishnas søde amourøse lege er meget vanskelige at forstå, gav Sukadeva Gosvami blot en antydning om dem i sin beskrivelse af rasa-dansen i Srimad-Bhagavatam.  Nu er Herren Hari nedsteget til denne verden i en gylden form for at åbenbare sandheden i disse lege.

Nogle med Uddhava i spidsen har opnået Herrens tjeneste, andre har opnået en storartet position i stil med Sridama, andre er blevet lotusøjede piger i Vraja, og andre heldige og intelligente personer har opnået Sri Radhas lotusfødder. Hvilken stor lykke har denne verden ikke opnået ved Sri Caitanya Mahaprabhus nåde?

I fortiden, når selv de største filosoffer fremlagde en mængde argumenter som støtte for gensidigt modstridende opfattelser, kunne ingen være sikre på, at nogen bestemt opfattelse var rigtig. Men hvem er nu ikke, da Gaurangacandras ubegrænset strålende og stærke måne er steget op, sikker på, at ren hengivenhed til Herren Hari er Vedaernes højeste betydning og formål?

Lad mig meditere på den vidunderlige glans fra candramani-juvelerne på Gaurangacandras tånegle. Denne glans drukner nu hele universet i det søde nektarhav af ren kærlighed til Krishna.

Skønt mange meget fromme og religiøse personer i fortiden opnåede det store held at komme til Vaikunthaloka, var verden før Caitanyacandras komme aldrig blevet oversvømmet på denne måde af ren kærlighed til Krishna.

Selv om en person trofast udfører fromme handlinger eller gør uforlignelig tjeneste til Herren Visnu, kan hans hjerte fortsat være hårdt som jern. Dog kan en person, der er mere syndig end en kodræber, ved Gaurangas nåde oversvømme universet med en strøm af tårer af ren kærlighed til Krishna. Åh, når dette kommer til at ske, hvem kan da tage mål af den voldsomme lykke, som Gauranga vil opleve?

Somme tider antager Han rollen som Krishna og danser med mange elegante bevægelser. Somme tider, når Han er fyldt med Radhas kærlighed, råber Han, ”Ak! Ak! Ak!” Somme tider bliver Han ligesom et kravlende barn, og somme tider som en kohyrdedreng. På denne måde forbavser den dybt gloriøse Gaura hele verden.

En form af smeltet guld fryder mit hjerte. Ved bredden af saltvandshavet styrter Han hele verden ned i Krishnas søde lege, der er et nektarhav af kærlighed for de unge gopier. Selv i Sine barndomslege fortryller denne gyldne form hele verden.

Hvis ører havde hørt de vidunderlige ord ’ren kærlighed til Krishna’? Hvem kendte de hellige navnes herligheder? Hvem var gået ind i de storslåede skove i Vrindavana? Hvem ville have forstået Sri Radha, der er fuld af den mest vidunderlige søde nektar af ren kærlighed til Krishna? Det er kun Caitanyacandra, der nådigt har åbenbaret alt dette.