|
|
|
|
|
23 august 2004
Karma-mimamsas store fortaler var vismanden Jaimini, der skrev Mimamsa Sutra, en udførlig redegørelse i tolv kapitler. Dette værk har mange kommentarer, blandt hvilke den kendteste er af Sabara Swami. To grene af karma-mimamsa er grundlagt af henholdsvis Kumarila Bhatta og Prabhakara. Karma-mimamsa kaldes også purva-mimamsa, imens vedanta-filosofien, den sidste af de seks filosofier, der behandles i seriens næste og sidste afsnit, kaldes uttara-mimamsa. Karma-mimamsa og vedanta er nært beslægtede og behandler på en måde den samme lære, som vedanta anskuer igennem transcendental kundskab, imens karma-mimamsa angriber den igennem karma-kanda-ritualer. Man siger også, at karma-mimamsa henvender sig til familiemennesker, imens vedanta er tiltænkt forsagere, dvs. sannyasier, der har lagt familielivet bag sig.
En mekanistisk åndelig videnskab Karma-mimamsa handler om, hvordan man konkret kan benytte den vediske religion (dharma) til at opfylde sine ønsker om rigdom (artha) og sanselige glæder (kama). Karma-mimamsa henvender sig til personer, hvis åndelige forståelse er sløret af materielle ønsker, og giver disse en materialistisk forklaring på de vediske ritualer. Vedaerne taler om talrige guder og gudinder, og i karma-mimamsa indgår disse guder og tilbedelsen af dem i en ‘menneske-centreret’ snarere end en ‘Guds-centreret’ livsopfattelse. Karma-mimamsa beskæftiger sig også med lyd og mantraer, men hovedvægten lægges på at kombinere yoga-systemets selvdisciplin med Vedaernes ritualer og forankre et egocentreret og skeptisk menneske i en følelse af pligttro overgivelse til de vediske retningslinjer. Derfor forklarer karma-mimamsa ikke den vediske religion som en tro, hvor man viser ærbødighed overfor guder og modtager velsignelser fra det høje, men som en videnskab om mekanistiske, om end psykiske, principper. Vedisk dharma forklares som værende ‘nyttig for menneskeheden,’ for ved at udføre den korrekt opfyldes menneskenes verdslige ønsker i dette liv og næste. Vejen til korrekt udførelse af vedisk dharma er karma-yoga, der her vil sige uselvisk at overholde og udføre ens pligt.
Dharma – pligtbegrebet Ordet dharma oversættes forskelligt som ‘dyd’, ‘moral’, ‘retfærdighed’ eller ‘religion’; intet enkelt dansk ord dækker over den fulde betydning. Nærmest kommer ordet ’pligt’. Ifølge karma-mimamsa er dharma den iboende natur af ‘rita’, det kosmiske åndedræt. Vil man ånde og leve ordentligt, må man ikke forstyrre det kosmiske livs åndedræt. At forstyrre andre levende væsener er det samme som at forstyrre rytmen i det kosmiske åndedræt og kaldes adharma. Udførelsen af dharma, pligter, etablerer fred og harmoni i det kosmiske livs åndedræt. Alle handlinger, der samordner ens individuelle liv med det universelle liv, er dharma, og disse handlinger foreskrives i de vediske tekster. Et menneske mødes overalt af en form for pligt, og det kræver indsigt at forstå hvilke pligter, der skal udføres hvor og hvornår. Pligt kan defineres som en tradition af ansvar, der påhviler mennesker overalt, og hvis oprindelse i sidste ende er guddommelig. Således er det en moders højeste pligt (dharma) at sørge for sit barn, en lærers pligt at undervise, en elevs at studere og en læges at sørge for sine patienter. Meget vigtigt er ifølge karma-mimamsa, at det er en brahmanas dharma eller pligt at udføre de vediske ritualer, der er blevet nedarvet fra forne tiders vismænd i et mystikkens sprog, der kun kan forstås af indviede. På grund af pligt vedbliver familien, samfundet, nationen og hele universet med at eksistere. At gøre sin pligt, der kommer til en igennem højere autoriteter, anses i alle menneskelige kulturer for at være ærens vej. Omvendt er det vanærens vej at forsømme sine pligter blot for at tilfredsstille sine lavere, dyriske drifter.
Filosofien om rituel pligt De fleste mennesker savner en positiv og inspireret holdning til deres daglige pligter og udfører dem ofte kun for at få penge eller status. Alle har f.eks. en morgenrutine som at stå tidligt op, gå på ud badeværelset, børste tænder, tage bad, iføre sig tøj og spise morgenmad. Normalt gør ingen dette med nogen tanke på indviede ritualer. Ens daglige rutinehandlinger tjener intet højere formål udover at passe et arbejde og tjene penge. Følgelig giver disse daglige rutiner ingen dybere tilfredsstillelse eller indsigt. Ritualisme gør et menneske opmærksomt på den dybere mening med selv de mest ubetydelige pligter i livet. Ved at se på de almindelige daglige rutiner som ritualer, der er forbundet til de kosmiske cykler, der igen er forbundet med det højere kosmiske bevidsthedshierarki, overskrider man hverdagens ligegyldighed. Kort sagt er et ritual en meditation. Når en brahmana tilbereder mad som en gave eller et offer til fordøjelsens indre ild og husker på, at den samme kosmiske fordøjelsesild brænder i maven på alle væsener såvel som i solen og i den hellige offersild, forvandles en daglig rutineproces til en dyb åndelig aktivitet. Ifølge karma-mimamsa udfører man ikke ritualer for at tilbede eller behage nogen guddom, men fordi Vedaerne beordrer til det. Ritualer gøres ud af pligt. Mad bliver tilberedt, og gennem mantraer inviteres den Kosmiske Guddom (Maha-purusa), i hvem guder og alle væsener dvæler, til at tage del i måltidet og skænke sine velsignelser til gengæld. Men ofringen gøres ikke ud af hengivenhed. Ifølge karma-mimamsa forpligtiges Maha-purusa tværtimod igennem ritualet til at modtage gaven og skænke sine velsignelser til gengæld. Mestrer man ritualet, mestrer man universets kræfter. Gennem korrekt udførelse af ritualet forventes man at nyde jordisk velstand og lykke samt efterfølgende forfremmelse til universets himmelske planeter, hvis sanselige glæder langt overgår de jordiske. Samtidigt neutraliserer man ifølge karma-mimamsa også reaktionerne på dårlig karma fra tidligere dårlige handlinger igennem de gode handlinger, man gør nu.
Mantra-videnskaben Fællesbetegnelsen for alle vediske vers og sætninger er ‘mantra.’ Vedaerne er kundskab, der er udtrykt i form af lyd og symbolsk repræsenteret i skrift. Ifølge karma-mimamsa er lyd (sabda) evig. Karma-mimamsa lægger større vægt på mantraer end på guder og gudinder og anser kundskaben om lyd og mantraer som den eneste gyldige videnskab. Denne overbevisning forklarer karma-mimamsa-tilhængernes tillid til de systematiske ritualers virkningsfuldhed. Karma-mimamsa hævder, at de vediske ritualer bygger på empirisk videnskab og ikke på religiøs tro. Udførelse af ritualer er ikke en måde at bønfalde guddomme om gunstbevisninger på, men en fysisk og psykisk teknologi til at beherske naturen med. Ifølge karma-mimamsa gør to universelt sammenflettede faktorer sig gældende i enhver manifestation: sabda, lyden, og artha, den ting, lyden beskriver. Den ene faktor betegner navnet og den anden formen. De er uadskilleligt forenede. Sabda kan ikke eksistere uden artha, og artha kan ikke forekomme uden sabda. Sammen er de den selveksisterende virkelighed, der hverken er underlagt forandring, død eller forfald. Når de manifesteres, bliver de til en dobbelt skabelseslinie af ord og former. På sanskrit kaldes lyd vak. To slags ydre lyd opfattes gennem høresansen, nemlig lyd med mening og lyd uden mening. Lyd med mening består af sprogets fonemer og ord og er vak, imens lyd uden mening ikke er vak. Vak betyder dog mere end blot ‘lyd’ eller ‘tale’. Vak refererer til både tanke og talemåde, hvor tale er kommunikationen af tanker og følelser, der formidles igennem det talte ord. Vak er talens kraft, der styrer overførelsen af tanker og begreber både på et individuelt og kollektivt plan. Vak er kraften, der flyder fra et højere bevidsthedsniveau ned gennem talens artikulerede plan, der er vak-kraftens grove manifestation. Karma-mimamsa inddeler vak i fire kategorier: para (transcendental tanke), pasyanti (koncentreret tanke), madhyama (tanke klar til at blive udtrykt) og vaikhari (det udtrykte ord). Lyd udspringer fra fuldkommen para-vak. Ifølge karma-mimamsa er den evige para-vak alle årsagers årsag. [I Gaudiya-vaisnava-filosofien beskrives denne para-vak som lyden af Maha-Visnus åndedræt, der går forud for universets tilsynekomst.] Den næste fase af lyd kaldes pasyanti-vak. Der er kun en lille forskel mellem para og pasyanti. Begge er transcendentale, men i pasyanti ‘ses’ universets subtile form inde i lyden som det oprindelige artha eller ønskelige objekt. Pasyanti betyder ‘en, som ser’. I denne tilstand er begærets kraft stadig slumrende, men er ikke desto mindre universets direkte årsag, der vil fremkomme som både idé og tale. Dette tavshedens sprog er universelt og er kilden til al sprog og tale. Vaks tredje tilstand kaldes madhyama, der betyder ‘mellemliggende’. I denne tilstand er tale hverken forbigående som i pasyanti eller helt manifesteret som i vaikhari, lydens groveste tilstand, men befinder sig imellem disse to niveauer. Talens fjerde og sidste tilstand er fuldstændig tydelig og hørbar lyd. På dette niveau kan lyden af et bestemt sprog opfattes med høresansen. Denne tilstand af lyd ledsages altid af geografiske, kulturelle og sociale omstændigheder, der fremkalder forskellige sprog sammensat af artikulerede og opfattelige lyde. Al tale, der passerer gennem det menneskelige sind, besmittes af kulturelle og dogmatiske begrænsninger, der forhindrer en i at se virkeligheden, som den er. Den endelige sandhed er derfor skjult i daglig tale. Dette er ikke tilfældet med mantraer. Mantraer er ikke bare ord, men særlige lyde, der opleves af vismænd i dyb meditationstilstand. De regnes for at være enheder af lyd, der besidder bestemte aspekter af de kosmiske energier. Et mantra omtales derfor som en setu eller en bro, som kan hjælpe en over illusionens dynd frem til den Absolutte Sandheds modsatte bred. Mantraer kan tænde kundskabens evige lys i ethvert menneskes hjerte og gøre det uanfægtet og ligevægtigt under selv de største verdslige tillokkelser og fristelser. Et mantras potentiel er slumrende, indtil det vækkes. Hemmeligheden bag at vække og benytte mantraer ligger i den rytme og metode, hvormed et mantra skal udtales og gentages. Den korrekte benyttelse af et mantra med dets tilhørende ritualer er konstrueret med henblik på at erfare den lyksalighed og glæde, der er indeholdt i mantraet selv. Et mantras kraft og dets opvækkelse kan sammenlignes med, hvordan luftfugtigheden under regntiden i tropiske lande kan komme op på et hundrede procent, men alligevel ikke kan slukke et menneskes tørst, da dette atmosfæriske vand ikke er koncentreret i en brugbar form. Ligeledes ligger mantraernes store potentiale gemt i en ubestemt tilstand, og man må derfor lære, hvordan man vækker, koncentrerer og udnytter deres potentiale.
Karma-mimamsas begreb om guder og gudinder I karma-mimamsa har man samme opfattelse af de vediske mantraer, som moderne fysikere har af deres formler. For at opnå kontrol over naturen har moderne forskere udviklet matematiske ligninger og videnskabelige love, der afdækker universets lovmæssighed. For en uindviet person er lignelsen e=mc2 meningsløse symboler på et stykke papir, men for en fysiker er denne formel en nøgle til forståelse af universets natur og dynamik. På samme måde har de vediske vismænd udviklet en umådelig viden om fænomenverdenens underliggende orden, lovmæssighed, struktur og dynamik, og ifølge karma-mimamsa kan de universelle herskere, der håndhæver de kosmiske kræfter og bevarer den universelle orden, forstås videnskabeligt gennem lyden af mantraer. De forskellige guder er personlige former, der modsvarer forskellige mantraers svingninger. Nogle af karma-mimamsas kritikere beskylder systemet for polyteisme, men systemet beskriver en underliggende enhed. Karma-mimamsa tror på en altgennemtrængende bevidsthed, der manifesterer sig selv i forskellige stadier, der hver især har forskellige former (guddomme) og lydvibrationer (mantraer). Således eksisterer den absolutte bevidsthed i en tilsyneladende mangfoldighed af guddomme og mantraer. Karma-mimamsa-filosofien opfatter ikke halvguderne som identiske med fysiske former. Var en bestemt gud fysisk legemliggjort, kunne han umuligt være til stede ved mange forskellige ritualer, der udføres samtidigt på forskellige steder. Alligevel kan man ikke sige, at i karma-mimamsa er halvguderne blot indbildte former. Guddommene fremstår både som oprindelige former og som lydkroppe (mantraer), der er fuldt udstyrede med lyksalighed og glæde hinsides al verdslig opfattelse. Selv om det ser ud til, at guddom og mantra er to adskilte principper, der virker på to forskellige niveauer, er de i realiteten en og samme. En guddom er en grov fysisk form af et mantra og et mantra en subtil eller mental form af en guddom. Når et mantras vibration materialiseres til en bestemt form eller skikkelse, kaldes dette en guddom. Ligeledes kan en materialiseret form blive dematerialiseret og reduceret til bestemte lydfrekvenser, der vil kunne høres som et mantra. Her kan man igen drage en sammenligning til den moderne fysiks materie og energi, der er to manifestationer af samme ting (e=mc2). Når som helst et bestemt ritual udføres med korrekt brug af mantraer, er den gud, der er relateret til de pågældende mantraer, til stede, for når vibrationen koncentreres, viser guddommens materialiserede form sig. Ifølge karma-mimamsa afhænger tilsynekomsten af en guddom derfor ikke af den pågældende guddoms nåde. Snarere tvinges guddommen til at manifestere sig, hvor som helst det tilsvarende mantra fremsiges på foreskreven vis, og er forpligtiget til at yde de ting, man gerne vil have, den skal fremskaffe. Ifølge karma-mimamsa er man således ikke afhængig af Guds nåde for at opnå verdslige goder eller tilmed befrielse. Karma-mimamsa-tilhængere tror fuldt og fast på, at de kosmiske kræfter kan udnyttes efter behag gennem korrekt udførelse af ritualerne. Karma-mimamsa identificerer to formål med ritualerne: at opnå og udvide ens eget indre potentiale og forene det med den kosmiske kraft og at vise respekt og taknemlighed overfor de kosmiske kræfter, der konstant leverer lys og liv til alle legemliggjorte væsener. Dette anses for at være en af menneskenes vigtigste pligter, der bør være en uadskillelig del af enhvers liv.
Det fysiske er guddommeligt Igennem bestemte ritualer undervises karma-mimamsa-eleven i de universelle sandheder om guddommelighedens altgennemtrængende tilstedeværelse. Ved i ritualerne at bruge almindelige ting som vand, frugt, røgelse, græs, sten og ild forbinder man det verdslige med det guddommelige eller åndelige. Der er foreskrevne regler for, hvordan man indsamler disse ting til ritualet, og hvordan man håndterer og bruger dem under ceremonien. Skal f.eks. et græsstrå rykkes op med rode, skal man fremsige et bestemt mantra for at ære og lovprise livet indeni græsset, og man skal bede om tilladelse til at rykke græsset op og bruge det i ceremonien. Når græsset rykkes op, siger man med et andet mantra: ”Symboliseret af dette græs rykker jeg min negativitet op med roden. Selv i negativiteter er der guddommelighed. Jeg rykker græsset op med rode for at bruge det i ritualet, hvori guddommelighedens sande natur vil blive afsløret.” Således bliver de, der ikke kan forestille sig guddommeligheden på nogen anden måde, opmuntret til et panteistisk gudsbegreb. Idéen om at se alting som guddommeligt er en metode til at forhindre sindet i at blive overvældet af had, jalousi, grådighed og andre negative holdninger. Denne fremgangsmåde hjælper en til at nå frem til en upersonlig erkendelse af det absolutte. Dette absolutte bliver udtrykt i de vediske aforismer som ‘Hele universet er Brahman’ og ‘Du er Det’ (tat tvam asi).
Sjælsbegrebet Karma-mimamsa beskæftiger sig ikke med metafysik, men betoner i stedet praktisk karma-yoga – handlingens yoga. Ritualer har tre komponenter: (1) den, der udfører ritualet, (2) handlingens formål og (3) udførelsesprocessen. Karma-yogaens hoveddoktrin er: ‘Som du sår, skal du høste.’ Deraf følger, at man er sin egen skæbnes smed, og det står en frit for at nyde sin egen karma, enten som herre eller slave. Karma-mimamsa anser sjælen for at være en evig, uendelig substans, der har evnen til at være bevidst. Underforstået i karma-mimamsa-filosofien er troen på, at det er meningen, at sjælen skal nyde materien. Sjælens fuldendelse opnås ved til fulde at efterleve udførelsen af vediske ritualer (karma-kanda-metoden), hvorigennem alle ønskværdige ting i dette univers kan opnås.
|
Vi er nu nået til den femte af de seks klassiske vediske filosofier, karma-mimamsa. Mimamsa betyder ’udførligt at analysere og forstå’, og karma betyder handling eller arbejde. Karma-mimamsa er således en udførlig analyse af arbejdet og dets reaktioner.