|
|
|
|
|
12 august 2004
Patanjalis yoga kaldes også astanga-yoga, det ottefoldige yoga-system. Det er nært beslægtet med sankhya-filosofi, som det kan siges at være den praktiske udøvelse af, men indeholder også elementer fra vedanta-filosofi. Det forklarer sindets natur, dets forandringer, fremskridtets hindringer samt vejen til opnåelse af livets højeste mål, kaivalya (enhed). Sindet Patanjalis yoga er et stort studie af sindet, og hans yoga-system giver en lang række metoder, hvorpå sindets forandringer kan bringes under kontrol og dets store kraft anvendes i et højere måls tjeneste. Sindet er forbindelsesledet mellem bevidstheden og den grove fysiske krop og kan føre en person til trældom såvel som frihed. De fleste menneskelige problemer er mentale, imod hvilke den eneste kur er mental disciplin. Sindet er som en udstrakt sø med mange forskellige bølger på overfladen. Dybt nede er sindet altid klart og roligt, men tankerne skaber voldsomme bølger og afholder sindet fra at erkende dets egen sande natur. Afhængigt af tankebølgernes størrelse, styrke og hastighed er søens indre tilstand mere eller mindre uklar. Når en søs bølger stilnes, og vandet bliver klart, kan man se bunden af søen. Når ens tankemønstre falder til ro, kan man ligeledes se sine inderste potentialer dybt indeni sindet. Der er to kilder til disse tankebølger: sanseindtryk og minder. Det er ikke svært at stilne de overfladiske tankebølger fra sanseindtryk, men det er meget vanskeligt at lægge en dæmper på de uregelmæssige og destruktive bølger af tankemønstre, der kommer fra minderne på bunden af sindets sø. Minder er som tidsindstillede bomber, der af og til eksploderer og bringer hele søen i uro.
Sindets fem stadier Afhængigt af graden af sindets gennemsigtighed inddeles det i fem stadier: forstyrret (ksipta), sløvt (mudha), rastløst (viksipta), koncentreret (ekagra) og behersket (niruddha). Disse stadier bestemmes af det indbyrdes forhold imellem guna’erne, den materielle naturs kvaliteter. Når rajas (lidenskab) og tamasa (uvidenhed) dominerer, bliver sindet forstyrret (ksipta). Når rajas dominerer, bliver sindet rastløst (viksipta), flakker fra det ene objekt til det andet uden at kunne hvile ved noget og forstyrres hele tiden af ydre tilskyndelser uden at kunne skelne mellem godt og dårligt. På mudha-stadiet domineres sindet af tamasa, der karakteriseres af sløvhed, moralsk fordærv, uvidenhed, døsighed og søvn. Sindet mister evnen til at tænke klart og bliver negativt og tungt opfattende. Disse tre stadier er negative, og alle mentale forandringer, som al lidelse kommer fra, opstår i disse tre stadier. De næste to stadier, koncentreret og behersket, domineres af godhed, sattva, og er rolige og fredfyldte tilstande uden mentale forandringer. Det er yoga-systemets mål at udvikle og fastholde den koncentrerede tilstand (ekagra) så længe og uforstyrret som muligt for at nå til den beherskede sindstilstand (niruddha), hvor der slet ingen forstyrrelser er, men kun ren manifestation af sattva, godhed. I denne tilstand genspejler bevidstheden sin egen renhed og helhed i sindets spejl, og man bliver i stand til at udforske sin egen sande natur. Et koncentreret og behersket sind uden nogen form for verdslige ønsker er en forudsætning for fremgang i yoga. Tilknytning til verdslige objekter er ærkefjenden, hvis man ønsker at forstå det indre selv, for denne tilknytning er hovedårsagen til den uvidenhed, der forårsager sindets forandringer. De kvaliteter, der er nødvendige for at nå bevidsthedens finere niveauer, indbefatter viljestyrke, dømmekraft, fuld kontrol over sindet, bevidst målretning af ens potentialer imod det ønskede mål, fast beslutsomhed på at vende ryggen til alle verdslige tilknytninger, beslutsomhed på at udslette det falske ego og konstant fokusering på det endelige mål.
Overvindelse af sindets forandringer Patanjali siger, at sindet og dets forandringer kan beherskes gennem øvelse (abhasya) og forsagelse (vairagya). Abhasya, øvelse, hentyder til en bestemt bestræbelse eller teknik, hvorigennem sindet kan opnå stilhed. Øvelse er ikke mental gymnastik, men snarere en helhjertet bestræbelse på at opnå og bevare sindsro. Vairagya, forsagelse, er ikke det samme som at frasige sig verden eller at trække sig tilbage fra omgivelserne. Det er snarere ikke at nære nogen form for forventning til ydre objekter. Forsagelse vil sige at ophøre med at identificere sig selv med naturens frembringelser såsom kroppen eller sindet og forstå sig selv som et rent selv, et selvoplyst bevidst væsen. Patanjali diskuterer også kriya-yoga, renselsens yoga, der kan hjælpe en til en højere bevidsthedstilstand, mens man arbejder med et rastløst sind. Det er en trefoldig disciplin, hvor man udøver strenghed, skriftstudier og overgivelse til Gud. I kriya-yoga lærer man at udføre sine pligter samvittighedsfuldt og uselvisk, mens frugterne af ens arbejde tilegnes den Højeste.
Yogaens otte trin Patanjalis yoga er et ottefoldigt system. De otte trin (asta-anga) kaldes yama (restriktioner), niyama (påbud), asana (siddestillinger), pranayama (åndedrætsøvelser), pratyahara (tilbagetrækning af sanserne), dharana (koncentration), dhyana (meditation) og samadhi (åndelig absorbering).
Yama – restriktioner For at stabilisere forholdet til sig selv og andre foreskriver Patanjali som de første to trin på yogaens vej yama og niyama, et etisk regelsæt, der består af ti løfter – fem yamaer (restriktioner) og fem niyamaer (påbud). De fem yamaer er ikkevold (ahimsa), sandfærdighed (satya), ikke at stjæle (asteya), cølibat (brahmacarya) og frihed for besiddertrang (aparigraha). De fem niyamaer er sauca (renhed), santosa (tilfredshed), tapasa (selvtugt), svadhyaya (studie af selvet) og isvara pranidhana (overgivelse til det Højeste Væsen). Ahimsa betyder ordret ‘ikke skade’ eller ‘ikke-vold.’ Yoga-skrifterne påbyder ikke-vold i tanke og ord såvel som handling. Satya, sandfærdighed, vil sige at være ærlig overfor sig selv og andre i tanke, ord og handling. Selv simple løgne må undgås, for de er som frø, der skaber vaner og en dag bliver ens natur. Ærlighed gør hele ens liv fremgangsrigt. Hvad man end siger eller tænker, vil gå i opfyldelse, og man får indre styrke til at overvinde al frygt i livet. Asteya, ikke at sjæle, vil sige ikke at begære andres ting. Yoga-systemet tilråder både mental, verbal og fysisk asteya. Brahmacarya oversættes normalt som ‘seksuel afholdenhed,’ men cølibat er kun en del af ordets betydning. Brahmacarya betyder ordret ‘at handle i Brahman’. En, hvis handlinger i livet altid udføres med den bevidsthed, at ‘jeg er ikke kroppen’, kaldes brahmacari. I en bredere forstand betyder brahmacarya ifølge Patanjali udelukkende at udføre handlinger, der fremmer opnåelsen af livets højeste mål. Brahmacarya er kun mulig, når sindet er fri for alle sanselige ønsker, især sexdriften, der er den kraftigste og mest destruktive, hvis den ikke styres og kanaliseres korrekt. Aparigraha, frihed for besiddertrang, misforstås ofte som fornægtelse af alle materielle goder, men ordet betegner snarere en indre holdning end en ydre adfærd. Følelsen af besiddertrang er udtryk for utilfredshed, usikkerhed, tilknytning og grådighed, så aparigraha kendetegner en indre tilfredshed uden begær efter ydre ting. Sauca, renhed, betyder både fysisk og mental renhed. Fysisk renhed beskytter kroppen mod sygdom, og mental renhed forhindrer, at den mentale energi spildes. Yoga-systemet lægger stor vægt på mental renhed, for uden den er koncentration og indre udforskning umulig. Santosa, tilfredshed, er en mental tilstand, der lader selv en tigger leve som en konge, for det er kun ens begær, der gør en til en mental tigger og hindrer ens indre ro. Tapasa, selvtugt, skal ikke forstås som selvtortur, men dog pålægger en ægte yogi sig selv den rette mængde askese for derigennem at frigøre de mystiske kræfter, der findes i hans indre. Ordret betyder ordet tapasa ’at fremkalde varme’, og en yogi kan igennem tapasa fremkalde varme fra det indre af sin krop og holde sig varm selv i Himalayas iskolde smeltevandsfloder. Svadhyaya betyder, at man studerer skrifterne, hører fra hellige læremestre og vismænd og drager den rette lære af sine egne erfaringer. Korrekt svadhyaya kræver dømmekraft, så man kan tilegne sig essensen af den transcendentale kundskab og benytte denne essens til praktiske fremskridt. Isvara pranidhana, overgivelse til det Højeste Væsen, er den bedste vej til beskyttelse mod de farer, der stammer fra tilknytning, falsk identifikation og ideen om, at ‘jeg er den, der handler.’ Overgivelse sker gennem kultivering af tro og hengivelse til Herren indeni hjertet.
Asana – siddestillinger Yogaens næste trin, asanaer eller fysiske øvelser og siddestillinger, sikrer fysisk helbred og mental balance. Meditationsstillingerne gør en i stand til at sidde behageligt og stille i lang tid med ret krop, hals og hoved, så åndedrættet kan reguleres, sindet trækkes tilbage fra sanserne og koncentreres indad og samadhi til sidst opnås. I alle meditationsstillinger lægges der vægt på, at man holder hoved, hals og krop lige, hvorved man opnår stabilitet og velvære i sin siddestilling og minimerer iltforbruget.
Pranayama – beherskelse af livsenergien Efter at have praktiseret fysiske øvelser skal den aspirerende yogi arbejde med sin prana eller livsenergi. Prana er kraften bag alle biofysiske funktioner, og som forbindelsesleddet imellem kroppen og sindet giver den liv til begge. Åndedrættet er den groveste manifestation af denne livsenergi, og vedvarende åndedrætsregulering er centralt for at regulere livsenergien og bringe balance i alle mentale funktioner. Prana, livsenergi, er et omfattende begreb i yoga-videnskaben. Brhad-aranyaka Upanisad siger, at en tråd af prana løber gennem hele universet og er årsag til skabelse, vedligeholdelse og ødelæggelse af alt i verden. Prana forbinder menneskene med halvguderne, universets herskere. Igennem åndedrættet bevæger prana sig fra kosmos til individet og omvendt. Afhængig af, hvordan den fungerer i forskellige organer, inddeles prana i ti slags subtile luftstrømme: prana, apana, samana, udana og vyana samt naga, kurma, krikala, devadatta og dhananjaya. De fem første er de vigtigste i Patanjalis yoga. Den prana, der også hedder prana, ’drager eller tager ind’. Denne livsenergi modtager frisk kosmisk livsenergi fra atmosfæren og aktiverer mellemgulv, lunger og næsebor. Hoved, mund, næsebor, brystkasse (hjerte og lunger), navle og storetå siges at være pranaens hovedcentre. Apana er den udskillende energi. Uddrivende bevægelser i tarm, blære, livmoder, testikler og hudporer under udrensning, vandladning, menstruation, ejakulation, transpiration samt alle andre typer af udskillelse styres af apana. Samana er den optagende energi, der fordøjer maden. Denne livsenergi findes ikke kun i fordøjelseskanalen, men i hele kroppen, og er årsag til vækst og ernæring. Udana betyder ‘energi, der løfter’. Alle fysiske aktiviteter, der kræver anstrengelse og styrke, er afhængige af denne livsenergi. Denne kraft forårsager sammentrækninger i brystmusklen og presser luft ud gennem stemmebåndene for at frembringe lyd. Den befinder sig i strubehovedet, den øvre del af bækkenet, alle led samt hænder og fødder. Vyana er den sammentrækkende livsenergi, som forårsager alle regelmæssige eller uregelmæssige sammentrækninger. Den gennemtrænger hele kroppen og styrer musklernes afslapning og sammentrækning, ledbåndenes bevægelser, øjenlågenes åbning og lukning m.m. Ører, øjne, hals, ankler, næse og strube er centre for denne livsenergi.
Prana kommer ind i kroppen igennem mad og åndedræt. Mad indeholder en grovere form for prana end åndedræt. Man kan leve i nogle dage uden mad, men ikke engang i et minut uden at trække vejret. Derfor lægger yoga-systemet så stor vægt på åndedrættet. Regulering af lungernes bevægelser er den mest effektive metode til at rense og oplive det menneskelige system, og pranayama renser og styrker nervesystemet, der koordinerer alle de andre systemer i kroppen. Yogierne har udviklet en avanceret videnskab om nerve- og cirkulationssystemerne, en videnskab, der går hinsides det blotte studium af nerver og blodårer. Ifølge yogierne er kroppen i bund og grund et energifelt, men kun en ganske lille del af denne energi bliver udnyttet. Gennem pranayama kan man frigøre dette energifelt og bruge det på udforskning af højere bevidsthedsniveauer. De første fire yoga-stadier, som nu er blevet gennemgået – yama, niyama, asana og pranayama – kaldes ofte under ét hatha-yoga. Det skal bemærkes, at specielt pranayama skal praktiseres under en kvalificeret lærers vejledning. Man må ikke eksperimentere med pranayama på egen hånd.
Pratyahara – tilbagetrækning af sanserne Pratyahara, yogaens femte trin, definerer Patanjali som tilbagetrækning af sanserne fra deres objekter for i stedet at etablere dem i sindet. I udadgående aktiviteter forbinder sindet sig med ydre objekter gennem syn, hørelse, berøring, smag og lugt. Denne vekselvirkning imellem sanserne og deres objekter er som en kraftig vind, der skaber store bølger på sindets sø. Ved at lære, hvordan man trækker sanserne tilbage, afskærer man sindet fra at følge i hælene på sanserne ud i den ydre verden og får evnen at rette opmærksomheden indad. Afslapning er en slags pratyahara. Når man ønsker at slappe i en kropsdel, frakobler man ganske enkelt sindets og sansernes kommunikation med denne kropsdel. Ved på denne måde at beherske frivillig afslapning kan man opnå fuld kontrol over sanserne og sindet og derfra gå ind i en dyb koncentrationstilstand. Tilbagetrækningen af sanserne og sindet er den proces, hvormed alle sansernes og sindets spredte kræfter samles. Når disse kræfter ikke længere er spredte, er koncentration en naturlig følge.
Dharana – koncentration I dharana, koncentration (yogaens sjette trin) fokuseres sindets energi på at rejse videre indad. I den ydre verden kan sindet også koncentreres på ét enkelt tankemønster under f.eks. voldsom glæde eller sorg, men en sådan ydre koncentration styres af følelser, instinkter eller impulser og er derfor ikke yoga-koncentration. Ifølge Patanjali er koncentration en indre proces, der finder sted i sindet og styres af viljen. For at lette denne proces udvælger man et egnet koncentrationsobjekt såsom et mantra, Visnus form eller et punkt i kroppen. Ifølge Vyasas Yoga-sutra-kommentar kan indre koncentration udøves på et af kroppens indre punkter såsom hjertecentret, næseroden eller tungespidsen, eller man kan koncentrere sig om et ydre objekt. Hvis koncentrationsobjektet er behageligt, smukt og interessant, er det let for sindet at fokusere på det i lang tid. Den bedste måde at fokusere sindet på er at bruge et mantra eller åndedrættet. Det lærer sindet, hvordan det fokuserer på ét punkt, og bereder det således til opnåelse af en meditativ tilstand. Dhyana – meditation Yogaens syvende trin er meditation. Meditation er en fremskreden tilstand af koncentration, hvori et enkelt koncentrationsobjekt flyder i en uafbrudt strøm. I denne tilstand bliver sindet helt målrettet, og yogien kan nu nærme sig Oversjælen. Tilbagetrækning af sanserne, koncentration og meditation sammenlignes med en flod, der dannes, når mange mindre vandløb flyder sammen til en stor strøm. Floden flyder da gennem bjerge og dale uden at lade sig stoppe af buske eller klipper, og når siden frem til sletterne, hvorfra den flyder roligt og harmonisk gennem skove og landsbyer til sit endelige mål, hvor den bliver et med havet. På samme måde forholder det sig med meditation. På det indledende stadie trækkes sanserne og sindet tilbage og fokuseres i målrettet koncentration. Siden flyder det ensrettede sind uafladeligt mod ét objekt uden at blive afledt af ubetydelige følelser, tanker, minder eller bekymringer. Det glider siden ind i meditationstilstandens rolige, uafbrudte strøm, hvori siddhier (overnaturlige kræfter) kan erfares. Til sidst træder sindet ind i samadhi, hvor det forbinder sig med den Højeste Bevidsthed.
Samadhi – åndelig absorption Samadhi (‘tilstanden, hvor man er forankret i sin sande natur’) er en tilstand hinsides tanker og følelser, hvor den individuelle sjæl forbinder sig med den Højeste Sjæl, opgiver alle begrænsninger og årsagsbegreber og nyder evig lyksalighed og glæde. Samadhi betyder dog ikke personlighedens udslettelse, men er den tilstand, hvor yogien erfarer personlighedens mystiske fuldbyrdelse. Der er to stadier af samadhi: sabija og nirbija. Sabija samadhi betyder ‘samadhi med spire’. I denne tilstand bevarer sjælen visse ønsker og tilknytninger, der adskiller sig fra Oversjælens, i en slumrende (spirende) tilstand. Men i nirbija samadhi er den individuelle bevidsthed fuldstændigt forenet med Oversjælen. Dette kan forstås på to måder. Opgiver yogien alle individuelle, adskilte ønsker og udelukkende tjener Paramatmas interesser, bliver han en ren hengiven af Gud og vinder ved Herrens nåde adgang til den evige åndelige bolig (Vaikuntha). Men identificerer yogien Paramatma med sit eget selv, smelter han sammen med Herrens krop. Dette kaldes isvara-sayuja, sammensmeltning med den Højeste Herre Visnu. Førstnævnte er en hengiven forening med Gud, hvor man bevarer sin individualitet, den anden en ikke-hengiven. De fleste af patanjala-yogaens tilhængere stræber efter sidstnævnte.
Gudsbegrebet Patanjali anerkender Guds eksistens (Isvara). Han siger, at Gud er det fuldendte højeste væsen, der er evigt, altgennemtrængende, almægtigt, alvidende og allestedsnærværende. Gud er den særlige Purusa, der er upåvirket af uvidenhed, egoisme, ønsker, aversioner og dødsangst. Han er også fri for alle karmiske handlinger og deres resultater. Patanjali siger, at hver enkeltperson har samme væsen som Gud, men grundet de begrænsninger, der frembringes af karma, adskiller man sig selv fra Gudsbevidsthed og bliver underkastet den materielle verden. Der er kun én Gud. Det er uvidenhed, der skaber dualitet ud fra den ene virkelighed, der kaldes Gud. Når uvidenheden opløses i kundskabens lys, opløses alle dualiteter, og fuldstændig enhed opnås. Når man har overvundet uvidenhed, og dualiteterne er blevet opløst, smelter man sammen med det fuldendte ene Væsen. Dette perfekte ene Væsen forbliver altid fuldendt og én. Der er ingen forandring i oceanet ligegyldigt hvor mange floder, der strømmer ud i det, og uforanderlighed er ifølge Patanjali den grundlæggende betingelse for fuldendelse. |
Det fjerde af de seks filosofiske systemer kaldes yoga. Yoga betyder en systematisk metode, hvorigennem den individuelle bevidsthed forbinder sig med den Højeste Bevidsthed. Der findes forskellige yoga-retninger, men det yoga-system, der behandles her, kaldes patanjala-yoga, da det stammer fra vismanden Patanjali. Hans bog hedder Patanjala Yoga Sutra, som der er forskellige kommentarer til, hvoraf Vyasas er den ældste og mest udførlige.