|
|
|
|
|
2 august 2004
Den første bog om ateistisk sankhya hedder Sankhya Sutra og tilskrives traditionelt Kapila. I dens nuværende form er det dog ikke hans oprindelige værk, så Sankhya-karika af Ishvara-krishna anses for at være den ældste tilgængelige sankhya-tekst. Denne er der skrevet talrige kommentarer til. Ateistisk sankhya er en dualistisk filosofi i den forstand, at den ikke postulerer en absolut sandhed. Med undtagelse af Isvara (Gud), der er helt udelukket fra dette system, opsummerer den alle nyayas og vaisesikas virkelighedsbestanddele til to grundlæggende principper: purusa og prakrti, der henholdsvis er det bevidste og det ubevidste princip. Vekselvirkningen imellem prakrti, den altgennemtrængende, ubevidste, materielle årsag til universet, og purusa, de mange rene, bevidste, intelligente væsener, der ikke er underlagt forandring, skaber denne verden. Udover prakrti og purusa behandler sankhya kundskabsteori, befrielse og verdens dannelse.
Årsag og virkning Alle vediske filosofier bygger på anskuelser omkring årsag og virkning. Der er to grundlæggende opfattelser. Ifølge satkaryavada eksisterer virkningen i sin årsag før sin frembringelse eller manifestation, ligesom en stol findes potentielt i et træ, eller yoghurt potentielt findes i mælk. Findes virkningen ikke allerede i årsagen, kan denne ikke manifestere den. Asatkaryavada siger derimod, at virkningen ikke nødvendigvis eksisterer i sin årsag før manifestationen. Sankhya tilhører den første opfattelse. Sankhya-filosoffrerne fastholder, at eksistens kan ikke komme fra ikke-eksistens, og det, der eksisterer, kan ikke helt ødelægges. Denne opfattelse er grundlaget for alle andre teorier i sankhya.
Prakrti – det ubevidste princip Prakrti er den forunderlige natur, fra hvilken den omfattende materielle verden med alle dens niveauer af indviklede kombinationer tager form. Ifølge filosofiske retninger som nyaya og vaisesika såvel som buddhisme og jainisme er atomer verdens materielle årsag, men ifølge sankhya kan materielle atomer ikke frembringe naturens subtile psykiske fænomener som sind, intellekt og ego. Prakrti er altså mere end blot materiens atomare substans uden at dog være et bevidst princip bag den materielle manifestation. Sankhya finder det selvindlysende, at en årsag er mere subtil end dens tilhørende effekt. Et frø indeholder alle træets kvaliteter i en subtil form. Den oprindelige årsag til verden må også være et latent potentielt princip og evig, altgennemtrængende og uden årsag. Den må være mere subtil end sindet og intellektet og samtidigt indeholde alle de særpræg, der findes i de ydre objekter såvel som dem, der findes i sanserne, sindet og intellektet. Sankhya kalder denne oprindelige årsag prakrti (naturen).
Guna’erne Prakrti kendetegnes af de tre guna’er: sattva, rajas og tamas, godhed, lidenskab og uvidenhed, der bl.a. manifesterer sig som opretholdelse, skabelse og ødelæggelse. Ordet guna kan oversættes som ‘en kvalitet eller egenskab hos prakrti’. Sankhya opfatter ikke blot de tre guna’er som overfladiske aspekter ved den materielle natur, men som selve prakrtis indre væsen. Prakrti er kombinationen af sattva, rajas og tamas. De kaldes guna’er eller ’reb’, fordi de er sammenflettede ligesom tre tråde i et reb, der binder sjælen til denne verden. Man kan sige, at reb er betegnelsen for tre sammenflettede tråde, men studerer man de tre tråde hver for sig, ser man ikke rebet. Hvis man på lignende vis analyserer guna’erne separat, kan man ikke forstå prakrti, for prakrti er en balancetilstand mellem de tre guna’er. Ifølge Sankhya er sattva, rajas og tamas de underliggende kvaliteter, hvorfra det synlige univers stammer. Den umanifesterede tilstand, hvor de tre guna’er er i deres naturlige ligevægt, kaldes prakrti, og når deres balance forstyrres, siges de at være i vikrti, den uligevægtige tilstand. Det manifesterede univers opstår, når guna’erne bringes i uligevægt. I deres manifesterede tilstand dominerer én guna altid over de andre to, men ingen af dem er nogensinde helt fraværende, for de påvirker konstant hinanden. Tilsyneladende kæmper guna’erne hele tiden om herredømmet. Men selv om guna’erne ser ud til at være i konflikt med hinanden, er det ikke tilfældet. De harmonerer i perfekt samarbejde under skabelsesprocessen, for det er gennem deres konstante vekselvirkning, at strømmen af kosmisk og individuelt liv fortsætter.
Purusa – bevidsthed Som før nævnt er sankhya en dualistisk filosofi, der anerkender to virkelighedsaspekter: det ubevidste princip (prakrti) og bevidsthed (purusa eller selvet). Hver krop indeholder et selv, der er forskelligt fra kroppen, sindet og intellektet. Purusa er bevidst ånd, der er ren bevidsthed i sig selv – en selvoplysende, uforanderlig, altgennemtrængende, inaktiv, evig realitet. Sankhya giver forskellige argumenter for purusas eksistens. For det første er alle verdslige objekter tiltænkt andre end objekterne selv. Alle ting, der eksisterer, er genstande for andre væseners brug. En stol er ikke til for stolen selv, og et hus er ikke bygget for huset selv. Ting kan ikke nyde deres egen eksistens, ej heller kan materielle genstande benyttes og nydes af andre materielle genstande. Derfor må der være en anden nyder eller bruger af objekterne. Denne nyder, der benytter de verdslige objekter, er bevidstheden, purusa. For det andet er alle den ydre verdens objekter inklusive sind, sanser og intellekt i sig selv ubevidste. De kan ikke fungere uden styring fra et intelligent princip, purusa. For det tredje ønsker ethvert menneske frihed fra lidelse, men alt, der er forbundet med prakrti, forårsager lidelse. Hvordan er befrielse mulig, hvis der ikke eksisterer noget udover prakrti og hendes frembringelser? Da ville hele befrielsesbegrebet, der anerkendes af alle skrifter og vismænd, ikke give nogen mening. Derfor må der findes et bevidst princip, purusa, der tragter efter befrielse. Ifølge sankhya er der mange sjæle. Var der kun ét selv, der fungerede i alle kroppe, ville det ene individs død medføre alle andres død. Dog forårsager det ene individs fødsel eller død ikke alle andre individers fødsel eller død. At ét menneske er blindt eller døvt, medfører heller ikke, at alle andre er det. Hvis én person sov, ville alle andre sove, hvis der kun var én purusa, men da dette ikke sker, kan det konkluderes, at der ikke er ét selv, men mange.
Universets tilblivelse Ifølge sankhya opstår hele verden fra prakrtis vekselvirkning med purusa. Prakrti påvirkes af purusas blotte tilstedeværelse, ligesom ens krop sommetider påvirkes af en tanke. Verdens fremkomst kan ikke alene skyldes purusa (selvet), der er inaktivt, og heller ikke alene prakrti, der ikke er bevidst. Hvordan kan to så vidt forskellige og modsatte principper samarbejde, og hvilken interesse inspirerer dem til at indvirke på hinanden? Sankhya svarer, at ligesom en blind og en lam kan samarbejde ved, at den lamme viser vej, mens den blinde bærer ham, forener den ikke-intelligente prakrti og den inaktive purusa sig med hinanden og samarbejder for at tjene deres fælles formål. Hvad er deres formål? Prakrti har brug for purusas tilstedeværelse for at blive anerkendt og værdsat, og purusa behøver prakrtis hjælp for at kunne frigøre sig selv fra prakrti og opnå befrielse. Gennem vekselvirkningen mellem purusa og prakrti forstyrres den ligevægt, guna’erne befinder sig i, før de manifesteres. I denne proces sættes først rajas, den aktive kraft, i bevægelse, hvorved de andre to guna’er begynder at svinge. Denne svingning udløser en voldsom energi hos prakrti, hvorigennem guna’erne manifesterer universet fra det umanifesterede og fuldender manifestationscyklusen i fireogtyve stadier.
Intellekt (mahat og buddhi) Intellekt (mahat) er prakrtis første manifestation, der er frøet til det umådelige univers. Deraf kommer navnet mahat, ‘det store’, der er prakrtis og purusas forenede tilstand. Selv om prakrti er ubevidst materiel substans, synes hun at være bevidst og erkender sig selv som bevidst gennem tilstedeværelsen af det bevidste selv. Mahat er den tilstand, hvori prakrti modtager lys fra purusa og ser sig selv. Det individuelle modstykke i hvert enkelt menneske til mahat kaldes buddhi, der besidder evnen til at kende personligheden i sin fulde renhed. Buddhi manifesteres fra prakrtis sattviske aspekt (godhedens kvalitet). På grund af buddhis sattviske natur reflekteres selvets lys i intellektet, ligesom en genstand genspejles i et spejls klare overflade. Når selvet ser sin egen refleksion i buddhis spejl, identificerer han sig med spejlbilledet og glemmer sin egen sande natur. Således overføres følelsen af ‘jeg’ til buddhi, og den ubevidste buddhi begynder at fungere som et bevidst princip.
‘Jeg’-følelsen – ahankara Ahankara, falsk ego, opstår fra mahat eller buddhi. I sankhya betyder falsk ego, at jeg-følelsen begrænses til ét individ. Denne falske identitetsfølelse adskiller ens eget selv fra alle andres, fokuserer det på materien og får en person til at tænke, ‘Jeg er denne krop, dette er mit, og dette er til mig.’ Ifølge den ateistiske sankhya opstår derefter, ligesom det beskrives i den teistiske sankhya i Srimad-Bhagavatam, alle de materielle elementer igennem en gradvis proces fra ahankara under påvirkning af de tre guna’er. På denne måde opstår de elleve sanser: de fem kundskabsindhentende eller kognitive sanser (hørelse, berøring, syn, smag og lugt), de fem arbejdssanser (tale, gribeevne, bevægelse, udtømning og formering) og sindet. På dette punkt er sankhya-filosofferne uenige. Nogle siger, at disse elleve opstår fra ahankara under påvirkning af sattva (godhed), imens andre siger, at det kun er sindet, der opstår på den måde, imens de andre ti opstår fra ahankara under påvirkning af rajas (lidenskab). Det er også vigtigt at forstå, at med sanserne menes de subtile sanser. De fysiske sanser som næsebor, tunge, øjne, hud og ører er ikke sanserne, men blot fysiske organer, der dækker de egentlige sanser. Ahankara under påvirkning af tamasa (uvidenhed) giver ophav til de fem tanmatra’er eller sanseobjekter: lyd, berøring, farve, smag og lugt. Fra disse udvikles i en trinvis proces de fem grove elementer æter, luft, ild, vand og jord. Se i denne forbindelse Srimad-Bhagavatams Tredje Bog, kapitel 26, for en nærmere beskrivelse.
Kilder til gyldig kundskab Sankhya anerkender kun tre uafhængige kilder til gyldig kundskab: direkte sanseopfattelse, logisk slutning, og udsagn. Indbefattet i disse tre er andre kundskabskilder såsom sammenligning, postulat og ikke-opfattelse, der ikke ses som adskilte kundskabskilder. Sankhya opererer med to slags logik, vita (positiv) og avita (negativ). Positiv logik (vita) er af to slags: purvavat og samanyatodrista. Purvavat tager udgang i et tidligere observeret entydigt forhold mellem to ting. Eftersom man f.eks. allerede har observeret, at røg altid ledsages af ild, kan man slutte sig til forekomsten af ild fra eksistensen af røg. Samanyatodrista er derimod ikke baseret på noget tidligere observeret forhold. Hvordan kan vi f.eks. vide, at vi har sanser? Da de er hinsides deres egen rækkevidde, kan man ikke opfatte sine sanser, så man må acceptere deres eksistens gennem logik. Man kan slutte sig til sansernes eksistens på følgende måde: al handling kræver et instrument. Syn, hørelse, lugt, smag og berøring er handlinger, der kræver deres tilsvarende instrumenter. Sanserne er disse instrumenter. Negativ logik (avita) er en slutning, der opnås igennem udelukkelse af alle andre mulige alternativer. Et bestemt antal kan f.eks. sluttes til at være to, da det kan konkluderes, at det ikke er tre eller mere, ej heller én eller færre. Dog er det et bestemt antal, og derfor er det to. Hvad angår autoritative udsagn (sabda) deler sankhya og nyaya opfattelser.
Befrielse Ifølge sankhya er befrielse tilværelsens mål. Universet er fuld af lidelse, og selv det, der opleves som glæde, er også lidelse, for alle glæder ender til sidst i skuffelse. Alle levende væsener er naturligt tilbøjelige til at ville frigøre sig selv for denne lidelse. Sankhya hævder, at dette kun kan finde sted gennem korrekt kendskab til virkeligheden. Hele den ydre verden og alle indre fænomener kommer fra prakrti, imens ren bevidsthed (purusa) er fri for materiens inklusive rummets og tidens begrænsninger. Al aktivitet, forandring, tanke, følelse, smerte og glæde kommer fra krop/sind organismen og ikke fra selvet. Det er i intellektet, at alle oplevelser erfares, og når purusa uvidende identificerer sig med intellektet, tror han, at han oplever det samme som intellektet, selv om purusa altid er hævet over og uberørt af prakrti. Prakrtis fireogtyve elementer manifesteres ikke for at slavebinde purusa, men tværtimod for at hjælpe ham til erkendelsen af, at han intet har at gøre med prakrti. Sankhya ser prakrti som en medfølende moder, der forsyner purusa med alt, han har bruge for, så han kan forstå sin sande natur. Prakrti manifesterer sig selv på grund af medfølelse med purusa, ligesom en moders mælk dannes på grund af hendes medfølelse med hendes barn. Medmindre mælken fra moderens bryst på en eller anden måde bliver forurenet, er den altid sund for barnet. På samme måde er prakrtis frembringelser sunde for purusa, medmindre de forurenes af rajas og tamas, dvs. falsk identifikation, selvisk handling, besiddertrang og manglende skelneevne. Både prakrti og purusa er uendelige og evige. Når prakrti er i sin umanifesterede tilstand, er hun sammensmeltet med purusa i en sådan grad, at han bliver ivrig efter at erkende sin egen sande natur. Purusas trang bringer ham endnu tættere på prakrti, og denne bevægelse hen imod hende inspirerer prakrtis slumrende kræfter til udfoldelse og igangsætter manifestationen af universet, hvor prakrti hjælper purusa til at erkende sig selv som adskilt fra hende. Formålet med prakrtis manifestation er at vise sig selv for purusa, så han kan erkende, at han er adskilt fra hende. I det øjeblik purusa erkender, at han ikke er identisk med de ydre objekter, bliver hele manifestationen trukket tilbage. Når purusa under indflydelse af uvidenhed glemmer sit formål med at nærme sig prakrti, indvikles han i prakrti i stedet for at frigøre sig fra hende, indtil han igen husker sit formål og erkender forskellen imellem sig selv og den manifesterede verden og dens årsag. I det øjeblik har prakrti fuldbyrdet sit arbejde og trækker sig tilbage til sin umanifesterede tilstand. Purusa opnår dette stadie igennem udvikling af den rigtige viden om sin ikke-identificering med kroppen, sanserne eller sindet (”Jeg er ikke den, der oplever, jeg er ikke den, der handler – alle forløb foregår i prakrti.”). Denne kultivering af viden klarer intellektet, og gradvist bliver purusa fuldt bevidst om sin sande natur. Han bliver fri for al forvirring og falsk identifikation og opnår således kundskab om det sande selv, hvorved al frygt opløses. Selvet bliver da uinteresseret i prakrti, og prakrti mister interessen for at vise sig selv, fordi hun har set, at hendes formål er opfyldt. Både prakrti og purusa er ubegrænsede og altgennemtrængende, hvorfor de for evigt er forenede som to sider af samme mønt, men når deres formål er opfyldt, ophører manifestationsprocessen.
Gud Den ældste ateistiske sankhya-tekst omtaler overhovedet ikke Guds eksistens, hvorfor tilhængerne konkluderede, at de tidlige sankhya-filosoffer ikke accepterede Guds eksistens. De hævdede, at fordi hele universet er et system af årsag og virkning, kan Gud ikke være årsagen, da Gud per definition er evig og uforanderlig. Det uforanderlige kan ikke være årsag til noget som helst, så universets endelige årsag er evig, men altid i forandring. Denne årsag er prakrti – det evige og altid foranderlige materielle princip. Imod dette kan man sige, at prakrti ikke er intelligent og derfor må beherskes og styres af et intelligent princip for at kunne frembringe universet. Men fordi der er mange purusaer (sjæle), kan de ikke vejlede og styre den ubegrænsede, altgennemtrængende prakrti, og således må man konkludere, at der er en højeste Purusa – Gud. Men den ateistiske sankhyas tilhængere svarer, at dette er umuligt, for at kontrollere eller lede prakrti betyder at handle eller være aktiv. Hvad skulle endvidere inspirere Gud til at skabe en verden, der er fuld af lidelse og elendighed? Man kan heller ikke sige, at Gud har ønsker, for ønsker forudsætter ufuldkommenhed, der er en kvalitet, Gud ikke kan have. Derfor kan der ikke være nogen Gud. Purusa er tilstrækkelig til at inspirere den ubevidste prakrti til at manifestere sig selv i form af universet. Senere blev en gruppe sankhya-filosoffer overbevist om Guds eksistens. I debatter med teistiske modstandere fandt de det meget vanskeligt at forklare skabelsen uden at inkludere et Højeste Væsen i deres system. En logisk svaghed, som teisterne angreb ved ateistisk sankhya, er troen på mange purusaer, men kun én prakrti. Var det én purusa eller alle purusaerne tilsammen, der inspirerede prakrti til at manifestere sig? Hvis det kun var én, ville skabelsen have fundet sted mod de andre purusaers ønske. Hvorfor skulle én sjæls ønske medføre, at alle andre blev impliceret i fødsel og død? Hvis alle purusaer tilsammen inspirerede prakrti til skabelse, må der være en eller anden kommunikation og enighed mellem purusaerne. Men der er ingen optegnelser af nogen kosmisk konference, hvori de samlede purusaer skulle have truffet en sådan beslutning. Derfor må der være ét Højeste Væsen, der uafhængigt styrer prakrti. |
Sankhya-filosofien blev systematiseret af Kapila, en fortidig vismand (der ikke var Devahutis søn Kapila, der omtales i Srimad-Bhagavatam, og hvis sankhya-system ikke udelukker Gud). Sankhya betyder ’at tælle’, så sankhya-filosofi er en systematisk opregning af alle de forskellige bestanddele, virkeligheden udgøres af.