|
|
|
|
|
22 juli 2004 I denne del af serien om de klassiske seks vediske filosofier behandles vaisesika-filosofien, hvis ophavsmand var vismanden Kanada, og som kan kaldes for en analyse af virkelighedens aspekter.
Den anden af de seks vediske filosofier kaldes vaisesika o Vaisesika er beslægtet med nyaya [se forrige artikel]. Begge systemer anser den individuelle sjæls befrielse for det endelige mål, begge betragter uvidenhed som den primære årsag til lidelse, og begge mener, at befrielse opnås gennem korrekt viden om virkeligheden. Vaisesikas ideer om Gud, sjælens frigørelse og vejen til befrielse svarer grundlæggende til forståelsen i nyaya. Der er imidlertid to væsentlige forskelle på nyaya og vaisesika. For det første accepterer nyaya fire uafhængige kundskabskilder – sanseopfattelse, logisk slutning, sammenligning og udsagn – hvor vaisesika kun accepterer sanseopfattelse og logisk slutning. For det andet hævder nyaya, at virkeligheden kan forstås i seksten kategorier, imens vaisesika kun anerkender syv virkelighedskategorier.
Atomet Ifølge vaisesika kan materie reduceres til en mindste udelelig bestanddel, paramanu eller atomet. Dette atom skal ikke forveksles med den moderne kernefysiks atom, da sidstnævnte kan deles i mindre dele. Vaisesikas brug af dette ord refererer blot til materiens mindste udelelige tilstand. Da ordet atom betyder udeleligt (fra græsk atomos), oversættes paramanu som atom. Vaisesika bruger ikke sanseopfattelse som argument for atomets eksistens, men logik. Alle verdens sammensatte objekter består af dele. Når delene i en sammensat genstand skilles ad, går man fra det større til det mindre, og siden fra den mindre til den mindste del. Ifølge vaisesika må man acceptere en mindste del, hvis man ikke skal ende med en uendelig regression. Når man kommer frem til den mindste del, der ikke på nogen måde kan deles yderligere, må reduceringen stoppe. Denne udelelige og mindste del kalder vaisesika for atomet. Da atomet ikke har nogen dele, kan det ikke ødelægges, for ødelæggelse vil sige at nedbryde en genstand til dens dele. Atomer kan heller ikke skabes, for skabelse vil sige at skabe en helhed ud af nogle dele. Atomer er således evige, hvorimod de almindelige elementer jord, vand, ild og luft ikke er evige, for de består af atomkombinationer, der kan opløses eller ændres.
Vaisesikas syv virkelighedskategorier Vaisesika opererer med syv virkelighedskategorier (padartha’er): dravya (substans), guna (kvalitet), karma (handling), samanya (fællestræk), visesa (unikhed), samavaya (samhørighed) og abhavya (ikke-eksistens). Udtrykket padartha betyder ’det objekt, et ord betegner’. Ifølge vaisesika kan alle objekter, der betegnes af ord, inddeles i to hovedklasser – det, der eksisterer, og det, der ikke eksisterer. De første seks padartha’er er i den første klasse, mens der i den anden klasse kun er én padartha (abhava), der står for alle negative fakta såsom tings ikke-eksistens.
De ni drayya’er (substanser) Dravya (substans) er det, i hvilket en egenskab eller handling kan optræde, men som i sig selv er forskelligt fra både egenskab og handling. Uden substans kan der ikke være kvalitet eller handling, da substans er substratet for kvalitet og handling. Substans er ligeledes den materielle årsag eller ingrediensen til de sammensatte ting, den frembringer. Vaisesika opererer med ni substanser ( dravya’er): jord, vand, ild, luft, rum (eller æter), tid, retning, sjæl og sind. De fem første kaldes fysiske elementer, eftersom hver af dem besidder en bestemt egenskab, der kan opfattes gennem en ydre sans. De fire første består af atomer, men det gør æter (akasa), substratet for lydens kvalitet, ikke. Akasa er ikke sammensat af mindre dele og er derfor evig. Akasa er altgennemtrængende i den forstand, at den har en uendelig dimension, og at dens kvalitet (lyd) kan opfattes overalt. Retning og tid er også usynlige substanser, der ligeledes er fundamentale, evige og altgennemtrængende. Retning kan man slutte sig til på grundlag af begreber som her, der, nær, fjern, på denne side, ad den vej osv. Tid sluttes ud fra begreberne nu, i dag, i morgen, fortid, nutid, fremtid, ældre, yngre osv. Selv om rum, retning og tid er fundamentale, altgennemtrængende, irreducerbare og uden dele, omtales de på grund af visse begrænsende betingelser (upadhi’er) som mange. Når f.eks. det altgennemtrængende rum afgrænses af væggene i en krukke, kaldes dette rum krukkens rum. På samme måde opfattes retning og tid også som flere på grund af forestillingen om mangfoldighed og specificering, der udtrykkes som øst, vest, en time, to timer osv. Den ottende substans, sjælen (atman), regnes også for evig og altgennemtrængende og er substratet for bevidsthed. Ifølge vaisesika er der to slags sjæle: den individuelle sjæl og den Højeste Sjæl. Individuelle sjæle kaldes jivatman, og den Højeste Sjæl kaldes Paramatman eller Isvara. Den Højeste Sjæl regnes for at være verdens skaber ligesom i nyaya-filosofien. I modsætning til den Højeste Sjæl besidder den individuelle sjæl mentale kvaliteter såsom ’Jeg er glad’, ’Jeg er trist’ osv. Individuelle sjæle opfatter ikke andre individuelle sjæle, men kan slutte sig til deres eksistens. Sindet er den niende substans. Det er det evige sanseorgan for sjælen og dens kvaliteter såsom smerte og glæde. Ligesom sjælen er sindet atomisk og udeleligt – der er ét sind i hver krop. Sindet kan ikke sanses, men kan logisk erkendes. For det første er en indre sans nødvendig for at opfatte indre objekter såsom sjæl, erkendelse, følelser, glæde, smerte osv., ligesom ydre sanseorganer er nødvendige for at opfatte verdens ydre objekter. Denne indre sans er sindet. Sindet kan også erkendes ud fra det faktum, at samtlige fem ydre sanser kan være i forbindelse med deres respektive objekter samtidigt, men ikke alle disse indtryk registreres samtidigt. Dette viser, at der udover de ydre sanser må være et andet instrument, der begrænser antallet af modtagne indtryk til ét ad gangen og arrangerer indtrykkene i rækkefølge. I realiteten sanses kun det, man er opmærksom på. Opmærksomhed repræsenterer derfor sindets koordination med sanserne. Enhver sanseopfattelse opstår ved et objekts kontakt via sanserne til sindet. Vi er derfor nødt til at regne sindet for at være et indre sanseorgan. Hvis sindet i tilgift ikke var en udelelig størrelse, ville mange sanser samtidigt være i forbindelse med mange af sindets dele, hvilket ville få mange indtryk til at fremstå samtidigt. At dette aldrig sker, beviser, at sindet er et udeleligt, atomisk, indre sanseorgan.
Guna – kvalitet Guna (kvalitet), den anden af de syv virkelighedskategorier, er ikke selvstændig, men forekommer i en substans. Guna er derfor hverken bestanddelen i eller den materielle årsag til nogets eksistens. Vaisesika arbejder med 24 kvaliteter: Farve, smag, lugt, berøring, lyd, tal, størrelse, særpræg, enhed, adskillelse, fjernhed, nærhed, erkendelse, nydelse, lidelse, ønske, modvilje, bestræbelse, tyngde, flydende tilstand, klæbrighed, tilbøjelighed, evne og uevne. Ifølge vaisesika er der seks farver – hvid, sort, rød, blå, gul og grøn – og også seks slags smag - sød, sur, bitter, skarp, sammensnerpende og salt. Lugt inddeles i to kategorier – god og dårlig – og berøring i tre - varm, kold og hverken varm eller kold. Der er to slags lyd, nemlig uartikuleret og artikuleret. Tal er den kvalitet, der gør, at noget kan tælles. Størrelse gør, at ting kan udpeges som store eller små. Særpræg gør det muligt at skelne ting fra hinanden. Igennem forbindelse eller forening erkender man eksistensen af to eller flere ting på én plads eller på samme tid såsom en bog, der ligger på et bord om aftenen. Adskillelse er den kvalitet, hvorigennem en substans opfattes som værende enten fjern eller nær i tid og rum. Buddhi, en af selvets kvaliteter, betyder i vaisesika kundskab eller erkendelse. Nydelse er en gunstig oplevelse for sindet, og lidelse er en ugunstig oplevelse for sindet. Bestræbelse er den kvalitet, gennem hvis kraft en substans kan ændre position. Der er tre slags bestræbelse: at tilstræbe noget (pravrtti), at modstræbe noget (nivrtti) og vitale funktioner (jivanayoni). Tyngde er den kvalitet, gennem hvis kraft en substans er i stand til at falde, mens flydende tilstand får ting til at flyde. Klæbrighed er en af vandelementets kvaliteter, hvorigennem forskellige stofpartikler kan absorberes og formes i bestemte faconer. Samskara’er er medfødte tilbøjeligheder. Der er tre slags samskara’er: aktivitet, der holder en ting i bevægelse (vega); elasticitet, som får en ting til at stræbe imod ligevægt, når denne forstyrres; og mentale indtryk, der sætter en i stand til at huske og genkende en ting (bhavana). Denne sidste kategori gælder kun for sindet. Dharma (evne) og adharma (uevne) betyder henholdsvis ’det, der stemmer overens med samvittigheden’ og ’det, der ikke stemmer overens med samvittigheden’. Dharma fører til lykke og tilfredshed og adharma til lidelse og elendighed.
Karma – handling Karma, der betyder handling, betragtes i vaisesika som fysisk bevægelse, men ’fysisk’ henviser her til mere end blot kropslig handling, da vaisesika også anser sindet for at være en substans. Ligesom guna (kvalitet) kan handling ikke eksistere selvstændigt, men virker indenfor en substans. Aktivitet er imidlertid væsensforskellig fra både kvalitet og substans. Kvalitet er tings statiske karakter, imens aktivitet er deres dynamiske karakter og den uafhængige årsag til deres forening og adskillelse. Der er fem slags aktivitet: opadgående, nedadgående, indadgående, udadgående og retliniet.
Samanya – fællestræk Fællestræk, der kaldes samanya (der undertiden oversættes som ’almengyldighed’), henviser til et abstrakt særpræg, der er ét og evigt (nitya) og dog gennemstrømmer mange. Lederskab er f.eks. et enkeltstående særpræg, der bor i mange individer. Lederskab er også evig, for det eksisterede allerede, før den første leder dukkede op, og vil fortsætte med at eksistere, selv om der ikke er flere ledere. Alle ting i en bestemt klasse såsom mennesker, okser, hunde eller heste deler en fælles betegnelse på grund af deres fælles natur. I vaisesika anerkendes tre niveauer af fællestræk eller almengyldighed: højeste, laveste og mellemliggende. Den højeste type fællestræk er selve eksistensen (sattva). Væren (tilstanden af at være til) er det højeste fællestræk, som gennemstrømmer alting, som intet er udelukket fra, og som al anden almengyldighed er underordnet. Det laveste fællestræk er den opfattelse, der begrænser sig til nationaliteter eller kategorier som f.eks. amerikanskhed, indiskhed, ’gryde-hed’ og ’stol-hed’, der kan ses som respektive fællestræk hos alle amerikanere, indere, gryder og stole. Begreber som substantialitet, dvs. at have substansers egenskaber, repræsenterer fællestrækkets mellemniveau, for de inkluderer ikke de andre virkelighedskategorier som kvalitet, aktivitet osv.
Visesa – unikhed Visesa eller unikhed er det særpræg ved en ting, der adskiller det fra alle andre ting. Ligesom de usynlige substanser rum, tid, retning, sjæl og sind er visesa abstrakt og således evig. Alt i verden, uanset om det eksisterer eller ikke eksisterer, er forbundet med unikhed. Fællestræk (samanya) og unikhed (visesa) er diametralt modsatte begreber.
Samavaya – samhørighed Der er to slags forhold mellem ting: forbindelse (samyoga) og samhørighed (samavaya). Forbindelse er en af vaisesikas fireogtyve kvaliteter (guna’er), men samhørighed er en virkelighedskategori. Forbindelse er et midlertidigt, ikke-evigt forhold mellem to eller flere ting, der i bund og grund forbliver upåvirket af hinanden. Når f.eks. en stol og et bord forbindes, ændrer det ikke ved stolens eller bordets eksistens. Samhørighed er på den anden side et varigt forhold mellem to størrelser, der tilhører hinanden. For eksempel hører helheden og delen sammen, en kvalitet og dens substans hører sammen, ligesom fællestræk og det enkelte individ gør det. Et forbindelsesforhold er midlertidigt og skyldes en handling fra den ene eller begge de forbundne tings side som f.eks. i forholdet mellem en mand og den stol, han sidder på. Et samhørighedsforhold er på den anden side ikke midlertidigt og heller ikke blevet til på grund af en handling, ligesom forholdet mellem helheden og delen ikke er frembragt af noget, men altid eksisterer. Samhørighed er et evigt forhold mellem to eller flere størrelser, der hver især er afhængige af hinanden.
Abhava – ikke-eksistens Abhava, den syvende virkelighedskategori, er negativ i modsætning til de første seks, der er positive. Abhava, ikke-eksistens, tilhører ingen af de positive kategorier, men i vaisesika omtales ikke-eksistens helt på linie med for eksempel rum og retning. Hvordan ved man for eksempel, at der ingen stol er i et værelse? Når man kigger ind i værelset, kan man forsikre sig om stolens negative ikke-eksistens, ligesom man kan forsikre sig om tæppet eller menneskenes positive eksistens i værelset. Derfor forekommer ikke-eksistens også. Der er to former for ikke-eksistens: fraværet af noget i noget andet (samsargabhava) og gensidig ikke-eksistens (anyonyabhava). Fraværet af noget i noget andet er af tre slags: forudgående ikke-eksistens (pragbhava), ikke-eksistensen af en ting efter dets opløsning (pradhvamsabhava) og absolut ikke-eksistens (atyantabhava). Forudgående ikke-eksistens henviser til ikke-eksistensen af en ting forud for dens tilblivelse såsom en bog, før dens skrives. Ikke-eksistens efter opløsning er f.eks. en krukke, efter den er knust. Krukkens ikke-eksistens begynder med dens ødelæggelse. Absolut ikke-eksistens er f.eks. ikke-eksistensen af et sterilt ægtepars søn eller ikke-eksistensen af farve i luften. Gensidig ikke-eksistens (anyonyabhava) er forskellen mellem en ting og en anden. Når en ting er forskellig fra en anden, udelukker de gensidigt hinanden. En kuglepen er f.eks. forskellig fra en bog, så bogen er fraværende i kuglepennen og omvendt.
Selv om vaisesika siger, at evige atomer er eksistensens grundlag, overser den ikke de moralske og åndelige love, der styrer atomernes forening og adskillelse. Vaisesika er ikke en mekanisk opfattelse af verden som den moderne naturvidenskabs atomteori. Atomerne styres af det Højeste Væsen ifølge de individuelle levende væseners tidligere samskara’er (tilbøjeligheder). Ifølge vaisesika har universet et evigt og et ikke-evigt aspekt. Universets evige bestanddele er de fire slags atomer (jord, vand, ild og luft) og de fem substanser (rum, tid, retning, sind og selv), imens det ikke-evige er kombinationerne af disse. Hele universet er et systematisk arrangement af fysiske ting og levende væsener og den vekselvirkning, der foregår mellem dem i tid, rum og retning. Levende væsener er sjæle, der nyder eller lider i denne verden alt efter deres tidligere prisværdige eller lidet fortjenstfulde handlinger og indtryk. Ifølge vaisesika er verden således en dødens scene, på hvilken alle individuelle levende væseners liv og skæbne styres ikke kun af fysiske love i tid og rum, men også af moralens karma-lov. I dannelsen af sit nuværende karma er individet frit stillet og skaber således sin egen skæbne, men universets begyndelses- og afslutningstidspunkt beror på Det Højeste Væsens, Guds, skabende eller ødelæggende vilje. Efter opløsningen af det manifesterede univers fortsætter atomerne såvel som de evige substanser rum, tid, retning, sind og sjæl sammen med deres medfølgende prisværdige og ufortjenstfulde samskara’er (tilbøjeligheder) med at eksistere. Ifølge vaisesika foregår der således ingen skabelse eller tilintetgørelse, men snarere en velordnet og moralsk systematisk sammensætning og opløsning af forbindelser. |
g kommer fra vismanden Kanada. Han er også kendt som Uluka, hvorfor dette system somme tider kaldes aulukya. Kanada gennemgår systematisk denne filosofi i Vaisesika Sutra. Senere skrev vismanden Prasastapada en kommentar til Vaisesika Sutra med titlen Svartha dharma samagraha, der er så berømt, at den kaldes Bhasya, hvilket helt enkelt betyder kommentar. Når ordet bhasya bruges uden nærmere præcisering i indiske filosofiske samtaler, henvises der til denne kommentar. Et særligt kendetegn ved dette system er en bestemt virkelighedskategori, der kaldes ’unikhed’ (visesa). Deraf kommer navnet vaisesika.