|
|
|
|
|
Sad-darsana, de seks filosofiske systemer I anden del af serien om sad-darsana, de seks vediske filosofier, gennemgås det første system, nyaya. Bemærk, at der er forskelle imellem nyaya-filosofi og vaisnava-filosofi. Det hævdes altså ikke, at de følgende opfattelser stemmer overens med Gaudiya-vaisnava-filosofi.
Det første af de seks filosofiske systemer, der kaldes nyaya, blev etableret af vismanden Gautama. ’Nyaya’ betyder logik, og nyaya-systemet beskæftiger sig med forudsætningerne for at opnå korrekt viden. Det er en avanceret erkendelseslære eller epistemologi, hvis fokus er studiet forskellen imellem gyldig og ugyldig viden. Nyaya hævder dog ikke, at viden er mål i sig selv. Nyaya er en livsfilosofi, hvis endelige mål er befrielse, der opnås igennem korrekt viden om selvet, sindet og disses forhold til den ydre verden.
Opfattelsen af den individuelle sjæl Ifølge nyaya er sjælen fundamental (dvs. ikke et produkt af noget andet) og har egenskaber som ønsker, aversioner, glæder, smerter og erkendelser. Sjælen er uforgængelig og evig og kendetegnes af bevidsthed. Den afgrænses ikke af tid og rum og er derfor uendelig eller altgennemtrængende. Der findes mange sjæle, eftersom den ene persons erfaringer ikke overlapper en andens. Kroppen er ikke sjælen, for en immateriel bevidsthed kan ikke være en egenskab hos den materielle krop, der er ubevidst og uintelligent. Sansernes funktioner er heller ikke sjælen, for de kan ikke forklare processer som fantasi, hukommelse eller tanker, der ikke afhænger af nogen ydre sans. Sjælen er heller ikke blot bevidsthed eller kundskab, men den er kenderen af kundskab og nyderen af objekter. Sjælen er ikke bevidsthed, men en substans, hvis kendetegn er bevidsthed. Alle erkendelser og bevidste tilstande opstår i sjælen, når den relaterer til sindet. Sindet relaterer derefter til sanserne og sanserne til den ydre verdens sanseobjekter. På grund af denne kæde er der bevidsthed i sjælen, ellers ville den ingen bevidsthed have. I dens umanifesterede tilstand har sjælen ingen viden eller bevidsthed. Ens egen sjæl kan forstås gennem mental oplevelse, men kun igennem logik kan man slutte sig til, at der er sjæle i andre kroppe.
Befrielsesbegrebet Menneskelivets endelige mål er ifølge nyaya befrielse, hvorved forstås absolut frihed for al lidelse, en tilstand, hvor sjælen er helt og aldeles frigjort fra kroppen. Sjælen kan ikke opnå en tilstand af fuldstændig frihed for lidelse, medmindre den er totalt adskilt fra kroppen og sanserne. I befrielse er sjælen ubetinget, absolut og for evigt befriet fra alle lænker. For at opnå denne befrielsestilstand må man erhverve sig sand kundskab om sjælen og alle erfaringsobjekter. Nyaya foreskriver en tretrins vej til at opnå denne befriende kundskab. Det første trin er studie af skrifterne kombineret med undervisning fra autoriserede åndelige lærere. Det næste trin er at reflektere over, hvad man har lært, med ens logiske evne. Det tredje trin er at koncentrere sig om sjælen og handle i praksis på den viden, man har fået. Igennem disse tre trin, der kaldes sravana, manana og nididhyasana, erkendes sjælens sande natur som helt adskilt fra kroppen, sindet, sanserne og alle verdens objekter. Da bevæges man ikke længere af lidenskaber og impulser, og man udfører sine pligter uselvisk uden at ønske at nyde frugterne af disse handlinger. Den sande kundskabs ild rister ens tidligere karma ligesom frø, der mister evnen til at spire. Således fører sand kundskab til ophør af kredsløbet af fødsel og død ophører, hvilket er befrielse.
Gudsbegrebet Nyaya definerer Gud som den virksomme årsag til universets skabelse, opretholdelse og ødelæggelse. Gud skaber ikke verden fra ingenting eller fra Sig Selv, men fra de evige elementer af rum, tid, sind og sjæl. Skabelsen af universet betyder, at disse evige størrelser, der sameksisterer med Gud, ordnes til dannelsen af en dødelig verden. Således er Gud verdens skaber som den første virksomme årsag til de universelle kræfter. Gud er også opretholderen, og Han bevirker, at atomerne hænger sammen og fastholdes i en bestemt orden. Gud er også universets ødelægger, fordi Han slipper de destruktive kræfter løs, når tiden er inde til det. Gud er én, uendelig og evig og begrænses ikke af tid og rum eller sind og sjæl. Gud besidder seks fuldendtheder: uendelig pragt, absolut herredømme, ubetinget kraft, uovertruffen skønhed, fuldendt kundskab og fuldstændig frihed. Nyaya giver årsagsargumentet som argument for Gud. Hele universet består af atomkombinationer. Da bjerge, marker, floder osv. består af mange mindre dele, kan de ikke være deres egen årsag, men kræver styring fra en intelligent årsag. Denne intelligente årsag må have direkte viden om alt stof og alle atomer, og Han må være allestedsnærværende og alvidende. Han kan ikke være den individuelle sjæl, eftersom sjælens viden er begrænset. Der må således være et oprindeligt intelligent væsen – Gud. Et andet Gudsargument er baseret på adrsta, der kan oversættes som forsynet eller skæbnen. Hvorfor er nogle mennesker lykkelige og andre ikke. Man kan ikke sige, at der ingen årsag er, for alle begivenheder har en årsag. Årsagen til smerte og glæde må være ens egne handlinger i dette eller tidligere liv. Mennesker nyder eller lider under tidligere gode eller slette handlinger. Denne karma-lov, der styrer de individuelle sjæles liv, tvinger ethvert menneske til at høste frugterne af dets egne handlinger. Den samlede sum af alle goder og mangler, der tilfalder en, kaldes adrsta eller skæbne. Adrsta er imidlertid ikke et intelligent princip, og den individuelle sjæl kan heller ikke siges at være adrstas leder eller behersker, eftersom sjælen ingen viden har om sin adrsta. For at kunne give de rigtige resultater af karma må der være en intelligent virkende kraft, der kaldes Gud. Et tredje argument for Guds eksistens baserer nyaya på skrifternes udsagn. Vedaerne, Upanisaderne og alle andre autoritative skrifter fastslår Guds eksistens. Disse skrifter blev ikke forfattet af almindelige mennesker, men af store vismænd, der erfarede sandheden indefra. Et udsagns autoritet afhænger af direkte erfaring, som er den eneste kilde til viden om noget som helst. Guds eksistens erfaredes direkte af visse individuelle sjæle, og nogle af disse personer har udtrykt deres Gudserkendelser i Vedaerne. Derfor eksisterer Gud.
Viden At få viden om ovennævnte er nyayas fokus. For at forstå, hvad viden overhovedet er, og hvordan man skelner mellem korrekt og falsk viden, inddeler nyaya viden i to hovedkategorier, nemlig anubhava (erfaret viden) og smrti (det, der huskes), der igen kan inddeles i gyldig og ugyldig viden. Nyaya kalder gyldig erfaringsmæssig viden for prama, imens ugyldig erfaringsmæssig viden kaldes aprama. Gyldig viden kan fås gennem sanseopfattelse, logiske slutninger, sammenligning og udsagn, imens aprama, ugyldig viden, inddeles i tvivl (samsaya), forkert sanseopfattelse (bhrama eller viparyaya) og hypotetiske argumenter (tarka). Ifølge nyaya er sand viden det, der
svarer til naturen af dets objekt. I modsat fald er kundskaben falsk. For
eksempel er viden om en rose som rød sand, hvis rosen faktisk er rød, men
kundskab om rosen som hvid er usand, for rosen er ikke hvid. Ifølge nyaya
afhænger kundskabens gyldighed eller ugyldighed af, om den svarer til
virkeligheden eller ej. De 16 padartha’er Nyayas omfattende studie af viden analyseres under seksten padartha’er:
Pramana, kilder til gyldig viden Pramana er den kilde, gennem hvilken prama (gyldig viden) fås. Hvorfra kan man få viden? Ifølge nyaya er der fire kilder: 1. sanseopfattelse (pratyaksa), 2. logiske slutninger (anumana), 3. sammenligning (upamana) og 4. udsagn (sabda).
1. Sanseopfattelse Sanseopfattelse forekommer, når sanserne forbindes med verdens objekter. Nyaya er meget kritisk i den forbindelse og gennemgår grundigt, hvad sanseopfattelse egentlig er. Nyaya diskuterer to slags sanseopfattelse, laukika (normal) og alaukika (anormal). Sanseopfattelse gennem direkte kontakt med et sanseobjekt er normal sanseopfattelse. Anormal sanseopfattelse vil sige, at en ting ikke er direkte til stede foran sanserne, men alligevel opfattes. Der er også udvendig sanseopfattelse (bahya) og indvendig i sindet (manasa). Almindelig sanseopfattelse inddeles også i generel (nirvikalpa) og detaljeret (savikalpa). Generel sanseopfattelse er den første erkendelse af en ting, før man gennem nøjere vurdering fastslår dens forskellige detaljerede egenskaber. Detaljeret sanseopfattelse anses for gyldig viden. Nyaya beskriver tre slags anormal sanseopfattelse: sansning af kategorier (samanya laksana), sansning baseret på association (jnana laksana) samt intuitiv sansning (yogaja). Erkendelsen af, at alle mennesker er dødelige, er et eksempel på sansning af kategorier. Sansning igennem association er, når man opfatter, at en isblok ser kold ud, eller en sten ser hård ud. På grund af tidligere oplevelser af associerer man det, man ser, med de tidligere oplevede egenskaber. Intuitiv sansning affødes af yoga-udøvelse og er ikke afhængig af direkte kontakt med sanseobjekter. Denne viden er aldrig falsk, for den opfattes efter, at sindet er blevet renset gennem yogisk øvelse.
2. Logiske slutninger Nyaya behandler indgående kunsten at drage en slutning. Sanskritordet for slutning anumana kan defineres som ‘viden, der følger af anden viden’. For eksempel kan man sige, ”Der er ild på bjerget, for der kommer røg fra bjerget.” Man ser ingen ild, men kun røg, men fordi man allerede har viden om, at hvor der er røg, er der ild, slutter man sig til, at der er ild på bjerget. Slutning involverer analyse af minder, korrelationer og uforfalskede argumenter. En slutning indeholder altid nogle bestemte dele, og hvis nogle af disse bestanddele mangler, eller nogle af dem er mangelfulde, er den sluttede kundskab ugyldig. Nyaya analyserer disse bestanddele i en logisk slutning for at afgøre, hvornår logiske slutninger giver gyldig eller ugyldig viden.
3. Sammenligning Den tredje gyldige kilde til viden kaldes sammenligning (upamana). En pålidelig person kan f.eks. have fortalt, at der findes skovæbler, der ligner almindelige røde æbler, men er mindre og har en længere stilk. En dag i skoven finder man et træ med frugter, man aldrig har set før, men minder om æbler. Man husker da sin vens beskrivelse af skovæbler og konkluderer, at dette må være et skovæbletræ. Denne kundskabskilde anses ikke for gyldig i flere af de andre vediske filosofiske systemer, men nyaya anser upamana for en uafhængig kilde til gyldig viden.
4. Udsagn Sabda eller udsagn betyder ordret ‘ord’ og er ifølge Nyaya den fjerde gyldige kilde til viden. Imidlertid er ikke al mundtlig viden gyldig. Nyaya definerer sabda som en udtalelse fra en apta, en person, der taler og handler, som han tænker. En sådan persons sind, handling og tale er i overensstemmelse med hinanden, og vedkommendes udsagn er derfor en gyldig kundskabskilde. Vedaerne anses for at være udsagn fra bestemte apta’er, store vismænd, der erkendte den indre sandhed og videregav deres erfaringer i ord. Vedaernes gyldighed bygger på disse apta’ers autoritet. Udover at komme fra en apta afhænger mundtlig videns gyldighed af, at udsagnene forstås korrekt. I forbindelse med analysen af sabda behandler nyaya derfor ords og sætningers kraft, betydning og konstruktioner, da alle udsagn bæres af ord og sætninger.
Prameya, de tolv kundskabsobjekter Prameya kan oversættes som ’det, der kan vides’. Nyaya opdeler dette i tolv kundskabsobjekter: selvet, kroppen, de fem sanser, sanseobjekterne, erkendelse, sind, handling, mentale defekter (tilknytning, had og illusion), genfødsel, resultater, lidelse og frihed fra lidelse. Ifølge nyaya er livets mål at forstå disse tolv, sådan som de faktisk er. Forkert forståelse af disse tolv kundskabsobjekter binder en, imens befrielse opnås gennem korrekt forståelse af dem.
Samsaya, tvivl. Samsaya, tvivl, er den tilstand, hvor sindet vakler mellem modstridende opfattelser om et kundskabsobjekt. I tvivl er der mindst to mulige anskuelser, hvoraf ingen kan siges at føre til vished. Samsaya er hverken sikker viden, en ren genspejling af viden eller ugyldig viden. Det er en positiv tilstand af erkendelse, men erkendelsen er delt i to og fører ikke til nogen bestemt konklusion.
Prayojana, hensigt. Prayojana betyder hensigt, uden hvilken ingen handling kan udføres. Det er ligegyldigt, om denne hensigt forstås klart eller blot formodes. Man handler for enten at opnå ønskede ting, eller for at skaffe sig af med uønskede. Disse ønskede og uønskede ting, der motiverer ens handlinger, kaldes prayojana.
Drsanta, eksempel Drsanta er brugen af et eksempel for at illustrere en almindelig kendsgerning og etablere et argument. Det er en meget vigtig del af en bevisførelse, da et brugbart eksempel tit accepteres af begge parter i en diskussion.
Siddhanta, præmis Siddhanta, præmis, er et aksiomatisk postulat, der godtages som ubestrideligt sandt og tjener som grundlag for en bestemt filosofi eller ideologi. Denne accepterede sandhed kan enten være udledt af direkte erfaring eller fra ræsonnement og logik. For eksempel er det en præmis i nyaya, at der er en Gud, som er den virksomme årsag til universet.
Tarka, hypotetisk argument Tarka, hypotetiske argumenter, er en form for formodninger, der ikke i sig selv er gyldig viden, men kan være et fremragende instrument til at skelne gyldig viden fra ugyldig viden.
Nirnaya, konklusion Nirnaya, konklusion, er sikker viden. Nirnaya er sand konklusion, der er opnået gennem anerkendte og retmæssige kundskabskilder.
Badha, diskussion Badha, diskussion, foregår mellem to parter om et bestemt emne. Hver part forsøger at forsvare sit eget standpunkt og gendrive modpartens og argumenterer imod enhver teori, modstanderen fremlægger. Begge prøver at komme frem til sandheden ved at gøre brug af ræsonnement og logik. Dette er en effektiv og virksom vej til gyldig viden, såfremt begge parter er ærlige og fordomsfrie.
Jalpa, polemik I jalpa, polemik, er målet at sejre over modparten uden en søgen efter sandheden. Det handler om ego snarere end om et ønske om kundskab. Jalpa indeholder en gyldig debats samtlige kendetegn undtagen ønsket om at forstå sandheden.
Vitanda, irrationelt ræsonnement Ved vitanda, irrationelt ræsonnement, forstås argumentation, der udelukkende har til hensigt at gendrive eller ødelægge modpartens standpunkt uden at bekymre sig om at befæste eller forsvare ens egen holdning. Det er en ren destruktiv kritik af modstanderens anskuelser. Mens begge parter i en polemik prøver at forsvare hver deres position, forsøger den ene eller begge parter i et irrationelt ræsonnement at modbevise den andens standpunkt i stedet for at befæste sit eget.
Hetvabhasa, forførende ræsonnement Hetvabhasa betyder et ræsonnement, der kan se ud til at være gyldigt, men i virkeligheden er grundløst.
Chala, urimelig respons Chala, urimelig respons, betegner en udtalelse, der har til hensigt at forvirre eller narre en anden person. F.eks. tager man ord eller udtryk, som er blevet brugt i en bestemt betydning, og giver dem en anden betydning.
Jati, falsk analogi Jati betyder flertal, men i denne sammenhæng beskriver det en konklusion, der bygger på en falsk analogi.
Nigrahasthana, nederlagets grundlag Nigrahasthana kan oversættes som ’grundlaget, på hvilket en person overvindes i sit argument’. Når en fortaler misforstår sine egne eller sin modstanders præmisser og deres implikationer, bliver han hjælpeløs og må til sidst indrømme sit nederlag i debatten. Det punkt, hvor han accepterer sit nederlag, kaldes nigrahasthana.
I næste del af serien om de seks filosofier gennemgås vaisesika-filosofien. |
