Sad-darsana, de seks filosofiske systemer
Del 1: Introduktion
Af Suhotra Swami
Oversat af Yadunandana Dasa

Indenfor den vediske tradition forstår man normalt med Sad-darsana ’De seks filosofiske skoler’. Disse seks vediske retninger har alle den vediske litteratur som deres autoritet, men når alligevel til vidt forskellige konklusioner på væsentlige områder. I dette og seks følgende essays gennemgår Suhotra Swami de seks systemer og deres mangler og indbyrdes forskelle.

 Det skal nævnes, at Suhotra Swamis oprindelige essays er redigerede og forkortede af redaktionen.

Veda betyder viden. I oldtidens Bharata-varsa (Indien og omkringliggende lande) havde ordet Veda en dybere betydning, end videnskab har for os i dag, for dels begrænsede videnskabelig forskning sig dengang ikke kun til den verden, vi kan opfatte med de fysiske sanser, dels betød fremskridt ikke blot en omfattende teknologisk udnyttelse af naturen. På vedisk tid var videnskabens primære fokus og formål det evige og kun i ringere grad det forbigående. Fremskridt var lig med åndelig udvikling, hvis mål var sjælens befrielse fra dens fangenskab i den midlertidige fysiske natur.

Vedisk viden kaldes apauruseya, fordi der ikke er tale om menneskeskabt viden. Den vediske viden blev givet ved universets begyndelse til Brahma, det førstefødte levende væsen, fra hvem alle universets livsformer nedstammer. Brahma videregav denne viden i form af sabda (åndelig lyd) til sine direkte sønner, der er berømte vismænd på højere planetsystemer som Satyaloka, Janaloka og Tapoloka. Disse vismænd videregav den vediske sabda til disciple over hele universet, heriblandt oldtidens hellige mænd på Jorden. For 5000 år siden sammenfattede den store vediske vismand Krishna Dvaipayana Vyasa sabda’en i sanskrittekster (sastra), der i dag kendes under et som Vedaerne.

I oldtidens Indien var studie af Vedaerne forbeholdt brahmanaerne, den præstelige og intellektuelle gruppe. Uddannelsen i vedisk kundskab inddeltes i fire trin, der svarede til den brahminske kulturs fire asrama’er (brahmacari, grhastha, vanaprastha og sannyasa).

På det første trin lærte man de vediske Samhita’er udenad. Disse består af 20.000 mantraer (vers), der er opdelt i fire sektioner, Rg, Sama, Yajur og Atharva, og synges af præster i offerritualer til ære for Den Højeste Herre i Hans forskellige aspekter.

Dernæst lærte man Brahmana’erne, der her referer til en lang række tekster, hvori ritualer i forbindelse med pligter overfor familie, samfund, halvguder, vismænd, andre væsener og den Højeste Herre beskrives.

Det tredje trin bestod af Aranyaka’erne, der forbereder den tilbagetrukne husholder på fuldstændig forsagelse.

Det fjerde trin var Upanisaderne, der forklarer filosofien om den Absolutte Sandhed for dem, der søger udfrielse fra fødsel og død.

De tekster, der studeredes i den formelle vediske uddannelse, kaldes under et sruti-sastra, dvs. skrifter, der høres af brahmanaerne. Men sruti-sastra er ikke et og alt i den vediske litteratur. Chandogya Upanisad (7.1.12) siger, at Purana’erne og Itihasa’erne udgør Vedaernes femte gren, der videregiver den samme kundskab som de fire Vedaer igennem anskueliggjorte og dramatiserede, tilbundsgående historiske fortællinger. Denne femte Veda kaldes smrti-sastra (skrifter, der huskes), og den måtte også studeres af andre end  brahmanaer.

Vyasas Vedanta-sutra, der systematisk gennemgår den vediske filosofis seks systemer såvel som andre filosofier, udgør næst efter sruti- og smrti-sastra den tredje store litteratursamling indenfor den vediske filosofi og kaldes under et for nyaya-sastra (skrifter med filosofiske drøftelser).

Sad-darsana, de seks skoler

Traditionelt blev vedisk visdom formidlet igennem seks forskellige skoler (åndsretninger), der hver havde deres filosofiske indfaldsvinkel. Hver af disse skoler (darsana’er) er tilknyttet sin bestemte, berømte vismand, der har forfattet en sutra (kode), hvor essensen af hans darsana (filosofi) udtrykkes.

Disse sad-darsana’er (seks filosofiske opfattelser) er: Nyaya (logik), Vaisesika (atomteori), Sankhya (analyse af materie og ånd), Yoga (selverkendelsens disciplin), Karma-mimamsa (videnskaben om handlingernes resultater) og Vedanta (Gudserkendelsens videnskab)

Sad-darsana’erne kaldes ’astik-filosofier’ (asti, ’det er sådan’), for de anerkender alle Vedaerne som autoritet i modsætning til carvaka’erne, dvs. buddhisterne og jainisterne, hvis ’nastik-filosofier’ (nasti, ’det er ikke sådan’) forkaster Vedaerne.

Fra og med Nyaya af og fremefter giver Sad-darsana’erne fra hver deres synsvinkel en sammenhængende, gennemgribende udlægning af den vediske videns forskellige aspekter.

1.        Nyaya fastlægger reglerne for filosofisk debat og etablerer diskussionens grundlæggende emner: den materielle verden, sjæl, Gud og befrielse.

2.        Vaisesika giver ved hjælp af nyaya, logikkens metode, en dybtgående analyse af den materielle eksistens’ problemer og viser, at de synlige materielle former, som vi alle er meget knyttede til, i sidste ende nedbrydes til usynlige atomer.

3.        Sankhya videreudvikler denne analytiske proces for at hjælpe sjælen til endeligt at hæve sig over materien.

4.        Yoga opvækker sjælen til dens medfødte åndelige syn, så den derigennem kan beskue sig selv hinsides materien.

5.        Karma-mimamsa leder sjælen ind på den vediske ritualismes vej.

6.        Vedanta fokuserer på det højeste åndelige mål, sådan som det gives i Upanisaderne.

Sad-darsana’ernes historie

Oprindeligt udgjorde de seks darsana’er en samlet forståelse af Vedaerne. Man kan sammenligne dem med fakulteterne på et moderne universitet. Men med Kaliyuga, den nuværende tidsalders, begyndelse blev darsana’ernes lærde uenige og begyndte at strides. Nogle begyndte endog at fejlfortolke vedisk filosofi i selvisk øjemed. For eksempel blev Karma-mimamsa, som omkring år 500 f. Kr. var brahmanaernes foretrukne filosofi, misbrugt af bestialske præster til at retfærdiggøre masseslagtninger af dyr i vediske ofringer.

Med fremkomsten af en indtil da ukendt ikke-vedisk religion, Buddhismen, blev Karma-mimamsa’ens magt udfordret, og omkring år 250 f. Kr. svækkedes Karma-mimamsa’ens og andre darsana’ers indflydelse betydeligt, da Kong Asoka indførte Buddhas lære som statsreligion i sit rige. Mange brahmanaer opgav den vediske lærdom til fordel for buddhismens nastika-begreber som ahimsa (ikke-vold) og sunyata (tomhed).

Buddhismen blev så igen i det 7. århundrede e. Kr. fortrængt af vedantisten Sankaras lære. Sankara genoplivede den vediske kultur over hele Indien, men hans særlige udformning af Vedanta var selv påvirket af Buddhismen og repræsenterer ikke til punkt og prikke den oprindelige Vedanta-darsana, som Vyasa gav. Dette vil blive behandlet i sidste afsnit.

Efter Sankaras tid blev Vedanta igen reformeret af en række berømte lærere (acarya’er), heriblandt Ramanuja og Madhva. Efter at have siet Sankaras tilslørede Buddhisme fra nåede Vedanta-filosofferne nye højder af dialektisk raffinement, som det også er blevet værdsat af mange vestlige intellektuelle.

Teori og erkendelse

Det er gennem de vigtigste Vedanta-skolers (sampradaya’ers) dialektik, at man bedst kan se den vediske filosofis seks systemer ’i funktion’. I dialektisk Vedanta bruges argumenter fra Nyaya, Vaisesika osv., for 1) at vise, at Vedanta er den mest udtømmende darsana, og 2) at præcisere de stridsspørgsmål, der opstår mellem de forskellige skoler indenfor selve Vedanta. Vedantisk dialektik repræsenteres i acarya’ernes (de åndelige mestres) bhasya’er (kommentarer) og deres disciples tika’er (under-kommentarer). Alle mulige filosofiske opfattelser, herunder nogle, der i påfaldende grad minder om de europæiske filosoffers idéer, bliver heri fremlagt, analyseret og tilbagevist.

Studiet af den vediske filosofis seks systemer udgør i sig selv en form for yoga, nemlig jnana-yoga, den teoretiske kundskabs yoga. Men fra jnana (teoretisk viden) må man komme til vijnana, dvs. praktisk erkendelse af den endelige sandhed.

Sad-darsana er seks grene af teoretisk dialektik (sastrata), der ligesom et træs knastede grene vender og drejer sig fra tese (purvapaksa) til antitese (uttarapaksa) til syntese (siddhanta). Totalsummen af alle filosofiske drøftelser fører dog ikke i sig selv til den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed, der er transcendental, antydes kun indirekte af jnana’ens grene, ligesom den opgående fuldmåne kan antydes igennem et træs grene. En ven, der gerne vil have, vi skal se månen, kan indledningsvis pege på dette træ. Dette kan sammenlignes med kundskabens indirekte eller teoretiske stade. At se månen direkte er derimod vijnana.

Der findes en direkte vej til vijnana eller realiseret kundskab, hvilket forklares i Mahabharata (Vana-parva 313.117): ”Tørre argumenter fører ikke til nogen konklusion. Filosoffer er kendte for at være indbyrdes uenige. Studier af Vedaernes grene fører ikke til korrekt forståelse af dharma. Sandheden ligger gemt i det selvrealiserede menneskes hjerte. Man bør derfor følge den vej, sådanne store sjæle har vist.”

Sanskrit ordet acarya udledes fra acara [’handlemåde’]. Vedantas store lærere (acarya'erne) var meget mere end blot teoretikere. Gennem deres eksemplariske Gudsbevidste handlemåde viste de vejen til praktisk transcendental erkendelse. Dette er vejen fra jnana til vijnana. I Indien er sampradaya’erne (Vedanta-skolerne eller discipelrækkerne), der blev etablerede af de store acarya’er, bastioner for sad-acara, åndeligt liv i praksis. Elever, der optages i disse skoler, udvikler guddommelige egenskaber – renlighed, askese, sandfærdighed og barmhjertighed – uden hvilke guddommelig viden ikke kan manifestere sig. Renlighed undergraves af utilladt sex, askese af beruselse, sandfærdighed af hasardspil og barmhjertighed af kødspisning. Den, der ikke kan lægge bånd på disse vaner, kan ikke kalde sig Vedantist eller yogi.

De seks systemers fællestræk 

Som allerede nævnt accepterer Sad-darsana, de seks vediske filosofier, Vedaernes autoritet, og således klassificeres de som astika-filosofier. Hver darsana blev sat i system af en stor vedisk vismand. Nyaya blev udarbejdet af vismanden Gautama, Vaisesika af Kanada, Sankhya af Kapila, Yoga af Patanjali, Karma-mimamsa af Jaimini og Vedanta af Vyasa.

Eftersom vismændene hentede deres argumenter fra samme kilde – de vediske skrifter – deler deres respektive darsana’er mange af de samme grundlæggende filosofiske principper såsom:

1.        Selvet er et individuelt åndeligt væsen, der af natur er evig bevidsthed.

2.        Selvet får en række fysiske kroppe gennem reinkarnation under karmaens (handlingernes) lov.

3.        Selvet lider på grund af sin kontakt med materien.

4.        Lidelsens afslutning er filosofiens mål.

En person, der tilslutter sig et hvilket som helst af de seks systemer, overholder den samme sadhana (daglige ritualer og meditationer) som tilhængere af de andre systemer. Sadhana består af de grundlæggende renselses- og selvbeherskelsesrutiner, der er grundlaget for brahminsk kultur.

De vigtigste filosofiske forskelle mellem systemerne vil blive opsummerede i det sidste kapitel, der behandler Vedanta. Næste afsnit behandler Nyaya, logik. (Fortsættes i næste nummer).