8 november 2004
Har ’Gud er blot en værdi’ værdi?

Det er en udbredt og accepteret tommelfingerregel, at når man vil have ekspertviden inden for et bestemt område, går man til en ekspert på netop dette område. Hvis man vil have ekspertviden om atomer, går man til en atomfysiker – ikke en mekaniker. Når man vil have ekspertviden om gastronomi, går man til en kok – ikke en læge. Når man vil have ekspertviden om sindet, går man til en psykolog – ikke en havbiolog.

Da jeg den 15. juli 2004 læste Kristelig-dagblads hjemmeside, kunne jeg derfor ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor Kristelig-dagblad går til Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, for at interviewe ham om Gud, når han tydeligvis ikke besidder den fornødne ekspertviden til at udtale sig autoritativt om dette emne. Resultatet af interviewet, der hed ’Gud er blot en værdi’, var da heller ikke andet end misbrug af spalteplads. Seidenfaden udtalte blandt andet:

”For mig at se er det indlysende, at Gud ikke eksisterer som en uafhængig størrelse i menneskers bevidsthed, altså på den måde bjerge, solen eller mit skrivebord eksisterer. Hvis han gjorde, ville hans eksistens være indlysende eller i det mindste konstaterbar også for alle os ikke-troende.”

Med ovenstående udtalelse afslører Seidenfaden sine forudindtagelser omkring Guds natur. For det første påstår han, at hvis Gud findes, ville Hans eksistens være ’indlysende’ – også for ikke-troende. Men hvordan kommer Seidenfaden frem til en sådan konklusion?

Der er jo mange ting, der eksisterer uden, at vi har direkte adgang til og erkendelse af dem, og derfor ikke er indlysende for os. Tag atomer og subatomare partikler. Hvor mange mennesker har observeret disse? Disse partikler er bestemt ikke indlysende for alle mennesker, og det kræver mange års videnskabeligt studie og træning, før man er kvalificeret til at evaluere bevisførelse for deres eksistens og egenskaber. Og hvad med dengang man ikke anede, at de fandtes? Der eksisterede de, men de var ikke indlysende. Bakterier var heller ikke indlysende for menneskeheden, før de blev opdaget, selv om de hele tiden har eksisteret. Det samme gælder ultraviolet lys, ozonlaget og Pluto. Det følger på ingen måde logisk, at fordi et givent objekt findes, må dets eksistens være indlysende for alle. Hvorfor så antage, at Guds eksistens vil være dette, hvis Han eksisterer?

Heldigvis virker det da også til, at Seidenfaden er villig til at gå på kompromis med dette uholdbare synspunkt. Seidenfaden mener, at Gud i det mindste skal være ’konstaterbar’ for ikke-troende for at kunne eksistere i virkeligheden.

Vi må selvfølgelig konkludere, at Seidenfaden tager fejl, når han ræsonnerer, at det er indlysende, at Gud ikke findes, fordi Han ikke er konstaterbar for ikke-troende. Bare fordi Seidenfaden og andre ikke-troende ikke har konstateret Guds eksistens, følger det ikke logisk, at Gud ikke eksisterer. Selv hvis Gud overhovedet ikke kunne erkendes af ikke-troende, ville det selvsagt ikke følge logisk, at Han ikke fandtes. Hvor skulle det dog?

Hvorfra ved Seidenfaden i øvrigt, at Gud ikke i princippet er konstaterbar for alle? Mennesker, der rapporterer, at de har set eller på anden måde sanset Gud, har aldrig været en mangelvare. Hvorfra ved Seidenfaden, at der ikke findes en metode, med hvilken alle kan konstatere Guds eksistens? Har Seidenfaden stiftet bekendtskab med alle typer bevisførelse for Guds eksistens, og er han overhovedet kvalificeret til at evaluere alle typer bevisførelse for samme? Hvis nej, hvordan kan han så udtale, at Gud ikke er konstaterbar for ikke-troende for ikke at tale om at påstå, at Gud ikke findes?

Faktum er, at alle inklusive Seidenfaden kan komme til at erkende Guds eksistens. Men ligesom man skal være kvalificeret for at evaluere bevisførelse for Einsteins generelle relativitetsteori, eksistensen af subatomare partikler og arkæologiske fund, kræver det også kvalifikation at kunne evaluere bevisførelsen for Guds eksistens.

Alle verdens væsentlige religioner fremlægger metoder, hvormed vi kan erkende eksistensen af en almægtig Skaber, og milliarder af mennesker har gennem tiderne bekræftet, at de virker. Personligt kan jeg naturligvis bedst udtale mig på grundlag af, hvad jeg selv følger, nemlig Indiens visdomsbøger, de vediske skrifter. I disse præsenterer Gud selv en åndelig videnskab, bhakti-yoga (kærlighedens yoga.) Via denne er det muligt med åndelige teknikker at rense og udvide ens bevidsthed, så man bliver i stand til at sanse med det bevidste selvs åndelige sanser. Når dette sker, vil man gradvist erkende Guds eksistens, Guds åndelige natur og Hans åndelige verden. Men som i al anden videnskab kræver det, at man er villig til at sætte sig ind i den teoretiske struktur, følge dennes anvisninger og udføre de eksperimenter, der præsenteres i denne. Ellers kan man naturligvis ikke forvente, at man vil være i stand til at evaluere resultaterne korrekt.

Seidenfaden har tydeligvis ingen eller meget lidt kendskab til f.eks. bhakti-yoga-videnskaben, men alligevel er han ubetænksom nok til ud fra sine pseudoargumenter fejlagtigt at placere Gud i samme kategori som ’kærligheden, retfærdigheden, skønheden og andre ideer...’ Med andre ord i en kategori af ting, han ikke mener kan bevises.

Tøger Seidenfaden:
"Hvis man insisterer på at tale om Gud som en faktisk eksisterende størrelse, kan man ikke stå distancen i et frit og kritisk tænkende samfund. Man bør derfor tale om Gud som værdi eller regulerende idé, hvis man ikke skal ende i skepsis eller undertrykkelse."

Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at Seidenfaden ikke fremfører et eneste argument for, hvorfor ideen om en almægtig, alvidende Gud ikke kan stå distancen i et ’frit og kritisk samfund’. Hvad er der ulogisk ved ideen om en almægtig, alvidende, allestedsnærværende Skaber? Det får vi ikke at vide.

Alt i alt er det yderst skuffende, når en person, der er fremtrædende på ét område, får lov til at fremsætte pseudoargumenter og ubegrundede påstande på et andet område, som vedkommende ikke ved nok om. Interviewet med Tøger Seidenfaden i Kristelig-dagblad er et klassisk eksempel på denne fadæse. Tøger Seidenfadens pseudoargumenter kunne forlede mange til at tro, at det er irrationelt og tåbeligt at tro på Gud – noget, der tydeligvis ikke er det mindste belæg for at påstå.