Synd for dem, der ender deres dage
I kraftig illusionerende rus
Og rusens illusioner smage
Drukner i eget krus 

Fascineres af det skinnende glas
Og gi’r deres hjerte væk
Et druknet hjerte melder pas
Forfald er ikke et druknet hjertes skræk 

Det gi’r livet ’mening’
En træl på krop og sjæl
Skulle mennesket virkeligt selv lave ’tegning’
Som vildfaren og fæl 

Menneskets lys er et fælles anliggende
Ej et ensomt tiggende!
Mennesket er skabt til kærlighed
Åndelig skønhed er guddommelig særlighed

 Kroppen er ikke vores eneste beskytter
Det er sammenhænge der nytter
Sjælen bearbejder tidligere fejl
Prøver igen selv om vejen er stejl

Hvad gælder legen
Hvis lethed ender langt fra vejen
Og ud i vildnisset går vi
Der vil vi så forbli’

Dybden i tanken er tiden
Hvordan ser sandsynligheden ud?
Grebet ud af din viden
Tror vi natten er Gud

Menneskets liv har nogle sorte døre
Både til højre og venstre
Ingen sjæl kan fortælle vort øre
Hvad eksisterer bag om os mennesker

Nu må vi starte om
’Himlen’ vil blive tom
glem alt forfald
Kærlighed er dit kald

Glem den grimme tid, gi’ op!
Den nye drøm er skøn
Kærlighedens er ikke stop
Du får i hjertet løn

Nu er det slut med illusioner
Ikke flere vægte koner
Kærlighed er i hjerte
Ikke mere smerte

Prøv at elske din næste
Og giv dig selv til Gud
Gud kender dine fejl
Menneskeslægten er jo fyldt med geil!

Glem fortiden, aldrig fremtiden
Deri ligger kærligheden
Handl i tide
Og udviklingen vil blive god og glide

Så handl i nuet
For det gode som er til tider truet
I krig bli’r alting så forskruet

Oprethold lyset i den åndelige verden
Så lyst andre kan lære den
Lad aldrig tilfældighederne bestemme
Det er ikke bevidst at glemme!

O Saragrahi, du Vaisnava!
Englen fyldt med kærlighed
Led os til Vrindavanas land
Og aldrig glemme åndens særlighed