Srila Prabhupadas 
plan for daglig læsning af hans bøger
Af Laksmirupa Devi Dasi

Ved at høre Srimad-Bhagavatam med oprigtige bestræbelser realiserer vi vores naturlige forhold til Herren.

Dagen efter at have skrevet det sidste indlæg tog jeg til templet for at tage del i morgenprogrammet, og til min overraskelse var dagens vers en klar bekræftelse på Srimad-Bhagavatams forunderlige og mystiske egenskaber. Srimad-Bhagavatam er ikke nogen helt almindelig bog, og enhver, der stifter et seriøst bekendtskab med denne litterære inkarnation af Krishna, vil nikke bekræftende til dette. Den er som et orakel, man kan spørge til råds om alt her på livets vej. Tit har jeg  prøvet at have gået og tumlet med et problem eller et spørgsmål og har så sat mig ned med Srimad-Bhagavatam og åbnet bogen tilfældigt, og lige netop, hvad jeg havde brug for, blev åbenbaret. Bogen kan købes, og bogstaverne læses, men kodeordet til denne transcendentale verden af evig lyksalighed og viden er at tilnærme sig med et oprigtigt formål og ærbødighed. Satsvarupa Maharaja anbefaler, at vi frembærer vores respekt og beder en bøn, før vi begynder at læse. Da bøgerne ikke er forskellige fra Krishna, kan de sættes på alteret og tilbedes. Derfor lægger vi aldrig en bog direkte på gulvet. 

Her er verset: SB, Bog 2, kapitel 8, vers 4:

”I hjertet på de personer, som regelmæssigt hører Srimad-Bhagavatam, og som altid tager indholdet meget seriøst, vil Guddommens Højeste Personlighed Sri Krishna manifestere Sig i løbet af kort tid.” 

Srila Prabhupada skriver blandt andet i sin kommentar: ”Maharaja Pariksit havde ikke mere end syv dage at leve i, men for andre anbefaler Maharaja Pariksit personligt, at man altid hører Srimad-Bhagavatam  regelmæssigt, nityam, gennem sin egen bestræbelse og også med seriøs hengivenhed. Dette vil hjælpe en til at se Herren Sri Krishna vise Sig i ens hjerte inden for ganske kort tid.” 

Srila Prabhupada siger også i en forelæsning fra Los Angeles 6 juni 1972: ”Vi skal være mere seriøse end Maharaja Pariksit. Pariksit Maharaja havde i hvert fald lidt tid at leve i, syv dage, men vi ved ikke en gang, om vi kommer til at leve i syv minutter. Når som helst kan vores hjerte svigte, det ved vi intet om. Det sker måske, mens man går ned af gaden ligesom de to drenge, der kom her. De vidste ikke, at de ville blive dræbt. Vores liv er virkeligt i fare. Hvert øjeblik kan jeg dø. Dette er et faktum. Så Pariksit Maharaja havde chancen for at høre Srimad-Bhagavatam i syv dage, men jeg ved ikke, om jeg vil få chancen til at læse Srimad-Bhagavatam i syv minutter. Så lad mig læse meget seriøst, det skal være vores holdning. Ikke at vi skal tænke, ”Åh, Pariksit Maharaja fik syv dages varsel. Jeg har ikke sådan et varsel, jeg lever måske i syv millioner år.” Dette er vores sygdom.”