Af Ravindra Svarupa Dasa

Den 6. juni gav Ravindra Svarupa en klasse på Bauneholm, hvor han kom ind på, hvordan chantningen af Krishnas Hellige Navn kan understøttes af siksastaka, Caitanya Mahaprabhus berømte otte bønner. Et uddrag af klassen følger her.  

Oversættelsen til siksastaka-bønnernes tre første vers findes som fodnote efter artiklen. 

”…Da Prabhupada blev spurgt, hvad man skal tænke på, når man chanter, sagde han, ”At chante ER at tænke.” Den ideelle tilstand er at kalde på Krishna som med et barns påtrængenhed efter dets moder. Man ønsker at koncentrere sin opmærksomhed. Vi beder med Det Hellige Navn til Det Hellige Navn om Det Hellige Navn. På denne måde kan vi koncentrere os. 

Hvad kan man gøre ved problemet med, at sindet vandrer? Siksastaka-bønnerne skaber den mentale atmosfære, i hvilken Det Hellige Navn kan reciteres, for siksastaka indeholder alle instruktioner om fremsigelsen af Det Hellige Navn såvel som hele realiseringsprocessen. Man må for det første lære alle siksastaka-bønnerne rigtigt godt, dvs. man kan dem på sanskrit og forstår dem uden oversættelse til noget andet sprog, og man har studeret dem indgående. Jeg opdagede, at da kan man faktisk recitere Hare Krishna-mantraet og på samme tid tænke på hele siksastaka-bønnen uden at blive afledt. Hvis ens mentalitet er fyldt af siksastaka-bønnerne, når man chanter, vil sindet, hvis det på en eller anden måde bliver afledt ind i siksastaka-bønnerne, vende tilbage til det Hellige Navn med det samme. 

Hovedsagen er, at vi reciterer Det Hellige Navn og forsøger at opgive vore forseelser. Den vigtigste forseelse, vi bør bekymre os om, er uopmærksomhed. Der er tre slags uopmærksomhed. En er at falde i søvn. Man må sørge for at kunne holde sig vågen, når man chanter, få nok søvn om natten, komme noget vand i ansigtet, rejse sig op. Jeg synes, det er bedre at sidde ned og chante, men falder man i søvn, så stå op og gå. 

Den anden form for uopmærksomhed er at blive distraheret. Når man lægger mærke til dette, må man bringe sindet tilbage. Det er en kamp med sindet. Her hjælper siksastaka-bønnerne. Jeg siger dem, før jeg chanter japa for på en måde at skabe den rette atmosfære i mit sind. Når man går igennem siksastaka-bønnerne, kommer man direkte tilbage til Det Hellige Navn, for hver af disse er en bøn, og Det Hellige Navn er en bøn om hengiven tjeneste, og de ender alle ved det samme punkt. 

Den tredje form for uopmærksomhed er mangel på styrke eller interesse. Man er ikke distraheret, man sover ikke, men man er ikke rigtigt tændt på Krishna. Hvordan får man bugt med det? Man må have noget følelse med. Man må chante med følelse. 

Nu kan følelser ikke skabes på kommando. Man kan styre sin opmærksomhed i en vis grad, men det er vanskeligere at styre sine følelser. Men følelserne, vi bør chante med, er i siksastaka-bønnerne. Der er forskellige følelser. Den første følelse fra siksastaka er stor tillidsfuldhed til Det Hellige Navn. Det Hellige Navn er sejrrigt, vijayate, og følges af, at sindet bliver renset, den materielle tilværelses ild slukkes, alt godt held vil åbne sig som den hvide lotus og måneskinnet, man får transcendental kundskab, man bliver oplivet osv. Så der er denne tro, dette store håb. 

Det næste vers er netop det modsatte, durdaivam – beklagelse og samvittighedsnag. Det Hellige Navn er der, så mange navne er fyldt med så megen kraft. Du, Herre, er så barmhjertig. Hvorfor har jeg ingen tiltrækning til Dine navne? Hvad er der galt med mig? Jeg har intet ønske om at chante, men må tvinge mig selv til det. Noget er helt galt, men hvad? Jeg begår forseelser. 

Det første, der skal til for at blive fri af forseelser, er at angre dem og have det dårligt med det. Det gør lidt ondt, men på den anden side gør det godt. Det er ligesom en massage, der gør ondt, men den rammer det rigtige punkt. Derfra kommer den ydmyge sindstilstand, der kræves for at kunne chante konstant.  Man begynder at udvikle ægte ydmyghed, og det er nødvendigt. 

Så der er så mange følelser i siksastaka, og de følelser kan vække ens interesse i Hare Krishna-mantraet. Det er i det mindste sådan, jeg griber det an. At chante sine runder er som et rigtigt eventyr, når man virkelig kommer ind i det. Som en voldsom omgang psykoterapi (griner).

Jeg finder, at er man virkelig besjælet og gennemsyret af siksastaka-bønnerne, går sindet direkte over i dem og ikke over i materielle tanker. Selvfølgelig er der gode og dårlige dage. Nogle dage sker der det ene eller det andet, og derfor er sindet ophidset, hvilket alt sammen kan påvirke ens chantning. Nogle dage går det godt, nogle dage er det en kamp, og man ved ikke altid hvorfor. Men det, der er der hele tiden, er ens konstante bestræbelse på at chante det Hellige Navn, og at Herren er barmhjertig…” 

  1) Al ære til Sri Krishna-sankirtana, der renser hjertet for alt støvet, der er ophobet gennem årene, og slukker det betingede livs ild af gentagen fødsel og død. Denne sankirtana-bevægelse er den største velsignelse for hele menneskeheden, for den spreder strålerne fra velsignelsens måne. Den er livet i al transcendental kundskab. Den forøger den transcendentale lyksaligheds hav og sætter os i stand til fuldt ud at smage den nektar, vi altid længes efter. 

2) O min Herre, Dit hellige navn alene kan give al velsignelse til alle levende væsner, og derfor har Du hundreder og millioner af navne som Krishna og Govinda. I disse transcendentale navne har Du anbragt alle Dine transcendentale energier, og der er ingen specielle regler for fremsigelsen af disse navne. O min Herre, af venlighed gør Du det nemt for os at nærme os Dig igennem Dine hellige navne, men jeg er så uheldig, at jeg ingen tiltrækning har til dem. 

3) Man bør fremsige Herrens hellige navne i en ydmyg sindstilstand og regne sig selv for lavere end et græsstrå på gaden. Man bør være mere tålsom end et træ, fri for enhver følelse af falsk prestige og rede til at vise andre al respekt. I en sådan sindstilstand kan man fremsige Herrens hellige navn konstant.