Krig og fred

Krig og synd
Af Nrsimhananda Dasa

Dæmoner i krig
Af Jahnu Dasa

Har helgener nok i sig selv eller ej?
Af Mukunda Goswami

Krig i Irak med 23 millioner mennesker kan betyde millioner af civilpersoner døde både der og måske verden over. Lige meget hvordan man ser på det, er krig helvede. Er der en løsning? Måske. 

Anerkendte helgener som Vyasa Muni, Ramanuja og Madhvacarya udviste stor interesse for en lidende menneskehed. De seks Goswamier fra Vrindavana var tilsyneladende pensionister og forsagere, men de skrev tykke bøger i deres tilbagetrukkenhed. Dette gjorde de med det udtrykkelige mål at afhjælpe ’de tusinder af naturlige chok, som deres kød er arving til’ i det tidlige 16ende århundrede. 

Ikke desto mindre er åndelighed og hellighed private og personlige aktiviteter. Indre udvikling er nøglen til transcendentalt fremskridt. Hvordan kan man opnå høje niveauer af nogen form for lærdom uden timer af daglig privat meditation og personlige studier? Meditation kan måske lede til en laden-stå-til indstilling til verden. Men bør vi lykkeligt være hævet over alting? Hvis hellige symptomer holdes skjult, hvordan skal vi da kunne helbrede verdens onder? 

Begge positioner har deres fortrin ifølge Bhagavad-gita¸ og kaster vi et blik tilbage igennem historien, ser vi, hvordan beskyttelse af borgere var en naturlig konsekvens af et velorganiseret religiøst liv.  

Gudfrygtighed er ikke kun eremitiske helgeners ejendom, men en gave, der er tilsigtet alle. Det er alt for fordømmende, hjerteløst og helt sikkert uåndeligt at mene, at de, der dør i naturkatastrofer, uretfærdigt under politiske ledere, i moderlivet og i krige, får, hvad de fortjener ved at lide resultatet af deres karmiske skæbne. 

Vi lever i en tid, da vold er hverdagskost og tragedier overhængende. Hvis og når katastrofer rammer, er det eneste, der forbliver, åndelig virkelighed. Uanset om tingene bliver bedre eller værre, forbliver selvet og Gud uberørte. Dette er ikke et argument for ligegyldighed, men en påmindelse om, hvad der er vigtigt. 

Gud er ikke billig. Desværre ved mange charlataner, hvordan de skal fremstå rundhåndede, gavmilde og venlige. Og fanatiske prædikanter burde efter min ydmyge mening udelukkes fra kategorien af virkningsfulde åndelige mennesker. 

På den anden side har de, der gavmildt forfægter Guds overherredømme og ud af venlighed vækker selvet, virkelig medlidenhed. De har kraften til at råd bod på al lidelse og er virkeligt storsindede.

For over 20 år siden endte jeg på mit første besøg i Indien tilfældigvis i Vrindavana, en landsby, der er uforandret siden middelalderen og er midtpunkt for dyrkelsen af Krishna, midt i Holi-festivalen, som hinduer i England fejrer i de kommende dage. Traditionelt foregår denne festival lige efter, at afgrøderne er blevet høstet, og bondesamfundene bliver ekstatiske muntre. Festivalen var ukendt for den gruppe af irske Hare Krishna’er, som jeg tilhørte, imens vi rejste rundt som pilgrimme til steder, der var forbundet med Krishnas fødsel og liv. 

Så snart vor ramponerede bus holdte, åbnede en fra vor gruppe et sidevindue ud til et lille barn, der vinkede nedenfor. Da han åbnede vinduet, kom en masse børn og kastede gulal, farvet pulver – grønt, blåt, gult, rødt og violet – på os, hvoraf noget var i poser, der eksploderede ved stød. Så oversprøjtede de os med vand fra sprøjter. Min medpilgrimme nær vinduet blev gennemvåde. Børnene jublede og fik hurtigt selskab af alle slags mennesker inklusive midaldrende folk, arbejdere og ældre mennesker. Vi bad chaufføren køre væk i  en fart. Vi havde ingen anelse om, hvad der skete. Da vi parkerede et andet sted og steg ud, var vi alle i løbet af 15 minutter indsmurte i farve. Vor fromme pilgrimsfærd var endt i grov lemlæstelse. 

Under Holi forsvinder alle konventionelle regler. Alle dækkes i pulver, og deres tøj får varige pletter, når der kommer vand på. Det hele er ærligt og reelt. Gulfarvede mennesker kommen hen til en med store smil og oversmører ens pande og kinder med rødt pulver, og om aftenen mødes man omkring et bål. 

En af historierne, der er knyttet til Holi, handler om den store hengivne Prins Prahlada, hvis onde fader forsøgte at tvinge Prahlada til at opgive hans store kærlighed til Gud. Skuffet over sin søns afvisning over at gøre dette bestemte han sig til sidst til at dræbe ham. Han fik sin søster Holika, der var blevet velsignet med en yogisk kraft, hvorved hun kunne forblive uskadt af ild, til at bære Prahlada ind i et flammende bål. Imidlertid endte hun med at miste sin kraft og blev i sidste ende brændt til aske, fordi hun handlede imod Herrens hengivne og imod det større gode, imens Prahlada arvede hendes kraft og overlevede. Historien priser kærligheden, hengivenheden, medfølelsen, tolerancen og retfærdighedens sejr over had, egoisme, bedrag, grådighed og usandfærdighed. 

I år falder festivalen sammen med truslen om krig i Irak og får hinduer til at stille sig spørgsmålet, om dette kan anses for en hellig krig [ordspil på engelsk med ordene ’Holi’ og ’holy’, red.]. Handler med andre ord de, der er besluttet på at føre krig, i overensstemmelse Prince Prahladas principper eller med Holikas? Dette er mere end et retorisk spørgsmål. Den overhængende konflikt bliver kaldt for en krig om fred – en ide, der er blevet hørt mange gange i de sidste hundrede år. Men vil vi bruge ordet fred, må vi se på det fra et universelt perspektiv og ikke fra et, der er kulturelt betinget. 

Hindu-perspektivet på fred er temmelig forskelligt fra det, der nu bliver kastet frem og tilbage imellem de krigeriske magter i den truende konflikt. I hindu-kultur er det anerkendt, at vi ikke er herrer over naturens polariteter, og at der altid vil være dem, der på deres rejse igennem denne verden ønsker at skabe lidelse. Vor lykke i denne verden vil altid være afstemt med lidelse. Fred er en gave fra Gud. I forsøget på at være fredelige må vort stærke ønske være for en fred, der er i det indre såvel som i det ydre. Det indebærer, at hvis vor tilegnelse til fred er virkelig, skal det kunne ses, at vi bruger alle midler for at undgå vold, og det må afspejles i alt, vi siger og gør. Hvis vi ikke tager os af vore selviske ønsker i form af vrede, indbildskhed, begær og grådighed, er vi ikke fredelige mennesker. Så længe vi drives af disse lave ønsker, drages vi til konflikter, og vi kan aldrig med troværdighed virke for fred. 

Verdensfred kræver af os, at vi sætter spørgsmålstegn ved de samme selviske ønsker på samfundsniveau. Hindu-kultur er ikke pacifistisk. Den anerkender, at i yderste tilfælde kan vold være nødvendig. Men når vi betænker eksemplet med Holika, ser vi en, der var privilegeret og begavet, men hun mistede det hele, fordi hun blev indbildsk og tog vold i brug. Starten på kampen imod dette er at være ærlige med os selv, indrømme vore svagheder og være ærlige med hensyn til, om det er vore principper eller blot vore ønsker, der driver vore handlinger. 

I dag, da krig ser ud til at være tættere på end nogensinde, er det tid til at være sandfærdige om de motiver for krig, der handler om nationalisme, magt, økonomi, ideologi, kultur, personspørgsmål og stolthed. At bruge fred som en undskyldning for krig er vold og bedrag. Det definerer fred i politiske vendinger. Men fred er en indre oplevelse, der vokser ud af ærlighed og ydmyghed og derefter afspejles i alle vore tanker, ord og handlinger. Det begynder med os selv, strækker sig ud til den Højeste og derefter til hele skabelsen. Medmindre vi anerkender dette, vil ligegyldigt hvad, der kommer ud af denne krig, ikke være fred. 

 Officiel erklæring fra The Bhaktivedanta Manor

Uanset dens årsag er krig altid en tragedie. Som en åndelig bevægelse stræber vi efter at gøre en ende på lidelse, og det berører os dybt at se krigens frygtelige lidelser. Men samtidigt anerkender vi, at det somme tider kan være nødvendigt, når alle andre diplomatiske veje er udtømte. Krishna-bevægelsens skrifter, Vedaerne, siger, at det er regeringernes ansvar at beskytte deres borgere. Et aspekt af dette er at give fysisk beskyttelse imod angreb fra aggressorer. Vi støtter derfor militæraktioner, der tilskyndes af denne grund, hvis dette rent faktisk er tilfældet. Regeringer har til opgave at beskytte deres borgeres sikkerhed og lykke, selv om det betyder at gå i krig. 

Men Vedaerne siger også, at beskyttelse betyder mere end blot at beskytte vor fysiske velbefindende. De gør også opmærksom på behovet for åndelig beskyttelse og understreger, at dette er ledernes vigtigste pligt. Lidelse siges at være et resultat af at bryde Guds universelle love. På trods af alle vore bestræbelser efter fred og lykke lider vi fortsat, da vi ikke rigtigt forstår rammerne for de love, indenfor hvilke vi eksisterer. Det påhviler derfor gode regeringer at kende disse love og sørge for, at folk følger dem. De ægte åndelige sædvaner og skikke, der er essentielle for alle religioner, sådan som de er givet af Gud, bør derfor opmuntres og støttes af regeringer, der ønsker sine borgeres lykke. Regeringer bør kun være sekulære i den forstand, at de tillader religiøs mangfoldighed, men de skal ikke desto mindre sikre, at al religion praktiseres ordentligt, ellers kan vi aldrig undslippe lidelse. 

For eksempel påpeger Vedaerne, at der er en direkte årsagssammenhæng imellem masseslagtning af dyr og krig. Vedaerne siger, at alle levende væsener er lige, og at det regnes for syndigt unødvendigt at slå hjælpeløse dyr ihjel. Den vediske visdom siger også, at det enorme antal aborter i samfundet er en anden faktor, der i sit kølvand fører med sig en reaktion i form af endnu mere vold. ”Som du sår, så skal du høste.”  Der er mange andre aktiviteter, som regeringerne tillader, men som den vediske visdom siger kun kan resultere i lidelse, uanset om det er krig, sygdom, katastrofer osv. 

Krishna-bevægelsem vil derfor forlange langt mere vægt lagt på åndeligt liv, på indgående forståelse af Guds love og på ledelse, der regerer ifølge disse love. Åndeligt anlagte mennesker er fredelige og skaber fredelige samfund. Ved at følge Guds love undgår vi lidelse og er garanteret Hans beskyttelse til alle tider. Regeringer, der regerer ifølge guddommelig lov, gør det største gode for deres folk, imens de, der ikke gør det, i sidste ende vil vise sig at være magtesløse overfor den flodbølge af lidelse, der skyller ind over både dem selv og deres folk.