Den menneskeskabte klimaændring er over os, fortæller eksperterne. Det har den dog været længe, og mange af os har kunnet se det næsten lige så længe. Jeg husker tilbage i midten af 70’erne, da min gode matematiklærer på gymnasiet talte om konsekvenserne af CO2-udslippet. Dengang forudsagde han drivhuseffekten med et resulterende varmere klima på jorden, for blot med et alment kendskab til fysikkens love kunne han og mange andre se, at det var konsekvensen. Sidst i 80’erne (jeg mener, det mere præcist var i 1987) kunne vi alle ved selvsyn konstatere drivhuseffekten og den globale opvarmning, da vi havde den mildeste vinter i mands minde. Siden har vi ikke haft en ordentlig vinter (selv om vi i skrivende stund den 5.2.01 ironisk nok har snestorm!). Hvorfor så de ledende såkaldte magthavere det ikke dengang? Var det for stor en kamel at sluge, for stor en falliterklæring at indrømme, at den udvikling, de repræsenterede (og fortsat repræsenterer), ikke er bæredygtig, men leder os ind på et sidespor og ud over en afgrund? Er forklaringen, at de virkelige magthavere i virkeligheden er de store olieselskaber, der har kortsigtede økonomiske interesserer i at fortsætte CO2-udslippet?

Hidtil har de politiske tiltag i forbindelse med den store økologiske katastrofe, vi befinder os midt i, i hvert fald været skræmmende minimale. Kyoto-konferencens kompromis om at reducere CO2-udslippet med 5% indenfor 10 år er ikke bare en hån og fuldstændigt utilstrækkeligt, men siger også meget om, hvor virkelighedsfjerne, jordens såkaldte ledere er. Desværre, for alt andet lige er klimaændringen for øjeblikket den største trussel mod vores civilisation. Skæv økonomi og fordeling, krig og oprustning, overbefolkning og sult, AIDS og anden nød er potentielt mindre katastrofale end det, forrykningen af klimaet og økologien kan medføre.

Det er unægtelig en påstand, vil mange hævde. Fremtiden vil vise det. Eller rettere, vi må forhindre, at fremtiden kommer til at vise det, for miljøødelæggelsen, den globale opvarmning og klimaændringen truer med katastrofer af et omfang, man ikke har oplevet i historisk tid. Truslen imod miljøet er ikke blot, at flere og flere dyrearter uddør, vandet, maden og luften ikke er ren, verdenshavene stiger med 7-13 m de næste generationer, og et område på størrelse med USA forsvinder i havet. Heller ikke, at ørkenerne breder sig og landbrugsjorden mindskes, Golfstrømmen måske bremses, og vi her i Nordeuropa paradoksalt nok får det koldere, samt at vi alle bliver endnu mere vanvittige og småskøre af at leve i en sådan kunstig og snavset verden. Disse er hver for sig betragtelige. Men endnu mere omfattende ting kan ske.

Det mest skræmmende er en forrykkelse af jordaksen, hvilket er en absolut mulighed. Lige nu er store vandmasser bundet som is på begge polerne. Man kan forestille sig jordaksen som en vægtstang med to lige store vægte på de to ender. Smelter en stor del af denne is, og disse vandmasser fordeles anderledes end nu, ændres jordens massefordeling og tyngdepunkt sig. Spørgsmålet er, hvornår dette får jordaksen til at rykke sig. Jeg har endnu ikke kunnet finde nogle præcise beregninger over, hvor meget der skal til for at forrykke balancen. Men sker det – tak skæbne! Sker det, sker det meget pludseligt, meget hurtigt. Ingen varsel. Konsekvenser: voldsomme jordskælv over hele jorden og gigantiske flodbølger, der kan skylle hele lande og kontinenter bort. En katastrofe ikke før set i historisk tid. Kan det ske? Måske. Tør vi satse på, at det ikke vil ske? Tør vi ufortrødent lukke øjnene og fortsætte med industrisamfundets forbrugerorgie?

Det mest besindige må være at skubbe alle andre særinteresser – økonomiske, politiske m.m. – til side og standse denne forrykte udvikling. Er det muligt at standse den? I princippet ja, for vore behov kan sagtens dækkes på måder, der ikke skader verden. På den anden side er mennesket ofte et utæmmet og irrationelt dyr. Måske er udviklingen løbet for løbsk til at kunne standses. Måske er vi blevet for meget narkomaner af vor nuværende komfort og vore fantasidrømme om materielle fremskridt til at kunne acceptere den medicin, der er nødvendig.

For det vil synes at være skrap kur, selv om vi i virkeligheden vil føle os lettede, når vi begynder at tage den. Medicinen er intet mindre end en omlægning af vort samfund til at være i en perfekt balance med naturen og verden. Det vil kræve en omlægning af vor levestil. Det vil i praksis betyde et forbud imod anvendelse af alle former for fossile brændstoffer. Er vi villige til det? Eller vil vi hellere som Nero spille videre på violinen, imens Rom brænder?

Det er naturligvis glædeligt og positivt, at verdens politikere og deres eksperter omsider begynder at vågne op. Det giver håb om, at noget radikalt kan begynde at ske også fra den side. Det giver håb om, at det vil være muligt indenfor en årrække at se en omlægning af verdenssamfundet. Mange arbejder allerede på at standse den nuværende udvikling, og lægges de ledende politiske kræfter også bag, kan ændringen føres igennem.

Jeg ser tilmed, at vi her i Danmark kan give et bidrag, der kan få vægten til at tippe, og denne gang til den gode side. Vi er faktisk i en position til at kunne være et unikt foregangsland. Vi har overskud til det, og i hvert fald sammenlignet med andre steder er vort samfund stabilt. Går vi i spidsen, vil det have effekt i resten af verden. Vi har tidligere set, hvordan en progressiv ide, nemlig andelsbevægelsen, startede i Danmark i det små, men endte med at blive kopieret af i hvert fald hele den vestlige verden. Det vil have sin effekt, specielt når man opdager, at det at være foregangsland også er økonomisk givtigt!

Så mit forslag til vort bidrag til en global løsning er kort og godt: Danmark skal indenfor en given årrække (Lad os sige 10 år) gøres til verdens første fuldstændigt økologiske land med et CO2-udslip på nul! Teknisk set kan det lade sig gøre. Præcis hvordan bliver vores udfordring. Men lad mig give nogle idéer, som jeg håber modtages med en åben ånd. De er på en måde en gentagelse af ting, vi alle har hørt før. Der kan også helt sikkert påpeges mangler og unøjagtigheder i det følgende, men jeg beder om, at der bliver set på selve ånden og grundtankerne, for jeg ønsker hovedsageligt at påpege de store muligheder.1) Den fremtidige boligopvarmning kan foregå ved at udstyre alle boliger med optimal udnyttelse af solvarme, der rigtigt indrettet kan opvarme et hus indtil november. Resten af tiden fyres med træ, halm og anden biomasse. Biogasanlæg kan også levere energi til opvarmning og madlavning. Der kan plantes energiskove til opvarmning, svarende til én tdr. land pr. én-families hus.

2) Vort elektricitetsforbrug kan dækkes ved udbygning af vindkraft. Overskydende energi gemmes som brint, der bl.a. bruges til elproduktion i vindstille perioder.

I denne forbindelse vil nogle nok, når vi snakker om el, begynde at trække et gammelt spøgelse ud af klædeskabet. Men nej, atomkraft er ingen mulighed. Vi kan ikke endnu engang have en ’løsning’, hvor vi overlader en ubetalt regning til vore efterkommere. Enhver person og enhver generation må være ansvarlig for at rydde op efter sig selv og ikke lade andre om det. Det lærte jeg af min far og mor, og det må være et generelt princip. Så ikke et ord mere om det.

3) Transport: Anvendelse af rapsolie som erstatning for diesel eller benzin er fuldt mulig. En ombygning af en dieselmotor til en rapsmotor kan gøres for 15.000 kr. på fire forskellige værksteder i Danmark (Kilde: Bilisten, november 2000). Hvis de 12% af den danske landbrugsjord, der nu ligger brak med EU-tilskud, anvendtes til dyrkning af raps, kunne mindst 250.000 biler køre 10.000 km om året på olien derfra. Planteolier som drivkraft er altså absolut en mulighed. En anden mulighed er alkohol. En tredje er biogas.

Det største potentiel ligger dog i brint. Specielt med den rivende udvikling af brændselsceller kan brintdrevne biler komme til fuldstændigt at fortrænge de nuværende fossildrevne motorer. Brint er naturligvis kun en måde at oplagre energi fra en anden energikilde på, hvor det må være nærliggende for os i Danmark at videreudvikle vindkraften, oplagre den overskydende energi som brint og bruge denne, hvor vi nu bruger benzin, olie osv.

4) Vort landbrug (= vor fødevare-forsyning) er vitalt. Desværre er alt for få mennesker i dag i kontakt med den jord, vi lever af og er en del af. Flere og flere mennesker bor i eller lever af byerne og færre i eller af landet. Brødjorden koncentreres på færre og færre hænder. En langsigtet politik må omfatte en slags husmandsreform, hvor familier får tilbud om og mulighed for at flytte på landet og i stor udstrækning blive selvforsynende til meget rimelige vilkår, som det blev gjort i 30’erne. Dette ville alene reducere transportomkostningerne og muliggøre en mere energiøkonomisk anvendelse af vor jord (såvel som være en stor social forbedring for mange).

En total omlægning af landbruget til økologi vil spare meget energi, der nu bruges til fremstilling af kunstgødning og kemiske ’hjælpemidler’. I stedet kan indføres effektive kompostteknikker, der ikke blot giver bedre gødning, lige så gode udbytter og sundere fødevarer, men også muliggør anvendelse af den enorme ressource, vort slam udgør. Under store energiomkostninger opsamles i dag toiletaffaldet centralt igennem rensningsanlæg og ender i mange tilfælde i vore have og søer i stedet for at komme tilbage og gøde markerne, som det er naturligt. For at kunne anvende denne ressource er et problem de tungmetaller og andre kemiske fremmedstoffer, det nuværende slam indeholder. Et ophør med anvendelse af disse er følgelig nødvendig. At dette er praktisk muligt, ved jeg fra min erfaring med gården Bauneholm i Nordsjælland, hvis slam fra eget rensningsanlæg er en fortræffelig gødning uden skadelige fremmedstoffer, da al ’kunstig’ kemi er bandlyst. Men det kræver naturligvis en større vilje og indsats at gennemføre noget sådant i større skala.

Landbrugets fremtidige energibehov kan dækkes af brint såvel som af biogas og planteolier som nævnt under transport. Og ’gammeldags’ energiformer er heller ikke at kimse af. Heste, okser, muldyr og andre trækdyr er stabile energikilder med mange oversete fordele. Måske er trækdyr ikke så praktiske i den nuværende form for (’såkaldt’, vil jeg tillade mig at sige) landbrug, hvor en ensom maskinpasser har ansvaret for 200 ha. og lige så mange eller flere dyr. Men kombineret med ovennævnte husmandsreform og fordelingen af jorden på mange flere hænder kan trækdyr afgjort igen komme til at spille en rentabel og realistisk rolle.

5) I vore dage anvender vi til bygning af huse mange materialer og megen energi, der har krævet stor anvendelse af fossile brændstoffer. Fremtidens huse må bygges økologisk, dvs. med anvendelse af ’naturlige’ ressourcer som træ, ler og sågar halm og indrettet som lavenergihuse med den mest optimale udnyttelse af varme, vand m.m. Sådanne huse er allerede opførte og gennemprøvede mange steder i landet. De kræver mere arbejdskraft at opføre og koster derved lidt mere, men dette hentes hurtigt hjem på grund af husenes lavere driftsomkostninger.

6) En omlægning af vor levestil på en del områder vil også være nødvendig. F.eks. kan vi med stor fordel ændre vore spisevaner. En vegetarisk kost ville således spare store energimængder, da energiomkostningerne ved fremstilling af vegetarisk føde kun er 10-20% af omkostningerne ved kødproduktion. At danske svin æder en fødemængde, der kan mætte 100 millioner mennesker (kilde: Praktisk Økologi, september/oktober 2000), er ikke bare totalt absurd og umoralsk, men også et stort energifråds. På en måde virker kødspisning i det hele taget ikke rigtig i en verden, hvor der bliver flere munde at mætte. Eller sagt på en anden måde: der findes ikke mangel på mad i denne verden, men maden er skævt fordelt. Den største skævhed er, at vi rige mennesker lader vore dyr æde den mad, fattige mennesker skulle have spist!

Hele køb-og-smid-væk-kulturen skal også have en revision. Hvor mange ressourcer, der kan spares ved at lave ting, der holder et helt liv, og hvor meget, der kan spares ved at skære ned på de mange unødvendige ting, vi i dag omgiver os med, har vi sikkert alle en fornemmelse af. Er vi VILLIGE til at give afkald på nogle af dem?

Spørgsmålet er i det hele taget kun, om vi er VILLIGE, for jorden er rig med rigeligt til alle, hvis vi lærer og følger kunsten at leve i harmoni med den. Vi har kun at gøre op med os selv, om vi er VILLIGE til at foretage de nødvendige ændringer (inklusive i vort eget liv og hverdag) for at afbøde den økologiske og klimatiske katastrofe, der lurer om hjørnet. Teknisk set er ændringerne fuldt ud mulige, men kan og vil de kunne gennemføres politisk? Dette spørgsmål vil jeg give videre til andre, de politiske eksperter, som jeg ikke er iblandt. Jeg har blot kastet en bold op og spiller den videre til andre og klogere hoveder, der kan gennemskue, hvordan man politisk set gennemfører disse ændringer, der er fuldt mulige såvel meget kritisk påkrævede.

Lad os smøge ærmerne op og komme i gang!