De regulative principper: en afklaring
Af Susheel Gopalan

Den følgende tekst blev bragt på www.dipika.org den 22. juni.

I de seneste måneder har jeg bemærket en syndflod af kommentarer, der begrunder og imødegår konservative og

liberale syn på de regulative principper, som Srila Prabhupada gav som de grundlæggende principper for Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed (ISKCON). Jeg er knapt nok kvalificeret til at bidrage yderligere påstande til dette emne, men da det berører kernen af ISKCON’s værdier, kan jeg helt sikkert afsløre mine indtryk, som jeg har gjort ud fra det, jeg har været udsat for, og det, jeg har forstået igennem selvransagelse.

Imens seksualitet utvivlsomt er den dominerende kraft, der former det materielle samfunds strukturer og er det, der primært fokuseres på i de fleste af de diskussioner, mener jeg, at tingene bliver klarere, hvis vi analyserer ånden bag de regulative principper generelt.

Srila Prabhupada grundlagde Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed på basis af fire regulative principper: ingen kødspisning, ingen beruselse, intet ulovligt sexliv og intet hasardspil. Han fortsatte med at tilføje, at ISKCON var en institution, der udruster de enkelte personer med viden og en metode, der tillader dem at blive førsteklasses borgere i et hvilket som helst samfund og derved sætter dem bedre i stand til opfylde den menneskelige tilværelses vigtigste mål: selvrealisering.

I mit sind er der ingen tvivl om, hvem Srila Prabhupada ville anse for at være en førsteklasses borger. Srila Prabhupada gav ikke plads til krumspring med hensyn til de regulative principper. Med andre ord udelukker ’ingen kødspisning’ indtagelse af teboller med æg i, ’ingen beruselse’ udelukker indtagelse af kaffe og te, ’intet ulovligt sexliv’ udelukker alting, der ikke har forplantning for øje, og ’intet hasardspil’ udelukker handel på moderne aktiemarkeder.

Når dette er sagt, tror jeg heller ikke, at Srila Prabhupada stiftede ISKCON som en eksklusiv klub, hvor medlemskab af forsamlingen var reserveret for førsteklasses personer. Men i stedet var det tanken, at ISKCON skulle give et system, der satte mennesker i stand til at nå disse højere standarder i eget tempo. Jeg tror, at denne sondring er vigtig og relevant for de fleste af de ISKCON-relaterede diskussioner, jeg har set.

Mens ISKCON med andre ord virker for de højeste standarder i mennesketilværelsen, er der også beskyttelse og en vej frem for dem, der har problemer med at leve op til selv minimalkravene til en menneskelig civilisation. Ja, det er denne indrømmelse, der giver personer som mig lov til at drage fordel af dette program, som Srila Prabhupada så omhyggeligt har sat i værk.

Lighed fremsættes ofte som modvægt imod diskrimination i vort moderne samfund. Når vi konfronteres med den dybere gyldighed af denne påstand, siger man ofte, at det, der er tilsigtet, i virkeligheden er en lighed i mulighed end lighed i den absolutte forstand. På det seneste viser selv denne præcisering sig at være vanskelig at håndtere for vore samfunds højeste retsinstanser, der er ansvarlige for at forene grundlæggende fundamentale rettigheder for alle mennesker. Argumenter, der støtter lighed, fører ofte til konkurrerende fundamentale rettigheder, der synes gensidigt uforenelige. Srila Prabhupada siger i den forbindelse, at lighed står i modsætning til den materielle naturs love, og følgelig vil ethvert forsøg på kunstigt at fremme lighed i den materielle verden lede til sammenbrud i samfundet. I stedet var hans løsning at ophøje dem, der søger lighed, til den åndelige verden. Kun der, sagde han, kan man finde sand lighed.

Jeg mener, det er vigtigt at vedkende sig, at diskrimination, der besværliggør den enkeltes fremskridt på den åndelige vej, er uberettiget og foragteligt. Jeg mener, det er lige så vigtigt at sikre sig, at man ikke går på kompromis med de høje standarder, som Srila Prabhupada bad os stræbe efter, i et forsøg på at retfærdiggøre vore nuværende positioner. At arbejde for lighed som et universalmiddel imod diskrimination er en misforståelse i mine øjne.

I sidste ende er selvrealiseringens vej en personlig rejse. Vi får inspiration og tilskyndelse fra dem, der har flere erkendelser af den åndelige verden, end vi har. Det er den hjælp, vi får. At fokusere og debattere for at retfærdiggøre og forskanse vor nuværende position tager kostbar tid fra fokuseringen på vore mål. Når alt kommer til alt, er det, der virkelig forener os som en institution, at vi er enige om vore mål. Jo mere vi fokuserer på disse mål, jo mindre behøver vi bekymre os om vore nuværende omstændigheder. Desværre roder vi os ind i endnu en menneskelig svaghed, der absolut vil sammenligne vore nuværende positioner og konkurrere om respekt og magt.

Til sidst vil jeg endnu engang sige, at jeg ikke er særligt kvalificeret til at beskæftige mig med emner af en sådan dybde, og jeg er heller ikke kvalificeret til at være et initieret medlem af ISKCON. Så mine meninger bør kun have lidt vægt. Jeg deler dem blot, fordi det er et emne, jeg har tænkt en del over, og håber, at det vil være til gavn for andre.