I den forløbne uge havde vi besøg af Bir Krishna Swami. Han snakkede en del om den sociale udvikling i ISKCON, specielt bhakti-vrksa-programmet, og han inspirerede mig til at skrive dette.

Vi har tidligere prøvet at starte bhakti-vrksa, men uden held. Det var der flere grunde til. En af dem var for lidt opbakning om ideen eller formatet. Nu ser det dog ud til, at tiden er moden igen. Jeg vil i denne artikel prøve at redegøre for principperne i programmet.

Grundlaget for ethvert fællesskab er at være sammen om noget. Det kan være alt fra samme fritidsinteresser over samme livsanskuelse til bare at være venner. Af alle disse er de vigtigste nok, at man føler, at her er der nogle, som bekymrer sig for mig på et personligt plan, og da vi er en ’personlighedskult’, burde det være en naturlig ting i vores samfund. Dog finder vi, at mange forlader de hengivnes selskab for at få opfyldt disse behov andre steder. Hvorfor det sker, er der sikkert mange forskellige grunde til. Undersøgelser har vist, at den primære grund til, at folk her i Vesten kommer til religiøse samfund er ensomhed, og hvis vi ikke kan skabe tilfredsstillende forhold til hinanden, er folk jo nødt til at finde dem andre steder.

Her kommer bhakti-vrksa-formatet ind, for det har den fordel, at det kan opfylde vores behov på flere niveauer på en gang. For det første giver det et forum, hvor vi kan kultivere venskabelige forhold i hverdagen, hvor end vi er. Det giver os mulighed for at blive oplært i alle aspekter i at være vaisnavaer og blive undervist i filosofien, selv om vi ikke bor i et tempel. Alt dette lyder jo nok som billig kinderæg-reklame, men det skulle faktisk være ligeså godt, som det lyder, hvis bare man kan få det til at køre. 

Bhakti-vrksa er, hvad man kalder et ’celle-program’. Grundlæggende set er det som et nama-hatta-program, hvor man samles omkring diskussion om Krishna og synger til Hans pris for til sidst at ære prasadam, men med nogle ekstra aspekter tilføjet.

Man arbejder som grundlag med et system, som hedder ’each one teaches one’, eller sagt på dansk ’hver og en oplærer en’. Det betyder ,at man modtager instruktion fra en, som er lidt mere erfaren end en selv. Samtidigt er man selv ansvarlig for at instruere en, som er lidt mindre erfaren end en selv. Rent praktisk får man ansvar for en person, som man kultiverer et venskabeligt (vaisnava) forhold til, også imellem at gruppen mødes. På den måde får man en kæde af hengivne, som kan støtte hinanden og sammen prøve at finde en løsning på de problemer, som kan opstå i deres liv. Det minder om det ’counselling’-system, man prøvede at indføre tidligere i ISKCON Danmarks historie. Det virkede rimeligt godt, men døde stille og roligt ud. Mange hengivne har ytret ønske om at genstarte det. Jeg mener dog, at det er bedst at gøre det i bhakti-vrksa-regi, da vi dermed opnår flere ting på en gang.

Igennem strukturen i bhakti-vrksa har man mulighed for at få vejledning om alle aspekter i sit liv. Hver enkelt bliver igennem træning i stand til at tage sig af en andens grundlæggende behov for vejledning. Hvis ikke man selv er i stand til at hjælpe, er man forbundet med en mere avanceret hengiven, som kan give kvalificerede råd. Man bliver en stærk kæde af hengivne, som kan hjælpe hinanden hjem til Krishna.

En anden vigtig forskel på bhakti-vrksa-programmet i forhold til nama-hatta er, at bhakti-vrksa er baseret på at prædike. I, som har været hengivne i nogen tid, ved, at den bedste måde at konsolidere sin Krishna-bevidsthed på er at dele den med andre. Igennem at prædike tvinges man til selv at gå dybere i sin forståelse, hvilket giver store erkendelser. Krishna siger i Bhagavad-gita (18.68)

ya idam paramam guhyam
mad-bhaktesv abhidhasyati
bhaktim mayi param krtva
mam evaisyaty asamsayah

 ”Den, som forklarer den højeste hemmelighed for de hengivne, garanteres hengiven tjeneste, og til sidst vil han komme tilbage til mig.”

Det betyder, at vi gør ikke bare den, vi taler til, en tjeneste, men også os selv. Samtidig får vi realisationer og smag for at gøre mere tjeneste, og så ruller hjulene igen. Lad os derfor prøve at finde fælles fodfæste og samarbejde i stedet for at lade Kali skille os ved hjælp af de sædvanlige midler som strid og hykleri. Sammen er vi stærke, splittede er vi svage.

Et stort problem er, at vi er mange, som ikke har fået fuldkommen træning, hverken i filosofien, den praktiske anvendelse eller bare almindelig civiliseret omgang med andre mennesker (vaisnava-etikette). Det kan der være flere grunde til. Måske har man aldrig boet i templet, eller også var der ikke så megen fokus på træning, da man boede der, eller der er en helt tredje grund dertil. Faktum er, at uden træning i vedisk kultur (daivi varnasrama-dharma) er det svært at relatere til andre mennesker på en tilfredsstillende måde. I bhakti-vrksa er der mulighed for at få træning i vaisnava-etiketten og andre aspekter af varnasrama-dharma. Ved at forstå filosofien og  varnasrama kan man bedre forstå, hvordan man engagerer sin betingede natur i processen for at komme hjem til Krishna. Deraf behovet for træning.

En vigtig ting i vedisk kultur er beskyttelse af dem, som man har ansvar for. Daivi varnasrama-dharma er den regulerede måde at engagere den betingede natur på. Den enkelte person fokuserer ikke på sine rettigheder, men på sine pligter (ansvar). Dvs., at man har et ansvar for at hjælpe dem, som har søgt beskyttelse hos en. I bhakti-vrksa har vi et forum, hvor vi kan blive undervist og øve os i at engagere vores betingede natur samtidigt med, at vi realiserer filosofien og bliver rensede for anarthaer eller uønskede ting.

Varnasrama-kulturen er en refleksion af kulturen i den åndelige verden, og som sådan er den lige så absolut som Krishna. Den er selvfølgelig skruet sådan sammen, at alle kan få opfyldt deres behov på en reguleret måde og samtidigt gøre åndelige fremskridt. Srila Prabhupada sagde, at det, han manglede at etablere, var varnasrama. Der har været en del diskussion om, hvor vigtigt det er. Men for alle os, som ikke er på bhava-platformen, er det essentielt for vores fremskridt at følge den. Det er dog så stort et emne, at jeg vil prøve at uddybe det i en anden artikelserie, som jeg har planlagt.

Det var mange ting på en gang. Jeg vil stoppe nu med en opfordring til jer alle om at give jeres besyv til diskussionen. Der er andre veje end bhakti-vrksa, men få har vist sig så dynamiske og inspirerende. Ikke bare i ISKCON, men også i andre religiøse samfund har det vist sig utroligt effektivt. Visse steder i verden har man fordoblet sine medlemstal flere gange om året. Hvis I er interesseret i at vide mere, kan I købe bogen The Bhakti-Vrksa Manual, som forklarer principperne mere udførligt, eller tale med Laksmi-Rupa om at modtage Congregational Preaching Journal, som er et blad, ISKCON udgiver og netop handler om udviklingen af bhakti-vrksa.